Er viljestyrke som en muskel, der bliver træt?

Du går forbi bageren, og ud ad døren strømmer en liflig duft af nybagt brød. Men du skal ikke have noget. Du kæmper mod fristelsen.

Det er ligemeget, om vi kalder det viljestyrke, selvkontrol eller selvregulering – det er ihvertfald dét, vi har brug for, hvis vi skal fortsætte ned ad vejen og ikke ind i bagerbutikken.

Kræfterne, vi netop brugte til at modstå fristelsen, betyder, at vi har mindre viljestyrke, når vi efterfølgende skal i gang med en vigtig og vanskelig opgave.

Vi har en begrænset mængde viljestyrke

Vi har en begrænset mængde viljestyrke, og den bruger vi af, uanset hvad det er, vi skal modstå eller mande os op til.

Sådan lyder en enkel version af teorien bag ego-udtømning (Ego depletion), der har været populær inden for psykologien siden 1990'erne.

Personer, der udsættes for alvorlig intellektuel byrde, viser efterfølgende en svagere viljestyrke.

Fænomenet får skylden for, hvorfor det er så svært at være på slankekur, hvorfor vi er så impulsive, når vi shopper og for antisocial adfærd som kriminalitet og hensynsløs adfærd.

Men i de senere år har der været uro i kulissen, og flere forskere har kæmpet med at genskabe de oprindelige forsøg.

Tvivlsspørgsmål og uro i kulissen

»Det har været en vigtig og ledende forklaring i mange år. Men i de senere år er mange begyndt at stille spørgsmålstegn ved den,« fortæller lektor Bjørn Sætrevik fra Instituttet for samfundspsykologi ved Universitetet i Bergen.

Spørgsmålet er, om vi efter en lang og trættende arbejdsdag har mindre tålmodighed med familien derhjemme.

»Det stemmer nok overens med folks almindelige opfattelse af, hvordan det hænger sammen, og det har også været en ledende teori blandt fagfolk,« forklarer Bjørn Sætrevik til forskning.no., Videnskab.dk’s norske søstermedie.

»Hvis vi bruger vores modstandskraft til én ting, er der mindre tilbage, som vi kan bruge på en anden ting.«

\ Læs mere

Hvorfor kan vi ikke styre os?

Men et helt nyt studie konkluderer stik modsat. Vores selvkontrol løber ikke tør i løbet af dagen. Viljestyrken er lige så stærk om aftenen som tidligere på dagen.

Så den hjemlige tålmodighed – eller manglen på samme – har intet at gøre med den forudgående arbejdsdag.

Viljestyrken er lige så stærk om aftenen

Professor Michael Inzlich ved University of Toronto er en af ​​forskerne, der er begyndt at tvivle på teorien om 'ego-udtømning'.

»Jeg har brugt knap 10 år på at arbejde med begrebet 'ego-udtømning'. Problemet er, at det måske overhovedet ikke eksisterer,« skrev han sidste år på sin blog.

Nu har han i samarbejde med to andre forskere udført et eksperiment, som de mener, retter dødsstødet mod teorien.

»Vores forskning sår alvorlig tvivl om teorien om, at vi har et begrænset lager af selvkontrol, som vi gradvist tapper for kræfter i løbet af dagen,« skriver forskerne i en pressemeddelse i tidsskriftet PLOS One.

Forskerne havde fået adgang til data fra et netbaseret læringsprogram med indlagte prøver og mere end 8.000 studerende.

\ Læs mere

Det indre ego får storrygere til at kvitte smøgerne

De frivillige forsøgdeltagere blev inddelt i to grupper, og forskerne granskede:

• Hvornår de loggede på
• Hvor længe de forblev logget på
• Hvor godt de klarede prøverne

Det viste sig, at eleverne formåede at holde koncentrationen om den samme opgave i cirka 50 minutter.

Men det vigtigste for Inzlich & Co. var, at tidspunktet på døgnet ikke lod til at have effekt på præstationerne. Mange valgte at logge ind sent på aftenen.

Inzlich & Co mener, at det taler imod teorien om, at viljestyrke er en begrænset ressource, som vi tærer på, uanset hvilken opgave vi udfører.

Ikke nok til at kunne drage konklusioner

»Studiet er relevant, men det er ikke entydigt nok til at lukke diskussionen,« siger Bjørn Sætrevik.

Han mener, at det er diskutabelt om det rent faktisk måler selvkontrol og modstandskraft. Hvor meget 'kostede' det for eksempel de studerende at sætte sig foran computeren.

\ Læs mere

Vores liv er bundet til viljen

»Det er ikke sikkert, at de anså det som noget ubehageligt. Måske var det en hyggelig afveksling,« påpeger Bjørn Sætrevik.

»Hvis det ikke er kedeligt, hvis det ikke er noget, skal vi skal tvinge os selv til, så har det ikke noget at gøre med viljestyrke og modstandsdygtighed overhovedet.«

Selvkontrol er en muskel

Det var i 1998, at den amerikanske psykolog Roy Baumeister og hans forskerkolleger drog denne konklusion:

»Selvets evne til at udøve viljestyrke er begrænset, og en række tilsyneladende forskellige og ikke-relaterede handlinger deler en fælles ressource.«

Et af de eksperimenter, der førte frem til denne konklusion, forløb omtrent sådan her:

• Forsøgspersonerne deltog frivilligt i et smagsforsøg.
• De blev enkeltvis placeret i et lille rum fyldt med duften af nybagte cookies. Foran dem på bordet stod en skål med chokoladesmåkager og en skål med radiser.
• Halvdelen af forsøgsdeltagerne fik besked om at spise 2-3 småkager, og den anden gruppe måtte forsyne sig fra skålen med radiser.
• Forsøgsdeltagerne blev sat til at løse en umulig opgave, mens de ventede på den næste del af eksperimentet.
• Deltagerne vidste ikke, at opgaven var uløselig, og de vidste heller ikke, at den var en vigtig del af forsøget.
• Forskerne gav den opgaven, fordi de ville se, hvor længe holdt ud, og hvor mange gange de tog fat på opgaven med fornyet mod.

Og de fandt store forskelle.

• Radisespiserne holdt kun ud i 8,5 minutter, og de gjorde 19 forsøg.
• Småkagespiserne gav først op efter 19 minutter og prøvede i snit 34 gange.
• En kontrolgruppe, der ikke fik hverken radiser eller småkager, blev ved i 21 minutter og forsøgte sig 33 gange.

Alligevel var radisegruppen mere træt ovenpå anstrengelserne. De følte også, at de havde lagt mere arbejde i opgaven, end de andre grupper rapporterede.

Ved at blive tvunget til at modstå småkagerne var de blevet tappet for viljestyrke. 'Musklen var svækket'. Evnen til selvkontol og selvregulering var lavere.

Intuitiv sejrsgang

De følgende år gik teorien fra sejr til sejr. Der var et eller ander intuitivt over den – både for forskere, selvhjælpsguruer og almindelige mennesker.

»Med sin elegante enkelthed og intuitive appel har ego-udtømningsteorien fået stor opmærksomhed både i forskningen og i medierne,« skriver kritikerne Martin Hagger og Nikos Chatzisarantis.

Det skorter heller ikke på studier, der kom frem til lignende resultater – måske så mange som 500.

For eksempel fik den trætte selvkontrol indirekte skylden for antisocial adfærd, fordi den begrænser evnen til at føle skyld.

Slankekursister, som bruger store kræfter på at forsøge at begrænse indtaget af mad, kan få problemer, hvis de med en 'træt' selvkontrolsmuskel støder på en fristelse.

I butikkerne kan vi komme til at foretage mere impulsive valg, der gerne strider imod, hvad vi egentlig vil og ønsker, hvis selvkontrolslageret er tomt.

I 2010 kom til og med et såkaldt metastudie, hvor forskerne gransker tidligere studier og sammenligner resultaterne, som bekræfter at ego-udtømningsteorien er reel.

Men herfra har der været en del modvind.

Publikationsbias

Fire år senere pirkede andre forskere lidt til tallene, og de stødt på en svaghed. Der var nemlig ikke taget hensyn til upublicerede studier.

Det er en kendt sag, at tilsyneladende kedelige forskningsresultater ofte ender bagerst i skuffen eller arkivskabet (se faktaboks, red.), så de hverken finder vej til de videnskabelige tidsskrifter eller andre forskere.

Dette forbehold blev ikke taget med i forbindelse med metastudiet fra 2010. Da denne publikationsbias blev afsløret og medtaget i beregningerne fire år senere, forsvandt den udmattede selvkontrolsmuskel fuldstændig.

»Vi fandt meget stærke signaler på publikationsbias sammen med en indikation om, at udtømningseffekten er tæt på nul,« skrev Evan Carter og Michael McCullough.

Tidligere indvendinger mod teorien handlede om, at deltagerne i de mange eksperimenter meget ofte var universitetsstuderende, som ikke nødvendigvis er så repræsentative for hele befolkningen.

Kritikken, der lød fra Carter og McCullough var mere alvorlig. Og det blev endda meget værre.

Tvivl bliver stærkere – gentagelseskrise

Siden da er hele psykologiområdet endt i en mindre krise. Den kaldes 'replikationskrisen' eller 'tilbagefaldskrisen'.

Et af videnskabens vigtigste værktøjer er, at flere forskere opnår de samme resultater, når de laver lignende studier uafhængigt af hinanden. Flere undersøgelser har dog vist, at mange vigtige forskningsresultater på området ikke kan replikeres på denne måde.

Når andre forskere forsøger at lave det samme eksperiment, får de ikke det samme resultat.

For eksempel viste en undersøgelse fra 2015, at mindre end halvdelen af ​​de psykologistudier, der blev gentaget, havde de samme resultater som det oprindelige studie.

Som svar på krisen ser vi nu en bølge af gentagelsesstudier i psykologiforskningen.

23 forskellige laboratorier fra hele verden gik eksempelvis sammen om at granske teorien om ego-udtømning.

De blev enige om at udføre nøjagtigt samme eksperiment med en fremgangsmåde, som skulle være i tråd med et tidligere studie, der fik et resultat, som understøttede teorien.

Men kun to af eksperimenterne fik positive resultater. Ét viste det modsatte. Resten kunne ikke konkludere noget som helst.

»Hvis der i det hele taget findes en effekt, så er den nær nul,« skriver forskerne i konklusionen.

»Vi ser effekten igen og igen«

Roy Baumeister var mildest talt ikke begejstret for gennemførelsen.

I et svar skriver han, at fremgangsmåden aldrig har været i brug i hans laboratorie, og at han ikke er sikker på, om de 23 studier var i stand til at måle en eventuel udtømning af viljestyrken.

»De udfører ikke undersøgelserne ordentligt. Hypoteserne bliver ikke testet, og resultaterne er meningsløse,« siger han i The Sunday Morning Herald.

\ Læs mere

Kan man stole på det man læser?

Han fremlagde endda forslag til masseforsøg, men alle blev afvist, fordi det kun var muligt at udføre »databasebaserede opgaver, der var kulturelt og sprogligt neutrale.«

Ifølge Baumeister betyder de strenge krav og forenklinger, at forsøgsdeltagerne ikke bliver udsat for dét, der var hele pointen, nemlig svækket selvkontrol.

»I 20 år har vi grundigt og redeligt gennemført studier af ego-udtømning i overensstemmelse med fagområdets bedste metoder, og vi ser effekten igen og igen,« skriver han som svar på kritikken.

»Har stadig tyngde«

Roy Baumeister vil næppe lade ét studie blive dødsstødet mod sit hjertebarn.

Det vil Bjørn Sætrevik heller ikke.

»Det har været en vigtig og ledende forklaring i mange år. Den har stadig tyngde, men nu nævnes den normalt med visse forbehold,« fortæller han til forskning.no.

»Det bedste ville være, hvis begge parter blev enige om en test, og om hvilke kriterier der er nødvendige for at afgøre, om testen afviser eller bekræfter teorien,« mener Bjørn Sætrevik.

Og lige dét kan godt komme til at tage tid.

Det kan bare tage lidt tid. I mellemtiden skal psykologer finde ud af, hvor vejen går videre.

Så hvad nu, psykologer?

»Jeg har det lidt, som om at jorden er forsvindende under mine fødder, og jeg ved ikke længere, hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er,« skriver Michael Inzlich i det føromtalte blogindlæg.

Men de seneste års kriser har ikke tappet psykologerne helt for viljestyrke. De er klar til at gå videre. De ved bare ikke hvor.

Martin Hagger fra Curtin University of Australia nægter helt at afvise teorien om ego-udtømning.

\ Læs mere

Derfor skal menneskeforsøg frem i lyset

»Selvkontrol er et vigtigt begreb inden for psykologien,« forklarer han til LiveScience og fortsætter:

»Men den måde, den er blevet testet på, er noget begrænset, og det har skabt problemer.«

Magda Osman fra Queen Mary University of London vil gerne videre i teksten.

»Grundlaget for teorien og de bagvedliggende mekanismer er så uholdbare, at det ville være rigtig fint, hvis vi stoppede nu og aflivede ideen,« fortæller hun til LiveScience.

»Forskerne skal nu spørge sig selv: Hvor længe kan vi blive ved med at teste denne ide, før vi vurderer, at der måske overhovedet ikke findes en effekt,« siger Martin Hagger.

Tror at det bliver bedre

»Nogle forskere er bekymrede og opbragte, men for mange er det fortsat 'business as usual'.

Samtidig med at problemerne melder sig, dukker flere løsninger nemlig også op.

»De fleste tror, at det ender med, at psykologifaget bliver stærkere over tid. Men på vej dertil er vi nok nødt til at afskaffe nogle af de teorier, der tidligere blev accepteret som resultater og gangbare teorier,« slutter Bjørn Sætrevik.

\ Læs mere

Offentligt betalte forskere pynter på resultater af forsøg på mennesker

©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.