Forsker: Den europæiske flygtningepolitik er som at tisse i bukserne

Knap 52 millioner.

Så mange flygtninge skønner FN, at der findes på verdensplan lige nu. Så mange flygtninge har kloden ikke set siden 2. Verdenskrig.

Det alarmerende tal er nået, efter at urolighederne i Syrien og det nordlige Irak har føjet mellem 9 og 10 millioner til det i forvejen rekordhøje antal flygtninge på verdensplan.

Forskningschef ved Dansk Center for Menneskerettigheder, Thomas Gammeltoft-Hansen, sammenligner den nuværende europæiske flygtningepolitik med at tisse i bukserne for at holde varmen. Han var gæst ved videnskabstalkshowet DOXA i VEGA tirsdag 4. november.

Se hele interviewet i videoen øverst i artiklen her.

Lille Columbia tager over dobbelt så mage flygtninge som hele Europa til sammen

Thomas Gammeltoft-Hansen indledte med at vise, hvor lille en andel af verdens flygtninge, Europa aftager.

Der figurerer ikke et eneste europæisk land på en 'top 10-liste' over lande, der på verdensplan modtager flest flygtninge, og tilsammen aftager de europæiske lande blot 2,3 millioner flygtninge svarende til knap 5 procent af verdens flygtningestrøm.

Nordafrika og Mellemøsten er det område, der tager flest flygtninge. Afsindige 18 millioner, svarende til over en tredjedel af verdens flygtninge. Afrika syd for Sahara tager næsten det samme, cirka 16,5 millioner.

Australien og New Zealand tager tilsammen 7,7 millioner – stort set det samme som USA og Canada, der tilsammen tager cirka 7 millioner flygtninge.

Lille Columbia står alene for 5,7 millioner – mens vi finder Europa nederst på listen med blot 2,3 millioner flygtninge svarende til cirka 5 procent.

Hermed tager Columbia altså over dobbelt så mange flygtninge som alle de europæiske lande til sammen.

Fare for, at nærområderne bryder sammen, hvis de skal tage endnu flere flygtninge

I den politiske debat herhjemme er flygtningepolitik en størrelse, som partierne nærmest allerede går til valg på.

Fra oppositionens side bliver det eksempelvis ofte fremhævet, at det mest optimale vil være at hjælpe flygtninge i deres nærområder.

Men ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen er nærområderne allerede så hårdt presset, at en yderligere tilstrømning af flygtninge kan få det til at kollapse.

»I Libanon var der i forvejen en halv million palæstinensiske flygtninge, nu er der kommet yderligere en halv million fra Syrien, og det her foregår altså i et land på størrelse med Sjælland og Møn lagt sammen. Hver tredje med ophold i Libanon er flygtning.«

»Libanon er et eksempel på et nærområde, der er så presset, at det er ved at kollapse. Og hvis man ønsker en lavere flygtningestrøm til Europa, så skal man sørge for at undgå, at de her nærområder ikke bryder sammen, for så går det først rigtig galt,« sagde Gammeltoft-Hansen.

Hvad bliver konsekvensen, hvis ikke man aflaster et nærområde som eksempelvis Libanon?

»Tidligere sad Syrien på magten i Libanon, og situationen i landet er decideret sprængfarlig.«

»Flygtningene bliver brugt politisk i en situation, der når som helst kan eksplodere i en ny krig, hvis ikke der gøres noget. Situationen er simpelthen ikke holdbar, og flere krige giver jo endnu flere flygtninge. Vi risikerer at forværre situationen.«

Hvad kan vi gøre i Europa for at undgå det skrækscenarie, du taler om?

»Vores tendens til at tænke kortsigtet og navlebeskuende er den største udfordring i den her sammenhæng. Jeg er bange for, at den nuværende europæiske flygtningepolitik er det samme som at tisse i bukserne for at holde varmen.«

»Det kan godt være, det føles bekvemt lige nu, men det kommer til at give bagslag inden for en kort årrække. Hvis vi skal løse det her problem, skal vi gå fra en protektionistisk udlændingepolitik til en aktivistisk udlændingepolitik.«