Nordboerne var mobile

Hundredvis af ruiner er registreret og målt op.

Fra udgravningerne er der taget dna-prøver af kranier og knogler.

Nationalmuseets store projekt om nordboerne i Sydgrønland nærmer sig sin afslutning.

Arkæologerne kan se tilbage på et arbejde, der har ændret en del på opfattelsen af, hvordan nordboerne levede.

Tilpasning

Efterhånden som resultaterne fra det fem år lange Vatnahverfi-projekt så småt begynder at dukke op, er der flere af vores forestillinger om nordboerne, der må tages op til revision.

Således har en hidtil overset type ruin fået rettet opmærksomheden mod sig.

»Der er simpelthen for mange ruingrupper eller gårde! Der kan ikke have været mennesker nok til at bo på alle disse gårde samtidig. Så en af vores konklusioner må være, at der har været en meget større mobilitet blandt nordboerne, end vi hidtil har regnet med.

»Man har måske boet på en bestemt gård et stykke tid, er derpå rykket hen til en nærliggende gård i en periode for så at flytte tilbage igen på et senere tidspunkt.«

Insekter tipper om sæsonbeboelse

Ordene er Jette Arneborgs. Hun er arkæolog og arbejder i Nationalmuseets Forsknings- og Formidlingsafdeling. I modsætning til tidligere undersøgelser, hvor arkæologerne mere rettede deres undersøgelser mod enkelte anlæg, har Vatnahverfi-projektet belyst menneskenes samspil med hinanden og med det omgivende miljø i regional skala - altså en mere dynamisk tilgang til historien.

Jette Arneborg fortæller:

»Vi sammenholder resultaterne fra Vatnahverfi med dem, vi har fra Vesterbygden. Her tog vi prøver ned gennem de forskellige lag af jord. Insektforskere har dernæst undersøgt, hvilke krible-krable-dyr der levede på det pågældende tidspunkt. De har fortalt os, at der har været perioder, hvor der ikke boede mennesker i husene. Småkravlene var varmeafhængige, og når der ikke har været varmet op inde i husene, har der heller ikke været insekter.

»Vi tror derfor, at gården må have ligget affolket i flere omgange. Der har været dyr, der græssede på gårdens marker, men ingen mennesker. Det er det samme, der må være sket i Vatnahverfi. Man har måske opbrugt nogle ressourcer en periode og har derfor været nødt til at flytte til et andet sted. Men senere er man flyttet tilbage til gården. Man har fastholdt sit landbrug og sin identitet som bonde, men har ikke overudnyttet ressourcerne et bestemt sted. I stedet har man flyttet sig og er vendt tilbage.«

En sydlig detour

Fra knogler og kranier har arkæologerne taget prøver ud til DNA, og Linnea Melchior og Niels Lynnerup fra Panum Instituttet har efterfølgende analyseret prøverne.

Resultaterne publiceres først om et par måneder, så Jette Arneborg er endnu lidt forsigtig, når hun udtaler sig. Hun fortæller dog:

»Genetikerne siger på baggrund af deres analyser, at der øjensynlig er et større indslag af keltisk blod i materialet, end vi hidtil har troet. Det går mod den traditionelle arkæologiske opfattelse af, at det er en ren nordisk kultur med sprog og navne og den slags, vi finder hos nordboerne. Og at de drog ud fra Norge og via Island og Færøerne fortsatte til Grønland.

»Det er ikke nyt, at der var et keltisk indslag i nordboernes gener. Men at det var så stort, som de nye analyser viser, er overraskende. Man har altid vidst, at de norske vikinger drog vestpå og slog sig ned på Island, men de slog altså først lige et slag forbi de britiske øer. Derfor skal vi måske til at se på vores materiale med andre øjne.

»Resultaterne har måske i virkeligheden størst interesse i vikingetidsforskningen og ikke i nordatlantforskningen. Man har altid syntes, at det var interessant at finde ud af, hvorfor folk forlod Norge. Overordnet set er det måske mere interessant at spørge, hvorfor de forlod de britiske øer og drog nordpå.«

15 nye ruingrupper

En sort gummibåd har fræset hundredvis af kilometer op og ned ad de sydgrønlandske fjorde i løbet af de sidste fem sommersæsoner.

Sammen med påhængsmotoren har de to arkæologistuderende Christian Koch Madsen og Niels Algreen Møller været fast inventar i båden.

Christian Koch Madsen er sandsynligvis den person, der kender det store feltområde mellem Igaliku og Qaqortoq bedst. Han siger:

»I de fem år, vi har arbejdet i området, har vi registreret og opmålt 6-700 enkeltbygninger i omkring 110 forskellige ruingrupper. Når man rekognoscerer, dukker der altid noget nyt op, og undervejs er vi stødt på 15 ukendte ruingrupper, der ikke har været registreret før.

»Selv på de lokaliteter, der allerede er registreret, støder man på nyt. Sådan er det. Nogle steder har der ikke været registreret siden slutningen af 1800-tallet, og her har vi opdaget rigtig mange nye ruiner. Det har overrasket, at der var så meget nyt.«

Folde som velstandshierarki

Christian Koch Madsen lagde allerede under den første feltsæson mærke til, at de bedst bevarede ruiner var dyrefoldene. Indgangene var tydelige, og det var nemt at måle arealerne op. Så studenten begyndte sine overvejelser:

»Det er en gammel tanke, at i en naturalieøkonomi som den norrøne, udtrykker man sin velstand gennem antallet af husdyr. Det betyder, at jo flere husdyr man har, jo større foldareal skal man også have. Min idé var dels at opstille en typologi over foldenes form, dels at opstille en form for velstandshierarki gårdene imellem.

»Som på Island var der de store høvdingegårde med en kirke og omliggende smågårde. Men de udgør kun ca. 5 %. De resterende gårde har vi hidtil haft svært ved at placere i et hierarki. Det har jeg så forsøgt at gøre på baggrund af foldenes arealer i de enkelte ruingrupper. Der tegner sig et billede af forskellige klasser af gårde, og vi kan begynde at se et egentligt bebyggelsesmønster.

»I Vatnahverfi er det én stor gård, der dominerer området. Kigger man så på andre områder som for eksempel Brattahlid, opdager man, at gården i virkeligheden ikke er så stor, og at der her er et andet beboelsesmønster med flere store gårde. Når vi bruger folde som værdiindikatorer, stemmer resultaterne vældig godt overens med de andre arkæologiske metoder, vi bruger.«

Gummibåden, påhængsmotoren og Christian Koch Madsen skal endnu en gang ud på de sydgrønlandske fjorde nær Vatnahverfi til sommer.

Endnu en feltsæson står for døren - men den sidste i denne omgang.

Lavet i samarbjede med Polarfronten