I 1721 gik den danske præst Hans Egede i land i Grønland med et håb om at finde vikingerne.
Vikingerne måtte han spejde længe efter - de var pist væk.
I dag ved vi, at de grønlandske vikinger, der også kaldes nordboerne, forsvandt i sidste halvdel af 1400-tallet. Men det er endnu en gåde, hvorfor de forsvandt.
Nu har et norsk-britisk forskerhold præsenteret et studie, der kan fungere som endnu en brik i dette puslespil.
Nordboerne, konkluderer forskerne, gjorde livet surt for dem selv og forsvandt, fordi de drev rovdrift på hvalrosserne i Arktis.
\ Nordboerne i Grønland
Nordboerne var et nordisk folk, der levede i det sydvestlige Grønland fra år 985 (hvis sagaerne taler sandt) til sidste halvdel af 1400-tallet.
Ifølge skriftlige islandske kilder fra middelalderen blev Grønland bosat fra Island med Erik den Røde i spidsen. Han slog sig ned på Østerbygden, mens andre nybyggere drog længere mod nord til Vesterbygden.
Arkæologerne kan se, at de to bygder blev forladt med cirka 100 års mellemrum.
Hvalros-hypotesen

»Hovedtesen har været, at hvalrosfangsten og -handlen var nedadgående fra 1200-tallet, da elfenben fra elefanter blev foretrukket til udskæringer i Europa.«
»Vores opdagelse peger på det modsatte - jagten så ud til at stige dengang. Vi tror, at det skyldtes, at værdien på elfenben fra hvalrosser faldt, og nordboerne var tvunget til at holde handlen i gang i Europa. Så de begyndte at jage flere dyr,« forklarer professoren til Gizmodo.
Ifølge forskerne tyder det altså på, at nordboerne har drevet rovdrift på hvalrosserne, i sådan en grad at de med tiden ikke længere kunne opretholde deres økonomi.
LÆS OGSÅ: Hvalrossen forsvandt fra Island kort tid efter vikingernes ankomst

Dansk forsker: »Hvalrostænder var afgørende«
Jette Arneborg, der forsker i arktisk arkæologi og nordboernes historie på Nationalmuseet, er bekendt med James Barretts arbejde med nordboernes hvalrosfangst.
»Vi (Nationalmuseet, red.) har faktisk bidraget med prøver til deres undersøgelse, og jeg synes, at deres arbejde er fantastisk spændende,« siger hun til Videnskab.dk.
»Der er ingen tvivl om, at handlen med hvalrostænder har været afgørende for nordboerne. De levede i en kultur, hvor de havde brug for jern til at fremstille redskaber, så de kunne overleve. Den eneste måde, de kunne få fingrene i jern, var gennem handel med Europa,« forklarer Jette Arneborg.
Hun anerkender derfor også handlen med hvalrostænder som en del af forklaringen på, at vikingerne forsvandt fra Grønland, men påpeger samtidig, at den hypotese langt fra kan stå alene.
LÆS OGSÅ: Derfor forsvandt vikingerne fra Grønland
Et hav af komplekse forklaringer
Det er meget svært at forklare, hvorfor nordboerne forsvandt fra Grønland, og det er netop det, der har gjort nordboernes skæbne til så populært et forskningstema siden Hans Egedes tid, mener Jette Arneborg.
Hun fremhæver klimaet og en stigende isolation som to af de mere overordnede forklaringer.
I midten af 1200-tallet kom der er gigantisk vulkanudbrud omkring Java i Indonesien. Den sendte så meget aske op i horisonten, at hele Jordens klima blev hårdere, og det har Grønland sandsynligvis også lidt under.
Det koldere og mere ustadige vejr har gjort det mindre attraktivt at handle med Grønland, hvilket har ført til en større isolation, fortæller Jette Arneborg.
Samtidig så det ud til, at nordboerne, igen muligvis på grund af det ekstreme vejr, fra midten af 1200-tallet gik fra at være et landbrugs- til fangersamfund.
Derudover tyder meget også på, at nordboerne har været truet i Grønland, da de lokale inuitter begyndte at rejse fra nord og ned af vestkysten til nordboernes bosteder, hvilket kan have presset 'de grønlandske vikinger'. Denne teori har Videnskab.dk tidligere skrevet om i artiklen Hvad blev der af vikingetidens nordboere i Grønland?
»Det er alt sammen en del af forklaringen, og det er med til at gøre spørgsmålet så komplekst. Overordnet set blev det mere besværligt at være nordbo (i Grønland, red.) fra midten af 1200-tallet og frem,« konkluderer Jette Arneborg.
LÆS OGSÅ: Kæmpestudie afliver sejlivet vikinge-myte
LÆS OGSÅ: Hvorfor forsvandt vikingetidens nordboere fra Grønland?

































