Et barn af genforeningen: I Sønderborg forsker de i grænser på 44. år

10. februar 1920 satte befolkningen i Nordslesvig et afgørende kryds. 

74,2 procent af de 101.652 afgivne stemmer stemte for at blive dansk, og dermed blev den seneste og stadig gyldige landegrænse i Danmark etableret.

Riget fik en god luns af Sønderjylland tilbage (Mellemslesvig forblev tysk), og siden har grænselandet med sit mindretal på begge sider været hjemsøgt af identitetsforvirring og genforeningshåb i den ene og anden retning.

I 1976 blev Institut for Grænseforskning, som det hed dengang, sat i verden i Aabenraa med licens til at grave i grænsespørgsmålet.

Derfor kan man godt påstå, at genforeningen er skyld i, at Steen Bo Frandsen, der er leder af Center for Grænseregionsforskning i Sønderborg, i dag sidder i et hjørnekontor i en 4-etagers glasbygning i Sønderborg og forsker i grænser.

»Man kan godt sige, at vores forskningscenter er udsprunget af grænsedragningen i 1920 og den særlige historie i regionen. Vi har en lokal tilknytning, som vi tager meget alvorligt,« fortæller Steen Bo Frandsen, da han tager imod med et blidt håndtryk.

»Og jeg er ikke i tvivl om, at vores fokus på regionen bidrager med en unik viden, der på den ene eller anden måde gør folk i regionen klogere på deres liv og historie, selvom det er muligt, at den enkelte borger ikke oplever det i hverdagen,« fastslår han.

Videnskab.dk er mødte ham i anledning af 100-års jubilæet for, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark, for at lære lidt om grænser.

Grænser findes overalt

Men allerførst: Hvorfor er grænser vigtige?

Alle grænser er selvfølgelig forskellige og forankrede i diverse historier, kulturer og konflikter. Men en pointe, der er en del af selve grænseforskningens væsen, påpeger Steen Bo Frandsen, er, at grænser er dynamiske.

»Det kan både forstås helt konkret: at de flytter sig - der bliver draget nye grænser, og nye nationer fødes. Men det kan også forstås på et mere abstrakt plan: at en grænse er mere end mure og hegn,« siger han.

»Vi oplever grænser, vi udlever dem i vores hoveder, og vi konfronteres med dem, og det er sådan de får betydning for os. På en måde er de allestedsnærværende,« tilføjer Steen Bo Frandsen.

Grænser er også noget, der bliver til, når vi taler om forskelle på tyskere og danskere i toget på vej ned gennem landegrænsen, og når vi diskuterer forskellen på vestlige og ikke-vestlige indvandrere.

Og så er grænser noget, der opstår, når vi pludselig spørger os selv, hvad det vil sige at være dansk.

LÆS OGSÅ: Grænser er kommet på mode igen

Dækker hele Europa

Grænseforskningen er langtfra en etableret disciplin. Nogle vil nok bare kalde det en ‘vinkel’; et par briller, man tager på og undersøger et problem med. Derfor er det ret unikt, at vi i Danmark har et forskningscenter, der er dedikeret til grænseforskning.

Afdelingens døre, vægge og tavler er plastret til med plakater, der på den ene eller anden måde refererer til den dansk-tyske-grænse, men forskningscentret er ikke kun forankret i lokalhistorien - ikke så meget længere i hvert fald.

Gennem tiden er det blevet til forskning i alt fra grænsehandel og grænsependling til at være ung og fra mindretallet fra 1955 til 1971, undersøgelser af infrastrukturen og klassiske lokalhistoriske værker om Sønderjylland.

Altså smallere, lokale undersøgelser, og dem praktiserer de stadig. Men centret er også fulgt med tiden siden 1976. Det vil sige gennem murens fald, globaliseringen, flygtningekrisen og drømmen om et grænseløst Europa, der så småt er ved at lukke sig igen.

»Vores forskning i grænser dækker sådan set hele Europa i dag. Fra Balkan og Østeuropa til Spanien, Centraleuropa og grænsen omkring Nordirland og England i forbindelse med Brexit,« påpeger en stolt centerleder. (Du kan få eksempler på forskningen i bunden af artiklen)

»Vi kan ikke længere nøjes med at betragte grænser isoleret, men må sammenligne dem og tænke europæisk eller globalt. Det er jo også den vej, vores forskning har fulgt siden 1970’erne,« siger Steen Bo Frandsen.

Stor vidensbank i grænseforskningen

At forskningen er bred, kommer også til udtryk i forskerteamet, der tæller seks grænseforskere »plus en, der er på udveksling i København.«

Tilsammen er de et helt konkret resultat af de grænsebrydende tendenser, der har hersket i de seneste årtier:

Dorte Jagetic Andersen, der forsker i Balkan og Nordirland. Jaume Castan Pinos fra Spanien, der forsker i Catalonien. Martin Klatt, som er født i Hamborg og forsker i dansk-tysk historie. Katarzyna Stoklosa fra Polen og Lola Aubry fra Frankrig.

Og ikke mindst altså Steen Bo Frandsen fra Aarhus, der blandt andet har forsket og undervist i Berlin, Hannover, Rom og Firenze.

»I en grænseforsknings-kontekst er vi faktisk en stor videns- og erfaringsbank. Vi har et par konkurrenter i Finland og Holland, men vi nogle af dem, der gennem vores viden fra regionen har allermest erfaring på området,« siger Steen Bo Frandsen.

LÆS OGSÅ: Drømmen om et grænseløst Europa skubbet i baggrunden: Grænserne er vendt tilbage

Vender indad og udad

Det var den danske historiker Troels Fink, der havde hele sin akademiske karriere i Danmark og primært forskede i sønderjysk historie, som i 1970’erne plantede frøet til en grænseforskningsenhed i Sønderjylland.

Han havde gode overtalelsesevner og kendte mange af de rigtige mennesker i Uddannelsesministeriet, der godt kunne se idéen i at komme til bunds i det sønderjyske spørgsmål, fortæller Steen Bo Frandsen.

»Men forskningscentret var i lige så høj grad født ud af, at Danmark var trådt ind i EF (Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, red.) i 1973,« forklarer han.

Centret var altså fra begyndelsen ikke kunne vendt ind mod Danmark og det sønderjyske, men også udad mod Fællesmarkedet og et Europa i udvikling.

»Det var noget af det, man også ville undersøge: hvad det store europæiske projekt gjorde ved grænserne, og hvad det i sidste ende gjorde ved danskerne,« fortæller Steen Bo Frandsen.

Handler om identitet

Og hvad har man så fundet ud af?

Det er svært at give ét konkret svar på, for grænser handler ofte om noget så luftigt og abstrakt som identitet og tilhørsforhold. Et eksempel:

I november 1989 skete der noget vildt: Berlinmuren faldt, og jerntæppet smuldrede. Historien var slut, og idéen om den grænsebrydende liberale verdensorden og dertilhørende frihandel havde vundet. Grænserne var passé.

»Sjovt nok skabte det et veritabelt boom i europæisk grænseforskning. Forskningen har været fokuseret på at vise, at grænser stadig har betydning, selvom flere statsgrænserne var i opbrud,« fortæller Steen Bo Frandsen.

LÆS OGSÅ: Tyskland er stadig splittet 30 år efter genforeningen

Grænser er robuste

Én gennemgående konklusion i grænseforskningen er nemlig, at langt de fleste europæere ikke rigtig er bidt på idéen om grænsenedbrydning og fri bevægelighed.

Forskning viser, at de fleste grænseoverskridende projekter, der støttes af EU-penge, varetages mest af en elite af få europæere, der, i modsætning til den almindelige europæer, er i stand til at gøre brug af de muligheder, de åbne grænser tilbyder.

Det er kun ‘eurostjernerne’, som den britiske grænseforsker og sociolog Adrian Favell, kalder den europæiske elite, der rigtig har gavn af mobiliteten og de karrierefremmende muligheder, som det grænsefrie Europa og den frie bevægelighed kan give.

Grænserne er vendt tilbage i vores bevidsthed

»Der er åbenbart grænser for, hvor meget en grænse kan nedbrydes,« påpeger Steen Bo Frandsen.

Det er den lektie, man lige nu er ved at lære i Europa, og den er blevet meget konkret med et nyligt Brexit og en ulmende frygt for en ny flygtningekrise, som vi så det i 2015.

»Grænser er som regel skabt for at skabe orden og stabilitet. Men måden, de er blevet til på, er meget ofte vanskelig og omstridt. På den måde bærer de næsten altid en eller anden form for konflikt med sig,« fortæller Steen Bo Frandsen.

Det kan du læse mere om i artiklen ‘Drømmen om et grænseløst Europa skubbet i baggrunden: Grænserne er vendt tilbage’, som Steen Bo Frandsen har skrevet til Forskerzonen – Videnskab.dk’s platform, hvor forskerne selv formidler deres viden.

LÆS OGSÅ: Grænsekontrol: Passets vej tilbage til danskernes lommer

Grænser drages fra magtcentrum

En af grundene til konflikterne er, at de fleste grænser bliver fastlagt fra et magtcentrum.

I Slesvig var det ikke anderledes. Hverken i Danmark og Tyskland kunne man forestille sig et alternativ til, at slesvigerne skulle vælge mellem de to nationer.

»Derfor er ’genforeningen’ også et begreb, som jeg ikke er glad for. Det tager ikke højde for de regionale oplevelser af grænsedragningen. Det har en ideologisk klang, der kommer fra centralstyret. Der er jo mange, der ikke har oplevet det som en genforening, men som en splittelse,« siger Steen Bo Frandsen.

»Derudover havde flere af områderne i Slesvig ikke været danske siden 1100-tallet, så derfor er det også historisk set mærkeligt at tale om en ‘genforening’«

Der er oftest ringe interesse for grænseregionernes egen stemme, og deri ligger der også et problem, som giver grænseforskningen sin berettigelse, fortæller Steen Bo Frandsen.

Center for Grænsregionsforskning har i mange år udgivet tidsskriftet Pluk, men det stoppede man med i 2018. Samme år udgav centeret antologien 'Europas grænser' på Aarhus Universitetsforlag. Bogen giver et godt overblik over den nyeste forskning fra centret.

LÆS OGSÅ: Berlinmurens historie er stadig relevant i dag 30 år efter dens fald

LÆS OGSÅ: Video: Se de flotte propaganda-plakater fra genforeningen

LÆS OGSÅ: MYTE: Var Christian 10's hest ved Genforeningen kalket hvid?