Historiens farverige pirater: Hvad ved vi om Sortskæg og de andre?

Når vi forestiller os en pirat, bærer han måske bandana under den sorte hat, flasher store guldøreringe, har et rødt skærf om livet, en klap for øjet og en papegøje på skulderen.

En sminket Johnny Depp toner måske frem på nethinden som Jack Sparrow i filmserien 'Pirates of the Caribbean'. Eller måske en skikkelse med træben eller klo.

De farverige stereotyper stammer blandt andet fra den amerikanske illustrator Howard Pyle, der i starten af 1900-tallet tegnede piraten som figur med så stor overbevisning, at det lader til at have fæstnet offentlighedens forestillinger om, hvordan en rigtig pirat så ud.

Pyle baserede sine illustrationer på skitser af romaer, han havde lavet på sine rejser i Europa, og trak på den ikonisering af piratens outfit, som havde udviklet sig igennem de foregående århundreders romaner og teaterstykker.

Smykker og amputeringer

Historikere kan dog ikke rigtig dokumentere udseendet i arkiverne. Intet tyder for eksempel på, at pirater havde nævneværdigt mange amputationer eller havde flere tropiske dyr end folk generelt i 1600-tallet.

De kan dog heller ikke helt afvise ligheder med stereotypen, da nogle af sammenhængene virker både logiske og sandsynlige.

De mange smykker kan have været en måde at holde sine rigdomme tæt på kroppen på for at undgå tyveri, og klappen for øjet kan have været ganske praktisk, når piraterne om natten skulle fra den oplyste kahyt og op på det buldermørke dæk. Det gav dem et øje, der allerede var vænnet til mørket.

Amputeringer forekom sandsynligvis også, eksempelvis hos den franske pirat James Missons samarbejdspartner, den italienske præst og filosof Caraccioli, der mistede sit ene ben.

Det minder os om, at historiske pirater sejlede under eksotiske himmelstrøg og bevægede sig i et farligt arbejdsmiljø med risiko for både liv og lemmer.

Men faktisk er det uvist, om lige præcis de to nævnte herrer er mere end fiktive figurer.

Den brutale kaptajn Sortskæg

Misson og Caraccioli optræder i den britiske kaptajn Charles Johnsons indflydelsesrige bog A General History of the Robberies and Murders of the most Notorious Pyrates fra 1724, som er lidt af en piratbibel.

Den beskriver de angloamerikanske piraters guldalder fra omkring 1690-1720, er rig på fascinerende detaljer om deres ruter langs både trekantshandlen og den østasiatiske handel, deres togter og bytte, ja sågar deres levevilkår og kærlighedsforhold.

Her møder vi alle de berømte historiske pirater som William Kidd, Henry Avery og Edward Teach.

Kaptajn Edward Teach var også kendt under navnet Sortskæg. Han var den brutale piratkaptajn fra Bristol, der omkring 1716 hærgede især ud for den amerikanske østkyst ved North og South Carolina og i Vestindien ved Jamaica og Bahamas.

I den periode var Caribien og den amerikanske østkyst centrale knudepunkter for pirateri sammen med Île Sainte-Marie, der i dag er kendt som Nosy Boraha nordøst for Madagaskar i Det Indiske Ocean. Søvejene her var centrale for den tætte skibstrafik, der servicerede europæiske handelsinteresser.

Caribien på grund af blandt andet spansk, fransk, engelsk og dansk trekantshandel med sukker og slaver, og Det Indiske Ocean på grund af sin placering imellem Europa og asiatiske markeder for silke og krydderier.

Sortskæg giftede sig 14 gange

Kaptajn Edward Teach var en uforudsigelig mand. Under en drukaften i kahytten med et par af sine sømænd trak han pludselig to pistoler, pustede lyset ud og affyrede dem i blinde.

Et af projektilerne borede sig ind i knæet på hans næstkommanderende Israel Hands og lemlæstede ham for livet. Ingen kunne vide sig sikker i hans selskab.

Ifølge A General History forklarede kaptajnen, at han var nødt til at skyde nogen en gang imellem, så de ikke glemte, hvem han var. Sortskæg, den voldsomme, den dristige, den frygtede.

Efter sigende giftede han sig hele 14 gange, og hans sidste brud, som han tog omkring 1717, var den kun 16-årige Mary Ormond, der var datter af en plantageejer i North Carolina.

På bryllupsnatten skulle han ifølge legenden have foræret sin nye hustru til fem af sine besætningsmedlemmer – en historie, moderne historikere dog anser for en form for propaganda designet til at fremstille Sortskæg endnu mere frygtindgydende og amoralsk.

Piraterne havde sundhedsforsikring

Da Sortskæg i 1718 blokerede Charlestons havn på den amerikanske østkyst og satte en stopper for havnens handelstrafik, var årsagen angiveligt, at besætningen var syg og havde brug for medicin.

Han lod Carolinas myndigheder vide, at han ville sætte ild på samtlige tilbageholdte skibe plus besætning, hvis han ikke fik den nødvendige hjælp.

Carolinas lokalstyre efterkom Sortskægs ønske ifølge A General History, hvorpå han satte skibene fri igen efter elskværdigt at have befriet dem for varer og værdigenstande.

Faktisk havde guldalderpiraterne en slags sundhedsforsikring, så de kunne få hjælp fra en fælles fond, hvis de fik skader.

Marcus Rediker citerer i Villains of All Nations piraten Jeremiah Huggins for at have modtaget 14 pistoler (spansk guldmønt, dobbelt escudo, red.) i guld, 200 gram guldstøv og et anseeligt beløb i lokal valuta, da han blev såret på job. 

Han benyttede piraternes svar på det gule sygesikringskort, og vi kan kun spekulere i, om sygekassen også uddelte træben. Sågar Israel Hands fik lægehjælp, da Sortskæg skød ham i knæet.

Brutal hævn

Når det kom til besætningen på de kaprede skibe, fik de naturligvis piraternes kærlighed at føle, og nogle gange blev de udspurgt – for ikke at sige afhørt – om, hvorfor i alverden de havde viet deres liv til at arbejde for stinkende rige og undertrykkende handelsmænd. Et ledende spørgsmål.

Men Sortskæg og de andre guldaldertyper blev opstemte, når de fandt ud af, at kaptajnen på et kapret skib ikke behandlede besætningen ordentligt.

Så kunne de ifølge Rediker finde på at piske og sylte kaptajnen, hvilket bestod i at gnide sårene med et konserveringsmiddel af eget valg.

Det kunne være salt eller eddike og gerne begge dele. Det var smertefuldt og nedværdigede kaptajnen til et stykke kød, men ikke nok med det:

Syltningen desinficerede også det rå kød, så kaptajnen ikke døde så hurtigt af sine sår, men led længere i smerte. Piraterne tog deres frihed og lighed alvorligt på deres egen måde.

Sortskæg døde under snigangreb i Virginia

I to år hærgede Sortskæg ustyrligt og konstant alle de skibe, han kom i nærheden af, indtil han i 1718 kom af dage, da handelsskibe langs Carolinas kyst fik nok.

De konsulterede guvernøren i Virginia, som udstedte en dusør til den, som tilbageholdt eller dræbte pirater. I slutningen af november lykkedes det skibet Pearl at tilintetgøre Sortskæg og hans besætning i et snigangreb på James River i Virginia.

Det var en sand kraftanstrengelse, da den lidt korrupte guvernør i North Carolina havde advaret den notoriske pirat om dusøren, og det lykkedes faktisk Sortskæg og hans mænd at borde løjtnantens skib i kampens hede.

Men Sortskæg døde, og nu kunne søfarende endelig for en stund ånde lettet op.

Det er svært at skelne fakta fra fiktion

Netop Sortskæg er en ret veldokumenteret historisk skikkelse, men generelt har historikere haft endog meget svært ved at efterprøve oplysningerne i kaptajn Johnsons A General History.

Altså bortset fra hvad dommere har nedskrevet i de retsdokumenter, der eksisterer fra retssager i 1700-tallets England og Amerika.

Kulturanalytiker Susanne Zhanial har i bogen Postmodern Pirates fra 2020 blandt mange andre argumenteret for, at Johnson blander fakta og fiktion. For eksempel hvad angår Edward Teach og James Misson.

Historikere har da også diskuteret, om forfatternavnet faktisk er et pseudonym, måske for den engelske forfatter Daniel Defoe, der er kendt for at skildre eventyrlige skikkelser som den skibbrudne Robinson Crusoe.

Det er således ikke let at skille de faktiske og fiktive pirater fra hinanden. Historierne om dem er nok ofte mere røverhistorier end sandfærdige fortællinger, og det er ikke mindst det, der giver pirater deres x-faktor.