Mange vestlige lande er bekymrede for stabiliteten i Mellemøsten.
I enkelte tilfælde virker det næsten som om, der er tale om et valg mellem stabilitet på den ene side og demokrati og menneskerettigheder på den anden.
Det er ingen hemmelighed, at Vesten har støttet undertrykkende regimer i Mellemøsten, ikke mindst Egypten.
Hvordan er vi nu havnet i en situation, hvor vi gerne vil fremstå som demokratiforkæmpere, men samtidig frygter resultatet, hvis folk i Mellemøsten bliver hørt?
Det internationale samfund vil have tilgang til olie og markeder samt sikkerhed for Israel. Samtidig ligger en stor del af svaret i regionens interne forhold og historie.
Regimestabilitet
De politiske systemer, som eksisterede i regionen for 40 år siden, har overlevet frem til i dag. Undtagelserne er kun Iran og Irak. Magthaverne er stort set de samme. Ved årtusindeskiftet havde regionens ledere haft magten i gennemsnitligt 20 år.
Men hvordan har de opnået en sådan stabilitet?
»Stabilitet kan være baseret på positive eller negative mekanismer. I Mellemøsten finder vi begge dele, men regimerne her har i høj grad formået at beholde magten ved hjælp af negative mekanismer,« siger Mellemøsten-ekspert Stig Stenslie.
De negative mekanismer er blandt andet del og hersk-taktikken, undertrykkelse og frygt, samt et magtmonopol for en lille elite.
Stabiliteten er i høj grad bygget på regimer, som fremstiller sig selv som uundværlige, efter at de selv har svækket staten og samfundet.
Ser ikke hærens rolle
»Egypten er et glimrende eksempel. Her har hæren styret i kulissen i 60 år, men da politi og bøller blev sendt ind mod demonstranterne, endte mange med at lovprise dem. Folk vil have demokrati, men de vil ikke have borgerkrig. Det har regimet i høj grad spillet på,« siger Kjetil Selvik, der forsker i Mellemøsten.
Selv den arabiske tv-station Al Jazeera har gentagne gange spurgt, hvilken rolle hæren spiller i de aktuelle demonstrationer i Egypten. Egypterne selv taler om, at hæren må vælge side.
»Det er et dumt spørgsmål. Egypten er et militærregime. Mubarak er en general. Det viser, hvor god til at sno sig en enevældig hersker kan være,« siger Stig Stenslie.
»Hæren er på sin egen side. Det er muligt, at de ofrer Mubarak, men de vil ikke ofre sig selv. De kan fortsætte med at dominere, selv om landet får en anden præsident,« siger Kjetil Selvik.
Han mener, at et af de store dilemmaer er, hvordan man skal fjerne hæren fra det politiske, når sikkerhedssituationen er, som den er.
»Det er en kæmpe udfordring i hele regionen,« siger han.
Selvik og Stenslie står bag bogen Stabilitetens Pris, som udkom i 2007, men som i disse dage igen kommer i boghandelen i en engelsk og mere opdateret udgave. Bogen har fået titlen Stability and Change in the Modern Middle East.
Her gennemgår forskerne mekanismerne og magtstrategierne, som har gjort herskerne i Mellemøsten i stand til at fastholde grebet.
Kolonimagternes rolle
Det var kolonimagterne, som indførte den moderne stat i Mellemøsten. Da det osmanniske rige brød sammen efter første verdenskrig, var det Frankrig og Storbritannien, som styrede overgangen til nutidens suveræne stater.
Det indebar blandt andet politiske institutioner og en udvidelse af staternes politistyrker og bureaukrati. Hovedmålet var at sikre kontrol over området, så politi og sikkerhedsstyrker fik stor fokus, mens sektorer som sundhed og uddannelse fik færre ressourcer.
»Kolonimagterne startede en negativ tendens ved at overfokusere på politi og sikkerhedsstyrker. En tendens, som har varet ved frem til vor tid,« skriver Selvik og Stenslie i bogen.
»Statsdannelsen blev igangsat udefra. Det var i mindre grad folket selv, som førte sine krige eller førte forhandlinger om, hvor grænserne skulle gå. Det gav en dårligt udgangspunkt,« siger Selvik.
Derfor kom der også en række omvæltninger af regimer i 1950erne og 60erne med revolutioner og kup i flere lande.
»I den tredje fase, som har varet siden 1970, har vi en påfaldende stabil periode. Det er autoritære regimer, regimer uden demokrati,« siger Selvik.
Hvordan har man kunnet cementere disse regimer med tanke på de ustabile fundamenter?
»Man har undertrykt folkets ret til at organisere sig selv i stabilitetens navn. Man har svækket samfundet og svækket staten,« forklarer Kjetil Selvik.
Del og hersk
Svækkelsen af samfundet skal forstås som at have splittet oppositionen, fjernet oppositionslederne, politiseret etniske og religiøse spændinger og konflikter og med vilje forværret dem med en del og hersk-logik.
Det kan også handle om at infiltrere samfundet med efterretningsagenter, som underminerer tilliden til samfundet. Man ødelægger samfundets evne til at organisere sig for at forhindre en revolution.
Svækkelsen af staten betyder at have spækket magtpositionerne med familie og venner eller stamme – på bekostning af kompetence. Loyalitet får meget mere vægt end personerne faktiske evner til at drive en stat.
»Sådanne mekanismer er det, som med tiden får en destruktiv effekt på udviklingen i regionen,« siger Selvik.
Stabilitet, som er bygget på en sådant grundlag, har altså en pris, og det kan ses i statistikkerne.
Tegnene på stagnation i Mellemøsten i de sidste ti år er veldokumenterede. Selvik og Stenslie refererer til Arab Human Development Report, som blev udført af arabiske forskere.
Her konkluderes det, at den arabiske verden hæmmes af tre fundamentale mangler.
For det første gælder det manglen på frihed. Demokratiet er simpelthen ikke godt udviklet.
For det andet er der tale om en mangel på viden, ligesom mange ikke kan læse og skrive. Landene sakker bagud inden for både uddannelse, forskning og informationsteknologi. Ikke et eneste arabisk universitet er på listen over verdens 500 bedste universiteter i World University Ranking.
For det tredje er regionen ikke godt nok med, når det gælder kvindefrigørelsen. Der er meget få lande i verden, hvor kvinderne tager mindre del i politik, eller hvor færre arbejder uden for hjemmene, end i de arabiske lande.
Eksplosivt
Stagnationen er imidlertid ikke det eneste problem. Spillet om at positionere sig selv som det eneste alternativ til kaos og den eneste garanti for fortsat stabilitet skaber en potentielt eksplosiv situation.
»Det er svært at forudse, hvor der kan udløse sådan noget,« siger Stenslie.
Selvik og Stenslie runder bogen af med at sige, at en fortsat stabilitet for regimerne er det mest sandsynlige scenarie for regionen på kort sigt. Den afslutning blev skrevet, før folk gik på gaden i Tunesien og Egypten.
»Det store problem i forhold til at få en demokratisering har været, at folk ikke har været på gaden i tilstrækkeligt store tal. Det handler om en ubalance i styrkeforholdet mellem stat og samfund, og den eneste måde, man kan gøre noget ved det på, er at gå på gaden. Når de gør det, er folkets magt reel,« siger Selvik.
Han mener, at dette skaber et nyt spil, som gør det vanskeligt at forudsige, hvad der kommer til at ske i fremtiden.
Stenslie tror ikke, at der nødvendigvis kommer specielt gennemgribende ændringer i Egypten lige med det samme.
»Selv om Mubarak bliver ofret, er regimet ikke færdigt endnu. Og magthaverne er eksperter i at overleve. De har på det sidste brugt alle de taktikker, der findes,« siger han.
Vil Egypten lade sig narre?
»Han fjernede politiet i gaderne og satte små militærenheder ud med tanks, som stod og så på. Man bekæmper jo ikke demonstranter med tanks. Der blev frigivet fanger fra fængslerne i et ønske om at skabe kaos. Strategien er at få folket til at længes efter den stærke hersker,« siger Stenslie.
»En større gruppe, som blandt andet inkluderede folk fra sikkerhedsstyrkerne, blev sendt ind for at så tvivl om den folkelige modstand mod Mubarak.«
»Der blev givet løfter om politisk reform. Mubarak lovede, at han ikke ville stille op til valget i september. Han lovede at ophæve undtagelsestilstanden, når situationen tillader det, hvilket han har sagt i 30 år. Han lovede en 15 procents lønstigning til de offentligt ansattre. Suleiman, som blev indsat som vicepræsident er blot endnu en stærk mand fra hæren,« siger Stenslie.
»Det vil vise sig, om Egypten lader sig narre,« siger han.
Både Selvik og Stenslie mener, at slaget er tabt, hvis demonstranterne forsvinder fra gaden. Og lader de sig nøje med Mubaraks afgang, er de ikke nødvendigvis kommet tættere på frihed og demokrati.
»Mubaraks afgang er måske nok en sejr for folket, men det er ikke nødvendigvis et gennembrud for demokratiet,« siger Selvik.
Frygten for islamisterne
Man kan også spørge sig selv, i hvor høj grad tilskuerne i Vesten lader sig narre.
Den amerikanske præsiden Barack Obama og hans regering i Washington har vaklet mellem at insistere på en umiddelbar magtoverrækkelse og at støtte den overgangsproces, som er blevet annonceret af den egyptiske regering.
Stenslie mener, at amerikanernes håndtering har været meget overraskende.
»De har ikke haft en entydig tilgang til udviklingen. På den ene side kan det skyldes frygten for islamisterne. På den anden side kan det være, at de ikke er sikre på, at regimet vil falde og derfor holder sig på den sikre side,« siger han.
Både Selvik og Stenslie mener, at frygten for at farlige islamister vil udfylde et eventuelt magtvakuum er irrationel.
»Det Muslimske Broderskab er en moderati islamisk bevægelse med et internt demokrati. De kan umuligt være mindre demokratisk og mere korrupte end dem, der leder landet lige nu,« siger han.
Baseret på fordomme
Her får Selvik og Stenslie støtte fra lektor Bjørn Olav Utvik fra Institutt for kulturstudier og orientalske språk ved Universitetet i Oslo.
»Frygten for Det Muslimske Broderskab er baseret på fordomme, ikke på en viden om, hvem de er,« siger han.
Han forklarer, at langt størstedelen af dem, som har forsket i broderskabet, siger, at organisationen har forpligtet sig til demokrati og pluralisme, og at det er en pragmatisk ikke-revolutionær organisation.
»Den almene fornemmelse i Vesten sidestiller Det Muslimske Broderskab med Taleban og Al-Qaeda. Alt flyder sammen i en stor pærevælling, og alt er middelalderligt,« siger han.
»Selv folk i Egypten, som ikke ved, hvem de er, har en forestilling om, at det minder om Taleban eller Iran.«
Han påpeger, at Det Muslimske Broderskab er et uprøvet alternativ.
»Tyrkiet har jo været styret af et islamistparti i 10 år, men de optræder som demokrater,« siger han.
Desuden mener han, at Vesten med tiden bør reducere sin støtte til de autoritære ledere i Mellemøsten og acceptere de valg, som befolkningerne træffer.
»Illegitime herskere skal væk, og landene skal have ledere med legitimitet. Og i så fald kan vi i Vesten ikke diktere noget. Det skal komme fra folket selv,« siger han.
Han mener, at Vestens snak om demokrati fremstår hul for folk i Mellemøsten. Årsagen er den store afstand mellem retorikken om demokrati og den reelle praksis med at støtte enevældige herskere for at varetage egne interesser.
Overlevelsespolitik
Ifølge Stig Stenslie vil det være svært at få demokratiseringen af Mellemøsten til at lykkes.
Men uanset hvad er det vigtigt med viden om regimernes overlevelsespolitik samt viden om de mekanismer, de benytter sig af.
»Vi skal kunne se bag retorikken og være klar over, at den er det primære element i regimernes egen overlevelsespolitik,« siger Selvik.
