Teenagepiger bruger ikke byen – og det skader deres trivsel

Har du lagt mærke til, at der er færre teenagepiger end teenagedrenge i byens rekreative rum såsom grønne pladser, siddeområder og aktivitetspladser?

Måske ikke, men det er faktisk rigtigt. Piger og kvinder bruger byens rekreative rum mindre end drenge og mænd. Det viser både national og international forskning.

Hvorfor er det vigtigt? Det er det, fordi flere og flere af os bor i byer. Og de steder, vi opholder os, har stor betydning for vores fysiske og mentale sundhed.

Vi ved, at hver tredje pige og unge kvinde har ondt i livet. Vi ved også, at de oplever en række barrierer, der forhindrer dem i at indtage det offentlige rum på lige fod med jævnaldrende drenge.

I et nyt forskningsprojekt undersøger jeg, hvordan vi kan gøre byens rum mere indbydende for teenagepiger – og af den vej fremme både deres mentale og fysiske sundhed.

Før vi kommer til mit projekt, skal vi se på, hvad vi ved i forvejen.

Svensk forskning viser problemet

Nyere svensk forskning peger på, at der er både fysiske og mentale barrierer, der gør, at vi ser flere teenagedrenge end teenagepiger i byens rum:

1. Fysiske rum: Indretningen og skiltningen er mangelfuld og indforstået og gør det svært at aflæse brugen af området. Der er ikke plads til bare at hænge ud. De indbyder ikke til forskellige aktiviteter, såsom leg eller at øve dans i modsætning til egentlige idrætsaktiviteter.
2. Organisering: Der mangler voksne – idrætsledere eller ungdomsledere – der lejlighedsvist kan være til stede og vise teenagepigerne, hvordan byrummene kan bruges til forskellige aktiviteter og ophold, så de ikke kun ser, hvad drengene bruger rummet til.
3. Aktiviteter: En basketbane har ét formål. Mange rum er designet med ét formål, som teenagepigerne ikke føler, de kan deltage i. Det gør det svært for dem at indtage og bruge rummet.
4. Samfundsnormer: Normer for, hvem der kan bruge rummene hvordan, kan gøre det svært for pigerne at se sig selv i rummene og forestille sig, hvordan de kan bruge dem.

Ingen af de udfordringer kan løses hver for sig. De kalder på tværfagligt samarbejde.

Mit håb er, at jeg med mit projekt – som jeg kommer til nu – kan belyse nogle af de tiltag, der skal til for at gøre byens rekreative rum mere attraktiv for teenagepiger.

Byens rum skal nemlig gerne være for alle.

Så hvordan skaber vi et inkluderende byrum?

For mange unge er teenageårene den tid, hvor man for første gang udforsker byen på egen hånd uden voksne.

Derfor er det ekstra vigtigt, at vi indretter byer på en måde, så vi giver de unge lyst til at være og udvikle sig i den. Byens rum skal understøtte alle unges fysiske og mentale sundhed og udvikling.

Hvordan gør vi det bedst? Svenskerne har fundet nogle af udfordringerne – i mit projekt håber jeg at finde nogle af løsningerne på, hvordan vi kan forbedre det fysiske miljø i byerne, så teenagepigerne også får lyst til at bruge byen.

Konkret er jeg ved at indsamle al eksisterende forskning om emnet i et litteraturstudie.

Næste skridt er at finde ud af, hvordan vi kan bruge denne viden, når vi designer fremtidens udendørs rum, så de bliver attraktive for teenagepigerne.

Håbet er, at vi ikke alene bliver klogere på, hvordan teenagepiger i dag bruger og ikke bruger byens rum, men får kortlagt hvordan vi kan få flere piger til tage byen til sig ved at forbedre eller forandre de fysiske byrum.

Og derigennem øger den mentale og fysiske sundhed blandt teenagepigerne.

Langt fra ideal til praksis

Jeg har faktisk også et vigtigt delmål, som er relevant for det overordnede mål (flere teenagepiger, der får lyst til at bruge byen): At gøre mine arkitektkolleger bedre til at inddrage relevant, evidensbaseret viden i deres designproces.

I dag forventer vi, at arkitekter baserer deres beslutninger på evidens og tværfaglig viden, og at relevant forskning om eksempelvis teenagepigers trivsel og adfærd inddrages i designløsningen.

Men der er langt fra ideal til praksis. Hvis man som arkitekt eksempelvis skal designe en ny plads, ved man måske, at teenager piger bruger byens rum mindre, og at det er skidt for deres sundhed.

Men hvordan implementerer man konkret den tværfaglige viden i sin designløsning? Det er svært, og derfor sker det sjældent. Ofte bliver der taget afsæt i traditionel planlægning og kendte løsninger.

Viden fra forskningsfelter udenfor arkitektur og byplanlægning bruges (stort set) ikke i eksisterende og kommende projekter. Selvom vi (måske) ved, at teenagepigernes dagligdag, sundhed og trivsel bliver påvirket af de løsninger, vi som arkitekter kommer med.

Der findes ikke mange studier, der giver en opskrift på, hvilke tiltag i det fysiske miljø der kan give pigerne en sundere social, mental og fysisk livsstil.

Det er netop dén opskrift, jeg håber at komme et skrift nærmere med min forskning.

Fede, aktive, inkluderende byrum for alle

Når vi arkitekter designer byrum – parker, pladser, idrætsanlæg eller bygninger – skal vi naturligvis ikke kun tænke på teenagepigerne og deres trivsel (det er bare det, mit projekt handler om).

Idealet må være, at vi designer løsninger, der gør byen til et fedt og aktivt sted at være for alle; teenagepiger og -drenge, folk med bevægelseshandicap, børnefamilier med barnevogn, ældre med rollator og så videre.

At de løsninger, vi laver, ikke kun fungerer for én målgruppe, men for alle. Det er universelt design i en nøddeskal.

En af måderne er formentlig at tænke i multifunktionelle rum.

Kunne det ikke være fantastisk, hvis en basketbane ikke kun var en basketbane, men også et sted hvor man kunne hænge ud, være fysisk aktiv på en mere uformel måde og mindre fokuseret på selve konkurrencemomentet i aktiviteten.

Vi arkitekter må gå forrest, men vi kan ikke løfte opgaven alene.

Alle aktører – bygherrer, designere, by- og landskabsplanlæggere, politiske beslutningstagere, boligforeninger, kommuner – kan hjælpe med at gøre vores byer til et sted, hvor vi alle kan trives og være aktive.

God arkitektur handler om meget mere end æstetik. Det handler også om at skabe fede byrum, hvor ung som gammel får lyst til hænge ud, være aktiv og møde byen og dens øvrige borgere.

Projektet er støttet af Aase og Ejnar Danielsens Fond.