Når folk hører ordet ‘diktator’, tænker mange på nutidige ledere som Kim Jong-un i Nordkorea og Vladimir Putin i Rusland eller på historiske ledere som Adolf Hitler i Nazi-Tyskland og Josef Stalin i Sovjetunionen.
Alle fire er eksempler på en bestemt type af diktatorer, der betegnes ‘personalistiske diktatorer’ i forskningslitteraturen.
Det, der kendetegner denne opsigtsvækkende type af diktatorer, er, at de har centraliseret den politiske magt i landet hos dem selv på bekostning af andre eliteaktører.
Hvor andre typer af diktatorer må dele magten med en gruppe af eliter (såsom et såkaldt politbureau eller en militærjunta), er personalistiske diktaturer baseret på en enkelt mands egenrådige lederskab.
Men denne egenrådighed er et tveægget sværd. Mens uafhængigheden af andre eliter beskytter den personalistiske diktator mod kup, viser jeg i min forskning, at denne svækkelse af eliterne mindsker diktatorens mulighed for at håndtere folkelige oprør mod regimet, når disse opstår.
Dette fund er særlig relevant i en tid, hvor både antallet af personalistiske diktatorer og hyppigheden af folkelige oprør er stigende.
Trusler mod diktatorer inden for regimet
Den hyppigste årsag til, at diktatorer væltes, er kup. Et kup betegner en situation, hvor medlemmer af statsapparatet afsætter den politiske leder i et land ved hjælp af vold eller trusler om vold.
Kup gennemføres med andre ord af eliteaktører, og disse udgør derfor den mest presserende trussel mod en diktators overlevelse.
Denne trussel er grunden til, at diktatorer ofte indvilliger i at dele den politiske magt med andre eliter (tænk eksempelvis på kommunistiske regimer, hvor diktatorens magt – hvis regimet fungerer efter hensigten – er stærkt begrænset af kommunistpartiets ledende organ, ’politbureauet’).
For hvis en diktator nægter at dele magten (og de goder, der følger med den), kan eliterne true med at afsætte ham – og gøre dette, hvis han ikke giver efter.
Diktatorer, der deler magten med andre, gør det således af nødvendighed snarere end af lyst. Hvis de kunne, ville de foretrække at beholde den fulde råderet over magten og goderne, men så længe eliteaktører kan true dem med afsættelse, er det ikke en mulighed.
Dette adskiller personalistiske diktatorer fra andre diktatorer. Personalistiske diktatorer undlader at dele magten med andre, og det er de i stand til at gøre, fordi de har marginaliseret andre eliter i en sådan grad, at de ikke længere kan afsætte diktatoren.
Vejen til personalistisk diktatur
Nogle diktatorer, såsom Kim Jong-un, arver et personalistisk diktatur fra deres forgænger.
Men for alle andre er den proces, der fører til personalistisk diktatur, gradvis og farefuld. Diktatoren kan let komme til at træde forkert undervejs, hvilket ofte vil koste ham hans politiske (hvis ikke hans faktiske) liv.
Derfor er det langt fra alle diktatorer, der måtte begære enevældig magt, som rent faktisk forsøger at gennemføre en sådan proces.
For at monopolisere magten er diktatoren nødt til at marginalisere, eller fysisk eliminere, indflydelsesrige eliteaktører, der kan true med at afsætte ham.
Et eksempel på sidstnævnte, eliminering af modstandere, er diktatorers interne ’udrensninger’ af deres regimer. Josef Stalin var notorisk for sin hyppige brug af denne strategi.
Så ekstremt behøver magtkoncentrationsprocessen dog ikke at foregå. En anden strategi er gradvis at fyre potentielle rivaler fra indflydelsesrige stillinger (ofte i regeringen eller i militæret) og erstatte dem med loyale støtter.
Disse er afhængige af diktatoren for at kunne bevare deres politiske indflydelse, og de kan derfor forventes at stå last og brast med ham.
Uanset hvordan det gøres, har magtkoncentration den effekt, at de eliter, der ikke har mistet livet i processen, står tilbage uden nævneværdig politisk indflydelse og dermed uden reel mulighed for at påvirke den førte politik eller tilrane sig materielle goder.
Disse eliter er således dårlig tjent med den politiske status quo og har derfor et klart incitament til at lede efter en mulighed for at ændre den.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Trusler mod diktatorer uden for regimet
En sådan mulighed kan eliterne ikke finde internt i regimet, idet diktatorens magtkoncentration har medført, at de ikke længere kan true ham med et kup. Men kup er ikke den eneste årsag til, at diktatorer væltes.
En anden hyppig årsag er folkelige oprør, også kaldet revolutioner. Her er det ikke eliteaktører, der afsætter diktatoren, men derimod almindelige mænd og kvinder, der går på gaden for at udtrykke deres utilfredshed med regimet og kræve politisk forandring.
Folkelige bevægelser opstår sjældent spontant, da effektiv folkelig modstand kræver mobilisering, koordination og ledelse.
Sådanne opgaver varetages typisk af fremtrædende oppositionspolitikere eller andre prominente aktivister, og disse aktører vil derfor ofte indtage fremtrædende politiske positioner, hvis oprøret lykkes. Det er her, marginaliserede regime-eliter kommer ind i billedet.
Selvom regime-eliter i et personalistisk diktatur ikke er i stand til at udfordre diktatoren inden for regimets rammer, besidder disse aktører værdifulde politiske og organisatoriske ressourcer.
Disse ressourcer vil kunne øge effektiviteten af et folkeligt oprør markant, hvis eliterne vælger at tilslutte sig oppositionen. Folkelige oprør udgør således et mulighedsvindue for marginaliserede eliter, som de kan benytte til at omvælte den politiske status quo udefra.
Grundet dette incitament for eliter i personalistiske regimer til at skifte side under et folkeligt oprør, argumenterer jeg i min artikel for, at folkelige oprør mod diktatorer vil være mere effektive, jo mere personalistisk diktatorens regime er.
Hvordan har jeg undersøgt det?
For at teste denne forventning har jeg sammensat et tværnationalt datasæt bestående af et bredt udsnit af verdens diktaturer i perioden 1947-2007.
Datasættet indeholder variabler, opgjort på årsbasis, med information om regimets grad af personalisme, tilstedeværelsen af folkelige oprør samt hvorvidt en diktator blev væltet i landet det pågældende år.
Disse variabler udgør de primære forklaringsfaktorer i min analyse, og ved hjælp af dem – samt en række kontrolfaktorer – estimerer jeg en række statistiske modeller for at teste variablernes forklaringskraft og derigennem vurdere mit arguments gyldighed.
\ Læs mere
Hvad viser resultaterne?
Resultaterne viser klar støtte til min forventning om, at folkelige oprør mod diktatorer er mere effektive, jo mere personalistisk diktatorens regime er. Dette er illustreret i Figur 1.
I figuren fremgår graden af personalisme af X-aksen som en skala fra 0-1 (hvor 1 er det højeste), mens effektfuldheden af folkelige oprør fremgår af Y-aksen (højere værdier indikerer stærkere effekter).
Af figuren kan vi se, at jo højere graden af personalisme er, jo større er sandsynligheden for, at folkelige oprør vil lykkes i at vælte diktatorer (den fuldtoptrukne linje har en markant positiv hældning).
Omvendt ser folkelige oprør ikke ud til at have nogen målbar effekt på diktatorers overlevelse ved lave grader af personalisme (0 på Y-aksen ligger mellem de to stiplede linjer).
Sammenfattende ser stærkt personalistiske diktatorer således ud til at være særdeles sårbare over for folkelige oprør, mens diktatorer, der i meget høj grad deler magten, ser ud til at være stort set immune over for disse.
Vil endnu flere diktatorer blive væltet i den kommende tid?
Hvad har disse resultater af implikationer for verdens diktaturer i dag?
På den ene side er antallet af personalistiske diktaturer i verden stigende – en tendens, der blandt andet afspejles af den kinesiske præsident Xi Jinpings udrensning af interne politiske rivaler og hans nylige gennemtrumfning af en regelændring, der tillader ham at fortsætte som Kinas leder på ubestemt tid.
På den anden side har vi i nyere tid set en stigning i hyppigheden, hvormed folkelige oprør mod diktatorer finder sted.
Og eftersom mine resultater indikerer, at personalistiske diktatorer er særlig sårbare over for folkelige oprør, peger dette i retning af en stigning i hyppigheden, hvormed diktatorer væltes.
Hvad, der følger herefter, er et åbent spørgsmål. Men hvis der skal være håb om en demokratisk fremtid for et land, må folket først sætte deres personalistiske diktator fra bestillingen.
