Når vi i dag taler om demokrati, mener vi ikke umiddelbart det samme som grækerne, og der er da heller ikke en ubrudt historisk forbindelse mellem grækernes og vores forståelse af demokrati.
Det græske demokrati varede kun i 300 år, fra cirka 600 til cirka 300 før vores tidsregning.
Herefter havde ideen stort set ingen praktisk betydning indtil midten af 1700-tallet, hvor den igen kom i spil i kampen mod feudalisme og enevælde, men under meget anderledes historiske forhold og omstændigheder.
Omstændighederne gør det nødvendigt at skelne mellem en antik, en middelalderlig og en moderne demokratiforståelse. Trods brud er der dog også centrale, gennemgående begreber, som skaber en forbindelse.
Mandlige statsborgere forventedes at deltage i styringen af bystaten
Den historiske baggrund for grækernes demokrati var økonomisk og politisk. De fleste tidlige græske bystater var præget af voksende sociale spændinger mellem en rig overklasse og en stor, forgældet underklasse samt en betragtelig andel slaver.
For at undgå borgerkrig blev der i Athen i flere omgange fra cirka 600 til cirka 500 f.v.t. indgået gældsmoratorier og stemmeretsreformer, der gradvis flyttede magten fra aristokratiet til folket, dog ikke kvinder og slaver. På den måde ændrede Athens styreform sig skridt for skridt fra oligarki til demokrati.
Demokratiet blev altså ikke indført af idealistiske grunde, men fordi det var politisk nødvendigt. Den nye styreform, der fik sin glansperiode imellem 500 og 400 f.v.t., var meget radikal.
Alle mandlige statsborgere kunne og forventedes at deltage i styringen af bystaten gennem demokratiske institutioner som folkeforsamling (alle), folkedomstol (efter rotation og lodtrækning), embedsværket (efter rotation) og ikke mindst offentligheden (alle).
Perikles forsynede den demokratiske styreform med en ideologi
Omkring år 400 f.v.t. brød Athens demokratiske styreform delvis sammen på grund af indre magtkampe, militære nederlag og økonomiske problemer, og det blev i høj grad opfattet som demokratiets egen skyld.
En styreform, hvor alle af princip er lige, er sårbar over for vilkårlighed, demagogi og skiftende folkestemninger. Hundrede år senere (322 f.v.t.) blev Athen opslugt af datidens globalisering, hellenismen, efterfulgt af Romerriget.
Demokratiet i Athen kunne derfor være endt som en parentes i historien, et mærkværdigt, politisk eksperiment, som det gik ilde og derfor ikke inviterede til imitation.
Men antikkens græske demokrati var næppe blevet til et begreb, der igen i 1700-tallet fremstod som politisk ideal, hvis det kun havde drejet sig om en forbigående styreform. Det forvandlede sig også til en livsform i sin storhedstid fra cirka 500 til 400 f.v.t. At være demokrat blev forbundet med borgerdyd, åndsfrihed, tolerance, besindighed, respekt for andre og retsindighed.
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
Det blev fremført af den demokratiske statsmand Perikles (495-449 f.v.t.) i en berømt gravtale, hvor han betonede, at »vi er nemlig de eneste, der anser den mand, der holder sig uden for politik, ikke for en rolig og tilbagetrukken person, men for en uduelig borger« og »vor forfatning er ikke en efterligning af fremmedes love; vi tjener snarere andre til forbillede end omvendt. Af navn hedder den demokrati, fordi magten ikke er i hænderne på nogle få borgere, men på flertallet.«
Perikles formåede således at forsyne den demokratiske styreform og livsform med et offentlighedsideal og en ideologi.
Platon og Aristoteles fik løftet diskussionen
Hverken styreformen, livsformen eller ideologien, som alle var udsprunget af konkrete forhold, der siden ændrede sig, ville imidlertid have været tilstrækkeligt til at sikre det græske demokrati en stærk og lang virkningshistorie. Der måtte mere til. Det leverede på en paradoksal måde den græske filosofi.
Først da demokratiet var under afvikling i 300-tallet f.v.t., blev det ændret fra betegnelse, beskrivelse og ideal til idé. Det skyldes ikke mindst filosofferne Platon (427-347 f.v.t.) og Aristoteles (384-322 f.v.t.).
Selv om de i høj grad skrev deres værker på baggrund af den særlige græske historie, formåede de at løfte diskussionen ud eller op over denne historiske begrænsning ved at sætte fokus på, hvad demokrati egentlig betyder. Hvad er med andre ord demokratiets idé?
Styreformen skulle tilpasses konkrete omstændigheder i staten
Strengt taget syntes de, at demokrati var en dårlig idé. Ikke så meget på grund af de historiske erfaringer, men af principielle og filosofiske grunde. I deres analyse skelnede de mellem forskellige styreformer ud fra to kriterier: antallet af magthavere og karakteren af lovlighed.
En stats styrelse kan bestå af én, få eller mange personer, og de tilsvarende styreformer kaldes monarki, aristokrati og republik. Men det gør de kun, hvis de er lovlige, det vil sige, at de styrer i henhold til almene og legitime love.
Hvis de derimod styres på et vilkårligt eller lovløst grundlag, kaldes de henholdsvis despoti, oligarki og demokrati. Demokrati opfattes altså her som republikkens negative modstykke.
Så længe styret hviler på et lovligt grundlag, er det legitimt og har det almene vel for øje. Er grundlaget imidlertid lovløst, er det illegitimt og et udtryk for, at særinteresser har taget magten.
Om det er en, få eller mange, der deltager i styret, er ikke så vigtigt som arten af lovlighed.
I praksis endte både Platon og Aristoteles med at anbefale en 'blandet regeringsform' ud af de tre lovlige styreformer – tilpasset de konkrete omstændigheder i den enkelte stat.
Platon var fjentligt stemt over for borgerlig offentlighed
Platons og Aristoteles’ inddeling af styreformerne og opfattelse af demokratiet som en slags lovløst pøbelvælde fik en lang eftervirkning. Deres svar var ikke helt identiske.
Platon indtog en idealistisk position, der ville gøre moralsk op med enhver særinteresse i staten og lade den styre af filosofferne. Derfor gav han i sit værk, Staten, et bud på en form for kommunisme, mens han senere i Lovene mere realistisk lagde vægt på en blandet regeringsform.
Aristoteles var pragmatisk og satte mere fokus på samfundets økonomiske og befolkningsmæssige forhold. Han forstod nødvendigheden af at basere styret på en stor middelklasse.
Mens Platon var fjendtligt stemt over for demokratiets borgerlige offentlighed, der efter hans opfattelse gav plads til demagogiske sofister og umoralske kunstnere, skrev Aristoteles både en Retorik og en Poetik, hvor han undersøgte talekunstens og digtningens samfundsmæssige funktion og nytte.
For eftertiden har Platons og Aristoteles’ filosofiske analyser bidraget til at gøre spørgsmål om styreformer og demokrati almene. Deres synspunkter er ikke begrænset til deres egen samtid, men har en teoretisk almengyldighed der ligger åben for senere tiders fortolkning og anvendelse.
Demokratiet trives bedst uden for politisk magtkamp
Efter at det antikke demokrati var forsvundet i de efterfølgende imperier, opstod der i middelalderen en særlig form for demokrati, nemlig de religiøse fællesskaber (menigheder, de helliges samfund), der ideologisk prøvede at realisere en principiel åndelig og materiel lighed mellem mennesker.
Vi har endnu fra den tid de kristne kirker og muslimske moskeer, hvor rig som fattig kunne mødes i fælles andagt under samme tag, også selv om kirkerne oftest var opført af fyrster og godsejere. Denne form for fællesskab har både dengang og senere udgjort et vækstrum for demokratisk tankegang og leveform: Vi er alle lige for Vor Herre.
Tilmed indebærer det radikale kristne budskab et løfte om, at de sidste skal blive de første, at vi skal elske hinanden, ja, endog vores fjender. Tankegangen finder vi senere hos nogle amerikanske nybyggere og hos N.F.S. Grundtvig (1783-1872).
Tankegangen er, at demokratiet trives bedst uden for den politiske magtkamp.
Martin Luther var ingen demokrat
En måske mere indflydelsesfuld variant af denne omsorg for den enkelte og fællesskabet er teologen Martin Luthers (1483-1546) lære om det dobbelte regimente, magtens todeling, der sommetider fejlagtigt tolkes som et ønske om adskillelse af stat og kirke.
Nu var Luther imidlertid ingen demokrat. Tværtimod. Han bifaldt, at fyrsterne fastsatte den herskende trosretning og var herrer over kirken som samfundsinstitution. Men han fastholdt det enkelte menneskes trosfrihed og individuelle ansvar over for Gud.
Selv om det ikke var Luthers intention, kom han til at lægge et filosofisk grundlag for det, der siden tog form af en borgerlig individualisme og indirekte også for sekulariseringen og i sidste ende for det moderne demokrati.
Borgerdyd og pligtfølelse var vigtigt for fællesskabet
Den skelnen, der ligger hos Platon og Aristoteles mellem republik og demokrati, har fundet en moderne udgave. Den består i en skelnen mellem republikanisme og liberalisme. Den går faktisk i sin moderne form tilbage til middelalderens opsplitning mellem den romerretslige 'civil law' og den angelsaksiske 'common law'.
De udtrykker to forskellige opfattelser af forholdet mellem individ og samfund og dermed også af demokratiets udformning. Lidt tilspidset kan det formuleres som et spørgsmål om, hvor vi har demokratiske rettigheder fra.
Den republikanske 'civil law'-tradition hævder, at individet har sine rettigheder fra samfundet (evt. efter først at have overdraget dem til samfundet). Samfundet, staten og det almene vel går altså forud for særinteressen.
Her betones vigtigheden af borgerdyd og pligtfølelse over for fællesskabet. Idehistorisk tæller denne retning filosoffer som Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) og Immanuel Kant (1724-1804). Den udgør ånden i Den Franske Menneskerettighedserklæring.
Suveræniteten ligger hos folket
For Rousseau er demokratiet først og fremmest den styreform, der kan forhindre eller mindske ulighed. Påstanden er, at statens borgere har én overordnet fælles interesse, den almene vilje, der gør deres særlige interesser til noget underordnet eller direkte suspekt. Heri viste han sig som en helhjertet elev af Platon.
Men i sin egen forståelse af demokratiet adskilte han sig til gengæld radikalt fra Platon ved at insistere på, at hele suveræniteten ligger hos folket, og at den eneste fuldt legitime styreform derfor er et demokrati.
Magtdeling blev derfor betragtet som et tegn på splittelse, og demokratisk repræsentation blev opfattet som en form for ansvarsløshed.
Den liberalistiske 'common law'-tradition hævder derimod, at individets rettigheder er mere grundlæggende end samfundets, bl.a. fordi individet allerede besidder nogle af dem ved fødslen. Individets rettigheder er derfor før-sociale og ukrænkelige.
Staten skal kun tage sig af det, som individerne ikke selv kan håndtere ('minimalstaten'). Denne retning støtter sig frem for alt på filosofferne John Locke (1632-1704) og Adam Smith (1723-1790) og kommer til udtryk i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring. Her spiller magtdelingen og spørgsmålet om repræsentation også en stor rolle.
Tredeling af magten skulle hindre magtmisbrug
En egentlig politisk magtdelingslære har vi fra filosoffen Charles de Secondat Montesquieu (1689-1755), der mente at kunne finde den hos John Locke. Dér er magten blevet tredelt mellem en lovgivende, udøvende og dømmende myndighed; formålet var at hindre magtens koncentration, fordi en sådan ville føre til magtmisbrug.
Det er i denne gengivelse af Lockes tanker, at de amerikanske 'founding fathers', som skrev Den Amerikanske Uafhængighedserklæring og den amerikanske forfatning, udviklede et princip om 'check and balances'.
Hverken Locke eller Montesquieu var imidlertid demokrater i direkte forstand. Deres interesse var funktionalistisk og legalistisk: Hvordan skaber man en stabil samfundsorden?
Deres svar var, at den private ejendomsret skulle forsvares for enhver pris.
Efter murens fald har religionerne fået en renæssance
Fra midten af 1800-tallet og frem har der været flere forsøg på at nydefinere demokratiet. Man har søgt at finde et kompromis mellem republikansk og liberalistisk demokrati.
Imellem de to hovedstrømninger er der retninger, der indbyrdes er meget forskellige, men dog har til fælles, at de ikke forsøger at tænke forholdet mellem individ og samfund som et enten-eller, men som et både-og.
Den fremherskende opfattelse er, at demokratiet kun kan bestå ved at tænke individ og samfund gensidigt sammen. En kombineret form for socialliberalisme og -konservatisme.
Det har været en rød tråd i socialdemokratiernes reformisme, hvor almenvel og økonomiske særinteresser kunne mødes og sameksistere. Men andre har søgt at undergrave selve forestillingen om et borgerligt demokrati.
Fascisme, nazisme og en stalinistisk udgave af kommunisme har anfægtet ideen om et moderne, liberalt og socialt ansvarligt demokrati. Efter murens fald har religionerne fået en renæssance og udfordrer globalt det moderne, repræsentative demokratibegreb ved at kræve særlige hensyn til religiøse følelser.
Demokrati var en fremragende idé i antikken
Når vi ser bort fra religionernes genkomst på den politiske scene, svinger demokratidiskussionen i dag fortsat mellem republikanisme og liberalisme, mellem en politik, der satser på konsensus, og én, der satser på kompromis.
I Danmark har vi haft diskussionen mellem teologen Hal Koch (1904-1963) og juristen Alf Ross (1899-1979).
Internationalt har den samme diskussion været ført mellem den tyske filosof Jürgen Habermas (f. 1929) og den østrigsk-engelske filosof Karl Popper (1902-1994). I vores egen virkelighed gør den sig i dag gældende som en modsætning mellem velfærdsstat og konkurrencestat.
Dertil kommer et skisma, som allerede den tyske sociolog Max Weber (1864-1920) var opmærksom på: At det moderne demokrati ender i bureaukrati.
På det seneste har den amerikanske politolog Francis Fukuyama (f. 1952) udviklet en omdiskuteret teori om det liberale demokratis globale sejr. En af hans vigtigste kritikere er den ligeledes amerikanske politolog Samuel P. Huntington (1927-2008), der mener, at verdensreligionernes forskellighed forhindrer en sådan enighed.
Demokrati var en fremragende idé i antikken. I middelalderen blev den psykologisk forstærket, mens den i moderne tid blev forsynet med retssikkerhed og respekt for forskellighed.
I dag er ideen udfordret af tre potentielt totalitære kræfter: en neoliberalt forceret globalisering, det statslige bureaukrati og religionernes genkomst.
