»Moskva. Pyongyang. Og Teheran. Tre hovedstæder i tre lande, som arbejder tættere og tættere sammen. Mod os.«
Sådan lød den dystre udmelding fra Mette Frederiksen i hendes nytårstale 1. januar 2025.
I ugerne op til har statsministeren i en række interviews tegnet et billede af »mørke kræfter« – en slags ’ondskabens akse’ - der består af Rusland, Nordkorea og Iran med et Kina, der trækker tråde i kulissen.
Men hvad er den her nye ’ondskabens akse’? Hvad vil landene i alliancen? Hvordan adskiller den sig fra tidligere sammenslutninger? Og hvad sker der ved at tale så spidst om andre ledere og lande?
Det har vi her på Videnskab.dk spurgt to forskere om.
1) Hvad er den nye ’ondskabens akse’?
»Nu er jeg jo ikke en af dem, der er fortaler for, at vi slår de her lande sammen i én ondskabens akse,« lægger Camilla Tenna Nørup Sørensen, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, ud med at sige.
»Der er at reducere den kompleksitet, som kendetegner den verdensorden, der er under udvikling. Det er fire meget forskellige aktører, som i høj grad også har nogle meget forskellige indenrigspolitiske dagsordener.«
»Derudover er de langt fra enige om, hvordan fremtidens verdensorden skal se ud.«
To lande skiller sig blandt andet ud fra de andre ved at være nogle, der har flere muskler at spille med i det internationale system og ved at være to lande, der på hver deres måde udfordrer amerikanernes position i verden - nemlig Kina og Rusland.
Sådan lyder det fra Mona Kanwal Sheikh, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Generelt står det lidt uklart, hvad kriteriet bag Mette Frederiksens udvælgelse og sammenkædning af de fire lande har været, anfører DIIS-forskeren.
For de fire lande, som ifølge statsministeren udgør ’mørke kræfter’ – nemlig Rusland, Kina, Iran og Nordkorea – er jo ikke de eneste regimer i verden på kant med menneskerettigheder, eller som har atomvåben, fortsætter seniorforskeren.
»For mig at se, er det en ret fleksibel betegnelse for lande, der udfordrer en amerikansk ledet verdensorden, Altså en orden, hvor Vesten dominerer militært og økonomisk.«
Derfor er eksempelvis Saudi-Arabien eller Venezuela ikke på listen over de ’mørke kræfter’ – for selvom de også har autokratiske ledere i front, er landene mindre truende over for amerikanske interesser ifølge Mona Kanwal Sheikh.
De fire lande i den nye ’ondskabens akse’ har da nogle fællestræk, uddyber hun. Nemlig at være undertrykkende, og så er de - med undtagelse af Iran, der dog er blevet kritiseret for at ville udvikle atomvåben - atommagter.
Alliancerne er ikke mejslet i sten
Når det er sagt, adskiller landene i ’ondskabens akse’ sig også på andre parametre. Rusland er en autoritær nationalkonservativ stat. Kina er kommunistisk, men med kapitalistiske træk, Nordkorea en totalitær kommunistisk stat, og Iran et teokrati.
»Så det er ikke sådan, at de har et dybdegående fælles værdigrundlag eller nogle langsigtede strategiske alliancer, der går tilbage i tiden,« siger Mona Kanwal Sheikh.
Det samarbejde, nogle af landene har, er også mere løst og langt fra formaliseret, som vi ser det i Vesten med organisationer som eksempelvis NATO.
Landene i den nye ’ondskabens akse’ vælger alliancer fra sag til sag, lyder det fra Mona Kanwal Sheikh. Og de alliancer er langt fra mejslet i sten.
For eksempel var Kina, Iran og USA på samme side i den afghansk-sovjetiske krig fra 1979-89, mens eksempelvis Rusland, Kina og USA samarbejdede i ’kampen mod terror’ i kølvandet på blandt andet terrorangrebet 9/11.
Alliancer, der kan være svære at forestille sig, som verden ser ud lige nu.
2) Hvad vil landene i ’ondskabens akse’?
Selvom lederne af landene i ’ondskabens akse’ har forskellige dagsordener for deres egne lande og geopolitiske ambitioner for omverdenen, er der alligevel noget, der binder dem sammen, lyder det fra Camilla Tenna Nørup Sørensen.
Nemlig at de frem for alt vil sikre regimet og den øverste leders magt.
»Derfor finder de sammen i samarbejder, der i høj grad er drevet af snævre interesser, der enten er overlappende eller komplementerer hinanden. Altså et mere kortsigtet mål end det mere langsigtede om at omvælte verdensordenen og oprette en ny,« siger hun.
Landene i ’ondskabens akse’ bliver ellers ofte udråbt til at være forenet i en kamp mod vestlige værdier som frihed og demokrati.
Men ifølge Camilla Tenna Nørup Sørensen er det ikke modstanden mod de konkrete demokratiske værdier, der er limen mellem landene.
Det er nærmere en opfattelse af, at USA og Vesten forsøger at sprede deres værdier for at sikre deres dominans. Et eksempel er Kina, som ifølge hende mener, at USA bruger værdierne som et redskab til deres egentlige mål – nemlig at bevare førertrøjen på den internationale scene.
Hvis man skal finde en sammenhæng, er de her fire nye lande eller regimer i ‘ondskabens akse’ bundet sammen af en modstand mod blandt andet vestlige normer og liberalt demokrati, lyder det fra Mona Kanwal Sheikh.
Og mere konkret et ønske om at blive mindre afhængige af og svække den amerikanske økonomi og dollar. Derfor handler og køber de eksempelvis varer fra hinanden i lokale valutaer, tilføjer hun.
Så samarbejdet handler i høj grad om økonomi, men også om at være et slags bolværk mod en verden, hvor Vesten dominerer, ifølge forskeren fra DIIS.
Når landene samarbejder, er det ofte omkring enkeltsager og på kryds og tværs, fortæller Mona Kanwal Sheikh.
- Som for eksempel Rusland og Iran, der begge bakkede den nu væltede syriske regimeleder Bashar al-Assad op.
- Iran har handlet med og leveret droner til Rusland, som landet har brugt i krigen mod Ukraine.
- Kina importerer gas og olie fra russerne, russerne teknologi fra kineserne, og de har fælles militære øvelser og samarbejder om blandt andet rumforskning.
»Af de her fire lande er det nok Nordkorea, der står mest isoleret. Men de ser ud til at være havnet i samme pulje, fordi de handler med de andre lande og har den samme modstand mod amerikansk dominans.«
Når landene i den såkaldte ’ondskabens akse’ samarbejder, er det altså, fordi de nu og her har nogle interesser, der går i spænd, lyder det fra Camilla Tenna Nørup Sørensen. For eksempel har Nordkorea leveret soldater, Iran droner, og Kina komponenter til våben til Ruslands krig i Ukraine.
»Men man skal passe på med at generalisere for meget, for det handler også om indenrigspolitik og geografi, og der er de her lande forskellige. Vi ser ind i en ny verdensorden med komplekse geopolitiske dynamikker, hvor det er af stor betydning at sikre sine territorier og grænser,« siger hun.
I den verdensorden bliver det endnu vigtigere at holde sig gode venner med naboen. Derfor handler det for eksempelvis for Kina også om at sikre, at en venligsindet nabo som Putin bliver på posten - og omvendt, lyder det fra Camilla Tenna Nørup Sørensen.
»Det er ikke, fordi Xi Jinping og Putin har et dybtfølt venskab, selvom det nogle gange bliver fremstillet sådan,« siger hun og fortsætter:
»Men det er ikke i Xi Jinpings interesse at lægge sig ud med en stor nabo som Rusland eller en utilregnelig nabo som Nordkorea. Det betyder imidlertid ikke, at Beijing er enig med og støtter op om alt, hvad Moskva og Pyongyang foretager sig.«
3) Hvordan adskiller den nye ’ondskabens akse’ sig fra tidligere alliancer?
Det er ikke første gang, at vestlige politikere taler om en ’ondskabens akse’.
Det gjorde blandt andet den amerikanske præsident George W. Bush i starten af 2000’erne, hvor han udpegede Nordkorea, Iran og Irak som en »axis of evil« i en tale til nationen.
Tidligere var det Sovjetunionen, som den amerikanske præsident Ronald Reagan kaldte »ondskabens imperium« under den kolde krig, og da Bill Clinton sad på posten brugte han betegnelsen ’slyngelstater’ om lande som Irak, Iran, Nordkorea, Cuba og Libyen.
»Det handler for de her lande, særligt i dag, men også tidligere, om at gå op imod, at andre stater, primært USA, blander sig i, hvordan de indretter sig indenrigspolitisk. Det er en fælles modstand mod interventioner og regimeomvæltninger, der kan true ledernes greb om magten,« siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.
Ofte tager de vestlige landes ledere fra samme pulje af lande, når de udpeger ‘mørke kræfter’, der truer Vestens sikkerhed og værdier.
»Men mikset er lidt forskelligt. Man kan sige, at tidligere ’ondskabens akser’ ikke inkluderede Rusland og Kina, men det gør den nu. Og det er jo, fordi de lande nu udfordrer den amerikanske dominans, og her lægger Mette Frederiksen sig jo lige i hælene på et amerikansk verdenssyn,« siger Mona Kanwal Sheikh.
George W. Bush var den politiker, der især lykkedes med at få ’ondskabens akser’ på alles læber. Da han introducerede begrebet, var det både et ideologisk, men også et retorisk værktøj, der skulle legitimere USA’s militære interventioner og sanktioner over for landene, lyder det fra Mona Kanwal Sheikh.
»Det var jo noget, der gødede jorden for, at man kunne tage ekstraordinære midler i brug. Som så blandt andet førte til invasionen i Irak og større spændinger i Vestens relation til Iran og Nordkorea.«
4) Er det en god idé at tale om ‘mørke kræfter’?
Det er altså efterhånden en tradition, at forskellige vestlige politikere peger på lande, der er en trussel mod Vesten på forskellig vis. Men hvad er konsekvensen af den dystre retorik?
Ved at dele verden »så sort-hvidt op i de gode og de onde«, spiller vi os selv nogle dårlige kort på hånden, vurderer Camilla Tenna Nørup Sørensen.
»Vi skal navigere i en mere kompleks verdensorden, hvor der er mange lande, der ikke vil tvinges til at vælge side - det så vi blandt andet med manglende opbakning til sanktionerne mod Rusland, efter de indledte krigen i Ukraine.«
Her støttede lande som eksempelvis Ungarn, Serbien, Mexico og Brasilien ikke sanktionerne. Derfor risikerer Vesten ved at udpege ’ondskabens akse’ at skubbe lande, som vi gerne vil samarbejde eller indgå aftaler med, fra os, lyder det fra Camilla Tenna Nørup Sørensen.
Det er en retorik, der kan øge mistilliden, være med til at eskalere situationen, blokere for diplomati, ikke-militære løsninger og i det hele taget gøre verdenssituationen mere usikker, lyder det fra Mona Kanwal Sheikh.
»Der er jo ingen traditionel trussel mod Danmark fra de lande, der udgør den nye 'ondskabens akse', og Kina handler vi med i stor stil,« understreger hun.
»Men hybrid krigsførelse og angreb mod vitale infrastrukturer er noget, Danmark skal være bedre rustet til at håndtere. Derfor er det vigtigt, at det danske forsvar kan følge med tidens ændrede trusselsbillede, uden at vi abonnerer på ideen om oprustning og våbenfabrikker som den eneste mulige vej til fred.«
