Guldfigurer var jernalderens Roskilde-armbånd

»Nogle gange bliver musikere spurgt, hvilken sang de ville ønske, at de havde skrevet selv. Hvis det fandtes inden for arkæologien, ville jeg sige denne artikel.«

Ordene er lektor ved Saxo-instituttet Henriette Lyngstrøms, og artiklen, hun refererer til, er postdoc Maria Panum Baastrups.

I sin nye videnskabelige artikel argumenterer Maria Panum Baastrup for, at små guldfigurer, som går under navnet 'guldgubber', var en slags adgangsbillet i stil med nutidens festivalarmbånd i yngre jernalder.

Figurerne er dukket op rundt omkring på kultiske pladser i hele Danmark siden 1700-tallet, men hidtil har deres anvendelse været noget af et mysterium.

Nu har vi det første reelle bud på deres funktion, fortæller Henriette Lyngstrøm.

»På den måde er det her en helt ny vinkel. Jeg har kun ét ord at knytte an på Marias artikel: 'Brilliant'.«

Hvordan identificerer man folk uden kameraer og databaser?

Guldgubber er små, ultrafine figurer i meget tyndt guldblik, som enten er udskåret som et motiv eller har et motiv stemplet på sig.

Motiverne er oftest temmelig grove og simple i det; de forestiller for eksempel en mand, en kvinde, en mand og en kvinde eller et dyr.

Hidtil har de fleste tolkninger af guldgubberne handlet mest om deres motiver – Maria Panum Baastrup, som arbejder ved Nationalmuseet, er den første til at overveje, om guldfigurerne kan have haft en større, og vigtigere, funktion.

»Umiddelbart kan de ikke rigtig bruges til noget, og vi har altid haft svært ved at tolke dem. Man har tænkt, at det måske bare var små offergaver, men jeg mener, at de har haft en funktion,« siger Maria Panum Baastrup og fortsætter:

»Min ide udspringer af, at jeg tænker, at man i forhistorien har haft et behov for at vide, hvem det er, man har med at gøre (ligesom nutidens ID, red.). Men når man ikke har haft fotografiapparater eller databaser af nogen art, var man nødt til at have et andet system. Nogle retningslinjer for at godtgøre, hvem man var.«

\ Læs mere

Var Odin en kvinde?

En virkelig interessant tankegang, mener Mogens Bo Henriksen, som er museumsinspektør ved Odense By Museer. Han har læst artiklen og er imponeret over det ræsonnement, der ligger bag:

»Det er rigtig godt at få taget hul på denne her mere overordnede tolkning af, hvad guldgubberne kan have været brugt til. Tanken om, at det er en slags identifikationsmærke, synes jeg, er rigtig spændende.«

Gubberne skal ses som del af et invitationssystem

Maria Panum Baastrups teori går på, at gubberne har fungeret lidt som nutidens invitationer til arrangementer – det være sig en Facebook-invitation, en koncertbillet eller for den sags skyld et opslag på forældre-intranet på skolen.

Lad os sige, at en magtfuld mand – ofte refereret til som en 'stormand' i arkæologiske termer – i yngre jernalder beslutter sig for at afholde et arrangement af en eller anden religiøs art. Han vil invitere sine vigtigste venner til arrangementet, og du er så heldig at være en af dem.

Men der findes ingen sygesikringsbeviser eller kørekort, så hvordan skal dørmanden vide, at du virkelig er den, du påstår, du er? Måske taler I ikke engang samme sprog. Hvordan viser du ham, at du er stormandens allierede?

Du har nok gættet svaret: Guldgubben er din adgangsbillet. Med den i hånden kan du troppe op på kultpladsen og få direkte adgang til den aktuelle begivenhed.

»Man kan se i de arkæologiske fund, at der har været en optagethed af at administrere pladsen – der er altid et hegn eller en bygning, der gør, at man ikke bare kan vade ind. Det har været forbeholdt eliten, og der mener jeg, at man skal se gubberne som en del af et invitationssystem,« forklarer Maria Panum Baastrup.

Ringe økonomisk værdi - stor symbolværdi

Guldgubberne bliver næsten udelukkende fundet på kultpladserne, hvilket knytter dem til de religiøse begivenheder, man ved har fundet sted på disse pladser. Men selvom de er bittesmå og kun vejer i omegnen af 0,1 gram, fortæller deres råmateriale også en historie i sig selv.

Guld var kun for de fine; det bakker op om teorien, siger Mogens Bo Henriksen.

»De her genstande har jo det ekstra aspekt, at råmaterialet er noget særligt. Når de er lavet af guld, ved vi, at de har tilhørt en elitær del af samfundet.«

I økonomisk forstand har guldgubberne ikke været meget værd. De har snarere haft en symbolværdi, forklarer Maria Panum Baastrup. Netop derfor finder man figurerne på pladserne – og ikke for eksempel i grave, i folks hjem eller rundt omkring i landskabet. Den værdi, de måtte have haft, er forsvundet umiddelbart efter, man fik adgang til pladsen.

»Med en guldgubbe var du velkommen til ritualerne. Du kunne vise, at du var del af et intellektuelt netværk. Når den funktion var udtjent, faldt dens værdi,« siger Maria Panum Baastrup og tilføjer:

»En billet til en koncert er også altid mere værd, før koncerten har været afholdt.«

\ Læs mere

Dansk kulturarv markedsføres alt for kedeligt

Genstande bliver ikke bare lavet for at se pæne ud

Guldgubberne har ingen huller til at kunne hægtes på en kæde som et smykke. De er også alt for tynde til at blive håndteret ret meget – hvis man fingererer ved dem, knækker de.

»Jeg har selv stået med dem i hånden: De er så skrøbelige, at hvis man ikke passer på, blæser de væk. De er meget tynde og delikate,« siger Mogens Bo Henriksen og fortsætter:

»Når de ikke har kunnet tåle håndtering, repræsenterer de ikke en akkumulation af værdi, og deres kunstneriske værdi kan man også godt betvivle. Så deres betydning er symbolsk, sådan må det være.«

Ikke desto mindre har dét symbol – uanset hvad det mere præcist har indebåret – været meget vigtigt for nogle mennesker. Der ser nemlig ud til at have været en helt systematisk produktion af guldgubberne, fortæller Maria Panum Baastrup.

»I Danmark finder du dem som regel i de områder af landet, hvor der slet ikke kendtes til værktøjer til at lave sådan noget. Nogen har beordret deres produktion og gjort noget ud af at fragte dem til en anden del af landet. Det tyder på, at er tale om en elitekontrolleret produktion.«

Henriette Lyngstrøm er enig. Nogen har haft en ide med at producere guldgubberne.

»Genstande må have haft en funktion. De bliver ikke bare lavet for at se pæne ud.«

\ Læs mere

Mystiske solsten vælter op på bornholmsk kultplads fra stenalderen

Behovet for identifikation er universelt

Ideen til sin teori fik Maria Panum Baastrup under en rejse til Bel-templet i Palmyra for nogle år siden. I forbindelse med et kursus fik hun beskrevet, hvordan præsterne dér havde lavet nogle keramiktegn, såkaldte 'banqueting tesserae', og brugt dem som adgangsbillet til de få udvalgte.

»Jeg har arbejdet med perioden og med flere af de her pladser, hvor guldgubberne er fundet, i flere år, og vi har altid haft svært ved at afkode dem. Da de så fortalte os om de her banqueting tesserae, slog det mig: Det er fandeme det samme!«

Argumentet tager dog ikke udgangspunkt i, at der er tale om en tradition, som har spredt sig. Nærmere en tanke om, at behovet for identifikation er universelt.

»Der er nogle ting, som er globale, og som kan gå igen i forskellige kulturer. Det er ligesom et hjul – det fungerer også flere steder i verden, selvom der er forskellige fabrikanter bag. Nogle ting popper bare op rundt omkring, hvis man står med de samme behov eller udfordringer,« forklarer Maria Panum Baastrup.

En ny knap at skrue på i analyser af fortidsfund

Der er ingen, der siger, at Maria Panum Baastrups teori er sand. Eller at den repræsenterer hele sandheden. Til gengæld har vi nu fået en ny knap at skrue på, når vi forsøger at analysere fortidsfund, som ikke umiddelbart har nogen funktion.

Det mener både Mogens Bo Henriksen og Henriette Lyngstrøm.

»Marias artikel kan åbne vores øjne for, om der er nogle af de ting, som vi før har tolket som statusobjekter, som måske har været i brug på lignende måder,« siger Mogens Bo Henriksen og fortsætter:

»Det første, der slog mig, da jeg læste artiklen, var, at på Tissø findes der nogle miniaturer af våben, som man har været meget tilbøjelig til at kalde amuletter. Det kunne da godt være, at man skulle til at kigge på dem med Maria-øjne.«

(Læs mere om Tissø i artiklen: 'Se flot animation af kæmpe vikingetidsbeboelse')

'Sandheden' får vi måske aldrig. Men sådan er det med arkæologi; den fulde sandhed findes ikke rigtig. Med Maria Panum Baastrups artikel har vi dog et rigtig godt bud på, hvad guldgubbernes funktion har været, mener Henriette Lyngstrøm.

»Der er ikke én sandhed inden for arkæologi, og der kan også være andre forklaringsmodeller, men Maria argumenterer virkelig godt for sin sag, og jeg finder det relativt sandsynligt, at denne her forklaring holder. I bund og grund er hendes artikel bare virkelig godt håndværk.«

\ Læs mere

Vikingerne brugte udenlandske hverdagsobjekter som statussymbol

\ Læs mere

Jernaldermandens største statussymbol var en gås

Denne guldgubbe er fundet på Bornholm og stammer ca. fra 6. århundrede e.Kr. Guldgubben viser måske den nordiske frugtbarhedsgudinde Freja i sin magiske fjerkappe. (Foto: Nationalmuseet)

På guldgubben her ses en speciel overklædning, der kun bæres af mænd, en 'kaftan', som er karakteriseret af sine diagonale forstykker. (Foto: Nationalmuseet)

I yngre jernalder bliver tøjet langt mere kønsspecifikt, end vi har set tidligere, hvilket afspejler sig i guldgubbernes motiver. (Foto: Nationalmuseet)

På de små guldgubber fra yngre jernalder bliver dragten afbildet med mange fine detaljer. Her ses en kvinde i en ankellang dragt med kappe og smykker. (Foto: Nationalmuseet)

Her ses en guldgubbe i form af en gris fra germansk jernalder. Gubben er fundet ved Sorte Muld på Bornholm. (Foto: Nationalmuseet)

1 / 5