Hvordan ser den 'naturlige' familie ud?

Familiens oprindelse var i den kristne tænkning givet med Adam og Eva i et monogamt forhold. Der var dog med eksempler i Det Gamle Testamente mulighed for polygame ægteskaber, en mand gift med flere koner.

I anden halvdel af det 19. århundrede blev spørgsmålet om familiens oprindelse forsøgt besvaret verdsligt i form af en sammenhængende biologisk og civilisatorisk evolution fra abestadiets promiskuitet over gruppefamilier til polygame familier og med monogamiet som evolutionens kulmination.

Kernen var, at det naturlige/dyriske i mennesket skulle overvindes af civilisationen, og livslangt eller serielt monogami var kulminationen på familiens udvikling.

Blandt socialistiske forskere var det kun kvinden, der under kapitalismen var blevet monogam, mens manden ville blive det i og med socialismen.

I sidste halvdel af det 20. århundrede kom spørgsmålet op igen, men nu på den måde, at ’det naturlige’ betragtes som det sande og ægte. Hvad var menneskets naturlige familie?

Menneskeaberne som eksempel?

Levede menneskeaberne som den naturlige familie? I så fald – hvilken én af dem?

Chimpansen er nærmest polygam, idet en alfahan knytter en flok hunner til sig og forsøger – ofte forgæves – at holde andre hanner væk.

Hans funktion er egentlig at beskytte ungerne, da de risikerer at blive dræbt, hvis en ny han overtager magten.

Bonoboen, som er endnu mere menneskelig, lever nærmest promiskuøst under ledelse af en hun. De har sex på alle måder med alle medlemmer af gruppen uanset køn, alder og slægtskab.

Gorillaen ligner lidt chimpansen, og orangutangen har slet ingen familieform. Ud over parringen, som sker med syv til ni års mellemrum, lever de to køn alene.

Hos menneskeaberne er der således ikke megen hjælp at hente.

\ Læs mere

Hvad er mennesket?

Den underlige menneskehan

I slutningen af det 20. århundrede var den amerikanske forskning i menneskets evolution dominerende, og her tog man udgangspunkt i nogle helt specielle forhold hos mennesket.

Vigtigst var, at hannen tager ansvar for hunner og deres afkom, noget der er uset blandt menneskeaberne, hvor hunnerne alene tager sig af sig selv og de små; at flere hanner med hver deres hun eller hunner lever fredeligt sammen; og at den fysiske forskel på hanner og hunner er langt mindre end hos vore slægtninge blandt menneskeaberne.

Der er intet ved menneskehannen, som ud over en sædcelle er nødvendig for fødsel og opfostring af børn.

Som hos aberne har kvinderne alle de for den biologiske, psykologiske og sociale reproduktion nødvendige egenskaber.

Da fødselssekvensen formentlig har været et barn hvert fjerde år, har det ikke været uoverkommeligt for en kvinde at klare børnenes opvækst alene.

Som yderligere en hjælp kan hun have haft sin mor, idet der er det for pattedyr meget specielle ved kvinder, at de overlever deres reproduktive alder og derfor ikke selv belastes af nyfødte.

På denne baggrund konstaterede antropologen Peter J. Wilson (1933-2005) i 1980, at kvindens relation til afkommet er biologisk, mens mandens er socialt.

Manden som drivkraft for udviklingen

Frem til slutningen af 1970’erne var hovedidéen hos palæoantropologiske forskere, at de tidligste mennesker måtte leve i grupper, da de i mangel på biologiske forsvarsmidler alene kunne klare sig ved at være flere.

Dette gjaldt især for livet på savannen, hvor man ikke lige kunne flygte op i et træ, hvis et rovdyr nærmede sig. Her var hannerne tvunget til at samarbejde om forsvaret mod rovdyr, hvad der førte over i et samarbejde i jagten.

Derfor kunne de leve sammen i grupper, uden at nogen monopoliserede hunnerne. Denne manglende kamp om hunnerne medførte, at den fysiske forskel på kønnene ikke blev ret stor.

Når den alligevel var der, skyldtes det hunnernes valg af hanner, der havde styrke til at forsvare dem.

I dette billede gik mændene på jagt og bragte bytte hjem til kvinder og børn på bopladsen. Konstante graviditeter, pasning af småbørn og indsamling af planter holdt kvinderne fast til området lige i nærheden af bopladsen.

Siden Charles Darwins (1809-1882) ’Menneskets afstamning’ fra 1871 havde man ment, at manden derfor kæmpede eksistenskampen og derfor var den, der skabte udviklingen.

Et bevis var blandt andet mandens større hjernerumfang, som man frem til omkring 1970 gjorde identisk med højere intelligens. Familien byggede således på kvindens og børnenes afhængighed af manden, som derfor naturligt måtte være familiens leder.

Det skal dog tilføjes, at Darwin også gav kvinderne en rolle i evolutionen. De bidrog hertil ved ligesom hunnerne blandt fugle og mange pattedyr at udvælge de hanner som fædre til deres børn, som de fandt mest attraktive.

\ Læs mere

Historien om menneskets oprindelse er en kompliceret fortælling

Prostitutionsteorien: Kød for sex bandt manden til kvinden

Den store gåde blev i denne forbindelse, hvad der bandt mænd til at tage ansvar i form af at dele føde med og forsvare kvinder og børn.

Forklaringens grundformel blev (typisk amerikansk) en handel: Hannen/manden gav kød til hunnen/kvinden og hendes børn som modydelse for sex.

Dette blev sammen med idéerne om intelligensforskellen klart afvist af den kvindebevægelse, der voksede frem i 1970’erne, og sex-for-kød teorien blev med foragt kaldt prostitutionsteorien.

Mor plus sønner som den oprindelige familie

Eksempelvis mente den feministiske antropolog Sally Slocum, at manden slet ikke var nødvendig for forsørgelsen. Kvinderne kunne selv sørge for deres børn, noget hun viser er gældende i nutidige jæger-samlersamfund.

I de tidlige menneskeformer har hunnerne kun ladet hanner komme til sig, når de var i brunst, og det, at hunnerne blev permanent seksuelt tilgængelige, medførte ikke udviklingen af en familie.

Den tidligste familie har bestået af en mor og hendes sønner, og sønnerne er forblevet sammen med hende, også efter at de var blevet voksne.

Dette ses også derved, at mor-søn-incesten er menneskets eneste universelle incestrelation. Mændenes jagtudbytte gik således til deres mor og søskende, ifølge Slocum.

Arbejdsdelingen var yderst begrænset. Der har formentlig kun været tale om, at hannerne har forsvaret gruppen mod rovdyr, og at hunnerne har taget sig af ungerne.

Hannerne har ikke kæmpet om hunnerne, men administreret deres tilgang til dem i et hierarkisk system, og i begyndelsen har deres rækkevidde på jagt ikke været større, end at de stadig ville kunne forsvare gruppen, hvis et rovdyr dukkede op, forklarer Slocum.

Alle andre opgaver kunne varetages af begge køn.

Monogamiet som den oprindelige familie

Men nu satte reaktionen ind. I konservativ amerikansk palæoantropologi kunne man ikke forestille sig, at en han ville forsørge afkom, han ikke var sikker på var hans eget.

Logikken bliver nu, at kød for sex blev kombineret med kvindens monogami for at sikre, at manden fortsat vil forsørge hende og hendes afkom.

Den monogame, patriarkalske familie var den naturlige, og en central skikkelse i denne udlægning var den amerikanske antropolog Owen Lovejoy, som i 1980’erne skabte teorien om forsørgermanden, en teori der via skolebøger blev stærkt udbredt i USA.

På det tidlige stadie af menneskeudviklingen var hunnerne konstant enten gravide eller med helt spæde unger, hvorfor de var meget lidt mobile.

Lovejoy henviste her til, at de fleste chimpanseunger døde ved at falde af hunnen under transport. Relativ geografisk stabilitet var således en fordel, og med den var udviklingen mod mennesket begyndt.

Det betød, at hannerne skaffede føden, som de bragte tilbage til de mere stationære hunner og unger.

Alfahannen ville forsøge at få monopol på hunnerne, men måtte opgive, da han jo måtte sove og gå til floden for at drikke ind imellem.

Resultatet var, at hunnerne blev fordelt mellem hannerne. Fællesskabet styrkedes herved, og nu kunne samarbejde mellem hanner i jagt og forsvar udvikle sig.

Hunnernes permanente seksuelle tilgængelighed udviklede sig her og medførte – ifølge Lovejoy – at de kunne fastholde hannerne, som til gengæld forsynede dem og deres unger med kød.

Bryster og baller trækker forsørgermanden til

Hermed opstod det oprindelige monogami, som igen satte hannen fri til at gå på jagt langt fra sin hun uden frygt for, at hun imens lå i med en anden han. Dette medførte igen, at han måtte op på to ben for at kunne transportere jagtens resultater med ’hjem’.

Nu fødte hunnerne oftere, og opvæksttiden blev forlænget, hvad der yderligere bandt hunnerne, samtidig med at dette system var en garanti for hannerne for, at de unger, de forsørgede, var deres egne.

Dertil måtte hunnerne gøre sig mere attraktive for hannerne, hvad der ud over den permanente seksuelle tilgængelighed førte til udvikling af bryster og baller, ligesom de med den oprejste gang skjulte deres brunst.

Og da den blev usynlig for hannerne, blev de mere permanent bundet til hunnerne for at sikre sig faderskabet til ungerne.

Forsørgermanden med den monogame kone og egne unger var herved skabt på et meget tidligt tidspunkt i udviklingen af mennesket som den naturlige familieform.

\ Læs mere

Ti politisk ukorrekte sandheder om mennesket

Kampen om, hvilket køn der driver udviklingen

Et centralt træk i feministernes familieidéer var, at kvinden ikke bare var et passivt objekt for mandens lyster, men faktisk var den aktive i udviklingen.

Det skete ved en slags gentagelse af Darwins ovennævnte idé om kvindens deltagelse i evolutionen i form af selektionen af partnere.

Ifølge feministerne udvalgte kvinderne gennem generationer de mænd som fædre til deres børn, der var mindst bestialske og mest sociale, intelligente og ansvarsfulde.

De udviklede en mandetype, der ville tage ansvar for deres unger og bidrage til deres forsørgelse.

Men her gik en grænse for nogle amerikanske palæoantropologiske forskere.

For dem var det givet, at en mand kun ville give mad til de børn, han var helt sikker på selv at have avlet.

Den amerikanske adfærdsøkolog Stephen T. Emlen satte det nærmest på matematisk formel: jo mindre sikker, en han kan være på faderskabet til et afkom, des mindre vil hannen investere i dette afkom.

Hvis der er tvivl om faderskabet og ressourcerne er få, og der vil være større sikkerhed for faderskabet i en fremtidig avl, vil hannen helt ophøre med at bidrage.

Hertil kan man jo bemærke, at protomenneskene formentlig ikke kendte til sammenhængen mellem sex og fødsler.

Kan vi lære noget af aberne? Vol. 2

Spørgsmålet om oprindelsen og årsagen til vores specielle reproduktionsform med relativt stabile relationer mellem hanner og hunner inden for en større gruppe med flere hanner gav som nævnt ikke noget resultat ved forskning i menneskeaber.

En ny undersøgelse fra 2019 forsøger at løse problemet ved at se på andre abegrupper som eksempelvis nogle bavianarter og geladaer, der dels lever under de samme økologiske forhold som de tidlige homininer (abemennesker), dels har sådanne mere stabile reproduktionsrelationer.

Når dette spørgsmål ifølge de amerikanske forskere er så vigtigt, skyldes det, at hannernes sikkerhed for deres faderskab forøger deres engagement i ungerne, hvad der fremmer ungernes overlevelse og reducerer pauserne mellem fødslerne.

Slægtskabsbåndene mellem gruppens medlemmer og båndene til partnerens slægtninge fremmer samarbejdet, hvad der ikke bare forøger den reproduktive succes, men også hastigheden af den kulturelle evolution.

Så hvorfor skabes stabile forhold nogle steder og ikke andre, og hvorfor samler grupper med stabile reproduktionsforhold sig i større grupper?

Bavianer i skove med rigelige ressourcer kan let søge sikkerhed i træer inden for deres område. Anderledes er det hos nogle bavianer, der lever spredt i små grupper hunner under en beskyttende han på grund af mere sparsomme og spredte ressourcer som eksempelvis på savannen.

Når de søger sikkerhed for natten, kan det kun ske få steder, hvorfor disse grupper må samles med mange andre tilsvarende grupper på for eksempel en klippeside eller i en mindre gruppe træer.

Måske har de tidlige homininer levet på tilsvarende måde.

Parring med mange som forsikring mod drab på unger?

Et andet fænomen, der har været fremhævet i forhold til dannelsen af disse større grupper, er hannernes drab af unger.

Her er et argument, at hunner inden for en større gruppe danner faste relationer til en enkelt han for at beskytte afkommet. Dette kan føre til polygyne (flerkoneri, red.) grupper og derved en del hanner uden hunner, hvad der skaber konflikter.

Grupper af unge hanner vil angribe og fortrænge en han med flere hunner, hvorefter de nye hanner vil dræbe ungerne og overtage hunnerne.

I større grupper ses hunner derfor at parre sig med mange hanner som en sikkerhed mod disse drab, da mange af gruppens hanner derved potentielt er fædre til ungen og derfor ikke dræber den.

\ Læs mere

Vi er én stor familie

En han med få hunner som den oprindelige familie

Nogle har argumenteret for, at disse drab på unger er baggrund for monogamiet, mens andre har hævdet, at det er spredningen af hunner under bevogtning af en han, der skulle være forklaringen.

Antropologen Kristin N. Crouse m.fl. har undersøgt, hvilket argument om skabelsen af stabile reproduktionsrelationer, der er det stærkeste:

Er det hunnens tilbud om en hans monopol på sex som garanti mod hannens drab af ungerne? Eller er det hannens monopol over en eller få hunner takket været spredningen af hunnerne i små fouragerende (fødeindsamlende, red.) grupper?

Crouse kørte informationer om de stabile abegrupper og om forskellige ydre livsbetingelser gennem et computerprogram, og resultatet var, at spredning af hunnerne i grupper på op til fire under én hans beskyttelse skulle være den reproduktivt stærkeste.

Hvis antallet af hunner blev større, ville en enkelt han ikke være i stand til at kontrollere dem alle.

Udviklingen af stabile reproduktionsrelationer (familier) synes dermed mest afhængig af spredningen af hunner under en beskyttende han frem for monopol på sex som beskyttelse mod drab af unger.

Den oprindelige familie skulle således være en beskyttende han med monopol på sex med op til fire hunner fulgt af en række unger, som hannen beskytter mod andre hanner.

’Samfund’ blev dannet af sådanne gruppers nødvendige natlige samliv på isolerede sikre steder som klippesider eller mindre lunde med høje træer, hvor hannerne accepterede hinandens monopol på hunnerne.

Hertil kan man tilføje, at tæmningen af manden har været så effektiv, at mænds drab på kvinders børn er totalt ukendt i alle kendte kulturer.

At kvindens monogami skulle sikre forsørgelsen, som det fremgik af sex for kød-tesen, synes også ukendt uden for et kristent amerikansk miljø.

Mænd er tæmmet til at tage sig af de børn, deres kvinder bringer til huse, hvis de vil være sammen med kvinden.

Vores familieformer er kultur, ikke biologi

Man må konkludere, at den naturlige familie ikke eksisterer.

Det eneste universelle er, at en søn ikke danner en ny familie med sin mor, men det har vel sin naturlige forklaring deri, at når sønnen kan få og forsørge børn, er det ved at være slut med fødsler for moderen.

Sådan er det biologisk set ikke med en mand og hans døtre.

Familieformerne er kulturelle fænomener, som på utallige måder danner ramme om den menneskelige reproduktion.

Først med det abstrakte sprog og dermed kultur i symbolsk forstand har sådanne rammer kunnet formes.

Da der samtidig udviklede sig mange forskellige kulturer på grund af de forskellige vilkår for eksistens, det moderne menneske efter spredningen fra Afrika bosatte sig i, blev utallige familieformer realiseret.

Familie er et kulturelt fænomen og et produkt af kulturens uendeligt mangfoldige næsten totale regulering af det, biologien tidligere stod for.

\ Læs mere

Menneskets uddøde slægtning var længere fremme end os

\ Læs mere

Tre typer fortidsmennesker