Forandringerne strømmer i disse år ind over vores verdensdel. I stort tal kommer mennesker, der vil ændre deres livsvilkår til det bedre, ind over grænserne til Europa.
De kommer af mange grunde, og det er der ikke noget nyt i. Mennesket har altid vandret, og folkevandringer hører tæt sammen med store vendepunkter i historien.
De falder sammen med markante og afgørende begivenheder, hvor menneskehedens skæbne tog en ny retning.
\ Historien kort
- Menneskeheden har altid flygtet, når sult, krig og klimaforandringer har gjort områder ubeboelige.
- Omkring 1200 fvt. skete der en folkevandring, som muligvis var forårsaget af klimaforandringer. Det omvandrende folk plyndrede og hærgede, hvor de kom frem og fik kongeriger til at kollapse.
- I 2015 begyndte endnu en stor folkevandring, da krig, sult og fattigdom tvang mennesker fra sit hjem i Mellemøsten og Afrika. Det er nødvendigt, at vi lærer af fortiden for at stoppe folkevandringen.
Der er med andre ord ikke noget historisk unormalt i, at store folkemængder flytter sig. Det er sket mange gange før.
Vi har altid flygtet fra dårlige vilkår
Jeg vil i denne artikel sætte fokus på menneskets mest markante vandringer på baggrund af min bog, ’Mennesket har altid vandret’.
Selvom mange af ændringerne skete for tusinder af år siden, er der visse faktorer, som stadig kan give os relevant indsigt i dag.
Biologisk set er vi de samme mennesker som dengang, og vi reagerer stadig overraskende ens, når vi bliver konfronteret med umenneskelige vilkår som sult, klimaændringer og krig.
Så flygter vi og begynder at vandre derhen, hvor der stadig er et håb om en fremtid for vores børn.
Mennesket har altid vandret – både for at overleve og på grund af en trang til konstant at udfordre den verden, vi er født ind i. Siden tidernes morgen har mennesket bevæget sig ud af Afrika og befolket hele kloden.
De store vandringer har formet vores historie og defineret, hvordan vores samfund ser ud i dag – og intet tyder på, at folkevandringerne kun hører fortiden til.
Jeg har samlet verdenshistorien i en lille koncentreret bouillonterning. 70.000 år på ganske få sider med udvalgte vandringer og nedslag i historien, som, jeg mener, stadig er centrale for vores indsigt og forståelse af den verden, vi lever i i dag, og de udfordringer vi står overfor.
\ Læs mere
Den perfekte storm
Et af de mest markante eksempler på folkevandringernes sammenhæng med staters kollaps og klimaforandringer er fra bronzealderen. Her ramte en katastrofe fra en helt uventet kant.
Vi ved, at et blomstrende handelsforbund brød sammen i det østlige Middelhav kort efter 1.200 fvt.
Handelsruterne var afhængige af, at alle kunne enes om at lade varerne glide uhindret gennem landene. På den måde ligner bronzealderens globalisering den, vi kender fra i dag, hvor verdenshandlen er det største incitament til et samarbejde.
Men pludselig blev de fleste byer på de store handelsruter langs Middelhavets kyster brændt ned og forladt. Livet, som man kendte det før 1200 fvt., forsvandt.
Det er ikke lykkedes for forskerne at komme med en fyldestgørende forklaring på, hvad der gik galt. Men der er en række muligheder og sandsynligheder.
Måske er det i virkeligheden summen af disse, som tilsammen blev den perfekte storm, der blæste civilisationerne omkuld.
\ Læs mere
Var klimaændringer skyld i folkevandring?
Folk begyndte at vandre omkring 1200 fvt., og vi ved ikke, hvad der fik dem til det, eller hvorfra de kom. Men klimaændringer er en oplagt mulighed.
Klimaændringer kan eksempelvis få regnen til at stoppe med at falde. Afgrøderne visner og dør uden vand, og det giver hungersnød.
Især hvis tørken bider sig fast og varer i flere år. Hvis det sker, bliver markerne til sidst forladt, og folk søger nye steder hen.
Skriftlige korrespondancer mellem kongedømmerne i Tyrkiet (hittiterne) og egypterne viser, at egypterne ydede nødhjælp til sultne hittitere i form af skibe lastet med korn. Men noget tyder på, at det ikke var nok.
I Grækenland og dele af Mellemøsten var man mellem 1225 og 1175 fvt. ramt af en serie alvorlige jordskælv, som ødelagde store bygningsværker og drev folk fra deres hjem.
Hvis naturkatastroferne faldt sammen med en langvarig tørke, tegner der sig måske et billede, der kan ligne begyndelsen på en folkevandring – ikke kun fra ørkenen mod vest, men også fra havet mod nord.
Hvis tørke og naturkatastrofer har skabt sult og hunger, kan bønder have forladt deres land, og bybefolkninger mærket, at kornet ikke længere kom strømmende ind gennem portene i byens mure.
Sult og utilfredshed med magthaverne og kongerne kan have ført til lokale oprør, som svækkede forsvaret af de mange små kongedømmer langs med Middelhavets kyster. Kongedømmer kan være bragt i knæ.
Mange har måske valgt at slutte sig til den nye bevægelse af folk, som vanderede sydpå og undervejs angreb det etablerede system.
Folkevandrerne tog selv, hvad de ville have
Havfolket nøjedes ikke med at banke pænt på bymurene og bede om et brød og asyl. De angreb byerne én efter én på deres vej.
I Grækenland havde jordskælvene over flere generationer netop svækket bystaternes økonomi og kongemagten, og de halvt genopbyggede græske byer faldt først for presset.
Havfolket bevægede sig sandsynligvis både på havet og langs vejene gennem Grækenland over Bosporusstrædet og ned gennem Tyrkiet til Syrien, hvor mange byer blev brændt ned.
I stedet for at vente på at byernes herskere skaffede mad, tog de den selv.
Frygten for de store horder af fremmede med en anden og uforståelig kultur greb om sig. Kongen af Ugarit, der var en stor og blomstrende havneby i det nordlige Syrien, sendte hastebud ud til sine allierede, da fremmede skibe kom sejlende i horisonten.
\ Mennesket har altid vandret
Artiklen bygger på et uddrag af bogen ‘Mennesket har altid vandret’ af Jeannette Varberg, som udkommer d. 24. marts 2017.
Bogen beskæftiger sig blandt andet med nogle af menneskehedens folkevandringer, som har formet vores historie og været med til at skabe det samfund, vi har i dag.
Jeannette Varberg holder onsdag d. 29.3. klokken 19.00 foredrag om bogen i auditoriet på Moesgaard Museum under titlen ’Mennesket har altid vandret’.
Han skrev et brev til en højere rangerende konge på Cypern:
»Min fader, nu er fjendens skibe kommet. De har sat ild til mine byer og udsat mit land for stor skade. Ved min fader ikke, at alle mine soldater og stridsvogne er i Khatte, og alle mine skibe sendt til landet Lukka? De er ikke kommet tilbage endnu, så landet er prisgivet. Vil min fader være opmærksom på denne sag? Nu har fjendens syv skibe gjort os stor skade. Hvis flere fjendeskibe skulle dukke op, send mig på en eller anden måde en rapport, så jeg vil vide det.«
Kort tid efter at lerbrevet blev sendt til kongen af Cypern, blev Ugarit brændt ned til grunden efter først at være blevet plyndret af havfolket – og kongen blev formentlig dræbt.
Egypten var den sidste bastion
Den eneste, der formåede at stoppe havfolket i 1177 fvt., var Ramses III, Egyptens farao og verdens – på det tidspunkt – mest magtfulde mand og hersker over Det Ny Rige i Egypten.
Ved Nilens udmunding stod et stort slag mellem farao Ramses III’s tropper og de frygtindgydende modstandere, som var ikke bare ét, men et helt forbund af forskellige folkeslag, som var dukket op af det bare ingenting.
Ramses vandt dog, og på sit kulttempel Medinet Habu hoverer han i bedste egyptiske stil over indtrængerne fra nord:
»Dem, som nåede min grænse, deres sæd er tørret ind, og deres hjerter og sjæle er for altid døde. De, som sammen drog frem over havet, blev mødt af en samlet flamme ved flodudmundingerne, og på kysten blev de omringet af en mur af lanser. De blev knust på stranden, slået ihjel, og forvandlet til dynger af lig. Deres skibe blev sænket. I deres lande vil man aldrig mere tale om Egypten, for dem, som udtaler mit navn, vil brænde op.«
Da Ramses III døde 22 år senere – snigmyrdet af sin egen søn – sluttede en af de mægtigste og mest betydningsfulde perioder i det gamle Egyptens og Mellemøstens historie.
I det kaos, der fulgte med de efterfølgende generationer af konger, fortsatte indvandringen. Under den sidste konge i dynastiet, Ramses XI (regerede fra 1107 til 1078-77 fvt.), herskede politisk kaos.
Libyer og havfolk var bosat i store dele af Egypten til trods for de hårde kampe, som Ramses III angiveligt vandt. De egyptiske besiddelser i Levanten (nutidens Israel, Syrien, Libanon, Jordan og Palæstina) og Nubien (nutidens nordlige Sudan) var gået tabt.
Det egyptiske imperium – Det Ny Rige – eksisterede ikke længere. Tvunget i knæ og ud i økonomisk ruin på grund af flere folkevandringer, der overraskede alle.
Forstærket af naturkatastrofer, klimaændringer, krig og økonomisk svækkede stater, som ikke kunne modstå flere folkevandringer.
En perfekt storm af begivenheder, der førte til et af historiens største kollaps.
Menneskeheden vandrer stadig
I 2015 blev Europa efter 70 år vækket af sin Tornerosesøvn. Pludselig kom mere end en million mennesker til Europas kyster – på flugt fra krig, død, ødelæggelse og fattigdom.
De mange mennesker begyndte at krydse Middelhavet for at nå i sikkerhed i Europa. Minimum 3.800 flygtninge og migranter – ingen kender tallet præcist – druknede i forsøget på at nå EU’s kyster i 2015. Deres rejse endte, inden de nåede frem.
Efter aftale med EU lukkede Tyrkiet i 2016 af for sejlruterne fra den tyrkiske kyst til de græske øer. Men nu vælger flere den farlige vej fra Libyens kyst over Middelhavet til Italien i stedet. Derfor dør flere på havet end nogensinde før.
300.000 mennesker nåede Europa i 2016, men mindst 4.900 flygtninge og migranter døde på Middelhavet. Det er ikke bare det højeste tal nogensinde, det gør også Middelhavet til den farligste grænsezone i verden.
De fleste druknede er uidentificerede, men migranter fra Afrika tegner sig for hovedparten af de omkomne.
Nutidens migration skaber kæmpemæssige udfordringer for fremtiden, og det kræver en samlet indsats fra verdenssamfundet at løse problemet.
De historiske vandringer har vist, at vandringer er en del af menneskets historie. Årsagerne, vejene, metoderne, konsekvenserne giver jeg i min bog eksempler på.
Når først folk begynder at vandre, kan de sjældent stoppes. Det er et udsyn, der kan sætte det, Europa oplever i dag, i perspektiv.
Derfor findes der heller ingen hurtige politiske løsninger, som kan stoppe millioner af mennesker, der vandrer væk fra krig og sult i håbet om et bedre liv.
Vi bliver nødt til at starte der, hvor de kommer fra og sørge for, at de ikke er nødt til at forlade deres hjem. Først dér har vi en chance for at vende strømmen.
