Du kan takke Romerriget for, at du skal følge loven

En vigtig del af vores selvopfattelse er, at vi har visse afgørende og fundamentale rettigheder, særligt rettighederne til liv, frihed og ejendom, som er sammenfattet i et sammenhængende normsystem og garanteret og beskyttet af loven.

En sådan opfattelse af retten og loven som centrale elementer i reguleringen af det sociale liv kommer i høj grad til os fra romerretten, hvad enten den så er udformet som faste, nedskrevne regler og normer (efter romerretsligt forbillede) eller på tidligere kendelser og præcedens (i et angelsaksisk, sædvaneretsligt system).

Det er således i romerretten, og især gennem dens genoptagelse i middelalderen, at vi kan finde oprindelsen til den europæiske retsopfattelse og retsudvikling og til den opfattelse, at retten og juraen er et specifikt område for juridiske specialister, der udtrykker noget centralt om den måde, vi gerne vil, må og skal leve vores liv på.

Mange politiske kampe blev kæmpet med jura

Retten, loven og hele den juridiske måde at tænke på har også haft stor indflydelse på europæisk tænkning og kultur uden for det specifikt juridiske område.

Romerretten har således leveret afgørende begreber og kategorier om eksempelvis magt, jurisdiktion og ejendom til politisk tænkning og har været en meget afgørende del af den måde, vi tænker politik, stat, suverænitet, magt og ejendom på i Vesten.

Det var således i høj grad gennem retslige og juridiske kategorier, at den vestlige politiske tænkning blev skabt, og gennem de juridiske kategorier og begreber, at mange politiske kampe blev kæmpet. Kategorier, der blev arvet fra og skabt i debat med romerretten.

Vores kendskab til romerret stammer fra lovsamling

Når vi taler om romerret, henvises der generelt til den ret, der var gældende i det antikke Rom og senere det romerske imperium og til en vis grad dets arvtager i det Tysk-Romerske Kejserrige, men særligt til en speciel måde at tænke retten og loven på, som gennem studier på universiteterne og gennem kirkeretten (den kanoniske ret) i middelalderen blev en afgørende del af den vestlige dannelse og kulturarv.

Vores kendskab til romerretten stammer dog først og fremmest fra den lovsamling, den samling af skrifter, love og dokumenter, der blev foretaget af den østromerske (byzantinske) kejser Justinian I mellem 529 og 534.

Denne lovsamling, som i dag kendes som Corpus juris civilis, skulle vise sig at blive et af de helt afgørende dokumenter i den vestlige idéhistorie. Corpus juris civilis består af fire dele:

Institutiones, som er en lærebog eller indføring i romerret for studerende (som også havde lovkraft); Codex, som er en samling af kejserlige forordninger; Novellae, som er Justinians lovgivning efter samlingen af lovværket (som først blev tilføjet senere); og endelig den måske vigtigste af dem alle, Digesta.

Digesta (en systematisk, ordnet fremstilling) eller Pandectae (latin: altomfattende) var en samling af den vigtigste romerretslige litteratur fra først og fremmest den såkaldte klassiske periode mellem cirka 100 f.v.t. til 300 e.v.t.

Digesta består således af 50 bøger, hvor 39 romerske jurister er citeret (og flere end 100 omtales og refereres til). Den mest citerede er Ulpian (fra første halvdel af det 3. årh. e.v.t.). Justinians ambition var at samle alle centrale bestemmelser og skriverier fra romerretten til ét stort, sammenhængende lovværk uden interne modsigelser, der dermed skulle erstatte de tidligere spredte og usammenhængende lovskrifter (vigtigst af dem de tolv tavlers lov).

Man skal leve ærværdigt og ikke gøre skade på andre

Som nævnt skulle Corpus juris civilis, og særligt Digesta, blive et af de mest afgørende dokumenter i den vestlige idehistorie. Det første kapitel af første bog af Digesta drejer sig helt overordnet om, hvad retfærdighed og lov overhovedet er.

Her udlægges det (gennem Ulpian), der også kalder jurister for 'lovens præster', hvordan den, der vil studere loven og retten, først må vide, hvor ordet ret (jus) kommer fra.

Det kommer fra justitia (retfærdighed), som er en »konstant og vedvarende vilje til at tildele enhver sin ret«, hvis basale principper er »at leve ærværdigt, ikke at skade andre og at tildele enhver sit eget.«

Det handler altså basalt set om et ordentligt, godt liv og sikring af ejendom uden at forvolde skade mod andre.

Naturretten er fælles for alle levende væsner

Ulpian sætter også et skel mellem to forskellige retninger inden for studiet af retten: på den ene side den offentlige ret (hvad vi med en moderne term måske kan kalde forvaltnings- eller statsret), som drejer sig om den offentlige interesse (staten, res publica, den offentlige ting) og beskæftiger sig med religiøse spørgsmål, præsteskabet og statslige eller offentlige embeder, og på den anden side privatret, som drejer sig om individers interesser.

Privatretten er tredelt, eftersom den stammer fra naturret (jus naturale), folkeret (jus gentium) og civilret (jus civile).

Naturretten er den ret, der er fælles for alle levende væsener, folkeretten er den ret, der gælder mellem mennesker og folkeslag, og civilretten (eller hvad vi med et andet moderne udtryk kan kalde positiv lov eller ret) er den lov, der er specifik i forhold til et særligt område eller samfund (civitas).

Man må skelne mellem frie og slaver

Langt størstedelen af Corpus juris civilis drejer sig om privatret, det vil først og fremmest sige ejendomsret, formueret, familieret, erstatningsret, arveret, kontrakter, testamenter, ægteskaber og pligter (officia). Og kun meget lidt drejer sig om offentlig ret eller statsret og strafferet.

Retten drejer sig altså her primært om at løse privatretslige konflikter mellem individer og mindre om at straffe og begrænse individers frihed i et strafferetsligt perspektiv, som vi måske stadig i høj grad forbinder med lov og ret i dag.

Det interessante er imidlertid, at det i høj grad er dette privatretslige ordforråd, der blev centralt i selvfølgelig den juridiske tænkning, men også i høj grad i den politiske tænkning.

I det sjette kapitel af første bog af Digesta præciseres det, at al lov handler om enten personer, ting eller handlinger, og eftersom al lov er skabt for menneskenes skyld, er det centralt at begynde med personers status. Her kan man skelne mellem to grupper: frie og slaver.

En vigtig distinktion, som sidenhen fik stor betydning for europæisk politisk tænkning, er derfor den skelnen, der foretages af Gaius, mellem de mennesker, der er under egen jurisdiktion (sui juris) og dem, der er under en andens jurisdiktion (alieni juris) eller en andens magt (potestas), altså slaver.

Begrebet universitet er også en betegnelse for romerretten

Det var dog ikke i antikkens Rom, men i middelalderens Norditalien, at den afgørende retsudvikling og romerrettens betydning for den europæiske idehistorie for alvor tog fat, da man i slutningen af 1000-tallet genopdagede eller genfandt Justinians Digesta.

Dette førte til oprettelsen af Europas første universitet i Bologna i 1088, i høj grad for netop at studere romerretten og Digesta.

Begrebet universitet er også en betegnelse fra romerretten (universitas), som er en særlig form for sammenslutning, og universitetet i Bologna var det første til at bruge denne term for en sammenslutning eller korporation af studerende og undervisere.

Glossatorerne søgte at omsætte forholdet mellem den verdslige og den religiøse magt

På universitetet opstod således en særlig skole, som snart udbredte sig til andre universiteter, der på den ene side underviste studerende fra hele Europa i romerret, det vil sige i Digesta, Codex og Institutiones, og på den anden side var glossatorer.

Termen 'glossator' henviser til, hvordan der blev skrevet kommentarer og glosser mellem linjerne og i margenen af de romerretslige tekster for efter skolastisk princip at finde den overordnede sammenhæng og konsistens i romerretten, som også Justinian havde efterstræbt.

Glossatorerne blev efterfulgt af kommentatorerne, der skrev længere kommentarer og afhandlinger over romerretten og søgte at omsætte den til aktuelle forhold, især forholdet mellem den verdslige og den religiøse magt.

Disse kommentatorer udviklede således omfattende afhandlinger, som var afgørende for at forstå både kirkens status som en verdslig magt og til at definere og forstå de mere faste, sekulære, politiske enheder, der var ved at opstå, og ikke mindst disse to stridende magters forhold til hinanden.

Kirken var en enorm politisk magt

Helt afgørende for den europæiske retstænknings udvikling og romerrettens udbredelse i Europa var således også den kanoniske ret eller kirkeretten, som også blev formuleret i tæt dialog med Justinians lovsamling.

Kirken, som på dette tidspunkt var en enorm politisk magt over hele Europa, og kirkeretten var således afgørende for romerrettens udbredelse i Europa, både fordi den blev brugt af kirken i forhold til lokale og regionale jurisdiktioner, men også fordi lærde og uddannede folk på dette tidspunkt blev det gennem kirken.

En central del af deres uddannelse var således både kirkeretten, men også romerretten generelt som en afgørende del af den antikke kulturarv.

Romerretten var grundlag for retten og retsvidenskaben i Europa

Det var altså i Bologna og Norditalien, at det første og egentlige studium af retten og uddannelsen af specialiserede jurister begyndte.

Det var særligt igennem kommentatorerne, af de vigtigste kan der peges på Bartolus de Saxoferrato (1313-1357) og hans elev Baldus de Ubaldis (1327-1400), at afgørende begreber om bl.a. magt (potestas), suverænitet (imperium), ejendom (dominium) og forestillingen om sammenslutninger og grupper som korporationer og juridiske personer blev brugt til både at forstå og forklare kirken og de fremspirende politiske enheder som institutioner og organisationer og deres ret og krav på politisk autoritet og jurisdiktion.

Romerretten var således grundlag for retten og retsvidenskaben i størstedelen af Europa og fungerede som ret (jus commune) flere steder i Europa. Særligt i de sydeuropæiske lande, men som indflydelse overalt, var romerrretten stort set gældende ret indtil de store nationale, retslige kodifikationer fra slutningen af 1700-tallet med den tyske Allgemeine Landrecht, den franske Code civil (eller Code Napoléon) og den italienske Codice civile.

De forskellige kodifikationer er både direkte og indirekte bygget på strukturen fra romerretten og særligt Justinians Institutiones med dens ideal om et logisk struktureret og sammenhængende nedskrevet system med faste og overordnede principper.

Særligt i England og USA, i den såkaldte common law-tradition, har man derimod et andet retssystem baseret ikke på nedskrevet lov i form af faste principper og regler, som der dømmes efter, men på tidligere kendelser (selv om alle retssystemer opererer med en form for præcedens i retsafgørelser). Også her var de romerretslige kategorier dog afgørende.

De afgørende tænkere var i høj grad dannede og relativt velhavende

Som nævnt havde romerretten og hele den juridiske måde at tænke på ikke bare indflydelse inden for det specifikt juridiske område, men også i høj grad på det politiske felt, og særligt på de begreber, som blev brugt til at skabe den vestlige politiske tænkning. På denne måde var romerretten også indflydelsesrig i England og USA, hvor den ellers aldrig konkret var i anvendelse.

De tænkere, der skulle blive afgørende for den europæiske politiske tænkning fra 1500 til 1800-tallet, var i høj grad dannede og relativt velhavende mennesker (hvilket man var, hvis man havde tid og råd til at beskæftige sig med politisk tænkning) og var derfor skolet i den europæiske kulturarv, hvilket ud over antik græsk, kristen og romersk filosofi, de romerske oratorer, og selvfølgelig Bibelen, omfattede romerretten.

Romerretten blev til en afgørende basis for politisk tænkning, og det var her, særligt fra privatretten, at man kunne hente og bruge politiske begreber.

Helt afgørende er således forestillingerne om naturret og folkeret; distinktionen mellem ret og lov (jus og lex); jurisdiktion; ejendom (dominium) som en eksklusiv privatejendom; politisk magt og suverænitet (imperium) som også en eksklusiv ret (ejendom) over et territorium; obligation; skyld; og naturligvis kontrakter, der skulle vise sig at blive en afgørende del af den vestlige politiske tænkning hos de såkaldte kontrakt-teoretikere Thomas Hobbes (1588-1679), John Locke (1632-1704) og Jean-Jacques Rousseau (1712-1778).

Kun dem med fast ejendom havde interesse i det fælles bedste

En anden distinktion, der skulle vise sig at være afgørende, er den, vi allerede har været inde på om frie mænd og slaver. Det var således en afgørende del af argumentet mod demokrati fra 1500- til 1800-tallet, at størstedelen af folket (pøbelen) ikke ejede ejendom og derfor ikke kunne siges at have en afgørende, fast interesse i samfundet.

Kun dem med egen ejendom kunne siges at være fuldstændig frie, eftersom de var fuldstændig under egen jurisdiktion, hvorimod de uden fast ejendom altid på én eller anden måde var afhængige af en andens vilje og magt. Dermed havde kun dem med fast ejendom en permanent interesse i det fælles bedste, og derfor skulle kun de styre.

Denne distinktion skulle også vise sig at være aldeles afgørende i Den Amerikanske Borgerkrig, hvor de amerikanske koloniers argument i høj grad gik på, at de var slaver under en andens (Storbritanniens) jurisdiktion og derfor ikke i sandhed frie.

De var ikke repræsenteret i det engelske parlament og havde dermed ikke jurisdiktion over deres egen beskatning, hvilket førte til sloganet 'no taxation without representation', hvilket stadig vækker genklang i amerikansk politik, særligt hos Tea Party-bevægelsen og dens skepsis over for en central statsmagt.

Ret og lov udtrykker en særlig norm

Selv om romerretten mange steder ikke var konkret implementeret som ret, spillede den alle steder en afgørende betydning som leverandør af centrale begreber og kategorier. Men den havde også indflydelse på en særlig måde at tænke på, hvor reguleringen af det sociale liv blev opstillet som et logisk struktureret system ud fra visse sociale normer (som for eksempel at beskytte ejendomsretten og ikke at skade andre).

På den måde opstiller romerretten og denne juridiske tænkning et ideal for, hvordan det sociale liv skal fungere. Romerretten, eller ret og lov generelt, er således en specifik måde at anskue det sociale liv og dets regulering på.

Og det er kategorier, der konstant har været til forhandling og brugt i forskellige politiske kampe. Ret og lov udtrykker således en særlig norm og form for, hvordan det sociale liv anskues, indrettes og reguleres.