15 år er gået, siden de meterhøje bølger slog ind over flere lande i Sydøstasien. Den altødelæggende tsunami krævede et sted mellem 220.000 og 300.000 menneskeliv.
Mange af de berørte områder var turistmål med hoteller og bungalows langs kyststrækningen.
I Thailand, hvor mange turister fra de nordiske lande holdt ferie, ramte bølgen lige efter klokken 10 om formiddagen 26. december 2004.
Mange var allerede på stranden, da vandet nærmest uden varsel kom væltende.
Nu har forskere opsummeret, hvilken effekt katastrofen har haft på de nordiske turister, som blev berørt.
Mange skandinaviere kom aldrig hjem
84 personer fra Norge kom aldrig hjem fra juleferie. Det samme gjalt 46 danskere og 178 finner.
Sverige var ét af de lande i Europa, som blev hårdest ramt. 527 svenskere omkom. 140 af dem var børn. 16 personer er stadig ikke blevet fundet.
For nylig lancerede Uppsala Universitet i Sverige en rapport, der beretter, hvordan det er gået dem, der så frem til en en idyllisk jul på en strand i det sydøstlige Asien, men som endte i deres livs mareridt.
I alt 91 nordiske videnskabelige studier er med i opsummeringen.
LÆS OGSÅ: Voldtægtsofre kan få det værre af terapi
»Vi har lært en masse«
Blot seks måneder efter hændelsen startede den norske forskningsinstitution Nasjonalt kunnskapssenter om vold og traumatisk stress (NKVTS) et forskningsprojekt om tsunamien.
NKVTS forsker i vold og overgreb, katastrofehåndtering, terrorisme, væbnede konflikter og psykiske traumer, tvungen migration og flygtningesundhed.
De udsendte spørgeskemaer til en del af de berørte, og resultaterne fra dette forskningsprojekt er også med i rapporten fra Uppsala Universitet.
Spørgeskemaerne blev efterfølgende oversat til engelsk og dansk og brugt til tilsvarende studier i de respektive lande.
Det nordiske forskningsmateriale af følgerne efter tsunamien er enestående set fra et internationalt perspektiv.
Rigtig mange mennesker blev udsat for en ekstrem belastning i løbet af ganske kort tid, da tsunamien skyllede ind over badestrandene i 2004.
»Materialet har lært os meget om, hvordan mennesker reagerer i forbindelse med kritiske situationer,« siger Trond Heir.
Han er forsker ved NKVTS og professor i psykiatri ved Universitetet i Oslo og har fulgt ofrene for tsunamien i mange år.
»Der skal meget til, før vi mennesker bukker under. Det er et vigtigt fund for forskningen i traumer, som giver håb og tro,« siger Trond Heir.
Vi reagerer meget forskelligt på kriser
De norske, svenske og danske forskere har lagt vægt på forskellige elementer i forskningen.
De sammenlignede nogle af hovedfundene, og det viste sig, at der var mange ligheder landene imellem.
Ét af de vigtigste fund er, at der er stor forskel på, hvordan man tackler at være i ekstrem livsfare.
»Der er ikke nødvendigvis så stor sammenhæng mellem dét, som folk rent faktisk oplever, og hvilke lidelser de får efterfølgende. Nogle tackler det relativt godt. Andre har måske ikke været i overhængende livsfare, men de identificerer sig så meget med hændelsen og andre, som har været i livsfare, at det bliver en tung ting for dem alligevel,« siger Trond Heir.
At miste et barn er det værste, som kan ske
Visse oplevelser slår alligevel benene væk under langt de fleste. Dét at miste et barn giver problemer for langt de fleste senere i livet.
»Vi er aldrig forberedte på at miste et barn, og det sætter varige spor i de fleste af os. For mange tager det mange år at komme tilbage til et godt liv igen,« siger Trond Heir.
Han uddyber, at det, som er slående, er, at det gælder uanset, om der er tale om små børn eller voksne børn.
»At miste et barn er altid forkert. Man skal ikke overleve sit eget barn,« siger han.
Værst var det for dem, som både mistede et barn i bølgerne, og som selv var udsat for livsfare. Halvdelen af denne gruppe udviklede en psykisk lidelse, fandt forskerne.
LÆS OGSÅ: Sørgende kan blive afhængige af sorg
Behandling havde ikke så stor betydning
Man kan undre sig over, om der findes beskyttende faktorer, der kan værne eller modhjælpe, at personen udvikler psykiske sygdomme efter sådanne hændelser.
»Det ved vi fortsat kun lidt om, men genetik og personlighed har nok meget at sige. Det sociale miljø, hvor gode relationer og hvor stærke netværk, vi har, ved vi, betyder meget,« fortæller Trond Heir.
At have noget at vende tilbage til, en hverdag, som optager en i form af arbejde eller skole, er også meget vigtigt, mener forskeren. Det er også vigtigt at undgå at gøre hændelsen til livets omdrejningspunkt.
»Identiteten som offer for alvorlige hændelser fungerer ofte som en selvopfyldende profeti,« fortæller Trond Heir.
Forskerne har ikke set så nøje på betydningen af behandling.
Den lille mængde tal, de har, tyder på, at behandling hos psykolog eller psykiater ikke har så meget at sige.
De personer, som fik behandling, bearbejdede hverken traumer eller sorgreaktioner hurtigere end andre.
Det går godt for de fleste
De nordiske forskerne opsummerer, at ét af hovedfundene er, at det går relativt godt for de personer, som blev ramt af tsunamien, her 15 år senere. Trond Heir er ikke så overrasket.
»Menneskets historie er fyldt med kriser og katastrofer, død og elendighed.
Som art har vi udviklet os på baggrund af de erfaringer, vi har gjort gennem tiderne. Vi er blevet selekteret (evolutionært udvalgt, red.) til at tåle kriser.«
Det er et vigtigt budskab for traumeforskningen, mener han.
»Som regel går det godt. Det er derfor lige så vigtigt at formidle håb og en tro på bedring efter en katastrofe, som at fokusere på alt det, som kan gå galt,« mener han.
LÆS OGSÅ: Grusom tsunami efterlader pårørende i kronisk sorg
Brugte erfaringerne senere
Da forskerne i løbet af det første år efter katastrofen rejste tilbage til Thailand sammen med en gruppe af de berørte, gjorde de en interessant erfaring.
»Vi oplevede, at de havde stor gavn af at vende tilbage og forstå, hvad der var sket for dem. At turde bo det samme sted og bade på de samme strande, hvor de havde oplevet deres livs værste mareridt, eller hvor de havde mistet deres kære, var en helende oplevelse for dem. De fortalte, at livet efterfølgende blev bedre,« siger Trond Heir.
Forskerne brugte disse erfaringer med tsunami-ofrene til at hjælpe ofrene efter massakren 22. juli 2011 på Utøya. De tog de ansatte i regeringskvarteret med ind i bygningen efter bombesprængningen for at se på skaderne.
I samarbejde med Kripos tog forskerne ligeledes de efterladte med til Utøya, så de kunne se, hvor deres kære blev fundet.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark
LÆS OGSÅ: Tsunamien gav danske vidner angst og depression
LÆS OGSÅ: Traumatiske erindringer nedarves gennem generationer
LÆS OGSÅ: Kunst og musik hjælper traumeofre videre
