Internationale forskere kan nu præcisere, at nordboerne krydsede Atlanten og huserede i Nordamerika for nøjagtig 1.000 år siden. En særlig detalje gør, at forskerne er sikre i deres sag.
Internationale forskere kan nu præcisere, at nordboerne krydsede Atlanten og huserede i Nordamerika for nøjagtig 1.000 år siden. En særlig detalje gør, at forskerne er sikre i deres sag.
Med hidtil uset præcision er det nu lykkedes en række forskere at finde bevis for, at vikingerne var på opdagelsesrejse i Nordamerika i år 1021 - altså for præcis 1.000 år siden.
Det fastslår forskerne i et nyt studie på baggrund af kulstof 14-dateringer af en række træ-genstande fra vikingebopladsen L’Anse aux Meadows, der ligger i Canada.
»Det er det tidligste bevis på en europæisk tilstedeværelse i Amerika. Vi har vist, at europæiske mennesker var aktive i Nordamerika mange hundrede år før Columbus og mere præcist i 1021,« siger førsteforfatter Michael Dee, der er professor ved Science and Engineering på University of Groningen.
»Det årstal repræsenterer den første gang, Atlanten er blevet krydset, i hele menneskets historie. Det giver et præcist tidspunkt - en kendsgerning - som er ret tæt på, hvornår de, der har fortolket de gamle sagaer, vurderer, at vikingerne - nordboerne - var der,« fortsætter professoren.
Resultaterne, der netop er udgivet i det velansete tidsskrift Nature, vækker begejstring hos vikingeforsker Søren Michael Sindbæk.
»Man kan nu sige, at den eneste nordbobebyggelse, som vi kender til på det amerikanske kontinent indtil nu, har været besøgt i 1021. Og der er ingen spor af, at de grene, træer og kviste, som forskerne har undersøgt, er blevet fældet før eller senere,« siger Søren Michael Sindbæk, der er arkæolog og professor MSO på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
»Det er ikke hverdagskost, at den slags arkæologi-studier udkommer i Nature, og den metode, som forskerne har brugt, bliver det næste store gennembrud for kulstof 14-datering og måden at bruge det på,« vurderer professoren.
Han har ikke været en del af den nye forskning i Nature.
Det er velkendt, at nordboerne drog fra Grønland og etablerede bopladsen L’Anse aux Meadows for omkring 1.000 år siden. I 1960 fandt arkæologer nemlig sporene efter L’Anse aux Meadows på vestkysten af den canadiske ø Newfoundland.
Ifølge de islandske sagaer drog Erik den Rødes søn, Leif den Lykkelige, videre vestpå omkring år 1000 til landet, han kaldte Vinland – og dermed havde han rent faktisk opdaget Amerika langt før Columbus.
Nordboerne kom til Grønland fra Skandinavien, efter Erik den Røde havde opdaget øen i 985. Han gav den det tillokkende navn og flyttede dertil med sin familie og grundlagde bygden Brattahlid.
Nordboerne forsvandt af ukendte årsager fra Grønland omkring 1500-tallet.
Det kan du læse mere om i denne artikel.
»Man har tidligere har snakket om, at bopladsen blev til omkring år 1000, så de nye resultater rykker lidt ved årene, og år 1021 er lidt i yderkanten af tidligere beregninger. Det er i sig selv spændende, men ikke den helt store overraskelse,« siger Søren Michael Sindbæk.
Resultaterne kommer altså ikke til at skrive historiebøgerne radikalt om, og for en garvet vikingeforsker som Søren Michael Sindbæk ligger den helt store nyhed faktisk i metoden. For hvordan kan forskerne være så sikre på, at nordboerne var på bopladsen præcis i år 1021?
Det kan de ved at anvende arkæologiens arbejdshest - kulstof 14-datering – på en helt ny måde.
Datering ved hjælp af kulstof-14 har været brugt i over 60 år og anses i dag for at være en standardmetode for arkæologerne til at bestemme alderen på hovedsagelig organisk materiale.
Udfordringen med kulstof 14-datering er imidlertid, at den metode giver en ret bred tidsangivelse – den kan lægge nogle årtier til eller trække nogle årtier fra.
Men – og her kommer det spektakulære – hvis forskerne nu ved, at en begivenhed fik niveauet af kulstof-14 til at stige betragtelig i atmosfæren på et givent tidspunkt, er det muligt at måle det direkte i træet og dermed lave en mere præcis datering. Kulstof bliver nemlig masseret ind i træets årringe under fotosyntesen.
Helt grundlæggende bliver kulstof 14 dannet oppe i den del af atmosfæren, som hedder stratosfæren. Det sker, når den kosmiske stråling fra rummet rammer ned i stratosfæren. Hvis der sker en særlig begivenhed - som en voldsom solstorm – bliver der dannet endnu mere kulstof 14. Og det vil man kunne aflæse i træringe.
Når man oplever en begivenhed, hvor der har været et betragtelig opsving af kulstof i atmosfæren, kaldes det en cosmic ray-begivenhed - på dansk en kosmisk strålebegivenhed.
Forskere har tidligere vist, at der i omkring år 993 - altså under under vikingetiden - fandt en stor solstorm sted, som sendte niveauet af kulstof 14 i vejret og malede himlen rød.
Og den stigning kan forskerne spore i det træ fra vikingebopladsen, som de har undersøgt.
Helt lavpraktisk skærer forskerne træartefakterne fra bopladsen i stykker og foretager en kulstof 14-måling på hvér eneste årring, der er i træet. Og ved at sammenligne de årringe, er det muligt at fastlægge, om der er et tidspunkt, hvor niveauerne af kulstof-14 er steget.
»Lige omkring 993 bliver der er dannet meget kulstof 14 i atmosfæren på grund af en meget, meget stærk solstorm. Den solstorm har sat en usynlig aftegning i træet, som kan måles på og vise, at der er ekstra meget kulstof 14 i lige præcis én af årringene,« forklarer Søren Michael sindbæk.
Når forskerne kan finde kulstofholdige årringe i træet, og de fra tidligere studier ved, at det kan kobles sammen med en stor solstorm fra 993, går det ret nemt derfra.
Så skal de nemlig bare tælle ud til den yderste ring i træet for at sige, hvornår træet blev fældet – her talte forskerne 28 årringe, efter solstormen fandt sted.
Og vupti, så har forskerne et meget stærkere bevis end tidligere på, at Nordboerne byggede deres boplads 28 år efter solstormen - i år 1021.
»Ved at bruge cosmic-ray event kan forskerne sige med ret stor sikkerhed, at det var i 1021, det her nordbohus blev bygget, og det træ, de har undersøgt, er blevet fældet i det år. Sikkerhed måler man i statistik, og det er en meget, meget stærk statistisk sikkerhed, der ligger i det her,« siger Søren Michael Sindbæk.
»Der er en snak om, hvorvidt solstormen fandt sted i 993 eller i 994, så måske man om et år siger 2022, men det er meget, meget svært at flytte de her resultater i 2 eller 3 år til den ene eller den anden side.«
Sammen med en række kolleger er Søren Michael Sindbæk på vej med et studie, hvor de også anvender kulstof 14-dateringer og kosmiske begivenheder som metode.
Men hvordan dælen ved forskerne så, at det er nordboerne, der har været på spil?
Til forskerholdets held havde en forudseende svensk arkæolog - medforfatter Birgitta L. Wallace - i 1980’erne i en fryser gemt en række træstykker, som stammer fra dengang, vikingerne byggede bopladsen L’Anse aux Meadows. Michael Dee og hans kolleger fik 40 år senere nys om træet.
»Folk ville nok blive lidt skuffede, hvis de så træet. Det er ikke smukke artefakter, der er skåret til. Men de træstykker har været en guldmine for os, og det var helt utroligt godt forudset af Birgitta L. Wallace,« siger en begejstret Michael Dee.
Det er træstumper, som muligvis er endt på en affaldsdynge ude i mosen, hvor det senere er blevet udgravet fra. Og det er en af grundene til, at årringene har været så godt bevaret.
Michael Dee og hans kolleger har undersøgt tre stykker af træ og kviste, der alle har vist samme stigning af kulstof 14 i de samme årringene fra dengang, solstormen fandt sted.
Fordi træstumperne er blevet hugget til med en metaløkse, er det muligt at fastslå, at det var nordboerne, som brugte det i år 1021.
»Beboerne i Nordamerika brugte ikke metaløkser, men stenøkser, så det kan kun være fra nordboernes besøg, det er sket,« uddyber Michael Dee.
Man kan dog ikke sige med sikkerhed, hvorvidt de undersøgte træstumper er fra et træ, der er væltet og har været dødt i et par år - og årringene derfor er stoppet med at vokse - før en nordbo har hugget en metaløkse i det.
Men, indvender Michael Dee:
»Hvorfor skulle de fælde og hugge i træ, der allerede ligger der? Jeg har svært ved at forestille mig, at de skulle stå og hugge i træ, der allerede ligger og er dødt, da man mener, nordboerne også kom for at finde tømmer. Men det er selvfølgelig ikke noget, vi kan sige med 100 procent sikkerhed.«
Men hvor sikker er du på årstallet?
»Vi er meget sikre på, at der er 1021, og det har i hvert fald ikke været før det. Jeg ville ikke sætte mit hus på det, men min bil satser jeg gerne,« siger Michael Dee med et smil i stemmen.
Meget af arkæologiens kronologi, altså muligheden for at sige, hvornår noget sker, er stadig hængt op på, hvad de skriftlige kilder - de såkaldte sagaer - fortæller os, uddyber Søren Michael Sindbæk.
»Selv om vi faktisk for mange år siden har fundet den her boplads og har undersøgt det intenst, så har det indtil det her studie været hængt op på, hvad der står i de islandske sagaer, som er skrevet 200 år senere.«
Arkæologer har gjort et stort stykke arbejde med at samle brikkerne i det store puslespil om vikingernes opdagelsesrejser med hjælp fra de gamle sagaer, fund af bopladser og genstande fra vikingetiden.
Men den nye metode åbner helt nye døre for mere præcise dateringer, som kan sammenholdes med fortællingerne.
»Det her er et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan bruge kosmiske begivenheder til at besvare store spørgsmål, som hvornår de første nordboere kom til det amerikanske kontinent. Studiet viser, at metoden virker,« lyder vurderingen fra Søren Michael Sindbæk.
I bunden af artiklen kan du læse mere om, hvordan metoden ifølge de to forskere kan blive et gennembrud i arkæologien - og måske endda bruges til at sige noget om andre epoker i verdenshistorien.
Men selv om de islandske sagaer og fund af bopladser er vigtige brikker, så er man stadig langt fra at have samlet det store puslespil om nordboernes færden i Nordamerika.
Ifølge historiebøgerne var vikingen Leif Den Lykkelige og hans folk de første europæere, der kom frem til Nordamerika omkring 1000.
De kom igennem det nordøstlige Canada, hvor de senere drog mod syd og var forbi bopladsen L’anse aux Meadows. I dag står som det eneste vidnesbyrd om, hvordan vikingerne koloniserede Nordamerika.
»Men det næste store spørgsmål, som vi slet ikke er færdige med at undersøge, er, om de her her udforskninger var noget, der foregik over årtier, og om de udforskede fastlandet, som der er nogle amerikanere, der mener,« beretter Søren Michael Sindbæk.
»Det er et kæmpe spørgsmål, som vi gerne vil have svar på. Lige nu har vi fået en lille brik, men det er en lille gennembrudsbrik, for fremover vil vi kunne bruge det til at løse det spørgsmål, altså om vi kan finde andre steder, hvor der er tegn på nordboeres tilstedeværelse i Nordamerika,« fortsætter han.
Michael Dee vil ikke løfte for meget af sløret for, hvad fremtiden bringer. Men hans arbejde stopper ikke her:
»Vi ved ikke, om vikingerne blot var der i et eller flere år. Men hvis vi kan lave flere analyser af træ, der er fældet på et andet tidspunkt, kan vi med den her metode begynde at samle brikkerne og sige mere om nordboernes færden, og om de interagerede med de lokale folk eller hele miljøet.«
»Men det har vi slet ikke bevis for at sige noget om endnu,« slutter han.
Til trods for, at forskerne har demonstreret, at metoden virker i det nye studie – det kaldes også proof of concept – så er der stadig en række begrænsninger, før verdens arkæologer verden kan datere vikingeborge i vildskab.
I det her tilfælde vidste Michael Dee og hans forskerhold nemlig, at der var sket et hop i kulstofniveauet i år 993 på baggrund af tidligere forskning. Og det var formentlig grunden til, at de valgte netop den her case, påpeger Søren Michael Sindbæk.
Hvis man ikke ved, hvornår de her cosmic ray-begivenheder har fundet sted, er det svært – ja nærmest umuligt – at bruge metoden. Og derfor er der brug for mere forskning, som ifølge Michael Dee og Søren Michael Sindbæk er godt på vej.
»Jeg tror, at den her metode om nogle ganske få år bliver det næste store gennembrud i arkæologien, efterhånden som vi bliver mere sikre på metoden, og vi måske også kan afprøve det på de spørgsmål, hvor vi er mindre sikre.«
Søren Michael Sindbæk nævner et eksempel fra sin egen forskning, hvor han og hans kolleger overvejede at gøre brug af en cosmic ray-begivenhed.
Tidligere på året var han med til at udgive et stort studie om vikingeborgen Borgring, som man opdagede i Køge i 2014.
»Vi valgte dog ikke at bruge metoden, fordi vi kan se, at borgen med høj sandsynlighed er bygget før år 1000. Men hvis nu Borgring var bygget omkring år 1000, så ville vi muligvis kunne gøre det samme.«
I fremtiden, når man får bedre kulstofkurver at sammenligne med, kan det være, at man kan bruge den her metode til for eksempel at få helt præcise dateringer af vikingetidens ringborge, som vi nu mangler i Danmark.
»Lige nu skriver det ikke Danmarkshistorien om, men det kan det sagtens komme til at gøre i fremtiden,« spår Søren Michael Sindbæk.
Michael Dee forestiller sig, at metoden kan bredes ud til andre arkæologiske områder i fremtiden, for eksempel åbner det for at undersøge artefakter fra Det Gamle Ægypten eller Romerriget.
Hver anden fredag åbner arkæologer og historikere vinduet til fortiden.
