Solformørkelsen live på Videnskab.dk
Hele onsdag 12. august kan du i Videnskab.dk's liveblog stille spørgsmål til eksperter, blive opdateret og få fascinerende viden om det spektakulære fænomen. Fra kl. 18:30 viser vi også livestream med teleskopbilleder af den totale formørkelse og reportager fra ind- og udland.
For enhver, der glæder sig til solformørkelse, er skyer den helt store skræk.
Men heldigvis melder den seneste prognose fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), at der er gode chancer for klart vejr og udsyn til Solen i det meste af landet.
»Forventningen er, at fra sidst på eftermiddagen og aftenen vil der være masser af sol,« siger meterolog og vagtchef ved DMI Mette Zhang til Videnskab.dk.
»Nogle steder kan der godt være et tyndt lag højtliggende skyer, men vurderingen er, at man godt vil kunne se Solen igennem dem.«
I det nordjyske er chancerne for at se solformørkelsen desværre ikke helt så gode som i resten af landet.
»I den nordlige del af Jylland ser der ud til at være et tykkere lag skyer, som godt kan blokere for udsynet. Men eller er der gode chancer for at se solformørkelse i store dele af landet,« siger Mette Zhang.
Uanset om der er skyer eller ej, er det vigtigt at beskytte sine øjne med briller, når du kigger op mod Solen - brug kun briller, som er egnet til solformørkelse og er mærket med ISO 12312-2.
Videnskab.dk står for arrangementer i Ebeltoft og København, hvor vi uddeler gratis briller, men der er også en lang række andre arrangementer landet over, som guider dig igennem solformørkelsen – få overblik her.
Fri udsigt til regn af stjerneskud
Efter solformørkelsen fortsætter himlen med at levere sit næste show – en meteorregn, hvor du vil kunne opleve op mod 40-80 stjerneskud i timen. Det er meteorregnen Perseiderne, som netop topper samme aften som solformørkelsen, dog lidt senere på aftenen og natten.
Omkring klokken 23.00 er forventningen, at du vil kunne se 20-40 stjerneskud i timen under de bedste forhold, og er du en natteravn, topper showet mellem klokken 1.00-3.00 den 13. august, hvor du potentielt vil få mulighed for at se 50-80 stjerneskud i timen.
Men igen afhænger det hele af vejret. Heldigvis lyder meldingen fra DMI også, at der er gode chancer for udsyn til stjerneskud sidst på aftenen og natten – også i Nordjylland.
»Det ser ud til, at det tættere skylag forsvinder østpå omkring midnat, så der er klart vejr,« siger Mette Zhang.
»Så hvis der er skyer nogle steder over Danmark, ser det kun ud til at være et tyndt højtliggende lag skyer. Om det tynde lag skyer kan sløre udsynet til stjerneskud, kommer nok an på, hvor lyskraftigt stjerneskuddet er.«




































