Er verden virkelig mere demokratisk end nogensinde før?

Stort set alle verdens lande beskriver i dag sig selv som demokratier og afholder nationale valg med bred stemmeret. Men skraber man blot en smule i overfladen på mange af disse selvudnævnte demokratier, viser det sig hurtigt, at virkeligheden er en helt anden.

Blandt gruppen af lande, der svøber sig i demokratiets klæder og afholder valg til angiveligt repræsentative politiske institutioner, finder vi nemlig lande som Rusland, Egypten, Venezuela og Singapore, som langt de færreste af os vil betegne som demokratiske.

Diktaturet er altså på ingen måde en uddød race, men har i mange tilfælde blot skiftet ham. Er verden så overhovedet blevet mere demokratisk, når det kommer til stykket – eller ser den bare mere demokratisk ud?

\ Læs mere

Kommer Egyptens stabilitet før demokratiet?

Hvad er demokrati?

For at kunne besvare det spørgsmål er vi først nødt til at slå fast, hvad demokrati rent faktisk er. Jeg vil her tage udgangspunkt i den dominerende definition blandt demokratiseringsforskere inden for statskundskaben.

Ifølge denne definition forudsætter demokrati ganske enkelt, at adgangen til politisk magt er bestemt gennem en konkurrencefyldt strid om folkets stemmer.

Hvem ’folket’ er i denne sammenhæng, har der dog været en historisk tendens til at definere ret snævert. Eksempelvis har borgere været ekskluderet fra valghandlingen på baggrund af blandt andet uddannelse, formue, indtægt, etnicitet og/eller køn.

Derfor tilføjer flere det yderligere krav, at samtlige voksne borgere (med enkelte velbegrundede undtagelser såsom individer med utilstrækkelig mental kapacitet) skal være stemmeberettigede til disse valg. Lande, der kun lever op til det første krav, vil jeg her kalde ’eksklusive’ demokratier.

Et godt eksempel herpå er Danmark fra systemskiftet i 1901 indtil 1915, hvor valgretten blev udvidet til også at dække tjenestefolk og kvinder.

Lande, der lever op til begge krav – dvs. som har valg med meningsfuld konkurrence og almen valgret – kalder jeg ’inklusive’ demokratier. Her finder vi blandt andet alle de vestlige lande i dag. Lande, der ikke lever op til det første krav, falder derimod i kategorien diktaturer – uanset hvor bred stemmeretten i disse lande ellers måtte være.

Eksempelvis havde Sovjetunionen i sin tid universel stemmeret, men da valgene var afgjort på forhånd og altså på ingen måde kunne beskrives som konkurrencefyldte, kategoriseres Sovjetunionen som et diktatur.

\ Læs mere

Sådan modarbejder Rusland demokrati i østlande

Lukkede- og flerpartidiktaturer

Gruppen af diktaturer er dog langt fra homogen. Der kan laves mange vigtige sondringer mellem ikke-demokratiske styreformer, men her vil jeg blot fremhæve en enkelt – nemlig sondringen mellem ’lukkede diktaturer’ og ’flerpartidiktaturer’.

Denne sondring er særlig central for spørgsmålet om demokratiets tilstand i verden. Hvorfor? Fordi den vedrører i hvor høj grad, diktatoriske systemer er karakteriseret af såkaldte ’pseudodemokratiske’ politiske institutioner; dvs. institutioner såsom valg, parlamenter og legaliserede oppositionspartier, der ser demokratiske ud uden rent faktisk at være det.

Lukkede diktaturer er kendetegnet ved enten slet ikke at afholde nationale valg (eksempelvis Saudi-Arabien) eller ved at afholde nationale valg, hvor kun regimets håndplukkede kandidater har lov til at stille op (såsom Nordkorea i dag og Sovjetunionen i sin tid).

Flerpartidiktaturer afholder derimod nationale valg, hvor også oppositionspartier har lov til at opstille kandidater og forsøge at vinde kampen om vælgernes gunst (eksempelvis Rusland og Singapore).

Modsat et eksklusivt demokrati er konkurrencen i disse lande dog så skævvreden i regimets favør, at oppositionen ikke har en reel chance for at vinde regeringsmagten, og valgene kan således ikke meningsfuldt betegnes som konkurrencefyldte. Hvorfor diktatorer alligevel vælger at bruge tid og kræfter på at afholde disse facadevalg, vil jeg vende tilbage til om lidt.

Flere demokratier end nogensinde

Med en fælles forståelse af, hvad de forskellige begreber dækker over, er vi nu klar til at se nærmere på den demokratiske udvikling over tid. Nedenstående figur viser udviklingen i andelen af henholdsvis demokratier og diktaturer opgjort på deres respektive undertyper.

Figuren afslører flere interessante udviklinger, hvoraf især to er værd at bide mærke i. Først og fremmest viser figuren en vedholdende fremgang i andelen af demokratier i verden siden midten af 1970’erne.

I modsætning til den udbredte opfattelse af, at demokratiet skulle være på retræte på verdensplan, tegner denne opgørelse det stik modsatte billede: Andelen af demokratier i verden har aldrig været højere, og to tredjedele af verdens lande kan betegnes som demokratiske.

En yderligere positiv krølle på denne udvikling er, at eksklusive demokratier (de grå) har måttet vige pladsen som den dominerende demokratitype til fordel for inklusive demokratier (de gule). Siden Sydafrika endegyldigt afskaffede apartheid i 1994, har vi faktisk ikke set et eneste eksempel på den eksklusive type.

Andelen af demokratier i verden er altså ikke blot steget, den demokratiske proces er også blevet udvidet, således at den nu omfatter store befolkningsgrupper, der tidligere blev holdt uden for politisk indflydelse.

Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt verden er mere demokratisk end nogensinde før, er derfor: Ja, det er den.

\ Læs mere

Derfor er demokrati bedre end andre styreformer

Moderne diktaturer er flerpartidiktaturer

Dette opløftende svar er dog ikke den fulde historie, for selvom verden er på et demokratisk højdepunkt, er den desværre ikke helt så demokratisk, som den ellers kunne se ud ved første øjekast.

Det bringer os til den anden centrale udvikling, der er at finde inden for gruppen af diktatoriske lande. Omtrent samtidig med den drastiske vækst i andelen af demokratier siden midten af 1970’erne har et tilsvarende drastisk skifte fundet sted i forekomsten af de to diktaturtyper.

Historisk har de relative andele af de to typer vekslet end del. Mens vi i sidste halvdel af 1800-tallet og starten af 1900-tallet så en relativt lige fordeling, har lukkede diktaturer (de blå) været den dominerende af de to typer både i første halvdel af 1800-tallet og en stor del af 1900-tallet, særligt efter 2. verdenskrig.

Dette mønster er dog i dag blevet vendt på hovedet, idet flerpartidiktaturer (de orange) siden midten af 1990’erne har været den hyppigst forekommende type.

\ Læs mere

Demokrati var en død sild i 2.000 år

Demokratisk image giver legitimitet

At dette skifte har fundet sted sideløbende med demokratiets globale fremmarch er langt fra tilfældigt. Skiftet er tværtimod i høj grad en konsekvens af demokratiets fremmarch.

Demokrati er så at sige blevet 'the only game in town', og mange diktatoriske regimer har derfor følt sig nødsagede til i det mindste at foregive at regere med folkets samtykke for at underbygge deres styres legitimitet – både i omverdenens og i deres egne borgeres øjne.

Nyere forskning viser da også en klar sammenhæng mellem forekomsten af pseudodemokratiske institutioner i diktaturer og øget overlevelsesdygtighed for diktatoriske regimer. Desto flere lånte fjer fra demokratiet, diktatoren smykker sig med, desto større er hans overlevelseschancer altså.

Denne sammenhæng gælder særligt på længere sigt, hvor diktatorer har haft mulighed for at forfine deres strategiske brug af disse institutioner.

Det er netop den tiltagende brug af denne diktatoriske overlevelsesstrategi, der gør, at lande som Malaysia og Uganda for en umiddelbar betragtning kunne ligne demokratier – til trods for at befolkningen i disse lande ingen reel mulighed har for at afsætte deres politiske ledere ved stemmeurnerne. Og derfor kommer verden til at se (endnu) mere demokratisk ud, end den rent faktisk er.

Træerne vokser med andre ord ikke ind i himlen, men igen: Den demokratiske skov er bredere og højere, end den nogensinde har været før.