USA og Israel gennemførte 28. februar 2026 en koordineret militæroperation mod Iran, hvor Irans mangeårige øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, blev dræbt.
Iran har svaret igen med salver af ballistiske missiler og droner rettet ikke alene mod Israel, men også mod flere af landets naboer i Den Persiske Golf.
Iran har affyret hundredvis af missiler og droner mod mål i Saudi-Arabien, Oman, Bahrain, Kuwait, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater (UAE), herunder Dubai, hvilket blandt andet har medført, at flytrafikken blev indstillet.
Det sker, selvom ingen af disse lande officielt har koordineret med USA og Israel i forbindelse med de indledende angreb.
Ifølge eksperter er der tale om en bevidst strategi fra Irans side med øjeblikkelige og mærkbare konsekvenser for nabolandene og stabiliteten i regionen.
En upopulær nabo
Trods Irans størrelse og militære kapacitet står landet ikke i høj kurs hos sine naboer. I bedste fald betragtes Iran som en rival, i værste fald som en modstander.
Saudi-Arabien og Iran har i over et årti udkæmpet en stedfortræderkrig i Yemen, en brutal konflikt mellem den iransk-støttede Houthi-bevægelse og en saudiarabisk-ledet koalition, der støtter den internationalt anerkendte regering.
Så sent som i december sidste år gjorde Iran desuden historiske krav på Bahrain gældende.
De øvrige golfstater (De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait, Oman og Qatar) har ført en mere pragmatisk linje. De har opretholdt diplomatiske forbindelser med Iran og tilbudt at mægle i konflikter inden for Golfstaternes Samarbejdsråd.
Trods vedvarende spændinger har Iran dog aldrig været i direkte militær konfrontation med nogen af disse lande.
Så hvorfor sende bomber?
Næsten alle golfstaterne har én ting til fælles: De er sikkerhedspolitisk knyttet til USA og værter for amerikanske militærbaser.
Det ser Iran af flere grunde som en af de mest effektive måder at slå igen på.
For det første ligger de amerikanske baser solidt inden for rækkevidde af Irans rigelige ballistiske missiler.
Basernes placering i Golfen har desuden stor strategisk betydning for USA. Den amerikanske flådebase i Bahrain, der blev ramt i weekenden, er hovedkvarteret for USA's femte flåde.
Også Al Udeid-basen uden for Qatars hovedstad Doha blev mål for iranske missiler. Basen er hjemsted for US Central Command, som koordinerer amerikanske militæroperationer i hele regionen og huser omkring 10.000 amerikanske soldater, hvilket er det største antal i området.
Samtidig er Iran klar over, hvor avancerede USA’s varslings- og forsvarssystemer er, så de forventer næppe at kunne påføre amerikansk infrastruktur omfattende skade.
Hvad er målet?
Strategien synes i stedet at være at destabilisere regionen og sende et klart signal til nabolandene: Hvis de militære operationer fortsætter, kan den relative fred og velstand, som Golfen har nydt godt af, være forbi.
Iran håber, at nabolandene vil opfatte konflikten som en krig, USA og Israel selv har valgt, og som Golfstaterne nu bliver trukket ind i mod deres vilje.
Landene i regionen kan dermed blive presset til enten at styrke deres alliance med USA yderligere eller arbejde aktivt for en nedtrapning.
Det er dog usikkert, om strategien vil virke. Den kan lige så vel føre til øget militært pres på Iran, hvis Golfstaterne vælger at engagere sig mere direkte i operationerne.
Samtidig er relationen mellem flere af Golfstaterne og Israel blevet mærkbart forværret de seneste par år, hvilket kan gøre dem mindre tilbøjelige til at blive dybere involveret. Iran kan heller ikke opretholde denne strategi i det uendelige.
Selvom landet råder over regionens mest omfattende og varierede missilarsenal, vil lagrene på et tidspunkt slippe op. Andre aktører kan vælge at afvente og lade tiden arbejde imod Teheran.
Denne form for handling ligger i forlængelse af Irans såkaldte 'fremskudte forsvarsstrategi' (forward defense doctrine), som er hjørnestenen i landets militære doktrin, der sigter mod at beskytte det islamiske styre ved at konfrontere fjender uden for Irans egne grænser.
Brug af droner og missiler er en måde at signalere til regionen og til omverdenen, at regimet ikke agter at trække sig uden modstand.
Trækker hele regionen ind i kaos
Samtidig råder Iran trods svækkelser stadig over et omfattende og vidtforgrenet netværk af militser og allierede grupper i andre lande, ofte omtalt som Modstandens Akse.
Grupper i Yemen, Irak og Libanon forventes fortsat at være loyale over for den Islamiske Republik og kan føre langvarige angreb på regimets vegne.
Den libanesiske milits Hezbollah har allerede affyret projektiler mod Israel. Det har genantændt kampene ved grænsen til Libanon og åbnet endnu en front for Israel.
Hormuzstrædet, som omkring 20 procent af verdens olie skal passere igennem, er endnu en strategisk flaskehals, Iran kan udnytte.
To olietankere er allerede blevet angrebet i farvandet, og prisen på Brent-olie, en type råolie, er steget med 13 procent.
Et klart signal
Omfanget af angrebene sender et klart signal. Det er ikke de samme nøje afmålte, deeskalerende angreb, som Iran gennemførte i 2024 og 2025.
For den Islamiske Republik er denne krig eksistentiel. Angrebene mod mål i Golfen skal minde omverdenen om, at regimet er villigt til at trække hele regionen ind i kaos, usikkerhed og ustabilitet for at sikre egen overlevelse.
Som minimum ønsker styret i Teheran at skabe politiske omkostninger for alle involverede parter. Spørgsmålet er, om regimet overlever længe nok til, at disse konsekvenser når at få effekt.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
