»Fuldstændig vildt«: Forskere har fundet Ertebøllemandens søn

I mere end 6.000 år har en lille familiehemmelighed ligget begravet på en gammel køkkenmødding i Ertebølle i Vesthimmerland.

Men nu har en flok DNA-jægere afsløret, at to stenaldernordjyder fundet på møddingen har et nært bånd: Der er nemlig tale om en far og hans cirka to-årige søn.

»Det er fantastisk og epokegørende, at man efter mere end 6.000 år pludselig kan sætte folk sammen og se, at der er tale om far og søn. Det er fuldstændig vildt, at det overhovedet kan lade sig gøre,« siger Bjarne Henning Nielsen, som er arkæolog og forskningschef ved Vesthimmerlands Museum og medforfatter til det nye studie, som afslører slægtskabet mellem de to stenalderfolk.

Manden fra møddingen

Faderen fra den nordjyske køkkenmødding var i forvejen lidt af en kendis blandt stenalderarkæologer.

Han går under navnet Ertebøllemanden, og hans næsten komplette skelet blev sammen med sønnens knogler udgravet af arkæologer fra Nationalmuseet i 1890’erne.

Dengang var der tale om »det første opdagede menneskeskelet i Danmark, som indiskutabelt repræsenterede jæger-samlere,« påpeger forskerne i studiet.

»Fundet var med til at ændre hele vores forståelse af stenalderen, og køkkenmøddingen i Ertebølle endte med at lægge navn til en helt ny international kultur,« istemmer Louise Villadsen, som er arkæolog og daglig leder på Stenaldercenter Ertebølle i Nordjylland.

Den såkaldte Ertebøllekultur (5.400 til 4.000 f.v.t.) strakte sig over hele Sydskandinavien og Nordtyskland. Ertebøllemanden, hans søn og de øvrige folk fra kulturen levede som jæger-samlere og var dygtige fiskere, som primært levede af mad fra havet.

»Der findes ikke ret mange grave fra Ertebøllekulturen, og det kan være svært at forestille sig livet for 6.000 år siden. Men nu står vi pludselig med to skeletter, som bliver meget mere levende for os,« siger Louise Villadsen.

»Det er ikke bare en mand og nogle barneknogler fundet på en køkkenmødding. Det er en far og en søn. Det er helt fantastisk,« siger hun.

Lille brik i danmarkshistorien

Den nye opdagelse er en kun en lillebitte brik i et kæmpe forskningsprojekt med blandt andet DNA-jæger og professor Eske Willerslev i spidsen.

Projektet er mundet ud i fire studier i det prestigefyldte videnskabelige tidsskrift Nature, som i de seneste dage har fået stor opmærksomhed i både Danmark og udlandet.

Herhjemme skyldes opmærksomheden især, at forskerne når frem til, at nutidens danskere slet ikke er beslægtede med Ertebøllemanden eller andre tidlige danske stenalderfolk. I stedet konkluderer DNA-jægerne, at vi i vid udstrækning nedstammer fra et steppefolk, hvis efterkommere kom vandrende hertil for cirka 5.000 år siden fra stepperne omkring nutidens Rusland og Ukraine – læs mere i denne artikel.

»Etniske danskere har ikke været her i mere end 5.000 år,« konkluderer Eske Willerslev, der er professor på Københavns Universitet og leder af Lundbeck Foundation Centre for GeoGenetics i en artikel på Videnskab.dk.

Vidner om fortidens familieliv

På Aarhus Universitet kalder arkæolog Felix Riede det for »en megafed sidegevinst« ved de nye studier, at familierelationen mellem de to fortidsmennesker er blevet afsløret.

»Når vi kan fange folk, som er i familie med hinanden, kan vi også begynde at få en forståelse for de biologiske og kulturelle regler for, hvordan fortidens familier og samfund var organiseret,« siger Felix Riede, som er professor ved Afdeling for Arkæologi og Kulturarvstudier på Aarhus Universitet og ikke har været en del af det nye studie.

»Vi kan godt have en tendens til at projicere vores egne forhold tilbage i tiden, men der findes mange andre familietyper rundt om i verden, og det kan være svært at vide hvilke typer, som dominerede tilbage i tiden. Men her kan DNA-studier hjælpe os.«

Han understreger dog, at det er for tidligt at drage vidtrækkende konklusioner om familielivet i Ertebølletiden ud fra et enkelt fund af en far og en søn.

Men i udlandet bekræfter flere nyere studier af massegrave fra stenalderen (for eksempel her og her), at DNA-analyser kan give et nyt vindue til at studere fortidens organisering af familielivet, påpeger Felix Riede.

DNA-forsker: Vi er meget sikre

Ertebøllemanden og hans søn indgår sammen med 98 andre gamle skeletter fra Danmark i det nye studie, og til trods for årtusinders nedbrydning af skeletterne og deres DNA, er forskerne temmelig sikre på slægtskabet mellem de to skeletter.

»Vi er meget sikre på, at det er far og søn. Vi har kortlagt store dele af deres arvemasse, og vi kan derfor sige det meget præcist,« siger Morten Allentoft, som er professor ved Curtin University i Australien og førsteforfatter på studiet, som afslører relationen mellem de to fortidsmennesker.

»Denne familierelation er blot en lille sidenote i vores store studie, men det er en sjov historie, for Ertebøllemanden er jo én vores mest ikoniske oldtidsfund, der har lagt navn til hele ertebøllekulturen.«

Morten Allentoft påpeger, at Ertebøllemanden levede længe før vi i Danmark fik et skriftsprog, som nutidens historikere kan granske for at få oplysninger om fortiden.

»Vi kan ikke læse historien i bøger eller på gamle skriftruller, så vi er nødt til at finde informationen andetsteds. I det her tilfælde er det DNA’et, som bliver vores skriftsprog. Vi analyserer DNA'et og forsøger at forstå, hvad der skete i fortiden,« siger Morten Allentoft.

Døde de samtidig?

Studiet kan ikke afsløre, om far og søn er blevet lagt i graven på samme tid.

Den lille drengs knogler blev fundet cirka en meter fra faderens skelet på den gamle køkkenmødding under udgravningerne i 1890’erne.

»Dengang foregik arkæologiske udgravninger ikke på samme måde som i dag. Det var arkæologer fra Nationalmuseet, som stod bag udgravningen af Ertebøllemøddingen, men selve gravearbejdet blev udført af lokale arbejdsmænd. De havde ikke den samme faglige formåen til at forstå og notere, hvad de fandt,« siger Louise Villadsen.

Blandt datidens arkæologer blev det faktum, at Ertebøllefolkene blev begravet på en køkkenmødding også betragtet som et tegn på, at man måske ikke havde den største omhu for de afdøde i Ertebøllekulturen.

»Man opfattede det som primitivt, at døde mennesker blev kastet på en køkkenmødding mellem alt mulig andet affald. Men den opfattelse har ændret sig meget siden 1890’erne. Der har været alle mulige ritualer relateret til de afdøde, som bare kan være svære at afkode i dag,« siger Louise Villadsen.

Ertebøllefolk ville være tæt på de døde

Ertebøllemanden blev eksempelvis lagt på ryggen med benene tæt samlede og armene ned langs siden. Han var formentlig pakket ind i skind eller bark og gravet et lille stykke ned i køkkenmøddingen, fortæller Louise Villadsen.

»Ovenpå ham lå der et tyndt askelag med brændte østersskaller. I Ertebøllekulturen tilberedte man østers over bål og spiste dem, og vi kan se, at de spiste sammen med de døde på køkkenmøddingen eller hældte suppe ud over dem,« forklarer Louise Villadsen.

»På alle mulige måder var det vigtigt for folk i Ertebøllekulturen at have de døde tæt på sig, der hvor de levede. Vi kan også finde eksempler på, at de døde er begravet inde i huset eller op ad huse,« tilføjer hun.

Ertebøllefolkene anses i dag for at have været de sidste jæger-samlere i Danmark. De boede primært ved kyster, åer og vandløb og levede af jagt og fiskeri samt af nødder, bær og urter, som de samlede i skoven.

'De sidste naturlevende mennesker'

»Det var de sidste naturlevende mennesker, som levede i nærmest uberørt natur i Danmark. Efter ertebøllefolket kom bønderne hertil og ændrede landskabet og naturen,« siger Louise Villadsen.

»Ertebøllefolket var specialiserede i at være fiskere, og de ser ud til at have levet et fortrinligt liv med nok at spise.«

»De var mørke i huden, havde blå øjne men var ikke ligeså høje som os. Men man kan se på deres knogler, at de var tætbyggede og smadderstærke – de var bygget til at leve i naturen.«

Ifølge det nye studie forsvandt Ertebøllefolket nærmest fuldstændig fra landkortet, da en bølge af bønder kom vandrende ind i Danmark fra syd.

Præcis hvordan og hvorfor Ertebøllefolket forsvandt, ved vi ikke – det nye studie foreslår, at bønderne kan have medbragt sygdomme, krig eller vold, eller at Ertebøllefolket kan have fortrukket til andre levesteder.

Arkæolog: Ertebøllemanden skal hjem

Knoglerne fra Ertebøllemanden og hans søn tilhører i dag Nationalmuseet, og de befinder sig i museets samling af fortidsskeletter på Panum Instituttet i København.

»Det er første gang, vi for alvor har fået lov til at åbne Nationalmuseets skeletsamling og analysere DNA’et fra alle disse forhistoriske mennesker. Det har været et stort privilegium, og det har givet en masse ny indsigt,« siger Morten Allentoft.

Arkæolog Louise Villadsen håber på, at Ertebøllemanden og hans søn en dag vil få lov til at forlade København og vende tilbage til Nordjylland – gerne som trækplaster på Stenaldercenter Ertebølle.

»Personligt drømmer jeg om, at de kunne få lov til at komme hjem,« slutter Louise Villadsen.