Med Berlinmurens fald i 1989 så det ud, som om militariserede grænser hørte fortiden til. Her i 2010’erne oplever vi så antagelig en renæssance af grænsekontrol, grænsehegn og grænsemure.

De bliver opført mellem Israel og det besatte Palæstina, mellem USA og Mexico, mellem Saudi Arabien og Irak, og ved EU's ydre grænser. Et dansk medlem af Europa-Parlamentet har endog krævet at bygge et pigtrådshegn ved Danmarks landegrænse mod Tyskland – så begejstret var han over det hegn, Ungarn opførte ved grænsen til Serbien.

Hvorfor denne pludselige trang til at beskytte grænser? Grænsers rod er menneskernes hang til gruppedannelse, et 'os', der kræver et 'dem', der står udenfor. 'Dem' der er anderledes, måske farlige og truende.

Ordet grænse er slavisk og betegner hegn af træ; hegn som tidligere bosættelser opførte for at beskytte sig mod vilde dyr og fjendtlige mennesker.

De første civilisationer perfektionerede grænsebefæstninger ved at bygge prægtige bymure, som vi aner dem ved ruinerne af Babylon, og endda territoriale mure som den kinesiske mur, romernes germanske limes og britiske Hadriansvolden – og så selvfølgelig Dannevirke.

Nationen adskilte 'os' og 'dem'

Med tiden fik grænser en kontrolfunktion. Allerede i middelalderen fungerede byporte som toldsteder. Med absolutismen opstod ideen om den suveræne stat, der afløste middelalderens komplicerede netværk af familie- og jordbundne herskaber parallel med frie købstæder og kirkelige lande.

Nu skulle staten eller kongen have styr over det hele: Den franske konge Louis XIV ord 'L’état, c’est moi!' – 'Staten, det er mig!' – krævede en omfattende kontrol af økonomiske aktiviteter og undersætternes frie bevægelighed. Staten opbyggede for første gang et bureaukrati, som vi kender det i dag, med professionelle, universitetsuddannede embedsmænd, der ikke nødvendigvis var adelige.

Efter den franske revolution opstod ideen om nationalstaten og folkestyre. Nu var nationen afgørende for, hvem der var 'os' og 'dem'.

Da grænser mellem nationer sjældent kunne trækkes entydigt, opstod der mange konflikter i Europa, der kulminerede i de to verdenskrige. Selv i dag er der en række uløste grænsekonflikter i Europa, for eksempel mellem Ukraine og Rusland.

Schengen-aftalen har altid haft politiske modstandere, og i de seneste år er debatten blusset op igen på grund af de mange flygtninge, der ankommer i Italien og Grækenland. (Foto: Shutterstock)

Globaliseringen skulle fjerne grænser

I Vesteuropa etableredes EF med det mål at skabe et grænseløst Europa. Grænser skulle være åbne – ikke være hindringer for mennesker og gods. Med Schengensamarbejdet, som Danmark implementerede i 2001, var der ikke længere paskontrol.

Kontrol af gods var allerede blevet afskaffet med indførelsen af Det Indre Marked i 1993. Globaliseringen blev ligeledes forstået som en grænseåbning med fri bevægelighed for gods, kapital og mennesker.

I dag er de åbne grænser dog kommet under pres.

Schengen-aftalen har altid haft politiske modstandere. I 2015, da mange flygtninge kom til Grækenland fra Tyrkiet, åbnede nogle Schengen-lande deres grænser for at aflaste de overfyldte græske lejre. Som bekendt var det kun midlertidigt.

EU indgik en aftale med Tyrkiet om tilbagesending, og grænsekontrol blev genindført på den såkaldte Balkanrute i december 2015.

Her i 2018 er samme problem ved at opstå igen på grund af de mange flygtninge, der ankommer i Italien og Grækenland, og de fleste EU-lande afviser at hjælpe.

Biometri og 'smart borders'

I USA har præsident Trump lovet at udbygge den i forvejen eksisterende mur ved grænsen til Mexico for at sikre USA mod indvandring, terrorisme og kriminalitet.

Også EU udvider grænsebefæstninger ved de ydre grænser, samtidigt med nye 'smart-borders'-teknologier der skal sikre hurtig grænsepassage til udvalgte mennesker og gods.

Således arbejdes der på, at biometriske data kan aflæses og kontrolleres, mens bilchauffører nærmer sig grænseovergangen, så de registrerede 'foretrukne rejsende' kan køre igennem kontrolanlægget uden at blive stoppet.

Nogle mener, at der er ved at opstå et 'border industrial complex' svarende til den kolde krigs militærindustrielle kompleks.

Et kompleks, der tjener mange penge på teknologi til grænsebefæstninger og overvågning og derfor har en egeninteresse at lobbye for mere kontrol og militarisering af grænser.

Der argumenteres med nye trusler som militant islamisk terror og kriminalitet. Pudsigt nok er de dog snarere et storbyfænomen, mens grænsekontrol hovedsagelig påvirker de i forvejen økonomisk udsatte landområder.

Der er stadigvæk megen symbolik i statens grænser – også i det grænseløse EU.