Folkeskolen har faktisk over 40 års erfaring med inklusion

Medierne er i øjeblikket fyldt med debatindlæg fra lærere, forældre og politikere, der klager over, at folkeskolen ikke er gearet til at håndtere de mange børn, som inden 2015 skal flyttes fra specialklasser over i den almindelige undervisning.

Men folkeskolen har faktisk over 40 års erfaring i at inkludere, for det er langt fra en ny ambition, at den skal kunne rumme alle børn. Det fortæller postdoc Lisa Rosén Rasmussen, der er medforfatter til fem binds værket Dansk Skolehistorie, Hverdag, vilkår og visioner i 500 år, der udkommer i sin fulde længde i efteråret 2014.

»Fra den debat, der kører i øjeblikket, kan man få den opfattelse, at inklusionstanken er ny, men det er den ikke: Lige siden 1970erne har man haft en idé om, at skolen skal være for alle, og at den skal kunne rumme alle børn,« siger Lisa Rosén Rasmussen fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).

»Det har været et projekt, der har kørt i over 40 år med midlertidige særordninger,« fortsætter hun.

1800-tallet: Børn med diagnoser gik på særskoler

Som en del af DPU's arbejde med at kortlægge dansk skolehistorie har Lisa Rosén Rasmussen blandt andet kigget på, hvordan skolen siden 1800-tallet har håndteret handikappede børn, elever med adfærdsproblemer og andre træk, der gjorde dem anderledes end deres klassekammerater.

For et par hundrede år siden gav man elever med diagnoser særundervisning, viser forskningen.

»I 1800-tallet adskilte man handikappede og blinde fra den almindelige undervisning. De kom i særskoler, hvor de skulle lære et håndværk. Senere oprettede man også skoler til de børn, man kaldte sinker eller åndssvage,« siger Lisa Rosén Rasmussen, som forklarer at man lige siden har skiftet mellem forskellige strategier til at håndtere elever med særlige behov.

Tre-trins-udvikling: Fra segregation til inklusion

Op til i dag har hovedprincippet bag de forskellige strategier været, at alle børn har ret til at få en uddannelse, så de kan deltage i fællesskabet og blive gode samfundsborgere.

Tre overordnede idéer har præget skolens arbejde med at opfylde ambitionen:

1. Segregation: Fra slutningen af 1800-tallet og helt op til 1970erne diagnosticerede man børn med særlige behov som åndssvage, idioter, debile og sinker. Man så på deres problemer som uløselige. Derfor blev de adskilt fra almindelige skoleklasser og placeret på særlige skoler, hvor de for eksempel lærte et håndværk, så de kunne forsørge sig selv i fremtiden.
   
2. Integration: I 1970erne begyndte man at tale om, at alle børn havde ret til at få den samme undervisning. Indlæringsproblemer og adfærdsvanskeligheder var ikke længere børnenes problem, det var skolens. Hvis børnene ikke passede ind, måtte skolen lave om på undervisningen. Man lavede forskellige forsøgsordninger, hvor man inddrog børn med diagnoser i den almindelige undervisning.
   
3. Inklusion: I starten af 1990erne kom der et endnu stærkere fokus på, at folkeskolen skulle kunne rumme alle børn. Børn med særlige behov skulle ikke længere bare være fysisk til stede i undervisningslokalet, de skulle også inddrages mentalt. I 1994 blev inklusion endda en international forpligtelse, da UNESCO formulerede et påbud om, at folkeskolen skal være for alle.

»Nye diagnoser er kommet til, men mange af de børn, der bliver problematiseret i dag, har også været der tidligere – i 1980erne talte man for eksempel om børn med socio-emotionelle vanskeligheder,« siger Lisa Rosén Rasmussen.

Børn med socio-emotionelle vanskeligheder har adfærds- kontakt- og trivselsproblemer, der gør, at de kan have svært ved at begå sig blandt deres klassekammerater. I dag betegner man dem AKT-børn, og det er blandt andet dem, folkeskolen har svært ved at inkludere.

Urolige elever forstyrrer undervisningen

I starten af 1990erne blev et stigende antal børn med socio-emotionelle vanskeligheder og andre særlige behov inkluderet i folkeskolernes almindelige undervisning, men samtidig dukkede nye udfordringer op: I 1997 udgav Undervisningsministeriet en stor undersøgelse med titlen 'Elever, der forstyrrer undervisningen for sig selv og andre i folkeskolen.'

Undersøgelsen var baseret på interviews med lærere og elever på 34 skoler, og den satte fokus på, at få meget urolige elever ofte saboterede undervisningen for resten af klassen. Lærerne mente, at de allermest urolige burde undervises adskilt fra resten af klassen, fremgik det.

»Undersøgelsen kortlagde problemets omfang, men den gjorde det først og fremmest legitimt at tale om, at nogle få særligt urolige børn ødelagde det for resten af klassen. Samtidig startede en tiltagende diagnosticering af de urolige børn.«

»Man begyndte at tale om bogstavbørn med diagnoser som DAMP, MBD, ADHD, ADD og ASF. Det betød, at man til dels vendte tilbage til at se på problemerne, som om de startede i de enkelte børn og ikke i skolen,« siger Lisa Rosén Rasmussen.

Fra fællesskab til faglighed

Sideløbende med diagnosernes himmelflugt begyndte forældre at klage over, at urolige elever forstyrrede undervisningen og ødelagde undervisningen for netop deres barn.

I nullerne blev det igen almindeligt at placere børn med særlige behov i specialklasser, for hvor man tidligere så det som folkeskolens fornemmeste opgave at give børnene et fællesskab og uddanne dem til at blive demokratiske og dannede samfundsborgere, kom faglighed og folkeskolens konkurrenceevne nu i fokus.

»Siden man indførte PISA-testene i 1998, har man helt klart set en folkeskole, der er blevet mere og mere optaget af faglighed, hvilket ikke letter det efterhånden årelange arbejde for, at alle skal kunne rummes i det samme klasselokale,« siger Lisa Rosén Rasmussen.

Udgifterne til specialundervisning eksploderede

I det foregående årti blev så mange børn ekskluderet fra de almindelige klasser, at udgifterne til specialundervisning nåede op på at sluge en tredjedel af folkeskolernes budget. Derfor vedtog Folketinget i 2012 den særlige Inklusionslov, som pålagde skolerne at flytte nogle af specialklasseeleverne tilbage. Regeringen og Kommunernes Landsorganisation er efterfølgende blevet enige om, at 96 procent af alle elever skal være inkluderet i 2015.

Men selv om inklusionsopgaven altså langt fra er ny, er modstanden mod den mere massiv end nogensinde før til dels, fordi vores opfattelse af folkeskolens rolle har ændret sig, siger professor Susan Tetler, der leder forskningsprogrammet Social- og specialpædagogik, inklusion og ledelse af organisationer (SILO):

»Der er sket et skred i forhold til at se på folkeskolen som et sted, hvor børnene lever i et skæbnefællesskab, og hvor de skal finde ud af at lære og udvikle sig sammen,« siger Susan Tetler fra DPU, som mener, at forældrene har et ansvar for, at deres børn lærer at begå sig sammen med andre, der ikke tænker og fungerer ligesom dem selv.

»I dag har forældrene et individualistisk syn på folkeskolen: De tænker kun på, at skolen skal opfylde deres eget barns behov. Det er lidt forstemmende at se en udvikling, hvor ressourcestærke forældre klager over inklusion, rykker deres børn over i privatskoler og ikke påtager sig ansvar for folkeskolens børnefællesskaber,« fortsætter hun.

Børn har brug for inklusion

En rummelig folkeskole med plads til børn med særlige behov er vigtig for samfundet og til gavn for alle, også for de velfungerede børn, siger Susan Tefler, som i årevis har forsket i, hvordan man bedst inkluderer de børn, der ikke er som de andre.

I en inkluderende folkeskole lærer de velfungerende børn fra ressourcestærke familier at begå sig sammen med børn, der tænker anderledes og ikke kommer fra den samme sociale baggrund som dem selv.

»Hvis børn ikke lærer at være sammen med andre børn, der ikke er som dem selv, får de svært ved at samarbejde med nogle, der tænker anderledes. Det er egenskaber, som de i deres voksenliv i høj grad får brug for,« siger Susan Tefler.

Et tretimes kursus i inklusion er ikke nok

I øjeblikket er Susan Tetler og kollegaer fra DPU i gang med at undersøge, hvordan kommunerne klarer den inklusionsopgave, som Folketinget har pålagt dem.

Selv om professoren støtter inklusionsloven, ser hun tegn på, at flere kommuner tilsyneladende har været for hurtige med at flytte specialklasseeleverne tilbage til den almindelige undervisning.

For selv om folkeskolen siden 1970erne har øvet sig i at kunne rumme alle børn, er opgaven anderledes, end den tidligere har været.

»Hvor man tidligere i skolehistorien har forstået inklusionsopgaven som den enkelte læreres ansvar, kræves der i dag snarere en systematisk skoleudvikling, som ikke bare kan klares gennem et tre timers kursus for skolens medarbejdere,« siger Susan Tetler.

Krav til lærere er blevet skærpet

Mens inklusionsopgaven i dag skal klares samtidig med, at skolen skal øge fagligheden og konkurrere med udlandet på børnenes færdigheder, var lærernes primære opgave i 70erne at klæde børnene på til at kunne begå sig som gode, demokratiske samfundsborgere. Kravene til lærerne er altså blevet skærpede samtidig med, at forældrene er mere involverede i, hvad der foregår i børnenes skoletid, end de tidligere har været.

DPU's historieforskning viser desuden, at inklusion i 70erne bare betød, at børn med diagnoser og handikaps var fysisk tilstede i klasselokalet, uden at der blev stillet krav til lærerne om, at de skulle tilgodese børnenes særlige behov. I dag kræves det, at skolen kommer det enkelte barn i møde og sørger for, at alle elever er tilstede i klasselokalet ikke bare fysisk, men også mentalt.

»For lærerne er det en stor omvæltning, som kræver at man udvikler nye arbejdsformer. Det er et langt sejt træk, som ikke kan realiseres fra den ene dag til den anden. Det er lidt ulykkeligt, at man har haft så meget fart på, for det er en medvirkende årsag til, at inklusionsplanerne har mødt modstand hos lærere og forældre,« siger Susan Tetler.

94,9 procent af alle danske elever er i dag inkluderet i den almindelige undervisning, så skolerne mangler kun 1,1 procent for at nå målet om at inkludere 96 procent. I 2010 gik 93,1 procent af alle danske børn i almindelige klasser. Nogle af de elever, der siden er blevet inkluderet, modtager særlig støtte for at kunne følge med i undervisningen.