»Pivot! Pivot!« »We were on a break!« »My eyes! My eyes!« »Could she BE any more out of my league?«
Klassiske one-liners fra tv-serien Venner. Er du ægte kæmpe-fan af serien, vil du formentlig kunne se den præcise scene for dig og måske endda huske, hvem du så afsnittet sammen med.
Selv om det er 17 år siden, sidste afsnit af serien løb over skærmen, og vi sagde farvel til Rachel, Chandler, Monica, Joey, Phoebe og Ross, vil trofaste seere tydeligt huske de seks karakterer. Deres styrker, svagheder og ikke mindst særheder.
»Det er helt klart karaktererne, der bærer en serie som Venner. Selvom de er meget stereotype, så er der noget genkendelighed i dem, som gør, at vi kan se os selv i dem,« siger lektor på Københavns Universitet Helle Kannik Haastrup.
Hun forsker i filmvidenskab og celebritykultur, og hun har selv set alle episoder af Venner back in the days, da serien for første gang rullede over de danske tv-skærme.
»Hvert afsnit er en afsluttet episode, men samtidig er der de store historier, der spænder over flere sæsoner - for eksempel forholdet mellem Ross og Rachel. Det var ret unikt for en komedieserie på det tidspunkt, og det gør, at man hænger ved. Man føler, man følger med i deres liv,« siger hun.
Vigtigt: Vi holder med karaktererne
Helle Kannik Haastrup forsker i komplekse tv-serier som den norske ungdomsserie Skam.
Hun har ikke specifikt forsket i tv-serien Venner, men hun peger på analyser fra den britiske professor i filmvidenskab Murray Smith, som forklarer, hvorfor og hvordan vi engagerer os i fiktive karakterer.
»Han viser blandt andet, at der er de samme psykologiske mekanismer på spil, når vi engagerer os i tv-karakterer, som når vi danner relationer med 'rigtige' mennesker,« fortæller hun.
For at vi engagerer os, og dermed bliver hængende foran skærmen, skal serien både være underholdende med en cliff-hanger-struktur, og vi skal være interesserede i karaktererne, og hvad der sker med dem.
»Smiths teori viser, hvordan fiktion inviterer os til at holde med karaktererne, og når vi både ser deres gode og mindre gode sider – så fremstår de relaterbare og som nogen, vi kan engagere os i. Det er et af de vigtigste dramaturgiske greb, når man udvikler film og serier, og det gælder, uanset om det er en serie som Venner, eller om det handler om seriemorderen Dexter,« siger Helle Kannik Haastrup.
»Hvis der ikke er nogen at holde med, falder folk lettere fra.«
Vi griner med karaktererne - ikke af dem
Venner var en sit-com, altså en komedieserie. Det nye ved Venner i forhold til tidligere komedieserier var, at seerne i ekstremt høj grad holdt med karaktererne, istemmer humorforsker og videnskabelig assistent Marc Hye-Knudsen fra Aarhus Universitet.
»Fra et humormæssigt perspektiv er noget af det interessante ved Venner, hvordan publikum uforbeholdent er på karakterernes side. I nogle komediegenrer (såsom slapstick) griner man af karaktererne og de uheldigheder, de kommer ud for, men i Venner griner man med vennerne, der allesammen er vittige og i stand til selv at cracke jokes om de situationer, de nu engang befinder sig i,« påpeger han.
Samtidig var det nye i Venner, at der ikke var en person, der var hovedperson. Alle seks karakterer var hovedpersoner, og det gav seerne mulighed for at have flere forskellige at spejle sig i.
»Serien tilbyder publikum muligheden for at føle sig som en del af vennerne. Det er det, man kalder et parasocialt forhold, hvor publikum knytter bånd til fiktive karakterer, som om de var rigtige mennesker,« siger Marc Hye-Knudsen.
\ Læs mere
Tv-karakterer er tættere end et bekendtskab
Begrebet 'parasocialt forhold' blev introduceret helt tilbage i 1956, hvor to amerikanske sociologer i en videnskabelig artikel argumenterede for, at massemediernes fremkomst ville få seere til at danne parasociale forhold til tv-karakterer.
Altså en følelse af, at de havde et forhold til disse personer på tv-skærmen, som de i virkeligheden ikke kendte.
»Vi føler, vi kender dem. De er vigtige for os, og vi følger med i deres liv på skærmen. Men det parasociale består jo i, at det er en envejs-relation, for det er kun os som seere, der oplever fortrolighed og slægtskab med karaktererne i serier, som vi følger med i,« påpeger Helle Kannik Haastrup.
I et studie helt tilbage fra 1985 spurgte amerikanske forskere i alt 100 tv-seere fra en række lande om deres forhold til tv-karakterer. Deltagerne i studiet kom fra Japan, Korea, Filippinerne, USA og England.
Seerne karakteriserede forholdet til deres yndlings tv-karakter som fjernere end et venskab, men tættere end et bekendtskab.
Med andre ord: Vi føler, vi kommer tæt på karaktererne og kan føle, at vi kender dem bedre end et bekendtskab i den virkelige verden.
Afslutning minder om rigtigt breakup
I 2004, da afsnit 236 af Venner blev sendt i USA, og serien derfor lukkede og slukkede, besluttede en gruppe medieforskere at undersøge, hvordan fans af serien reagerede på det.
10 års parasocialt forhold var slut. En uge efter sidste afsnit var blevet sendt, sendte forskerne spørgeskemaer ud til 279 collegestuderende, som havde fulgt serien i større eller mindre grad i en stor del af deres ungdomsliv.
Studiet viste, at særligt de meget dedikere og trofaste fans af serien oplevede nogle af de samme følelser som ved et rigtigt breakup: Ensomhed, vrede, ked af det, en følelse af at have mistet en god ven.
»Det siger noget om, hvor tæt knyttede folk faktisk var til seriens venner,« understreger Marc Hye-Knudsen.
