Tyskland er stadig splittet 30 år efter genforeningen

Berlinmuren kaster en lang skygge - selv 30 år efter murens fald.

Den kan ses i statistikkerne over indvandrerbefolkningen (antallet er højere i vest), fattigdom, pensionister og opbakning til henholdvis det venstreorienterede Die Lienke-parti eller højreekstremisterne (alle størst i øst).

Det vedvarende skel mellem øst og vest krydser klasseskellet såvel som den historiske og nuværende institutionelle racisme, der danner baggrund for de højreekstremistiske partiers succes i Tysklands østlige provinser.

I årene efter Tysklands genforening gik det østlige Tyskland fra at være én af Europas mest industrialiserede regioner til at være én af de mindst industrialiserede.

Den gennemsnitlige produktivitet har længe været lavere end i det vestlige Tyskland. I 1945 blev den zone, som senere skulle blive DDR, besat af en svækket og krigshærget supermagt, Sovjetunionen, som udplyndrede landets industrier og infrastruktur.

Selvforstærkende cyklus

Fundbundsrepublikken Tyskland blev derimod trukket ind i den amerikanske sfære og et langt større marked.

Landet nød godt af strømmen af immigranter - heriblandt fra DDR - og agglomereringen (ophobning af byer og andre bosættelser, red.), hvor større investeringer tiltrækker yderligere kapital og kvalificeret arbejdskraft i en selvforstærkende cyklus. DDR led desuden under kriserne i sovjetblokken.

Det sovjetiske system, der tog form i 1928, muliggjorde en meget hurtig industrialisering i mellemkrigstidens Rusland, som var et umådeligt fattigt samfund.

Men globaliseringen fra 1960'erne og frem slog benene væk under sovjetblokkens virksomheder som følge af deres manglende evne til at internationalisere både salg og aktiviteter. I 1980'erne ramte krisen, og sovjetblokkens handelsnetværk kollapsede.

LÆS OGSÅ: 5 ting, du skal vide om Murens fald

Økonomisk splittelse

Efter genforeningen satte den tyske regering under Helmut Kohl valutakursen for ostmark i forhold til deutschmark til 1:1 - hvilket vil sige, at ostmarkens værdi steg med 300-400 procent.

De østtyske virksomheder kunne kun opretholde deres rentabilitet, hvis omkostningerne følgeligt blev reduceret. Det var imidlertid umuligt i betragtning af, at alle inputpriserne og kapacitetsomkostningerne selv var underlagt revalueringen. Det var et chok, som ingen virksomheder kunne modstå uden hjælp.

Kohl-regeringen i starten af 1990’ere havde en blasert holdning til deindustrialiseringen i øst.

Regeringen oprettede et agentur, Treuhandanstalt, der havde til opgave at overvåge privatiseringen og afviklingen af de statsligt ejede folkeselskaber i det tidligere DDR - inklusiv brandudsalget af helt og aldeles levedygtige virksomheder (kaldet 'The Great Handover Agency', dansk: det store overdragelsesagentur, red).

Vesttyskland høstede gevinsterne ved genforeningen

I kølvandet på frasalget, som hældede stærkt mod de vestlige virksomheders interesser, fulgte både lovlig og ulovlig korruption.

Gevinsterne ved genforeningen af Tyskland blev hovedsagligt høstet af de rige i det vestlige Tyskland.

• Blot 5 procent af Treuhandanstalt-virksomhederne blev solgt til det østlige Tyskland
• 85 procent faldt til det vestlige Tyskland

Tysklands økonomiske kløft fortsatte ufortrødent, og både den øverste ledelse samt hovedparten af højværdi aktiviteterne lå i det vestlige Tyskland.

Den 'store overdragelse' kombineret med agglomereringens logik skulle sikre, at Tysklands vestlige stater tiltrak sig størstedelen af pengene og de faglærte og veluddannede migranter. Det gjorde lokalmarkedet i stand til at vokse sig større, hvilket igen tiltrak yderligere investeringer og immigration.

De betrængte regioner i øst oplevede til gengæld stagnation og befolkningsnedgang i form af emigration og affolkede spøgelsesbyer.

LÆS OGSÅ: Berlinmurens historie er stadig relevant i dag 30 år efter dens fald

Forsøg på at mindske forskellen

Den tyske regering forsøgte at mindske kløften mellem øst og vest på to måder, men begge befæstede de underliggende forskelle.

De to metoder var:

1. Etableringen af det østlige Tyskland som en region med lave lønomkostninger og et slags neoliberalt forsøgslaboratorium.

I forsøget på at tiltrække investeringer blev arbejdsgiverne opfordret til at eksperimentere med forskellige praksisser, som de vestlige fagforeninger uden tvivl ville sætte en stopper for. Nationale kollektive forhandlingsaftaler blev annuleret i øst. Det underminerede arbejdstagernes magt, indflydelse og moral i hele Tyskland, men ekstremerne var at finde i øst, især i Sachsen, som lider under det største antal omgåelser af kollektive aftaler i Tyskland.

2. Statsudgifter: Vesttysklands 'solidariske' økonomiske bidrag til det tidligere DDR var betragteligt og bidrog til, at lønninger og BNP per indbygger i det tidligere DDR steg til cirka 80 procent af Vesttysklands i starten af 2000'erne; et niveau som det har ligget på lige siden. Man forventer forskellen vil forblive på dette leje eller måske endda vokse sig større.

De økonomiske overførsler fra vest til øst er lidt som at give fisk til en person, efter at man har taget deres fiskestang fra dem.

Fordi de fleste af det østlige Tysklands aktiver blev afsat ud fra vestlige interesser, går en stor del af Tysklands overførselsudgifter fra vestlige skatteydere til øst, hvorefter det igen vender tilbage til vesten i form af husleje og profit.

Til en vis grad finder overførslen sted fra arbejdstagere i vest til ejere i vest, og så endnu engang gennem infrastrukturprojekter og velfærdsmodtagere i øst.

Østtyskernes 'andenrangs-status'

Ulighed og fattigdom er relevant i forhold til den mere udbredte racisme, der findes i øst. Det samme gælder de tilbagevendende kriser og den usikkerhed, der har hærget det østlige Tyskland siden genforeningen, samt den globale afmatning, der fulgte finanskrisen i 2008.

Men vi kommer kun så langt ved at referere til socioøkonomisk splittelse og kriser. Det nationalistiske højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AfD) nyder stor opbakning i Zwickau (i Sachsen), hvor arbejdsløsheden er lav. Partiet får også flere stemmer i de velhavende vestlige stater (Bayern, Baden-Württemberg) end i fattigere Ruhr.

Vælgerne findes ifølge adskillige studier i højere grad blandt bedre lønnede arbejdstagere og selvstændige end blandt ufaglærte, hvor frygten for økonomisk tilbagegang og fremmedgørelse er en stærk psykologisk faktor.

LÆS OGSÅ: Den Kolde Krigs lange skygger

Østtyskere har oplevet en form for annektering

En vigtig brik i puslespillet finder vi i forviklingen mellem nation og immigration.

I 1990 stemte østtyskerne for at blive vesttyske statsborgere. Men som vi så, resulterede det i noget, der minder mere om annektering.

Politisk set var håbet fuld og hurtig lighed. 'Vi er et folk', lød det på gaderne, som 1989 blev til 1990.

Men også politisk har østtyskere oplevet en form for annektering. Gennemgribende omstillinger blev gennemtrumfet uden hensyn til hverken den offentlige mening eller parlamentet. Selve genforeningen blev udstedt på befaling under afsnittet om 'annektering' i den føderale forfatning.

Vesttyskerne blev valgt til størstedelen af magtpositionerne i øst, blandt andet ledende embedsmænd, professorer og de øverste job i industrien og de væbnede styrker.

Tvunget ind i position som kvasi-immigranter

Østtyskerne blev tvunget ind i position som kvasi-immigranter. De havde forladt deres Heimat og befandt sig nu i et fremmed land. Deres sociale struktur blev pludselig vendt på hovedet. Deres kulturelle kapital (certifikater, viden og så videre) blev forklejnet.

Oplevelser af desorientering og dislokation var allestedsnærværende.

Journalist og forfatter Toralf Staud beskrev det som: »Østtyskerne emigrerede uden at rokke sig ud af stedet.«

Det er en løs analogi, i betragtning af at østtyskerne ikke møder racisme. Ikke desto mindre var det svært at undgå opfattelsen af at have fået en andenrangs status. Måske, tænkte de, er vi ikke ét folk alligevel?

Immigranterne bliver gjort til syndebuk

Hvis man føler, at man bliver udsat for forskelsbehandling og forfordeling, kan det føre til et ønske om at give en reprimande til eliterne og centralregeringen. Og det gavner til en vis grad det venstreorienterede Die Lienke-parti.

Men hvor arbejderinstitutionerne og solidariteten var svækket - som i store dele af det østlige Tyskland - blev ikke-tyske indvandrere gjort til syndebuk. Arbejds- og indvandringspolitikken fra før 1989 forklarer forskellen mellem øst og vest her.

I Vesttyskland var racisme og sexisme dominerende ideologier i løbet af efterkrigstidens årtier. Rystende diskriminering af økonomiske immigranter og asylansøgere fandt sted.

Men hurtig økonomisk vækst kombineret med, at kvinderne kun langsomt blev en del af arbejdsstyrken fra 1960'erne til 1980’erne, betød, at et signifikant antal immigranter blev ansat.

De kæmpede i flere årtier for at tjene til dagen og vejen, formede venskaber på arbejdspladsen og med naboer og vant på denne måde deres integration helt fra bunden.

LÆS OGSÅ: Berlinmurens fald får os til at glemme 1864

Det stikmodsatte oplevedes i DDR

Men i DDR oplevede man det stikmodsatte. Den officielle ideologi var egalitær og på overfladen antiracistisk og anti-sexistisk. Kvinder blev en del af arbejdsstyrken, når det gik godt.

Kun få immigranter kom til, og dem, som kom, blev udsat for brutal statsdiskriminering og adskillelse.

Ganske få fik lov til at slå sig ned, og den økonomiske sammenbrud efter 1989 sikrede, at billedet ikke ændrede sig. Fagforeninger blev forbudt, og solidaritet på arbejdspladser var centreret om det (altid hvide, og altid tyske) arbejdshold.

I betragtning af at kontakten med indvandrere som regel afværger fremmedhad, nyder højreekstremistiske partier større succes i områder med lav immigration - især øst.

Mod al forventning har AfD stærk opbakning fra visse immigranter fra en bestemt kategori: de 'sene bosættere' fra Rusland og Østeuropa af tysk herkomst.

LÆS OGSÅ: Børn, som er født lige efter Berlinmurens fald, præsterer dårligere

Politikerlede og mistillid

Mange af de ovenstående tendenser kan også observeres i Tysklands vestlige stater, blandt andet den stigende opbakning af AfD. Man ser også en årelang mistillid over for mainstream politikere og institutioner.

Det giver næring til opfattelsen af, at eliten har kun passer på sig selv og så læsser konsekvenserne af genforeningen og den økonomiske krise over på alle andre.

Det vestlige Tyskland har også oplevet en stigning i fattigdommen - faktisk er forskellen mellem øst og vest lavere i dag end for 10 år siden.

Tilsvarende mener et 'overvældende flertal' af Tysklands indbyggere ifølge en nylig Eurobarometer-rapport, at indkomstuligheden er for stor.

Sammen med antiracistisk aktivisme i både øst og vest er potentialet for en politik, der skærer på tværs af 'etniske' skel, klar.

Gareth Dale hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: ’De andres liv’ – en historie om overvågning i 80’ernes DDR, der trækker tråde til nutiden

LÆS OGSÅ: Drømmen om et grænseløst Europa skubbet i baggrunden: Grænserne er vendt tilbage