Er der plads til alle på universiteterne?

En studerende med dysleksi (ordblindhed) har brug for et læseprogram til computeren for at kunne forberede sig, deltage i undervisning og løse opgaver. Men læseprogrammet, som tilbydes, kan ikke læse formler op.

Enten skal den studerende selv købe et mere avanceret program eller leve med at være bagud i forhold til de andre studerende.

Dette er blot et af flere eksempler på, hvordan studerende med diagnoser som dysleksi har flere arbejdsopgaver og udgifter på datalogi-studiet end mange af deres medstuderende.

I Danmark er uddannelse gratis og principielt tilgængeligt for alle. Men usynlige barrierer er med til at ekskludere en lang række studerende.

Jeg er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og har kortlagt de barrierer, som studerende med kognitive diagnoser møder på datalogiuddannelserne på tre danske universiteter - ­og hvordan løsningen kan se ud.

En overset gruppe

Jeg er særligt optaget af adgangsmulighederne på datalogiuddannelserne. Det er nemlig én af de uddannelser, der lider under manglende ligestilling og inklusion (se 1, 2, 3 og 4).

Ifølge en litteraturgennemgang af studier af universiteter især i USA og UK, så er universiteterne generelt dårlige til at inkludere studerende med diagnoser.

Jeg fokuserer på studerende med diagnoser såsom ADHD, autisme og dysleksi (også kaldet neurodivergente studerende). Hvorfor? Blandt andet fordi vi ved for lidt om dem.

Der er meget få tilgængelige studier med fokus på neurodiversitet, når vi sammenligner med tilgængelige studier for mennesker med fysiske handicap.

En stabil andel af befolkningen har kognitive diagnoser, og mange af dem går på universitetet.

En nylig rapport fra Ministeriet for Forskning og Videregående Uddannelser viser, at andelen af studerende med handicap, der er registreret hos ’Specialpædagogiske støtte/SPS’ (et offentligt tilbud), er steget fra 3 procent i 2010 til 11 procent i 2020.

Men samtidig oplever studerende med handicap mere diskrimination og lavere trivsel sammenlignet med deres ikke-handicappede klassekammerater, og de interagerer med studiemiljøer, der meget ofte ikke er tilgængelige.

Der er mange neurodivergente studerende, og vi ved meget lidt om dem, eller hvordan vi bedre kan imødekomme deres behov. Det vil jeg gerne ændre på med mit ph.d.-projekt.

Et individuelt ansvar

Jeg har interviewet neurodivergente studerende på tre datalogi-uddannelser på danske universiteter.

Resultaterne bliver publiceret i oplægget til den 27. ACM-konference om computerstøttet samarbejde og socialt computerbrug (CSCW) i begyndelsen af 2024.

Et af de centrale problemer, som min forskning peger på, er, at tilgængelighed stadig er den enkeltes ansvar.

Har den studerende fået en diagnose og kan dokumentere sit handicap, kan vedkommende få hjælp, og så sender vi dem over til en specialafdeling (Specialpædagogisk støtte/SPS), der hjælper dem.

Men har du ikke papir på din diagnose, så er det endnu sværere at få opfyldt dine behov. Det betyder, at vi ikke ser tilgængelighed til studiet som en fælles opgave, men som noget, den enkelte studerende selv må sørge for.

Det individuelle ansvar betyder, at studerende med diagnoser og handicap møder en masse barrierer, som de selv må tackle.

Jeg har opdelt de barrierer, som de studerende fortalte mig om, i tre kategorier:

• Teknologiske barrierer, såsom de dårlige læseprogrammer
• Kognitive og fysiske barrierer, eksempelvis er fjernundervisning og optagelse af lektioner ikke særlig ofte tilgængeligt, og den intensive arbejdsbyrde og tempo i undervisningen er svært at forene med udsving i energi.

Sociale barrierer, eksempelvis gør stigmatisering omkring handicap det svært for eleverne at fortælle klassekammerater og lærere om deres behov, og familiemedlemmer, der er en del af elevernes omsorgsnetværk, er ikke i stand til at kommunikere med nogle støttetjenester indenfor SPS.

Manglende dialog er med til at skabe barriererne

Derudover ser vi, at der er meget lidt kommunikation mellem universitetet og deres afdeling for specialhjælp. Specialpædagogiske støtte (SPS) dækker alle uddannelser, og skal hjælpe studerende med handicap.

Universiteternes SPS-teams består af meget dedikerede medarbejdere, der støtter hundredvis af studerende på tværs af mange afdelinger.

Har du ADHD, autisme eller dysleksi eller en kombination heraf, vil du gå til en samtale med SPS og finde ud af, hvilken hjælp du skal have: en mentor, et læseredskab til computeren eller noget tredje. Men universitetet eller underviserne er ikke en del af den dialog.

SPS hører til under Børne- og Undervisningsministeriet, mens universiteterne hører til Uddannelses- og Forskningsministeriet. De to enheder deler generelt ikke data, statistik og generel viden.

De studerende med behov for støtte står alene med en ekstra udfordring, eksempelvis når SPS ikke tilbyder læseprogrammer, der passer til uddannelsen, eller når universitetets studienævn afviser en anmodning om at bruge hjælpemidler under eksamen.

Det er desværre sket for nogle af de interviewede studerende, og betyder basalt set, at hvis du har et handicap i uddannelsessystemet, har du en ekstra arbejdsopgave i at finde den rette hjælp og orientere underviserne og uddannelsen.

De studerende, jeg har interviewet, fortæller, at det går ud over deres trivsel.

Støttetilbud giver måske ikke fri og lige adgang

Jeg interviewede udelukkende studerende, der havde en dokumenteret diagnose. Men det er ikke alle, der har brug for hjælp, som nødvendigvis har eller kan få en officiel diagnose.

ADHD og autisme er underdiagnosticeret hos kvinder (se her og her) og de vil ikke umiddelbart få den hjælp, de har brug for.

Har du fået en hjernerystelse, kan der også være store forskelle på ens kognitive evner i tiden efter, hvilket heller ikke dokumenteres.

Andre finder det svært at få hjælp, fordi deres situation ikke er alment anerkendt endnu, eksempelvis studerende med fibromyalgi (en neurologisk tilstand, der primært rammer kvinder).

En af de interviewede fortalte, at for neurodivergente studerende er det nødvendigt at have en ’billet’, altså en diagnose, for at få hjælp. Vi har et inklusionsprogram og støttetilbud, men du skal have den rette mærkat for at få adgang til hjælpen.

Og ser vi på uddannelse ud fra et universelt design-perspektiv, burde de heller ikke behøve en mærkat for at få støtte.

Universelt design kan skabe skabe bedre tilgængelighed

Jeg er en del af Bevica Fondens tværfaglige forskernetværk, hvor forskere på tværs af fagfelter arbejder med at designe produkter, miljøer, ordninger og tilbud i samfundet, der tager højde for, at mennesker er forskellige, og har forskellige kroppe og sind.

Ud fra universelt design, så er vores opgave at se på de neurodivergente studerendes behov, og skabe en uddannelse, hvor der som udgangspunkt er plads til dem. Men hvis vi ikke kender disse studerende, hvilket vi endnu ikke gør, så bliver det virkelig svært.

For at give en fuldt ud inkluderende uddannelse, skal vi kunne se og imødekomme alle studerendes behov, uden at de behøver have en bestemt diagnose for at få støtten. Og vi bør se det som et kollektivt ansvar.

Samme ønske præger også en rapport fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der der også anbefaler at bruge universelt design til at skabe mere inkluderende læringsmiljøer.

Studerende presser på for ændringer

Jeg har ikke kun undersøgt hvilke barrierer, som neurodivergente studerende møder på datalogi, men også hvad både studerende og undervisere gør for at ændre problemerne.

Mange neurodivergente studerende prøver at imødekomme de barrierer, der forhindrer dem i at deltage på lige fod. De laver såkaldte mikrointerventioner, hvor de ikke kun prøver at hjælpe sig selv, men også ændre selve stedet og strukturerne på uddannelsen, så flere får gavn af hjælpen.

I ét tilfælde fremlagde en studerende for sin klasse og underviser forskning om, hvordan man lærer datalogi til elever med dysleksi.

I et andet tilfælde organiserede en studerende sociale aktiviteter med øje for, at nogle studerende havde mindre energi og havde brug for anderledes aktiviteter.

I et tredje tilfælde brugte studerende andre former for teknologi end den, de fik tilbudt.

Én ønskede eksempelvis at arbejde hjemmefra under gruppearbejde i programmering, fordi det fungerede bedre for ham, og gruppen brugte en blanding af teknologier til samarbejde med for at imødekomme alle elevers behov.

Så de fandt en måde at programmere online i grupper, så han kunne sidde derhjemme og deltage fremfor at gå glip af arbejdet.

Der var også en underviser, der inviterede Specialpædagogisk støtte til at komme og holde et oplæg om deres tilbud.

Alle disse mikrointerventioner peger specifikt på, hvordan de studerende prøver at presse på for forandring og gøre medstuderende og undervisere opmærksomme på problemerne.

Mere generelt peger interventionerne på, hvordan diversitet i brugerbehov kræver diversitet i løsninger – og det er netop den bevidsthed og refleksion som arbejdet med Universelt Design kan bidrage med.

Der er brug for mere oplysning og samarbejde

Men hvad skal der så til for, at datalogi og universiteterne generelt bliver bedre til at inkludere neurodivergente studerende?

Der er mange skridt at tage både på et overordnet plan og helt lavpraktisk. Og så er der brug for mere viden om denne gruppe af studerende.

Vi skal have flere diskussioner på universiteterne om tilgængelighed, ikke kun fysisk tilgængelighed, men også i forhold til lige adgang og mulighed for deltagelse. Der skal mere opmærksomhed om problemet.

Mere konkret vil underviserne eksempelvis gerne have støttegrupper til studerende med dysleksi. Hvert år kommer studerende og har brug for hjælp, og ønsket er, at de kan møde hinanden og dele deres behov og oplevelser.

Mange af støttetilbuddene kunne også forbedres, så de passede til indholdet på uddannelserne. Det vil kræve et samarbejde mellem Specialpædagogisk støtte og universiteterne for at se, hvad der giver mening at tilbyde og hvad der kan implementeres på uddannelserne.

Endelig burde tilgængelighed og universelt design også være en del af pensum.

Ikke kun for at oplyse elever og undervisere, men også for at de studerende på datalogi kan bruge det i deres arbejde og skabe computerprogrammer, der som udgangspunkt er mere inkluderende. På den måde er oplysning også en investering i fremtiden.

Denne artikel er blevet til på baggrund af interview med Valeria Borsotti om projektet.