En forudsætning for de moderne nationalstater er kontrollerede grænser og pas. Derfor var det logisk, at EU med Schengen-aftalen fra 1985 og Amsterdam-traktaten fra 1999 nedlagde den indre grænsekontrol og gjorde det muligt at rejse uden pas.
Som dansker skulle man ganske vist vise pas for at bevise, hvem man var. Men det skyldtes blot vores egen modstand mod identitetspapirer, ikke EU.
I EU tænkte man, at det grænseløse Europa var en logisk forudsætning for arbejdskraftens fri bevægelighed. Og sådan har det fungeret, blandt andet i Øresundsregionen.
Først efter vi har opdaget, at den ydre grænsekontrol ikke fungerer, og flygtningene vælter ind, er den nationale grænsekontrol genopstået.
EU er ikke en stat, men den har opført sig, som om den var - uden den nødvendige kontrol af de ydre grænser. Det hævner sig nu, hvor grænsehegn og kontrol af identitetspapirer vælter frem.
Man rejste mere frit i slutningen af 1800-tallet end i dag
Nationale pas er imidlertid et meget nyere fænomen, end de fleste tror. De blev indført under 1. verdenskrig efter en kort periode i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor alle frie personer i princippet kunne rejse frit rundt i verden og endda emigrere stort set efter eget valg.
Indtil da havde det været sådan, at hvis ikke-adelige skulle rejse, skulle de kunne bevise, at de havde ret til det og ikke var 'rendt af pladsen'.
Handelsmænd skulle kunne fremvise næringsbrev og være medlemmer af et lav eller et gilde. Men der var ikke kontrol i moderne forstand ved grænserne, selv om disse gradvis blev mere og mere markerede, men ved ud- og indrejse af byerne.
Så sent som i 1700-tallet har vi beretninger fra britiske rejsende, der efter besøg i Paris opdagede, at deres to lande havde været i krig med hinanden, uden at det havde begrænset deres færden.
Det var landene, ikke borgerne, der førte krig med hinanden,
Man rejste til fods - og tjekkede papirer i byerne
Grænser fandtes i høj grad før nationalstaterne, men først og fremmest inden for staternes grænser. Det er forklaringen på, at de fleste pas før nationalstaternes tidsalder var til indenrigs brug, ikke til brug for rejser mellem landene.
Sådanne dokumenter kendes fra alle europæiske lande og var noget af det første, de revolutionære under den franske revolution afskaffede.
Hovedtransportmidlet var nemlig for størstedelen af befolkningen, helt til anlægget af jernbaner i 1800-tallet, fødder. Og fodgængere er næsten umulige at kontrollere, undtagen ved bjergpas og sejlads eller som senere i Sovjetunionen med kontrolposter på vejene.
I Danmark blev kontrollen især foretaget ved overfarterne over Storebælt og Lillebælt, samt ved Kongeåen, der også var en toldgrænse til Sønderjylland.
Før nationalstaterne og frihandelen foregik den meste kontrol af færdsel imidlertid ved byernes porte.
Et minde om dette system findes stadig i København i form af acciseboden mellem Christianshavn og Amager. Her blev al færdsel indtil sløjfningen af voldene i 1850erne kontrolleret og afgifter opkrævet på samme måde som ved de tre andre porte, Vesterport, Nørreport og Østerport.
Pas er idag en selvfølgelighed
I dag er pas blevet en selvfølgelighed, noget næsten 'naturligt' for moderne mennesker.
Men inden indførelse af det moderne pas i det 20. århundrede var der en gylden periode, hvor de fleste mennesker kunne rejse frit uden at vise dokumenter.
Det gjaldt ikke kun overklassen, men også på en lidt anden måde håndværkssvende på valsen og handelsmænd.
Reelt nåede EU først med Schengen-samarbejdet samme grad af internationalisering og globalisering som i anden halvdel af 1800-tallet til 1914. Og det ser nu ud til at være slut i takt med, at grænsekontrol genopstår under pres fra flygtninge og immigranter.
Bogtrykkerkunsten medførte kort og kendskab til landegrænser
Diskussionen om Europas grænser hænger ligesom forestillingen om 'naturlige grænser' sammen med den udbredelse af læsekyndighed, der fulgte med bogtrykkerkunsten.
Der er nemlig tale om en overførelse af læsningens metode til forståelsen af den fysiske omverden, en særlig form for alfabetisering i form af kort-'læsning', som man med god ret kalder denne særlige måde at orientere sig på.
Landkort læses på samme måde som tekster, måske ligefrem som om de var tekster. Hvorvidt denne særlige form for alfabetisering vil overleve GPS revolutionen er et åbent spørgsmål.
GPS er kort, som de var i middelalderen
Vi er sikkert mange, der beklager det forfald af kortlæsningens kunst, som den nye teknologi medfører. Men må samtidig indrømme, at den orientering, der kommer ud af GPS’ens anvisninger, minder om de kort, vi kender fra oldtid og middelalder.
Her blev ruter angivet i dagsrejser, hvad enten det drejede sig om sejlads langs kysterne eller færdsel på landeveje, og kortene var ikke altid vendt med nord opad. Især kendes de kort, der brugtes af middelalderens pilgrimsrejsende.
De var ikke orienteret efter verdenshjørnerne, som det siden blev almindeligt, men efter rejsemålet. Et nordisk kort over rejsen til Rom eller Santiago de Compostela var derfor typisk vendt på hovedet med syd opad, fordi det var den retning, den vandrende skulle.
Og kortene angav distancen i dagsrejser, ikke i mil, kilometer eller andre faste mål. Derfor lå stoppene tæt i uvejsomt terræn, mens der var længere mellem dem på det flade land.
Geografi og vejrudsigter lærte os om det nationale territorium
En sideeffekt ved den abstrakte orientering, som blev indterpet i skoleelever med de kort, der tidligere hang i alle klasselokaler, var, at man lærte det nationale territorium at kende.
Lige som børnene lærte at stave, lærte de nationen at kende på kortet. En orientering, der i geografi-undervisningen blev understøttet med remser om floder, byer, bjerge og lignende, som røg ud af undervisningen sammen med salmeversene i halvfjerdserne.
Denne nationale orientering blev repeteret i form af daglige vejrudsigter i radioen for hele det nationale territorium med remser om vejret ved mystiske, næsten mytologiske steder som 'Fladen Grund og Dogger Banke'.
Eller svenskernes information om vejrudsigten for fjerne steder som det dansk talende Ystad i syd og det tornedalsfinske Haparanda i nord. Men de fik ikke information om de svensk talende Ålandsøer øst for Stockholm, der var gået tabt efter den russiske erobring af den finske del af Sverige i 1809.
På den måde blev en uskyldig vejrudsigt en øvelse i forståelse af den territoriale nationalstat, der var blevet resultatet af en lang historisk udvikling, som havde bundet områder sammen, der ikke havde haft meget med hinanden at gøre i tidligere tider. Men som i dag ser helt 'naturgivet' ud på et kort.
Derfor stopper Europa ved Ural-bjergene
Samme geografiske bogstavelighed indgår i debatterne om Europas udstrækning. De fleste europæere svarer Uralbjergene, Bosporus, Middelhavet og Gibraltar, når de skal definere Europa kulturelt og politisk.
Det hænger sammen med en bestemt bogstavelig læsning af kort, der er indarbejdet over mange år.
Men tanken om, at Ural bjergene markerer den østlige grænse for det europæiske kontinent, opstod først i Rusland i 1700-tallet som en følge af Peter den Stores forskydning af Rusland mod vest med flytningen af hovedstaden fra Moskva til St. Petersburg i det tidligere svenske område ved Neva-flodens udløb i Østersøen i 1703.
Ural som grænse blev populariseret af den russiske historiker Vasilij Tatisjtjev (1686-1750), der i midten af 1700-tallet foreslog, at Europas østgrænse skulle trækkes ved Ural. Men han var ikke den første, som fik den idé. Den ære tilfalder en svensk officer.
Tidligere lå den europæiske grænse mellem Polen og Ukraine
Som led i sit forsøg på at europæisere Rusland ved at orientere det mod vest bestilte Peter den Store den svenske officer (af tysk afstamning fra Pommern) Philip Johan von Strahlenberg (1676-1747) til at nytegne kortet over de russiske besiddelser i Asien.
Strahlenberg var taget til fange af russerne ved det store svenske nederlag ved Poltava (i Ukraine) 1709 og tilbragte det meste af sit fangenskab til 1721 i Tobolsk i Sibirien, hvor han arbejdede som kartograf og etnograf.
Efter sin tilbagekomst til Sverige udsendte han to værker, hvoraf især det ene fra 1730, Das nord- und östliche Theil von Europa und Asia (genoptrykt af Szeged Universitetet i Ungarn 1975, nu tilgængeligt på Google som e-bog), blev en inspirationskilde for mange senere geografer.
Ganske vist blev Ural bjergene officielt anerkendt som grænse mellem Europa og Asien. Men alligevel er det underligt, at lige netop denne grænsedragning er blevet bestemmende for opfattelsen af Europas politiske geografi hos almindelige europæere.
Indtil udgivelsen af Strahlenbergs værk havde man trukket grænsen længere mod vest, enten ved floderne Don eller Dnepr eller sågar mellem Polen og Ukraine.
Rusland var del af Nordeuropa, før ‘Østeuropa’ blev opfundet
Men efter Strahlenbergs indsats blev det almindeligt at trække grænsen ved de i sig selv ret beskedne Uralbjerge.
Det var som led i denne nytegning af Europakortet, at en lokalitet i Litauen blev udnævnt til at være Europas geografiske centrum, efter at Litauen og det østlige Polen var blevet erobret af Rusland.
Det markeres i dag med et monument nær Molètai, godt 100 km nord for hovedstaden Vilnius.
Samtidig begyndte Polen-Litauen og andre lande i Centraleuropa at blive kaldt for 'Østeuropa'; en betegnelse, der efterhånden også kom til at omfatte Rusland, som ellers tidligere var blevet regnet til 'Nordeuropa' sammen med Skandinavien og Polen, som det fremgår af den amerikanske historiker Larry Wolffs bog, 'Inventing Eastern Europe. The Map of Civilization on the Mind of the Enlightenment', fra 1994.
De gamle grækere fandt europæere kolde og asiatere varme
Hvis Ural som grænse for Europa må siges at være en konstruktion, gælder det samme for den almindeligt udbredte forestilling om Bosporus og Dardanellerne som grænse mellem Europa og Asien.
'Hellespont', som grækerne kaldte strædet, optræder ganske vist hos Herodot i 400-tallet før vor tid i dennes beskrivelse af krigene mellem grækerne og perserne.
Men der fungerede vandet ikke som kulturgrænse mellem Europa og Asien, men som en politisk grænse.
Perserriget omfattede de græske kystbyer på vestkysten af Lilleasien og de uafhængige græske bystater.
Grækerne regnede ikke sig selv med til Europa, der for dem var et køligt og barbarisk sted, hvor man talte 'bla bla...' - deraf betegnelsen barbar, der betød folk, som talte uforståeligt – grækernes ører.
Asien var omvendt varmt og despotisk, mens akkurat Hellas, midt i mellem de to yderligheder, repræsenterede den ideelle blanding af varme og kulde, der gjorde civilisationen mulig.
Tyrkiet er mere europæisk, end vi regner det for
I dag er det blevet almindelig børnelærdom, at Tyrkiet rent geografisk ligger uden for Europa, mens Rusland indtil Uralbjergene hører med.
Tanken virker ganske plausibel, når man studerer et kort, og det er da også derfra, idéen stammer. Men selv et kortvarigt ophold i Istanbul er nok til at indse det urimelige i at udnævne dette smalle farvand til grænse mellem Europa og Asien.
Millionbyen Istanbul har sit hovedsæde på den europæiske side ved det Gyldne Horn, men spreder sig i dag på begge sider af det smalle farvand forbundet med to broer over Bosporus-strædet og en kombineret jernbane- og metrotunnel, som åbner i år.
Og at den oprindelige befolkning i Istanbul er mindst lige så europæisk som befolkningerne i Sofia, Bukarest eller Beograd, kan man overbevise sig om ved at læse Orhan Pamuks forfatterskab, især bogen 'Istanbul' - eller bare ved at gå rundt i gaderne og tale med folk.
Tydelige grænser eksisterer kun i kortenes verden
Naturlige grænser er aldrig 'naturlige'. Tilsyneladende er der tale om en klar og tydelig grænse, men det er kun tilfældet i kortenes abstrakte verden.
Tyrkiet hører med andre ord, lige som Ukraine og Rusland, geografisk såvel som kulturelt, hjemme i Europa, lige så meget eller lige så lidt som de hører hjemme i Asien.
Det gælder i det hele taget hele det sydøstlige Europa, 'Balkan', inklusive Grækenland. Om Tyrkiet så stadig har lyst til at blive medlem af EU efter de mange afvisninger, landet har været ude for, er et helt andet spørgsmål.
Men en geografisk begrundelse for ikke at regne Tyrkiet med til Europa er uholdbar, lige så meget som det er uholdbart at regne Rusland med, bare fordi Uralbjergene opfattes som en 'naturlig' grænse.
Om overgangen fra landkort til GPS vil føre til en ny forståelse af Europas geografi og identitet, er det endnu for tidligt at udtale sig om.
Men vi er i gang med et stort eksperiment, som bryder med flere hundrede års indlæring af læsning af kort. Til stor fordel for dem, der aldrig lært at orientere sig på denne unaturlige og abstrakte måde, men til sorg for os andre, der elsker kort.
