Vi er én stor familie

Alle har en mor og far. Nogle har søskende, kusiner og fætre, tanter og onkler.

Alle kommer et eller andet sted fra, og alle har en historie. De historier kan være meget forskellige og resultatet af både simple og utroligt komplicerede sociale konstellationer.

De kan dække over traditionelle mønstre, helt særlige forhold og tilfældige hændelser. Men en ting har de tilfælles. De siger det samme, uanset om man vil det eller ej: Alle har en familie, i hvert fald biologisk, og i langt de fleste tilfælde også kulturelt.

I dag er det anderledes end i gamle dage

Nyere historie er blevet skrevet som kernefamiliens storhed og fald. Kernefamilien med faste funktioner som familieoverhoved, forsørger og husmoder er resultatet af en årtusindelang udvikling af en række samfundsnormer. Med tiden blev den ideal og ideologi, ramme og spændetrøje. Men har også måttet give op til fordel for multifamiliemønstre.

Din familie, måske din nabos eller dine venners har formentlig brudt med traditionerne og byder på samliv på kryds og tværs, skilsmisser, halvsøskende, papmødre og weekendfædre, adoptivbørn og samkønsforældre. Det betyder ikke, at der ikke er normer i dag. Men de sociale variationer er større i det 21. århundrede, end de var i 1950’erne.

Det ved vi godt. I dag er det anderledes, end det var i gamle dage. Sagen er bare, at gamle dage ikke er særligt længe siden, når vi ser på menneskets samlede historie. Og mange af de forskellige måder at organisere familieliv på giver os indtryk af store forskelle, snarere end de lader os se ligheder.

Vi opfører os meget ens uanset familiestruktur

Nogle antropologer har set på disse kulturelle ligheder og forskelle mellem folk fra hele verden. Tilsyneladende opfører vi os på mange måder ens over for andre mennesker, uanset hvordan vores familiestruktur er. For eksempel er der på tværs af kulturer et generelt incestforbud.

Det er også udbredt blandt hele jordens befolkning at indgå i ægteskabslignende kontraktmæssige alliancer. De dækker alle over en helt konkret måde at indgå længerevarende forhold, der gensidigt forpligter gennem en bindende aftale. Sådan en aftale kan i de fleste tilfælde brydes, men oftest kun med en vis vanskelighed.

Der er imidlertid en lang række andre ting, der gør sig gældende og spiller en afgørende rolle for hele vores sociale liv, inklusive vores familieliv. De er resultatet af en lang og integreret biologisk og kulturel historie, der rækker millioner af år tilbage. Det er vores biokulturelle familiehistorie.

Din evolutionære familie

Vi er de eneste overlevende. Men vi er langtfra den eneste menneskeart. Sammenlignet med vores uddøde slægtninge har vi ikke engang været her særligt længe. Neandertalere spredte sig over Asien og Europa op til 300.000 år, før Homo sapiens første gang vovede sig uden for Afrika for under 100.000 år siden.

På Gibraltar har vi fundet de sidste spor af neandertalere. Den menneskeart forsvandt for knap 40.000 år siden. Homo floresiensis, bedre kendt som hobbitterne på grund af deres lave højde og lange fødder, uddøde for omkring 17.000 år siden.

Fossile rester og redskaber af de små mennesker blev opdaget i begyndelsen af det 21. århundrede på den indonesiske ø Flores. For bare få år siden fandt man i Sibirien godt 40.000 år gamle spor af endnu en menneskeart, der indtil videre er kendt som denisovaer.

Der er tale om et tæt genetisk fællesskab

DNA-undersøgelser har vist, at vi deler genetisk materiale med neandertalere og denisovaer. Der er endda tale om et så tæt genetisk fællesskab, at der er tale om nær familie, ja, faktisk om vores nærmeste uddøde familie. Det kan kun forklares på en måde. Vores forfædre har både kæmpet med konkurrerende arter om overlevelse, og så har de altså blandet DNA.

Sagt på en anden måde, så har vores egen art parret sig med både neandertalere og denisovaer. Hvor kærlige de møder har været, kan vi ikke sige. Men det er nu helt klart, at nogle af dem har resulteret i levedygtigt afkom. Vores forfædre fra lidt forskellige arter har fået børn med hinanden. Det har sat sig spor, som vi stadig bærer på i dag.

Alle, der lever uden for det afrikanske kontinent i dag, bærer på få procent neandertal-DNA og nogle også på denisova-DNA. Samlet set kan cirka en femtedel af neandertalernes arvemasse genfindes i forskellige nulevende mennesker. I den forstand lever både neandertalere og denisovaer videre i vores arvemasse, selvom de er uddøde som selvstændige arter.

Vi har inddelt folk i forskellige racer

Alligevel er vi forskellige fra både neandertalere og denisovaer, langt mere forskellige, end vi er fra alle de mere end syv milliarder individer af vores egen art, Homo sapiens, der nu er spredt over hele kloden. Moderne mennesker ser nok forskellige ud, men vi er langt mere ens, end vores hudfarve, ansigtstræk og kropsbygning umiddelbart lader os tro.

De umiddelbare synlige forskelle, vi bliver konfronteret med, når vi møder folk langt fra vores egen egn, har snydt os til gennem århundreder at fremhæve biologiske forskelle. Vi har endda inddelt folk i forskellige racer. Men videnskabeligt set giver det ingen mening at tale om menneskeracer.

Hvis man flyver fra Danmark til Qatar og videre til Singapore, vil man ved hvert stop opleve, at lokalbefolkningerne ser forskellige ud. Men hvis man forestiller sig, at man cykler turen ned gennem Europa, over den arabiske halvø og videre til Asien, vil man ikke kunne pege på overgangene. Det er ikke synligt, hvornår man skifter fra en population til en anden.

Findes Adam og Eva?

Vi er en stor familie, og på trods af kultur, geografi, sprog og udseende er vi endda i meget nær familie. I dag kan vi følge DNA-spor for hele verdens befolkning tilbage til en enkelt kvinde, højst sandsynligt fra Østafrika, der levede for 100-200.000 år siden. Hun blev populært kendt som 'mitokondrie-Eva', efter resultatet af den videnskabelige undersøgelse blev offentliggjort i 1987.

En af mitokondriernes vigtigste funktioner er at forsyne kroppens celler med energi. Derudover er der det særlige ved mitokondrier, at de for langt de fleste dyrs vedkommende udelukkende bliver nedarvet på mødrene side. Den viden kan udnyttes til at følge det genetiske spor fra den mødrene linje tilbage i tiden.

Forestil dig nu en mindre landsby, hvor der ikke er kommet nogen tilflyttere til i mange generationer. Her har man fået børn med hinanden uden at have været i nær familie. Men når man går en række generationer tilbage, vil alle i landsbyen dele en slægtning på både mødrene og fædrene side. Det er den sidste fælles stamslægtning.

Vores landsby er noget større end før

Det er den samme tanke, der ligger til grund for at bestemme den sidste fælles stammoder for hele jordens befolkning. Nu er vores landsby bare noget større og inkluderer alle nulevende mennesker. Heldigvis behøver man ikke DNA fra alle for at kunne skrive vores genetiske historie. Et repræsentativt udvalg er nok.

På samme måde kan vi ved at kigge på Y-kromosomet følge den fædrene linje. Pattedyr har to kønskromosomer kaldet X og Y. I de fleste arter er det Y-kromosomet, der bestemmer kønnet på afkommet. Hanner har både et X- og et Y-kromosom. Hunner har to X-kromosomer. Y-kromosomerne bliver kun nedarvet fra far til søn.

Ved at følge Y-kromosomernes rejse tilbage i tid kan man bestemme den seneste fælles stamfader på fædrene side for alle nulevende individer. Der er ikke enighed om, hvornår denne person levede. Tallene svinger mellem for 140.000 år til for 340.000 år siden. Der er dog stor tvivl om det sidste tals rigtighed.

De genetiske Adam og Eva er kun journalistiske kælenavne

Hvis det sidste tal er rigtigt, vil der ikke være tale om et moderne menneske, men en art tidligere end Homo sapiens. Hvis det første tal er rigtigt, kan de seneste fælles stampersoner på både mødrene og fædrene side have levet nogenlunde samtidigt. Der er til gengæld ingen tvivl om, at de begge levede i Afrika.

Ikke overraskende har den person, man forsøger at tidsbestemme på fædrene side, fået tilnavnet 'Y-kromosom-Adam'. De genetiske Adam og Eva er dog kun journalistiske kælenavne. Det skal ikke forstås som en antydning af en form for religiøs oprindelse, eller at de videnskabelige resultater er båret af nogen som helst religiøs dagsorden.

På den måde er de misvisende og et eksempel på, hvor vanskeligt det er at slippe for religiøse forestillinger og billedsprog, når vi taler om menneskets oprindelse.

Det er uheldigt og noget, vi bør bestræbe os på at holde uden for den offentlige debat. Videnskab og religion har en lang fælles historie. Men moderne videnskab har intet med religion at gøre. De skal og bør holdes fuldstændigt adskilt i dag.

Vi er en mosaik af mange forskellige mennesker

Men 'Mitokondrie-Eva' og 'Y-kromosom-Adam' er ikke de første mennesker. De er begge blot repræsentanter i en population af individer, der tilfældigvis har afsat et genetisk spor, vi kan følge gennem menneskets historie.

Det betyder ikke, at de var de eneste, der fik børn. Det betyder heller ikke, at de er de første i rækken eller på nogen som helst anden måde noget særligt. Vi er en mosaik af mange forskellige mennesker. Vores DNA består af meget mere end bare mitokondrier og y-kromosomer, og resten har mange andre både stamfædre og -mødre.

Der er tale om to helt tilfældige individer, der begge er resultatet af en lang og kompleks udviklingshistorie. I den forstand er de kun interessante, fordi de kan sige noget om, hvordan hele jordens befolkning i dag udgør en stor – rigtig stor – familie.

I den forstand er vi alle beboere i en kæmpestor global landsby. Nogle er i tættere familie end andre, men vi er alle i samme familie. Og vi kommer det samme sted fra.