'Jordan er Palæstina' - 90 års konflikter samlet i et slogan

På én måde kan Jordan siges at have ældgamle rødder. Landet rummer mere end 700.000 år gamle spor af menneskelig aktivitet, Jerash har været beboet i 6.500 år, og i historisk tid har området været del af en række store riger, hvilket de nabatæiske ruiner i Petra, det romerske ruinkompleks i Jerash og de umayyadiske ørkenslotte øst for Amman fortsat vidner om.

Meget sigende havde Vorderasiatisches Museum i Berlin for nogle år tilbage en udstilling om 10.000 års kunst og kultur fra Jordan.

Mens ’området hinsides Jordan-floden’, med andre ord Transjordanien, således har en meget lang historie, er ideen om en distinkt jordansk stat langt nyere.

Indtil begyndelsen af 1900-tallet var det nuværende Jordan en relativ uinteressant og ufrugtbar udørk inden for Osmannerriget.

Der var således heller ikke noget territorium, folk eller nogen national bevægelse, der blev betegnet eller selv betegnede sig som jordansk.

Den sparsomme befolkning, der primært var beduiner, identificerede sig hovedsageligt med deres respektive stammer og orienterede sig ellers mod Damaskus, Hijaz (den vestlige del af det nuværende Saudi-Arabien strækkende sig fra den nordlige del af Det Røde Hav til det nordlige Yemen) og Hebron.

Svært at forestille sig selvstændighed

Uden for området var der heller ikke mange, der kunne forestille sig en selvstændig stat øst for Jordan-floden.

For briterne og de europæiske, jødiske zionister var området en del af Palæstina, og fra arabisk side blev området anset som hørende under Damaskus.

Selvom Jordan på den baggrund er blevet betegnet som ’en politisk anomali og geografisk nonsens’ kunne Det Hashimittiske Kongehus i Jordan ikke desto mindre fejre sit 90-års jubilæum sidste år.

Landets særlige tilblivelseshistorie har dog sat sit præg på Jordan, hvis identitet og territorielle udstrækning altid har været omtvistet.

Især spørgsmålet om relationen til den øvrige del af det hedengangne britiske Palæstina-mandat har været omdiskuteret, herunder spørgsmålet om ’Jordan er Palæstina’. Selvom dette kontroversielle udsagn gerne forbindes med den israelske højrefløj har det altså en længere og mere kompleks historie.

Fra udørk til emirat

Selvom potentialet for fremkomsten af en stat i området hinsides Jordan-floden var så godt som ikke-eksisterende før 1. Verdenskrig, så en sådan ikke desto mindre dagens lys kort tid efter Osmannerrigets sammenbrud.

Frem for at være et udtryk for et nationalt ønske blandt den lokale befolkning skete dette imidlertid snarere som følge af et speget storpolitisk spil blandt eksterne magter.

Med Osmannerrigets endelige sammenbrud efter 1. Verdenskrig og mandatsystemets etablering ved San Remo-konferencen i 1920 blev området øst for Jordan-floden del af det britiske Palæstina-mandat, som også kom til at omfatte det nuværende Israel/Palæstina.

Churchill udskilte området

Den britiske minister for kolonianliggender, Winston Churchill, besluttede imidlertid allerede i foråret 1921 at udskille området fra Palæstina-mandatet.

I stedet oprettedes Det Hashimittiske Emirat Transjordanien, hvis første regent blev Abdallah 1. (med titel som emir fra 1921-1946 og indtil 1951 konge).

Han var søn af Sharif Hussein bin Ali, hvis hashimittiske slægt gennem generationer havde bestyret de hellige islamiske byer Mekka og Medina, men uden at have noget forhold til det nuværende jordanske territorium eller områdets befolkning.

Hussein og briterne uenige

Oprettelsen af Jordan kan ses som et forsøg fra britisk side på at varetage egne geostrategiske interesser og samtidig imødekomme nogle af de modstridende løfter, man forinden havde givet:

Året før den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour i november 1917 havde erklæret, at briterne ville støtte etableringen af et hjemland for det jødiske folk i Palæstina, havde den britiske guvernør i Egypten, Henry MacMahon, lovet Hussein, at briterne ville støtte arabisk selvstændighed, hvis den hashimittiske leder ville tage initiativ til, hvad der siden kom til at blive kendt som Den arabiske Revolte mod osmannerne.

Mens Hussein fortolkede dette som et løfte om et samlet arabisk rige under hashimittisk lederskab, var briterne af en anden mening.

Ved San Remo-konferencen valgte de i en lettere modificeret form i stedet at overholde den hemmelige aftale, som den britiske udenrigsminister Mark Sykes i maj 1916 havde indgået med sin franske kollega Georges Picot, om, at de osmanniske besiddelser skulle deles mellem de to europæiske magter.

Som et plaster på såret fik to af Sharif Husseins sønner, Faisal og Abdallah, overdraget hvad der i dag kendes som hhv. Irak og Jordan.

Den hashimittiske version

Ligesom briterne så Jordan i et større geostrategisk perspektiv – bl.a. som en stødpude mellem Den arabiske Halvø og Palæstina – gjaldt dette også for landets første regent, der som sagt kom fra Hijaz og ikke havde nogen forbindelse til området.

For Abdallah 1. var Jordan en midlertidig anordning, der skulle agere springbræt for et langt større arabisk rige under hashimittisk lederskab.

Efter forgæves at have orienteret sig mod Damaskus og Hijaz, rettede han i stedet opmærksomheden mod det britiske Palæstina-mandat, hvilket gav sig udtryk i en særlig hashimittisk variant af udsagnet om, at ’Jordan er Palæstina’.

»Opdelingen kunstig og udnødvendig«

Allerede tilbage i 1921 havde Abdallah foreslået Churchill, at Palæstina-mandatet og Jordan blev samlet under hashimittisk styre og fem år senere erklærede han, at »Palæstina er én enhed, hvorfor opdelingen mellem Palæstina og Jordan er kunstig og unødvendig«.

Da den britiske undersøgelseskommission, den såkaldte Peel-kommission, i 1937 foreslog en deling af Palæstina var Abdallah, i modsætning til den øvrige arabiske reaktion, positiv, idet han så det som en mulighed for at få kontrol med dele af Palæstina.

Med den israelsk-arabiske krig i 1948 fik den hashimittiske konge indfriet nogle af sine territorielle ambitioner.

Med stiltiende britisk og israelsk accept lykkedes det hans hær, der meget sigende bar navnet Den arabiske – frem for jordanske – Legion, at erobre Vestbredden og Østjerusalem, som i 1950 blev formelt annekteret.

Jordan undergik forandringer

Ud over at få et større territorium undergik Jordan herved nogle dramatiske demografiske forandringer.

For hver transjordaner (dvs. en person fra det område Jordan udgjorde før 1948) var der nu to palæstinensere (dvs. en person fra det britiske Palæstina-mandat).

Meget sigende for Abdallahs hashimittiske form for islamisk arabisk nationalisme forsøgte han hverken at ’transjordanisere’ de nye borgere eller at skabe en ny distinkt jordansk identitet.

I stedet sammenlignede han de to befolkningsgrupper som grene i en arabisk storfamilie med ham selv som den samlende faderfigur.

Han drog ligeledes paralleller til den tidlige islamiske historie ved at omtale transjordanerne som al-Ansar, indbyggerne i Medina, der bød Muhammed velkommen, mens palæstinenserne blev refereret til som al-Muhajirun, altså dem der flygtede fra Mekka til Medina.

Den palæstinensiske version

Det var dog langt fra alle palæstinensere i Jordan, som accepterede denne fremstilling. I stedet mente mange, at Abdallah varetog snævre hashimittiske interesser på palæstinensernes bekostning.

Det var således også en kugle affyret af en palæstinensisk nationalist, der afsluttede hans 30-årige regeringstid i 1951.

Ikke mindst med oprettelsen af PLO (Palestine Liberation Organization) i 1964 bliver det palæstinensisk-hashimittiske forhold stadigt mere anstrengt, hvilket bl.a. skal ses i lyset af fremkomsten af en ny palæstinensisk variant af udsagnet om, at ’Jordan er Palæstina’.

Jordan tålte PLO's tilstedeværelse

Ifølge PLO’s første formand Ahmad al-Shuqayri havde Jordan ikke nogen selvstændig eksistensberettigelse, men var derimod en integreret del af det historiske Palæstina, som fremmede kolonimagter havde opdelt for at tjene zionistiske interesser.

’Befrielsen af Palæstina’ indebar derfor, at det jordanske territorium både blev lagt sammen med det øvrige Palæstina og kom under palæstinensisk myndighed.

Frem til den fatale arabisk-israelske krig i 1967 var der en skrøbelig ’modus vivendi’ mellem de to parter om, at Jordan tålte PLO’s tilstedeværelse, mod at PLO ikke gjorde krav på at repræsentere de jordanske palæstinensere.

Åben rivalisering om repræsentation

Med tabet af Vestbredden i 1967 og en ny bølge af palæstinensiske flygtninge kom det imidlertid til en åben rivalisering om, hvem der havde ret til den nu israelsk besatte Vestbred og til at repræsentere Jordans palæstinensiske befolkning.

Dette kulminerede i 1970 med den kortvarige, men blodige ’Sorte September’-borgerkrig, hvor jordansk militær nedkæmpede palæstinensiske guerillaer, og PLO efterfølgende blev tvunget til at flytte til Beirut.

Mens den palæstinensiske variant af ’Jordan er Palæstina’-udsagnet således led nederlag i 1970, måtte Kong Hussein ved Den Arabiske Ligas skelsættende Rabat-topmøde fire år senere til gengæld anerkende PLO som den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk.

Den israelske version

Mens både den hashimittiske og palæstinensiske variant af udsagnet om, at ’Jordan er Palæstina’ stort set havde udspillet sin rolle, vandt en tredje israelsk version frem i løbet af 1980’erne, om end den har rødder tilbage til den jødiske aktivist Vladimir Jabotinskys (1880-1940) revisionistiske zionisme.

Med demografiske, geografiske og historiske henvisninger lød det, at Palæstina – forstået som ’Eretz Yisrael’, Israels Land – oprindeligt udstrakte sig på begge sider af Jordan-floden, hvorfor afståelsen fra krav på områder øst for Jordan-floden var udtryk for ’israelsk generøsitet’.

Det ’palæstinensiske problem’ kunne løses ved, at Jordan, som jo allerede havde et palæstinensisk befolkningsflertal, formelt fik status som Palæstina.

Samtidig skulle der gennemføres en såkaldt ’transfer’ af palæstinenserne på Vestbredden, der herpå kunne annekteres, uden at Israels status som både jødisk og demokratisk stat blev undermineret.

Den israelske premierminister Yitzhak Shamir (minister 1983-84 og 1986-92) gjorde eksempelvis gældende, at palæstinenserne allerede havde et hjemland i form af, hvad han betegnede som ’det østlige Palæstina’ – altså Jordan.

Er Jordan blevet til Jordan?

Uanset om der i bredere israelske kredse har været støtte til denne ganske anderledes ide om, hvordan ’Jordan er Palæstina’, skabte den stor ængstelse i Amman og har utvivlsomt været medvirkende til, at Kong Hussein i 1988 formelt afstod ethvert krav på Vestbredden.

Samtidigt ansås oprettelsen af en palæstinensisk stat ikke længere som en trussel, men som værende i jordansk interesse.

Med den palæstinensisk-israelske Oslo-aftale i 1993 syntes Jordan og Vestbreddens skæbner at blive endnu mere adskilt.

Ud over at markere, at Vestbredden ikke er jordansk, banede den også vejen for en anerkendelse af, at Jordan ikke er Palæstina, således som Shimon Peres erklærede ved indgåelsen af den jordansk-israelske fredsaftale det følgende år.

Stadig vævet sammen

Umiddelbart kunne det se ud som om, der ved årtusindeskiftet langt om længe var opnået enighed om, at ’Jordan er Jordan, og Palæstina er Palæstina’, således som det erklæres i Jordans Nationale Charter fra 1991.

Siden han besteg den hashimittiske trone i 1999 har Abdallah 2. således lanceret en række projekter om ’Det nye Jordan’, ’Vi er alle Jordan’ og ’Jordan Først’, der netop handler om at lægge luft til udviklingen vest for Jordan-floden og i stedet koncentrere sig om landets egen udvikling.

Alligevel står det i dag klart, at Palæstina og Jordans skæbner fortsat er vævet sammen.

'Jordan er Palæstina' dukker stadig op

Ud over at udsagnet ’Jordan er Palæstina’ fortsat dukker op i den israelske debat, tjente Gaza-krigen i 2006 som en påmindelse om, hvordan noget tilsvarende på Vestbredden ville sende store flygtningestrømme ind i Jordan.

Såfremt en palæstinensisk stat oprettes, er det endvidere opfattelsen, at den vil få en form for konføderativ relation til Jordan.

Jordans hjemlige politiske debat rummer også fortsat en palæstinensisk identitetskomponent, idet både den transjordanske og palæstinensiske befolkningsgruppe beklager sig over at blive hhv. økonomisk og politisk forfordelt i forhold til den anden gruppe.

Samtidig har det hashimittiske regime ofte undskyldt fraværet af reel demokratisering med, at dette først er muligt efter Palæstina-konfliktens løsning, ligesom man har forsøgt at splitte oppositionen ved at bruge ’identitetskortet’ og spille på frygten for en destabilisering i tråd med ’Sorte September’-borgerkrigen.

Seneste eksempel ved arabiske revolter

Det seneste eksempel herpå er ved de arabiske revolter i 2011. Efter at den såkaldte 24. marts-ungdomsbevægelse i Amman havde lavet en teltlejr med inspiration fra Tahrir-pladsen i Cairo, lod sikkerhedstjenesten det svirre med rygter især i transjordanske områder om, at ’Amman var blevet besat af palæstinensere’, og at de – i overvejende grad transjordanske – unge aktivister var ’islamister og illoyale palæstinensere, der ville afsætte kongen for at etablere et islamistisk-palæstinensisk styre’.

Begivenheden kulminerede i voldelige sammenstød mellem såkaldte ’loyalister’ og unge, inden uropoliti ryddede teltlejren.

Trods forsøg fra demonstranterne på at imødegå denne strategi ved at skabe brede alliancer på tværs af samfundsgrupper, synes den ikke desto mindre at have virket.

Den palæstinensiske befolkning deltager kun i meget begrænset omfang i demonstrationerne, som endvidere har mistet momentum og opbakning efter de voldelige sammenstød og identitetsdebattens genkomst.