En lille makakabe i Ichikawa City Zoo i Japan er gået viralt på grund af sin hjerteskærende jagt på selskab.
Efter at være blevet forladt af sin mor og afvist af resten af flokken gav dyrepasserne den lille abe, som hedder Punch, en orangutang-bamse som erstatning for en mor. Videoer af aben, der klamrer sig til bamsen, har spredt sig verden over.
Men den lille abes tilknytning til den livløse følgesvend er ikke kun en rørende historie. Den trækker også tråde tilbage til en række berømte psykologiske eksperimenter fra 1950'erne, udført af den amerikanske forsker Harry Harlow.
Resultaterne fra disse eksperimenter danner grundlag for flere centrale dele af 'tilknytningsteorien', som fremhæver båndet mellem forælder og barn som helt afgørende for barnets udvikling.
Hvad gik Harlows eksperimenter ud på?
Harry Harlow fjernede rhesusaber fra deres mødre lige efter fødslen. De små abeunger blev isoleret fra deres artsfæller og anbragt i et bur, hvor de havde adgang til to 'erstatningsmødre'.
Den ene var en 'mor' lavet af ståltråd. Den kunne give ungerne mad og vand via en lille beholder.
Den anden 'mor' var en abelignende dukke, pakket ind i frottéstof. Den var blød og behagelig at røre ved, men gav hverken mad eller drikke. Den var blot noget, den lille abe kunne klynge sig til.
Med andre ord:
- Den ene 'mor' gav mulighed for tryghed og komfort, men ingen næring
- Den anden gav næring, men var kold, hård og ikke rar at røre ved
Eksperimenterne var et opgør med datidens dominerende psykologiske retning: behaviorismen. Behaviorister mente, at babyer knytter sig til dem, der dækker deres biologiske behov som mad og beskyttelse.
Harry Harlow udfordrede denne idé, ved at foreslå at babyer har brug for omsorg, kærlighed og tryghed for at danne tilknytning, ikke bare fysisk næring.
En behaviorist ville forvente, at abebabyerne ville tilbringe tiden hos 'ståltråds-moren', der gav dem mad.
Men det gjorde de ikke. Aberne brugte langt mere tid hver dag på at klamre sig til den bløde frotté-'mor'.
Harlows eksperimenter fra 1950'erne viste, at blødhed, omsorg og tryghed er grundlæggende for tilknytning. Når de får valget, foretrækker babyer følelsesmæssig næring frem for fysisk næring.
Hvordan påvirkede eksperimentet den moderne tilknytningsteori?
Harlows opdagelse var et skelsættende opgør med den dominerende behavioristiske tankegang.
Denne teori antog, at primater (inklusive mennesker) primært fungerer efter belønning og straf og knytter sig til dem, der opfylder deres fysiske behov som sult og tørst.
I den behavioristiske tænkning fandtes der slet ikke noget begreb som følelsesmæssig næring. Så da Harlow udførte sine eksperimenter, vendte han hele den gængse teori på hovedet.
Abeungernes tydelige præference for følelsesmæssig tryghed, når de klamrede sig til den bløde, frottébeklædte erstatningsmor, blev fundamentet for udviklingen af tilknytningsteorien.
Tilknytningsteorien siger, at et barn udvikler sig sundt, når det er 'trygt tilknyttet' sin omsorgsperson. Dette opstår, når forælderen eller omsorgspersonen giver barnet følelsesmæssig omsorg, varme, venlighed og opmærksomhed.
Utryg tilknytning opstår, når omsorgspersonen er kold, fraværende, voldelig eller forsømmende.
Ligesom hos rhesusaberne kan man give et menneskebarn al den mad, det har brug for, men uden varme, omsorg og kærlighed vil barnet ikke danne en egentlig tilknytning.
Hvad kan vi lære af Punch?
Selvom den zoologiske have ikke lavede et eksperiment, afspejler Punchs situation på sin vis Harlows kontrollerede forsøg.
Opsætningen kom til at ligne den gamle eksperimentmodel, men i et mere naturligt miljø, og resultatet minder meget om hinanden: Ligesom Harlows aber foretrak deres frottémor, har Punch knyttet sig til sin IKEA-bamse.
I modsætning til Harlows oprindelige forsøgsdesign havde Punch ikke et alternativ i form af en kold, men 'nærende' erstatning. Men det var tydeligvis heller ikke det, han søgte. Han længtes efter et blødt, trygt sted at søge trøst, og det var præcis det, bamsen gav ham.
Var Harlows eksperimenter etisk forsvarlige?
I dag anerkender de fleste, at primater har rettigheder, som på nogle områder minder om menneskers.
Harlows eksperimenter ville i dag blive betragtet som grusomme og ufølsomme. Man ville aldrig tage et menneskebarn fra dets mor for at gennemføre sådan et forsøg, og derfor bør man heller ikke gøre det med primater.
Det er interessant, hvor fascinerede folk er af parallellen mellem Punch og et over 70 år gammelt eksperiment.
Punch er ikke bare internettets seneste dyrestjerne. Han er også en påmindelse om, hvor vigtig følelsesmæssig næring er:
Vi har alle brug for bløde steder at lande. Vi har alle brug for tryghed. Kærlighed og varme betyder langt mere for vores trivsel og funktionsevne end fysisk næring alene.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
