Journalister elsker eksperter.
I 1960’erne begyndte de at bage på de offentligt ansatte forskere. Det var et godt match, om det så var ægte, gensidig kærlighed eller et fornuftsægteskab. Uafhængige forskere har generelt en højere faglighed og troværdighed som ekspertkilder end ansatte i private virksomheder og interesseorganisationer og selvudnævnte eksperter.
\ Leder
Denne artikel er en lederartikel, og den er et udtryk for Videnskab.dk's holdning.
Lederen er skrevet af chefredaktør Vibeke Hjortlund.
Medierne rækker stadig relativt hyppigt ud efter forskerne, når de skal have nogen til at forklare, hvad der er op og ned på en aktuel problemstilling, og nyde godt af den autoritet og troværdighed, ekspertkilden låner dem.
Men mediernes forbrug af forskere er skævt. Og lidt skørt. Det fremgår af et forskningsprojekt fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der har kortlagt brugen af ekspertkilder i de store dagblade Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende.
Resultaterne er både tanke- og urovækkende.
Samfunds- og sundhedsforskere fylder det meste
Dengang i 1960’erne var det primært samfundsvidenskabelige forskere, der blev hidkaldt, og det er det stadig i dag. Flere end halvdelen, 52 procent, af de forskere, der optræder i medierne, tilhører den gruppe.
Sundhedsvidenskabelige forskere fylder også godt med 22 pct.
Den sidste fjerdedel fordeler sig på naturvidenskab, teknisk og teknologisk forskning og humaniora - store og vigtige videnskabelige discipliner med potentiale til at komme med løsninger på vores samfundsudfordringer.
I lyset af blandt andet klimakrisen og den teknologiske udvikling, der vender op og ned på vores liv, adfærd, velfærd og mentale velbefindende i disse år, kan man både undre og ærgre sig over, at de fylder så lidt.
Hvor er de? Hvorfor ringer så få journalister til dem?
Andelen af forskere, der fortæller om deres egen forskning, er raslet ned.
Endnu mere forunderligt er det, at forskerne i alt væsentligt hidkaldes af de brede medier for at indgå som brik i den gængse skabelon for nyhedsproduktion. Deres rolle er at forholde sig til den aktuelle nyhedsdagsorden.
Nogle gange bidrager de med fakta; i stort set alle artikler leverer de en vurdering.
Ifølge det nye forskningsprojekt er det hele 86 procent af forskerkilderne, der udtaler sig om aktuelle begivenheder eller kommenterer andres forskning.
Bare 14 procent formidler viden om deres egen forskning.
Det er udtryk for et »signifikant og bemærkelsesværdigt« fald, hedder det i forskningsrapporten. I 2001 var det 32 procent af forskerne, der udtalte sig om egen forskning, når de optrådte i medierne.
Medierne mangler videnskabsjournalistik
At en så lille del af forskerne kommer til orde for at dele viden med samfundet om det, de ved allermest om, forekommer barokt. Især fordi vi i disse år mere end nogensinde før stræber efter troværdig viden.
Det gælder ikke mindst de brede medier, der hæderværdigt gør sig stor umage for at markere sig som leverandører af en professionel og troværdig nyhedsdækning, der er hævet over de sociale platformes endeløse strømme af mere eller mindre tvivlsom information.
Ekstra ærgerligt er det, fordi de historier, hvor forskere fortæller om deres egen forskning, bedre kan favne andre end samfundsforskerne. Men når nu alle de store medier gennem årene har nedlagt deres videnskabstillæg, sektionen hvor der var plads til den type stof, så ligger det tungt.
Samtidig er fagmedarbejdere skåret væk. Senest har Danmarks Radio nedlagt sin videnskabsredaktion og reduceret sin videnskabsdækning til næsten ingenting.
En ekstra krølle er, at sideløbende med de seneste 20 års drastiske dyk i andelen af mediehistorier, hvor forskerne fortæller om deres egen forskning, har universiteterne oprustet på kommunikationsfronten.
Ude på universiteterne sidder altså en masse dygtige og behjertede kommunikationsmedarbejdere og er opfyldt af frustration over, at de ikke kan trænge igennem til medierne med deres pressemeddelelser om ny forskning. Det kan man læse om i fagbladet Journalisten.
Det er nødvendigt at tænke nyt
Som public service-medie med fokus på forskning bruger redaktionen på Videnskab.dk alle sine kræfter på at fortælle flest mulige forskningshistorier – i den kvalitet og med de kritiske spørgsmål og nuancer, stoffet fortjener. Vi er også ved at drukne i pressemeddelelser.
Ud over den publicistiske mediedrift prøver vi at kompensere for manglen på forskernes egne historier i det store mediebillede på anden vis. Måske har du lagt mærke til, at nogle artikler på Videnskab.dk er skrevet af forskere og mærket op som hørende til i ’Forskerzonen’.
Det er ren innovation – drevet af vores egen frustration. Indsatsen er søsat for at prøve, om vi på den måde kan få flere gode forskningshistorier ud over rampen. Vores medarbejdere træner forskerne i at formidle populært og hjælper dem med at få skik på deres historier. Resultaterne af deres anstrengelser publicerer vi ved siden af det redaktionelle indhold, og vi deler dem også gerne med andre.
Mange forskere har faktisk lyst til at formidle, bare de får hjælp til det formidlingsfaglige. De gør sig ekstraordinære anstrengelser for at dele deres viden til gavn for samfundet – ofte i fritiden og uden tak fra chefer og systemer. De fortjener skulderklap og kan i hvert fald glæde sig over, at et stort publikum virkelig værdsætter deres historier med al den substans, viden og fascinationskraft, de rummer.
Forskerzonen er blevet til og videreudvikles med støtte fra Lundbeckfonden. Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og Roskilde Universitet er blandt dem, der foreløbig har meldt sig som samarbejdspartnere. Vi håber, flere vil være med. Det er en effektiv kanal fra forskningsmiljøerne ud til samfundet, og der er brug for den.
