Hvad er to-stats-løsningen, og kan den gøre en ende på Israel-Palæstina-konflikten?
I dag forekommer tostatsløsningen mere usandsynlig end nogensinde før.
I de seneste uger har den israelske premierminister Benjamin Netanyahu flere gange afvist en to-statsløsning på den israelsk-palæstinensiske krise, blandt andet med ordene:
»Jeg vil ikke gå på kompromis med fuld israelsk sikkerhedskontrol over hele området vest for Jordan - og det er i modstrid med en palæstinensisk stat.«
Selvom Netanyahu aldrig har været positivt stemt overfor en tostatsløsning, har idéen nydt opbakning fra regeringer rundt om i verden i flere årtier, blandt andet USA, Storbritannien, de europæiske nationer, Australien, Canada, Egypten med flere.
I dag forekommer en tostatsløsning mere usandsynlig end nogensinde før; den er endda flere gange blevet erklæret 'død'.
Men hvad er tostatsløsningen egentlig, og hvorfor ser så mange den som den eneste løsning på konflikten?
Hvad er tostatsløsningen?
Tostatsløsningen er en række løsningsmodeller, der har til formål at skabe en palæstinensisk stat adskilt fra staten Israel.
Målet er at tage højde for det palæstinensiske krav om national selvbestemmelse uden at underminere Israels suverænitet.
Annonce:
Det første forsøg på at skabe to stater side om side fandt sted inden Israels uafhængighed i 1948.
Året før vedtog FN en delingsplan for Palæstina (FN Generalforsamlings resolution 181), der skitserede en opdeling af det såkaldte mandatområde i Palæstina (som var under britisk kontrol) i to uafhængige stater, henholdsvis en jødisk og en arabisk stat.
Men FN's forslag blev aldrig til noget.
Umiddelbart efter Israel erklærede sin uafhængighed (og dagen før briterne forlod området) invaderede Syrien, Jordan og Egypten, hvilket udløste den første arabisk-israelske krig.
Mere end 700.000 palæstinensere blev fordrevet fra den nye stat Israel. De flygtede til Vestbredden, Gaza og de omkringliggende arabiske stater.
I de seneste årtier har der været mange forskellige holdninger til, hvilken form en palæstinensisk stat skal antage.
Den Grønne Linje blev af mange set som den mest realistiske optegning af grænserne for de respektive stater.
Annonce:
Denne linje, som blev trukket under våbenhvileaftalerne mellem Israel og dets naboer efter krigen i 1948, er de nuværende grænser mellem Israel og Vestbredden, samt Israel og Gaza.
Men efter Seksdageskrigen i 1967 erobrede og besatte Israel Vestbredden og Gaza samt Østjerusalem og Golanhøjderne.
I dag handler de fleste diskussioner om tostatsløsningen om at skabe to stater langs de grænser, der fandtes før Seksdageskrigen i 1967. Det betyder, at en ny palæstinensisk stat ville bestå af Gaza og Vestbredden forud for israelsk bosættelse.
Hvordan Jerusalem ville blive opdelt - hvis overhovedet - har været et afgørende stridspunkt i denne plan.
Hvorfor er statssuverænitet så vigtigt?
Den form for stat, tostatsløsningen arbejder ud fra, er én der har statslig suverænitet; et fundamentalt begreb, der refererer til en stats uafhængighed og ukrænkelighed inden for eget territorium.
Suverænitet blev formaliseret gennem Folkeforbundet (forløberen for FN), og det giver regeringen i en suveræn stat ret til på egen jord at træffe juridske beslutninger og håndhæve dem uden ydre indblanding, mulighed for at skabe forbindelser med andre stater gennem formelle organer og beskytter mod invasion fra andre stater under international lov.
Respekten for suverænitet er afgørende for at opretholde fred og stabilitet i det internationale samfund. Denne status er afhængig af gensidig anerkendelse fra andre stater.
Annonce:
Det er noget mange af os tager for givet. Langt de fleste af Jordens indbyggere bor i eller falder juridisk under en suveræn stats jurisdiktion.
Staten Israel blev formelt etableret i 1948 gennem zionismen, den verdensomspændende politiske bevægelse der arbejdede for en selvstændig jødisk stat.
Målet var at skabe en suveræn stat - med grænser, regering og hær - der ville give det jødiske folk en politisk stemme og land, hvor de ikke blev udsat for antisemitisk vold.
Men det var først, da andre lande etablerede diplomatiske bånd med Israel - sammen med Israels optagelse i FN i 1949 - at Israel opnåede suverænitet på linje med andre lande.
Mere end 160 medlemmer af FN anerkender nu Israel, men blandt andet Syrien, Iran, Saudi-Arabien, Malaysia og Indonesien gør ikke.
Vestbredden og Gaza-striben befinder sig i et institutionelt limbo
Siden afslutningen på Seksdageskrigen i 1967 har mere end 5 millioner palæstinensere, der ikke er statsborgere i en anden suveræn stat, været statsløse.
Vestbredden og Gaza-striben befinder sig stadig i et institutionelt limbo, der bedst kan beskrives som semi-selvstyrende områder underlagt Israels ultimative kontrol.
Annonce:
Selvom 139 medlemmer af FN anerkender staten Palæstina, har de styrende organer på Vestbredden og Gaza (henholdsvis Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas) ikke kontrol over deres egen sikkerhed eller egne grænser.
Netop derfor har palæstinensernes selvbestemmelse gennem oprettelsen af en suveræn stat været en hjørnesten i palæstinensisk politisk handling i årtier.
Oslo-aftalerne
I begyndelsen af 1990'erne blev der gjort fremskridt med henblik på en tostatsløsning.
Forhandlingerne begyndte til dels som et resultat af omfattende palæstinensiske opstande på tværs af Vestbredden og Gaza, som startede i 1987 og blev kendt som Den Første Intifada.
I 1993 mødtes den israelske premierminister Yitzhak Rabin og lederen af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) Yasser Arafat i Oslo, hvor de underskrev den første af to aftaler kaldet Oslo-aftalerne.
Det blev ikke betragtet som et møde mellem ligeværdige på daværende tidspunkt. Yitzhak Rabin var leder af en suveræn stat, og Yasser Arafat var leder af en organisation, der var udpeget som terrorgruppe af USA.
Men de to ledere var i stand til at formalisere en aftale med store indrømmelser fra begge sider, der lagde grunden til oprettelsen af en separat palæstinensisk stat.
Selvom aftalen ikke udtrykkeligt nævnte 1967-grænserne, henviste den til 'en løsning baseret på FN's Sikkerhedsråds resolution 242' i 1967, som opfordrede til tilbagetrækning af Israels væbnede styrker 'fra territorier besat i den nylige konflikt.'
Arafat, Rabin og den israelske udenrigsminister Shimon Peres modtog alle efterfølgende Nobels fredspris.
Oslo II-aftalen, som blev underskrevet i 1995, definerer underopdelingen af administrative områder i de besatte områder. Vestbredden blev opdelt i områder kontrolleret af henholdsvis Israel, Det Palæstinensiske Selvstyre eller en fælles operation - det første skridt mod at overdrage jord i de besatte områder til Det Palæstinensiske Selvstyre.
Men blot seks uger senere blev Yitzhak Rabin myrdet i Tel Aviv af en jødisk fundamentalist, som var modstander af den mellemøstlige fredsproces og Israels indrømmelser.
Forhandlingerne mellem de to sider gik nærmest i stå, og den politiske velvilje svandt ind.
I løbet af de følgende årtier er tostatsløsningen kun blevet sværere at opnå af forskellige årsager, herunder:
- Israels konservative regeringer og manglende pres fra USA
- Det Palæstinensiske Selvstyres dalende politiske indflydelse (under Mahmoud Abbas) og Hamas' udbredelse i Gaza, hvilket har forårsaget en politisk splittelse mellem de to palæstinensiske områder
- Hamas har svoret, at de vil udslette Israel, og nægter at anerkende den israelske stat som legitim
- Den fortsatte vækst i størrelsen på og antallet af israelske bosættelser på Vestbredden, der har forvandlet territoriet til en række stadig mindre enklaver forbundet af militære kontrolposter
- Faldende tilslutning til tostatsløsningen blandt både israelere og palæstinensere
- Fortsat politisk vold fra begge sider
Og så er der selvfølgelig Netanyahu - ingen har gjort så meget for at underminere to-statsløsningen end den nuværende israelske leder og hans parti. I en lækket optagelse fra 2001 hævder Netanyahu, at han »de facto har sat en stopper for Oslo-aftalerne«.
Hvilke alternativer er der?
Der er ikke mange alternativer, og de alternativer, der er, er alle meget problematiske.
En del alternativer taler for en 'én-stats-løsning', hvor palæstinensere på Vestbredden og Gaza bliver tildelt israelsk statsborgerskab for at skabe en demokratisk, etnisk pluralistisk stat.
Selvom arabere allerede udgør omkring 20 procent af Israels nuværende befolkning, vil én-stats-løsningen ikke være politisk gennemførlig.
Ifølge zionistisk ideologi skal jøderne i Israel altid være i overtal, og dette princip vil blive undermineret, hvis palæstinensere i de besatte områder får israelsk statsborgerskab.
Status quo er i alt fald ikke en løsning
Der er en anden årsag til, at en alternativ version af en én-stats-løsning er ikke mulig.
De mest højreekstremistiske ministre i Israels parlament har argumenteret for at vinde fuldstændig suveræn kontrol over Vestbredden og Gaza og så opfordre til jødisk massebosættelse i disse områder.
En sådan handleplan ville vække vrede hos det internationale samfund samt menneskerettighedsorganisationer og blive betragtet som etnisk udrensning.
Den anden mulighed er status quo. Hamas-angrebet 7. oktober og det efterfølgende israelske angreb på Gaza har vist os, at det heller ikke er en løsning.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
Læs om brug og viderebringelse af Videnskab.dk's artikler.
