Farveblind folkeskole kan gøre livet svært for minoritetsbørn

I Danmark har vi en skole, der bygger på tanken om en enhedsskole.

Det henviser til, at den danske folkeskole er for alle børn uafhængigt af deres sociale, økonomiske, religiøse, racemæssige eller etniske baggrund – en idé vi i øvrigt deler med andre nordiske lande.

Det betyder, at man tænker skole ud fra et ideal om lighed, og at vi i Danmark baserer skole og uddannelse ud fra en idé om lighed for alle.

I praksis er idealet om lighed dog ikke helt uproblematisk. I forhold til elever med etnisk minoritetsbaggrund er det eksempelvis et problem, at der med lighedstanken, løber det, der i forskningen betegnes som en underliggende farveblindhed.

Farveblindhed – uanset de måske velmenende intentioner forbundet hermed – betyder i denne sammenhæng en mere eller mindre bevidst ignorering af at se forskel ud fra en forestilling om, at det at være hvid, sort eller brun ikke har nogen betydning for et individs eller en gruppes placering i samfundet.

Denne artikel handler om skolen som mulighedsrum for elever med etnisk minoritetsbaggrund set fra elevernes perspektiver.

Det vil sige, hvad er elevernes muligheder og begrænsninger for at deltage i det, der foregår i skolen? Og hvilken betydning får disse muligheder og begrænsninger 'i skolen' for livet, der af visse elever gøres 'uden for skolen'?

Det er noget af det, jeg har undersøgt i min ph.d.-afhandling 'Unge i – eller ude af? – skolen. Marginaliseringsprocesser og overskridende forandringsbevægelser blandt udskolingselever med etnisk minoritetsbaggrund', med afsæt i hvilken jeg har skrevet bogen 'Det ved vi om: Børn, unge og etnicitet i skolen', som netop er udkommet på forlaget Dafolo.

\ Læs mere

Fodbold får børn i folkeskolen til at have det bedre

Når inklusion får den modsatte effekt

Saad er en af de elever i 9. klasse, som jeg fulgte i feltarbejdet for min ph.d. i 2009 på en skole i København. Saad var meget nysgerrig på mine observationer af ham.

Vi har i en frokostpause kort snakket om en af mine observationer: At Saad tilsyneladende aldrig kommer til orde i klassen, når læreren stiller et spørgsmål, fordi Saad ofte glemmer at række hånden i vejret først.

Nu står der fysik på skemaet – Saads yndlingsfag.

Saad deltager meget ivrigt igennem hele timen fra forreste række og hele tiden med en ivrig hånd i vejret. Men igennem timen bliver Saad ikke en eneste gang valgt til at besvare lærerens spørgsmål.

Det får Saad til tydeligt frustreret at sige til mig, da klokken ringer ud: »Kan du se, hvad jeg mener? Det er jo lige meget, om jeg rækker hånden op eller ej! Jeg bliver jo aldrig valgt alligevel!«.

Jeg er sikker på, at havde vi spurgt læreren Jack, ville han højst sandsynligt have fortalt os, at hans måde at håndtere sin undervisning i fysik på denne dag bestemt ikke var et forsøg på at kategorisere Saad på særlige begrænsende eller marginaliserende måder.

Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at jeg er ret sikker på, at Jack – som i øvrigt var en af Saads yndlingslærere – havde de bedste intentioner for eleverne i klassen denne dag for mine observationer.

Pointen hér er imidlertid, at effekten af disse gode intentioner ser ud til at blive en anden for Saad. Så det ser ud til, at gode intentioner ikke altid er nok.

\ Læs mere

Forskere: Folkeskolen bør teste elevernes personlighed

Intentioner er ikke styrende for effekten

Et af hovedbudskaberne i bogen er at udfordre en udbredt forståelse af, at 'intentioner styrer effekt'. Det betyder, at vores intentioner, om for eksempel at ville inkludere børn med etnisk minoritetsbaggrund i skolen, ikke nødvendigvis er dét, der sker for eleverne.

Netop dette er da også en af hovedpointerne i en omfattende dataindsamling fra 2015 på cirka 240 skoler, der netop pegede på, at der fortsat er store udfordringer i forhold til at inkludere elever med etnisk minoritetsbaggrund i skolen

Med farveblindheden kommer etnicitet til at fremstå som noget ubetydeligt, selvom mange kvalitative studier af konkret praksis i skoler faktisk har påvist det modsatte – etnicitet er ikke ubetydeligt i skolen.

Hverken for elever, der oplever at sort hår og brun hud gør en forskel eller for flere (hvide) lærere, der har forskellige forventninger til forskellige elever (for eksempel i forhold til køn, etnicitet og socioøkonomisk baggrund).

Så intentioner og idealer om lighed får med andre ord ikke nødvendigvis som effekt, at de implicerede børn føler sig lige behandlet i forhold til deres danske skolekammerater. Hvilket desværre netop ikke er tilfældet, hvis man spørger flere af eleverne selv.

\ Læs mere

Arabisk og urdu kan styrke folkeskolen

Når modkultur får grobund i skolen

I praksis er skolen præget af det, der i forskningen betegnes som hvide middelklasseidealer om, hvad der er det 'rigtige' danske liv, hvad der er de 'rigtige' familieformer, og hvordan man er elev på den 'rigtige' måde.

Og disse forståelser af, hvad der udgør det rigtige, ser ud til at have en etnisk slagside, fordi forholdet (det ulige forhold) mellem etniske minoriteter og majoriteten således synes opretholdt gennem skolen.

I praksis betyder det, at hvis man går tættere på etniske minoritetselevers fortællinger om deres skoleliv, vil man møde fortællinger om, hvordan disse børn oplever, at det særligt er de danske middelklassebørn, der roses og betragtes som dygtige, og at det er børn med etnisk minoritetsbaggrund, der ikke bliver rost, men korrigeret, sendt til sprogtimer og skældt ud for at lave ballade.

Desuden oplever de, at skolen er opdelt mellem dem og danskerne, hvor 'standarddansk' udtrykker begavelse, hvorimod deres måde at tale dansk på, både i forhold til accent og grammatik, opfattes som 'perkerdansk' og udtrykker dumhed og faglig svaghed.

Og det, der sker i skolen, ser ud til ikke blot at få betydning for livet i skolen, men for visse elever ligeledes for det, der sker uden for skolen.

\ Læs mere

Folkeskolen har faktisk over 40 års erfaring med inklusion

Når marginalisering trækkes med ud

Denne form for fremmedgørelse og marginalisering af etniske minoritetselever betyder, at en del af disse elever fra mellemtrinnet og frem begynder at gøre modstand i og mod skolen.

Men for visse af de større elever synes livet og oplevelserne i skolen at blive trukket med uden for skolen. På den måde bliver oplevelserne i skolen (med)bestemmende for, hvordan livet af de unge gøres dér.

Flere af de udskolingsdrenge jeg fulgte som del af mit ph.d.-arbejde på to skoler, en i Malmø og en i København, tilbragte deres fritid på gaden, og Saad og Amir, som jeg fulgte på skolen i København refererer sågar til dem selv som 'gadedrenge'.

Da jeg taler med de to drenge i 2009, er de ret tydelige omkring, hvorfor de har valgt at tilbringe deres tid på gaden:

Saad: »Det kan godt være det er koldt, men det er bedre at stå derude end at sidde i en klub (…) og rådne (…) …«
Amir: »Hvad skal vi lave i klubben?«
Laila: »Hvad skal I lave på gaden? Kan I forklare mig – hvad laver I på gaden?«
Amir: »I det mindste har man det sjovere med hinanden på gaden, end man har det i en klub …«
Laila: Hvorfor? Kan I lave noget andet på gaden, som I ikke kan lave i klubben?
Amir: »Jaa ... (…) I klubben er det det samme med pædagogerne, som det er i skolen [i en vrængende, formanende tone]: “Dét må I ikke! Dét må I ikke! Det må I heller ikke!” (…) Det er ikke alle, men nogle af dem …«

Uddraget er interessant, fordi det peger på, hvordan deltagelse i skolen synes at få afgørende betydning for det liv, de unger har uden for skolen.

\ Læs mere

Hollandsk topforsker: Den danske folkeskole er eksemplarisk

Trætte af at blive gjort forkerte

Amirs eksplicitte sammenligning med sit liv i skolen viser og understreger, hvordan drengene i grunden er voldsomt trætte af at blive gjort forkerte, og hvordan det at blive gjort forkert opsummerer Amirs oplevelser af skolen.

Oplevelser, der samlet set og over tid har gjort, at han nu tilbringer sin tid på gaden med sine venner, langt væk fra nogen voksne, der skal fortælle ham, hvad han skal, og altså særligt hvad han ikke skal.

Ifølge nogle af de lærere, jeg interviewede på drengenes skole i samme periode, er denne hængen-ud-på gaderne ikke uden risici, fordi nabolaget, som drengene bor i, og som skolen er placeret i, på tidspunktet for min tid på skolen var konfronteret med en hel del sager relateret til kriminalitet, bander og bandeskyderier. Som en af lærerne, Josef, nedslået konstaterede: »(…) alle disse bandemedlemmer, de kommer fra vores skole (…)«.

Eksemplet illustrerer processer i skolen, hvormed nogle bestemte elever, til trods for intentioner om det modsatte, skubbes væk fra det, der sker i skolen. Samtidig peger det på, hvordan disse elever på samme tid skubbes ind i andre sammenhænge og fællesskaber uden for skolen.

For skoler, der ligger i såkaldt udsatte områder, udgør denne eksklusion i skolen en risiko for, at visse af de unge involveres i banderelaterede gadefællesskaber og -konflikter, afvisning af videre (ungdoms)uddannelse osv.

\ Læs mere

Folkeskolen skal gøre os nationale

Sæt fokus på relationer og inddrag eleverne

Forskning har mere end én gang peget på, hvordan relationer lærer og elever imellem ikke blot har betydning for, hvad eleverne lærer, men at relationen også øver indflydelse på elevers oplevelse af det at gå i skole, af undervisningen og af faget, og at lærere via deres måder at relatere til eleverne på har stor betydning for, hvordan eleverne har det.

Positive lærer- og elevrelationer går igen i studier af elevers perspektiver på, hvad der har betydning for dem i en skolesammenhæng, og at det, der har størst betydning i den sammenhæng, er, at læreren kan lide og finder den enkelte elev betydningsfuld.

I den forbindelse peges der på, hvordan en særlig opmærksomhed på de enkelte elevers ressourcer og forskelligheder med henblik på at løsne og imødegå eventuelle problematiske kategoriserin­ger og fastlåsninger af eleverne (for eksempel 'den dumme', 'den umulige', 'ballademageren', 'den støjende', 'den nørdede' osv.), kan bidrage til at tilbyde disse elever nye positioner, der synliggør og bygger videre på deres ressourcer.

I forlængelse heraf peger denne artikel på, at hvis vi for alvor ønsker at sætte gang i at forandre forholdene i skolen for elever med etnisk minoritetsbaggrund, er det ikke nok at være optaget af vores egne intentioner med disse elever - altså hvad vi ønsker for og vil med denne gruppe af elever.

Snarere handler det om, at vi i højere grad begynder at have en nysgerrighed på og involverer de elever, der hver dag lever med effekten af vores (gode) intentioner: at vi med andre ord inddrager eleverne som en del af løsningen, snarere end blot som en del af problemet.