»Forestil jer, at vi de seneste 20 år havde arbejdet langt mere ambitiøst på at minimere verdens lager af atomvåben. Forestil jer, hvad Putin ikke ville være sluppet af sted med i dag, hvis vi havde arbejdet for det.«
Patricia Lewis - en af verdens førende eksperter i nedrustningspolitik - taler til publikum fra et hvidt projektorlærred gennem et Zoom-opkald fra London.
Hun taler til de 20-30 mennesker, der er mødt op på Østerbro i København for at høre om »truslen fra atomvåben og mulighederne for atomnedrustning«, som Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har formuleret det i en invitation.
Og Patricia Lewis, der i 25 år har beskæftiget sig med nedrustningspolitik, har tydeligvis ingen intention om at lægge låg på den efterhånden ulmende atomfrygt i samfundet.
\ Kort om atomvåben
Det anslås, at der findes 13.890 atomvåben i verden.
Ni nationer har atomvåben: USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien, Indien, Pakistan, Nordkorea og Israel.
90 procent af alle våbene er ejet af Rusland og USA.
Nedrustningspolitikken er gået i stå
»Grundlaget for den globale nedrustning er forsvundet,« konkluderer Patricia Lewis, der i dag leder forskningen i international sikkerhed ved Chatham House - en britisk pendant til DIIS.
Og den manglende nedrustningsindsats, der har hersket i international politik siden slutningen af 1990’erne, bøder vi for i dag. I stor stil.
»Vores manglende pres på at nedruste har bragt os i en langt, langt værre position i dag,« siger den britiske forsker med henvisning til Ruslands invasion af Ukraine.
En invasion, der ifølge hende er muliggjort med minimal indblanding fra verdenssamfundet, fordi Putin fra krigens begyndelse raslede med atomvåbnene.
Patricia Lewis står ikke alene med sin hårde dom. Langtfra faktisk. Dommen vækker genklang blandt de fire andre nedrustningseksperter, der er mødt op for at tale til samme DIIS-begivenhed.
Lektor og historiker Casper Sylvest, der forsker i atomvåben i Center for Koldkrigsstudier på Syddansk Universitet, bekræfter ligeledes over for Videnskab.dk, at atomnedrustningen er gået i hårdknude:
»Nedrustningen er gået i stå. Det er også mit klare indtryk,« konstaterer Casper Sylvest.
Traktaterne virker ikke
Den hårde dom over verdenssamfundets passivitet kommer på trods af, at alverdens nationer ellers har sat pennen til papiret på to nedrustningsaftaler hos FN - se faktaboksen.
Først og fremmest den såkaldte NPT - en bred og gammel koldkrigstraktat fra 1970, hvis hovedformål er at forhindre spredningen af atomvåben.
\ FN’s to nedrustningsaftaler
Traktaten om ikke-spredning af kernevåben - også kendt som NPT.
Aftalen trådte i kraft i 1970 og har siden 1995 ikke haft nogen udløbsdato. Den er underskrevet af 191 nationer - dog ikke atommagterne Indien og Pakistan.
NPT sigter efter tre nedrustningselementer: ikke-spredning af atomvåben, anvendelse af civil atomenergi og nedrustning af atomvåben.
Traktaten om forbud mod atomvåben - kendt som TPNW.
Den første juridisk bindende aftale om omfattende forbud mod atomvåben. Den trådte i kraft i 2021 og blev vedtaget af 122 af FN-landene - ingen af dem atommagter.
Tilbage i august mødtes NPT-landene til et møde i New York.
Men heller ikke hér var der vilje til at gøre yderligere tiltag mod kernevåben, beretter finske Tarja Cronberg, der forsker i nedrustningspolitik på Stockholm International Peace Research Institute, og som deltog i mødet.
Det er anden gang i træk, at en NPT-konference, der afholdes hvert femte år, er blevet afholdt uden enighed om et fælles slutdokument. Det er ikke sket før, påpeger Casper Sylvest.
»Vi bør droppe den traktat fuldstændig, for den hjælper os ikke. Møderne giver ingen resultater. I de tilfælde, hvor møderne er endt med en aftale, er aftalerne ikke blevet overholdt efterfølgende. Så den tillader blot, at atommagterne kan give tomme løfter,« lyder professorens vurdering.
Den anden FN-traktat - TPNW - er der en mere forsigtig optimisme om.
TPNW blev vedtaget i 2021 og ses som værende mere ambitiøs, fordi den er juridisk bindende. Ingen af atommagterne har til gengæld underskrevet TPNW endnu.
Håbet er dog, at de 122 ikke-atomvåbenstater, der har vedtaget traktaten, på sigt kan lægge pres på atomvåbenstaterne, som Casper Sylvest og DIIS-forsker Rens van Munster skriver det i en analyse fra 2021.
Danmark er faldet i søvn
Danmark har ikke tilsluttet sig TPNW.
Og mens TPNW ifølge Casper Sylvest fik stor international opmærksomhed, da den trådte i kraft i 2021, blev den nærmest ikke diskuteret i Danmark. En søgning hos mediearkivet Infomedia viser, at TPNW er omtalt 11 gange i danske medier, siden FN-traktaten 21. januar i 2021 blev vedtaget.
»Det er ret nedslående, at diskussionen om nedrustning og atomvåben ikke fylder mere i Danmark,« siger Tarja Cronborg, der bor i Danmark, og sætter dermed streg under en gennemgående kritik fra paneldebatten.
»Det virker, som om Danmark er faldet i søvn, når det kommer til diskussionen om kernevåben,« lyder det mere lakonisk fra Tom Sauer, der forsker ved belgiske Antwerpens Universitet.
Sendte opfordring til udenrigsministeren
John Kierulf, tidligere diplomat og nedrustningsforhandler i Udenrigsministeriet med ansvar for nedrustningspolitikken, medgiver, at interessen for atomvåben i Danmark har været minimal.
Men han tilføjer, at han sammen med FN-forbundet i forsommeren sendte en opfordring til udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om at deltage i TPNW-konferencen, der blev afholdt i Wien i juni.
FN-forbundet er en NGO, der arbejder for at styrke interessen og kendskabet til FN, og som John Kierulf i øvrigt er medlem af.
»Desværre fik vi det sædvanlige svar, som han også har givet i Folketinget og Det Udenrigspolitiske Nævn: ‘At NPT er hjørnestenen i atomnedrustningen,’« fortæller John Kierulf.
Hvorfor skal Danmark deltage i nedrustningspolitikken?
Hvorfor skal Danmark overhovedet spille en rolle i nedrustningspolitikken, når vi ikke har atomvåben?
»Det er et godt spørgsmål,« siger Casper Sylvest.
»Debatten om atomvåben bør være et bredt demokratisk anliggende, når man ser på den risiko, som de udgør. Så første skridt bør være, at vi forholder os til det som stat og befolkning,« svarer han.
»Det er noget, som vi på et tidspunkt i 1960’erne og 70’erne ligesom resten af verden gik meget op i. Men siden er interessen dalet. De skandinaviske lande, vi sammenligner os med, har været væsentligt mere aktive på området.«
Det er vel nemt at sige, at nedrustningspolitikken har været nedprioriteret, når vi først konfronteres med atomvåben i en krig, mange aldrig havde forudset. Er det ikke lidt bagklogt?
»Forskere og eksperter har faktisk peget på risikoen og behovet for handling i årevis. Men det har ikke været så nemt at skabe lydhørhed,« svarer Casper Sylvest, der påpeger, at John Kierulf havde samme pointer i sin bog ‘Nedrustning i et folkeretligt perspektiv’ fra 2014.
Ukraine-krigen kan være et vendepunkt
Ifølge eksperterne kan Ukraine-krigen dog gøre det muligt at genoplive den nærmest døde nedrustningsdebat.
»Med krigen i Ukraine og spændingerne mellem stormagterne kan nedrustning virke urealistisk. Det er det også på kort sigt. Men det fornyede fokus på atomvåben kan måske få betydning på længere sigt. Der er en mulighed for at udnytte den offentlige interesse for spørgsmålet og tænke varigt over problemet,« påpeger Casper Sylvest.
Krigen i Ukraine kan være et vendepunkt i den ene eller den anden retning, mener Patricia Lewis:
»Enten tænker flere lande, at ‘kernevåben da er ret effektfulde, når man skal true eller tryne sin vilje igennem, dem må vi hellere få os nogle af.’ Eller også reagerer vi her i Vesten og tager et endeligt opgør med atomvåben,« siger hun.
»Det er ikke, fordi jeg er optimist. Men jeg er håbefuld. Jeg gemmer altid plads til et lille mirakel,« lyder det fra Patricia Lewis.
Millionspørgsmålet
Og så er vi fremme ved millionspørgsmålet. For hvordan?
Hvordan skal vi nogensinde få luget ud i lagrene med atomvåben, hvis atommagterne - heriblandt Rusland, Pakistan, Nordkorea og Kina - ignorerer traktaterne?
Først og fremmest bør vi fokusere på et selvopgør her i Vesten, fortæller Patricia Lewis:
»Autokratiske stater er sværere at have med at gøre. Men det giver ingen mening, at demokratiske stater, der støtter op om universelle menneskerettigheder, sidder på kernevåben,« påpeger Patricia Lewis.
Mere konkret bør målet være at lægge pres på at få sat atomvåben i bås med andre såkaldte ‘inhumane’ våben som giftgas, klyngebomber og landminer, der er ulovlige ifølge FN-konventionerne.
»Hvis vi gør de nære og direkte effekter af atomvåben forståelige, så sker der noget,« vurderer Patricia Lewis.
Men er det ikke naivt at lade autokratiske stater beholde deres atombomber, mens vi i Vesten demonterer vores egne? Så er vi vel for alvor truede?
Faktisk ikke ifølge John Kierulf. Det er en misforståelse og en koldkrigs-anakronisme, at vi har brug for vores atomvåben, mener han:
»Vi har andre våben, der kan bruges med samme formål. Atomvåben er selvmords- og terrorvåben,« konstaterer John Kierulf, der ser et behov for at engagere offentligheden, hvis vi nogensinde skal tage et opgør med atomvåben:
»Det handler først og fremmest om at skabe kendskab og bevidsthed til atomvåbendebatten i folket og hos politikere,« siger han.
Nedrustning handler om mere end tal
Der er tilsyneladende ingen fikse løsninger på nedrustningsspørgsmålet. Og »vi kan ikke af-opfinde kernevåben,« som Casper Sylvest siger. Så sandsynligvis bør vi altid leve med dem.
»I en verden med knap 13.000 atomvåben er de første 200 nemmere at skille sig af med end de sidste 12.000. Og det at arbejde for nedrustning giver i sig selv ingen garantier for, at atomvåben ikke kan blive brugt. Men det er ikke et godt argument for ikke at gøre noget,« siger han.
Nedrustningspolitikken kan have delmål og få effekt, også selvom det endelige mål om en verden fri for atomvåben ikke umiddelbart kan indfries, påpeger Casper Sylvest.
»Det handler også om at anerkende problemet og om - i metaforisk forstand - at gøre lunten længere på våbnene. Så der er mere responstid og mindre risiko for uheld,« forklarer han.
