Lige nu deltager hele verden i et ufrivilligt samfundseksperiment, hvor ingen ved, hvilke samfund der kommer bedst ud på den anden side.
Udbruddet af ny coronavirus har fået myndigheder over hele verden til at tage kampen op mod sygdommen. Men på vidt forskellige måder.
Nogle samfund såsom det italienske lukker ned og indfører strenge udgangsforbud, mens den svenske regering holder grænser og butikker åbne og stoler på den enkelte borgers dømmekraft i håndteringen af corona-pandemien.
Der er ingen facitliste for corona-krisen. Vi ved ikke, hvilke strategier der vil vise sig effektive, men det skal forskningsprojektet ’HOPE – How Democracies Cope with Covid19’ undersøge ved hjælp af data fra spørgeskemaundersøgelser, sociale medier og nyhedsmedier.
»Vi står i en unik situation på mange måder. For det første står vi i en af de alvorligste globale kriser siden Anden Verdenskrig. Derudover er det en krise, der foregår midt i den digitale revolution, så det er første gang, man kan lave en minutiøs kortlægning af, hvad der egentlig foregår,« siger Michael Bang Petersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Michael Bang Petersen står i spidsen for HOPE-projektet, der lige har fået bevilliget 25 millioner af Carlsbergfondet, og ifølge ham understreger corona-pandemien vigtigheden i at forstå, hvordan demokratier skal navigere igennem en krise:
»En af de mest interessante ting er, hvordan forskellige landes tilgang har været: Danmark og Sverige har valgt vidt forskellige veje, selvom de set udefra ligner hinanden som to dråber vand,« siger han.
COVID-19 kræver langt mere af den enkelte borger end tidligere kriser
Hvordan får en regering hele befolkningen til at ændre adfærd meget markant fra den ene dag til den anden? Det er et af de hovedspørgsmål, HOPE-projektet skal undersøge.
Corona-pandemien adskiller sig fra tidligere globale kriser, vi har stået overfor, ved at verdens regeringer umuligt kan bekæmpe den, hvis ikke borgerne hjælper til.
Det kræver, at vi for en tid skal trodse vores menneskelige natur ved at tilsidesætte de sociale normer, der er dybt indlejret i os, fortæller Michael Bang Pedersen.
»Under finanskrisen kunne politikerne sige til borgerne, at de kunne læne sig tilbage, så skulle politikerne nok klare paragrafferne. En epidemi er unik, fordi det er borgerne, der skal ændre adfærd, og vi skal ændre adfærd på nogle fundamentale punkter i vores liv, nemlig social interaktion,« siger AU-professoren.
Når det handler om, hvordan vi mennesker gebærder os i sociale sammenhænge, har vi meget indgroede vaner og præferencer, og det rejser et grundlæggende spørgsmål om, hvordan regeringen kan få folk til at ændre på de mønstre, mener han:
»Selv i demokratiske samfund forsøger regeringer at regulere sig ud af det ved at forbyde forsamlinger af en vis størrelse, lukke institutioner og arbejdspladser og lave udgangsforbud. Det er en meget voldsom indgriben i den personlige frihed, så vi er inde i nogle centrale problemstillinger, i forhold til hvilke samfund der kommer ud på den anden side. Det her projekt skal forsøge at koble disse ting sammen.«
\ Indsamler data i ’real-time’
Forskningsprojektet er inddelt i to faser.
I fase 1 samler forskerne data ind her og nu ved at høste store mængder data via spørgeskemaer, medier og sociale medier. Dem skal de bruge til at afgøre, hvordan borgere og medier reagerer på myndigheders forslag og tiltag. Resultaterne bliver løbende lagt frem.
Når corona-krisen har lagt sig, begynder fase 2. Her bliver data fra 8 lande, inklusive Danmark, behandlet forskningsmæssigt ved at sammenligne mønstre på kryds og tværs, for at finde ud af hvilke regeringstiltag der var hensigtsmæssige.
Sammenhænge på tværs af nyhedsstrømmen, sociale medier, myndigheder og borgere
I den digitale tidsalder spiller medier – ikke mindst de sociale - en betydelig rolle, ved at påvirke hvordan vi opfører os, og hvilke holdninger vi har til den politiske dagsorden.
Det er ikke anderledes under corona-krisen, og derfor skal HOPE-projektet undersøge vekselvirkningen mellem nyhedsmedier, sociale medier, myndigheder og befolkningens adfærd.
»Vi vil forstå det, man med et godt dansk ord kalder 'compliance', altså, i hvilken grad borgere følger myndighedernes anvisninger, og hvordan myndighedernes anvisninger forplanter sig til medier og ned til adfærden. I krisens første fase har vi især undersøgt det med at holde afstand til andre,« siger Michael Bang Pedersen.
Det gør forskerne ved under hele krisen at udsende spørgeskemaer til folk i Danmark og syv andre lande, hvor der blandt andet spørges ind til ens fysiske helbred, holdninger til regeringstiltag, i hvilken grad man føler sig rustet til at vide, hvordan man skal gebærde sig, tillid til andre mennesker, mental sundhed og social kontakt.
Derudover støvsuger forskerne de sociale medier Twitter, Reddit og 4chan for opslag relateret til corona, »for både at få den lødige og mindre lødige samtale med,« som AU-forskeren udtrykker det.
Forskerne skraber også mediernes historier om corona, for at få et etableret indblik i dagsordenen under krisen.»På den måde kommer vi både ind i hovederne på befolkningen og ser, hvad de skriver på sociale medier, og undersøger, hvad aviserne skriver og kobler det med hele myndighedsaspektet,« siger Michael Bang Pedersen.
\ Store mængder interviews på tværs af lande
Forskerne indsamler lige nu 500 interviews hver dag i Danmark.
De indsamler 250 interviews om dagen i Sverige, Tyskland, Frankrig, Italien, England, USA og Ungarn.
Antallet af interviews vil falde henover året.
Spørgeskemaundersøgelsen udføres af Epinion.
Myndigheders kommunikation er »altafgørende«
Myndighedernes kommunikation er »altafgørende« under kriser.
Derfor er det vigtigt, at vi opbygger erfaring nu, så vi er bedre rustet i fremtiden, mener Pernille Almlund, der forsker i kommunikation ved Roskilde Universitet.
»Især i et demokratisk land som Danmark vender vi blikket mod myndighederne, når vi står i en krise. Det er dem, vi har tillid til, og de skal vise os, hvordan vi agerer bedst,« siger hun.
Men HOPE-forskerne ville få mere solide resultater, hvis de havde inddraget kvalitative forskningsmetoder som supplement til de kvantitative, mener lektoren ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC. Hun kommer med eksempler på kvalitativ metode længere nede i artiklen her.
Pernille Almlund så desuden gerne, at der var kommunikationsforskere tilknyttet projektet, fordi det skal undersøge sammenhængen mellem myndighedernes kommunikation og borgernes adfærd og oplevelse af budskaberne.
\ Hvad er forskellen på kvantitative og kvalitative data?
Kvantitative data er (ofte større mængder) data, der kan tælles eller måles, ligesom f.eks. statistiske data.
De er gode til at vise tendenser og mønstre i en befolknings adfærd.
Kvalitative data fortæller om ting, der ikke er målbare, og indsamles f.eks. ved forskningsinterview. Kvalitative data lader forskerne forstå enkelte menneskers specifikke situationer.
Kvalitativ data kan dog kan ikke bruges til at generalisere en hel befolkning.
Læs mere i artiklen Hvad i alverden kan man bruge kvalitativ forskning til?
Spørgeskemaer og SoMe viser ikke virkeligheden
At HOPE-projektet udelukkende gør brug af data til at analysere samspillet mellem myndighedernes kommunikation og borgernes adfærd kan godt bekymre Pernille Almlund lidt.
»Man kommer ikke altid helt ind i hovederne på folk med sociale medier eller spørgeskemabesvarelser, for det, man skriver på Facebook eller svarer i spørgeskemaer, stemmer ikke altid overens med ens reaktioner i det sociale rum,« siger hun, og kommer med et eksempel:
For et par uger siden lavede Voxmeter en rundspørge for Ritzau. Her spurgte de blandt andet danskerne, om de vasker hænder hyppigere nu, end før Coronavirus blev konstateret i Danmark, hvilket 85 procent svarer ’ja’ til.
Et problem her kan være, at folk ind imellem svarer, ud fra hvordan de gerne vil fremstå, og ud fra hvad, de tror, intervieweren gerne vil høre, påpeger Pernille Almlund.
Hun mener, at HOPE-forskerne kan risikere, at folk gør det samme, hvis de i et spørgeskema skal forholde sig til, om de holder mere afstand til folk nu end før corona-pandemien.
Kvalitative data lærer os at forstå dem, der ignorerer myndighederne
Kvalitative data er især vigtige, hvis vi skal få de mennesker, der ikke følger myndighedernes anvisninger, til at være med, mener Pernille Almlund.
Hun foreslår derfor, at forskerne bag HOPE-projektet inddrager observationsstudier og kobler dem til deres dataindsamling:
»Man kunne observere borgere i butikker og på offentlige pladser og se, hvor god afstand de holder. Så kunne man stoppe borgerne og spørge, hvorfor de egentlig holder den afstand, de gør, og på den måde forstå deres opførsel bedre,« siger hun, og fortsætter:
»Hvis vi skal nå dem, der ikke gør, som myndighederne siger, skal vi kende baggrunden for deres adfærd.«
Michael Bang Pedersen er blevet forelagt kritikken.
»Jeg er helt enig i vigtigheden af det kvalitative. Vi har en stor kvalitativ komponent, hvor vi netop har ansat fire antropologer til at varetage etnografiske studier af blandt andet sygehuspersonale, unge og udsatte,« skriver han i en mail.
Antropologerne skal lave mere dybdegående interviews med de forskellige grupper, så folk har mulighed for at uddybe deres situation.
De kvalitative undersøgelser og spørgeskemaundersøgelsen er separate undersøgelser. De kvalitative studier laves kun i Danmark, og deltagerne udvælges uafhængigt af spørgeskemaet, fortæller han.
Forskningsprojekt i realtid
Corona-pandemien udspiller sig for øjnene af hele verden og vi kan ikke forudsige præcis, hvordan situationen vil udvikle sig. Det giver forskerne bag HOPE-projektet en stor udfordring.
»Det er surrealistisk at forske i noget, der udfolder sig for øjnene af en – det har jeg ikke gjort før,« siger Michael Bang Pedersen.
At forske i en løbende udvikling er uvant indenfor samfundsvidenskaberne, der ofte undersøger adfærd, mønstre og sammenhænge for begivenheder, der allerede er indtruffet, eller under mere statiske situationer.
Men den hastighed, der præger situationen, præger også forskningsprocessen, for det er nødvendigt at høste data nu. For eksempel måtte forskerne hurtigt træffe en beslutning om, hvilke internationale skalaer der var bedst til at måle eksempelvis ensomhed, og hvilke spørgemetoder de skulle bruge, fortæller AU-forskeren.
»Vi har kigget hinanden dybt i øjnene og ligesom statsministeren sagt, at der vil blive begået fejl, og det må vi acceptere. Vi må tage nogle beslutninger, med en hastighed vi ikke er vant til i forskning,« siger han.
AU-forskeren påpeger, at en af de indbyggede farer ved at forske i realtid er, at centrale videnskabelige principper om grundighed og at finde sammenhænge er sværere at nå i mål med. Men han understreger samtidig, at det er afgørende at holde fast i de principper, uanset tidspresset.
\ Læs mere
\ En anden udfordring: Svarpersoner repræsenterer ikke helt befolkningen
Svarpersonerne i spørgeskemaet er ikke tilfældigt udvalgt. De er valgt ved kvoteudvælgelse, som vi kender fra meningsmålinger, men også bruges indenfor samfundsforskning.
Man vælger et antal mænd, kvinder, ældre, unge, studerende osv., som svarer til befolkningssammensætningen i det land, man undersøger.
Men det kan man kun gøre på de variabler, man kender til.
Desuden har svarpersonerne alle sagt, at de gerne vil tilbydes at være med i undersøgelser og er derfor ikke helt repræsentative.
Derfor kommer svarpersonerne i en kvoteudvælgelse aldrig til at repræsentere befolkningen så godt, som hvis man tog et tilfældigt udsnit af befolkningen.
Kilde: Michael Bang Petersen
Som pandemien udvikler sig, kommer nye spørgsmål på dagsordenen
For at være på forkant med begivenhedernes udvikling, forsøger forskerne at forudsige, hvad der kommer til at ske i løbet af krisen.
De har forsøgt at inddele corona-pandemien i tre faser, hvor myndighederne vil fokusere på forskellige politiske tiltag. Det skal gøre det lettere at afgøre, hvilke centrale spørgsmål der bliver de vigtigste at undersøge, i takt med at situationen skrider frem.
»De tre faser er den konceptuelle ramme lige nu, men vi bliver klogere på forskningsfeltet som krisen udvikler sig, for ingen ved, hvordan landet ligger om fem måneder,« siger Michael Bang Pedersen.
Hvis forskernes forudsigelser holder stik, er vi lige nu ved at være forbi pandemiens første fase - den hektiske tid, umiddelbart efter antallet af smittede begyndte at stige i Danmark, og myndighederne indførte haste-lovgivninger. I den fase har forskerne især været interesserede i, hvordan folk forholder sig til det med at holde afstand til andre.
Vi er ifølge forskerne på vej ind i fase to, som er det lange seje træk, hvor vi bliver mere isolerede, mens usikkerheden og dødstallet stiger. I denne fase handler det om at få folk til at holde ud under langvarig isolation, bevare modet, etablere nye måder at have social kontakt og undgå en stigning i depressioner.
Vi går ind i den tredje fase, når samfundet åbner igen, hvor politikerne skal tage stilling til, om samfundet kan vende tilbage til det gamle system, og hvordan vi gør det bedst muligt. Her bliver det også tydeligt, hvilke spor krisen har sat i forhold til vores tiltro til hinanden og myndighederne.
Hvordan måler man en succes uden at vide, hvilke tiltag der virker?
Et af de vigtigste afkast af forskningsprojektet er at finde den optimale strategi til at identificere epidemier, så vi kan lære af vores fejl og agere rigtigt, næste gang verden står overfor en lignende trussel.
Men hvordan skal forskerne kunne måle, hvilke landes strategier der har været succesfulde i kampen mod corona, og hvilke der har fejlet, når ingen endnu ved, hvad der er rigtigt og forkert at gøre? Hvordan defineres en succes?
»Der er mange forskellige kriterier, man kan evaluere ud fra: Antal døde, ledige, økonomiske konsekvenser og befolkningens tillid til de politiske institutioner. For os handler det om at forstå, hvordan de forskellige valg, som myndighederne træffer, går ind og påvirker de forskellige variabler,« forklarer Michael Bang Pedersen fra AU.
En succesfuld håndtering af corona-krisen kommer altså til at være defineret af både krisens dødstal, økonomiske konsekvenser og borgernes tillid til myndighederne.
»Vi skal ikke gå ind og være overdommere, i forhold til hvordan politikerne navigerer, men vi mener, det er vigtigt at forstå, hvilke beslutninger der havde hvilke konsekvenser.«
