I dag bruger vi dyre tasker og ure for at vise, at vi er højt på strå. For lidt over 1.000 år siden gjorde vores forfædre det samme – dog med andre genstande.
Hanne Lovise Aannestad ved Kulturhistorisk museum ved Universitetet i Oslo er i gang med at tage sin ph.d.-grad i udenlandske genstande, som er fundet i norske vikingegrave fra 800- og starten af 900-tallet.
I den periode var det nemlig smart at lave hverdagsting fra fjerne steder om til smykker her i nord.
»Se for eksempel på dette spænde,« siger Hanne Lovise Aannestad, mens hun fremviser en lidt slidt guldmedaljon fra 800-tallets Østfold i Norge.
»Den viser to dyr, og på bagsiden er der rester efter to fæster. Jeg tror, det er et seletøjsbeslag, altså at det har siddet på et seletøj til en hest. Det ene fæste er næsten slidt ned, og så ser du det, som jeg tolker som et sekundært fæste, som blev sat på, da det blev omarbejdet til et smykke.«
Læs også: Unikt fund på vikingegravplads
Det, som engang pyntede hestens brystkasse, havnede til sidst på en vikingekvindes bryst.
»Jeg mener, at det blev gjort helt bevidst. Det var vigtigt for folk på den tid at signalere, at de var en del af et samfundslag, som havde adgang til ting fra udlandet. Det gav status,« siger Hanne Lovise Aannestad.
Ny rigdom gav synlige statusmarkører
800-tallet var tiden, da vikingetogter virkelig var ved at starte op. Rigdomme strømmede til Skandinavien fra de britiske øer, kontinentet og Østersøen.
Det at være med på handels- og plyndringstogter gav status i et krigersamfund, som Norge var dengang. Det samme kom fra handelsforbindelser som Skiringssalskaupangen ved Larvik.
Smykkerne, som Hanne Lovise Aannestad har set på, ser helt anderledes ud end de traditionelle norrøne smykker, som er domineret af nordiske dyremønstre og spænder, som er formet som skåle.
»Dette er helt unikke ting, som for eksempel denne medaljon,« siger Hanne Lovise Aannestad.
»Den er meget anderledes end de nordiske smykker. Man kan jo ikke komme ind i hovederne på folk, men jeg er helt sikker på, at folk så forskellene på smykkerne dengang,« fortæller hun.
Var disse vikinger datidens yuppier?
Der findes flere typer af udenlandske genstande i norske grave. Nogle er detaljerede og kostbare i sig selv, mens andre virker mere hverdagsagtige. For Hanne Lovise Aannestad fortæller de forskellige genstande om et samfund under omvæltning:
»Vi finder virkelig fine ting i elitegrave, men der er også udenlandske genstande i gravene for folk fra andre lag i samfundet, som for eksempel det store spænde,« siger hun.
»Jeg forestiller mig, at det viser en aspirerende klasse, en klasse som flashede lidt rigdom, og at de havde mulighed for at skaffe sig sådanne genstande.«
- Ganske enkelt datidens yuppier?
»Ja, det kan du sige,« griner Hanne Lovise Aannestad.
»En svensk arkæolog kalder vikingetidens handelsbønder for 'pralebønder'. Det gamle aristokrati havde en traditionel magtbasis knyttet til jordbrug og ejendom, men på et tidspunkt får du altså en klasse af lidt nyrige folk, som pludselig tager rundt og plyndrer og handler.«
»Jeg tror, at en del af disse genstande viser, at vikingetogterne lagde grundlaget for en større social mobilitet her til lands,« siger forskeren.
Kristne ting, men ikke kristne folk
Hanne Lovise Aannestad studerer genstande fra grave i Østlandet. Særligt ved handelsbyen ved Larvik, den hidtil eneste påviste by fra den tid med en helårsbefolkning, som ikke levede af jordbrug, er der bogstavelig talt bunkevis af grave.
Mange af genstandene er kristne, sandsynligvis hentet fra britiske klostre, som vikingerne ikke så sig for fine til at plyndre. Det store beslag, som Hanne Lovise Aannestad viser frem, var oprindeligt et keltisk kors, som sikkert var en del af en større alterdekoration i et kloster eller en kirke.
Her i det hedenske nord blev kors og relikvier sandsynligvis ikke brugt på samme måde som i England eller Irland.
»Vi finder både alterbeslag, relikvieskrin og hellige bøger, men de ligger i hedenske grave. Jeg tvivler på, at de blev opfattet som kristne genstande. De var mere flotte og skilte sig ud fra de smykker, som folk havde fra før,« siger Hanne Lovise Aannestad.
Debatten om, om nogle smykker kan stamme fra tidligere kristne grave, er alligevel i gang i forskningsmiljøerne.
»Vi har blandt andet et sølvkort fra en kvindegrav, som nogle mener peger mod, at vedkommende, som havde det, var kristen. Men det er ikke så enkelt at se det ud fra én enkelt genstand,« påpeger Hanne Lovise Aannestad.
»Meget af det materiale, som dukker op i dag, finder vi med metaldetektorer, og uden gravkonteksten kan det være svært at sige med sikkerhed, hvad folk lagde i disse ting.«
Mægtigere kvinder end hidtil antaget?
Foreløbig har Hanne Lovise Aannestad koncentreret sig om smykker i sin analyse. Dermed har hun naturligt nok også set mest på kvindegrave. Mænd fik mere udenlandske sværd, spyd, bæltespænder og den slags med sig i graven.
Der er flere mænd end kvinder, som er gravlagt med udenlandske genstande. Alligevel er der så mange kvinder med udenlandsk rigdom, at Hanne Lovise Aannestad spekulerer på, om samfundet kan have været mindre traditionelt, end vi har troet.
»Der er meget, vi ikke ved om kvinderollen, særligt fordi de skriftlige kilder, vi har, er fra 1200-tallet. Der er vi allerede godt inde i en kristen mental tradition. Kilderne fremstiller sagatidens kvinder som ganske stereotype – mægtige, snu og listige damer, som ægger manden til kamp,« fortæller arkæologen.
»Jeg tror, at dette materiale peger mod, at kvinder kunne have mere varierede roller end som så. Der er blandt andet mange rige kvindegrave på handelsstedet Kaupang.«
Hanne Lovise Aannestad fortæller, at vægte og vægtlod er ganske almindelige genstande i kvindegrave fra samme periode. Det tyder på, at de kunne være direkte involveret i handel.
Kan de rige kvindegrave fortælle en lignende historie?
»Det er et spændende område, og en af de ting, jeg har lyst til at undersøge videre,« siger Hanne Lovise Aannestad.
Analysen kan nå at ændre sig
Hanne Lovise Aannestad er omtrent halvvejs i sin ph.d. Hun mangler stadig at sammenligne genstandene med skriftlige kilder for at se, hvordan de følger hinanden.
Det betyder, at analysen kan nå at ændre sig.
Hypotesen om, at udenlandske hverdagsgenstande blev til statussymboler, er hun imidlertid ganske sikker på.
»Dette er en form for mental arkæologi – jeg vil se på, hvad tingene har betydet for folk. Der ligger jo et element af spekulation i det, man kan aldrig være helt sikker på, hvordan folk har tænkt,« siger hun.
»Men når man ser et mønster gentage sig over så store områder, at det opstår hurtigt og varer 100 til 150 år, så er der ganske godt belæg for, at der ligger en fælles forståelse bag.«
Hanne Lovise Aannestads ph.d.-afhandling skal efter planen være færdig mod slutningen af 2014.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
