Tsunamien gav danske vidner angst og depression

2. juledag 2004 fik et stort jordskælv i Det Indiske Ocean 10 meter høje bølger til at rejse sig og skylle nådesløst ind over strande i Sydøstasien.

Og tsunamien, der tog livet af omkring en kvart million mennesker og gjorde halvanden million lokale hjemløse, er langt fra glemt her fem år efter.

Især ikke af de danske turister, der så flodbølgen med egne øjne. For hvert tiende danske vidne var oplevelsen så modbydelig, at de et år efter katastrofen stadig døjede med symptomer på posttraumatisk stresssyndrom.

Mere end hver tredje med posttraumatisk stresssyndrom led samtidig af depression.

Snævrer man ind på de danskere, der selv var i direkte livsfare, stiger andelen med posttraumatisk stresssyndrom et år efter tsunamien til mellem 18 og 20 procent.

Jo tættere de danske vidner var på flodbølgens ødelæggelser, des dybere ar fik de altså på sjælen, viser de foreløbige resultater af en ph.d.-afhandling, som ph.d.-studerende Susanne Rosendal fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet er ved at lægge sidste hånd på.

Hårdt at se andre lide

Hun har med to spørgeskemaundersøgelser henholdsvis et og to år efter tsunamien undersøgt, hvordan katastrofen påvirkede de 2.000 danske overlevendes psyke.

»De fleste med posttraumatisk stresssyndrom oplever et øget angstniveau. Det viser sig ved tilbagevendende mareridt, og bestemte lugte eller lyde kan også få dem til at genopleve katastrofen,« fortæller Susanne Rosendal, der er læge på Psykiatrisk Center Rigshospitalet.

Susanne Rosendal fortæller, at en del af de overlevende var slået til blods og klamrede sig til palmer i flere timer, inden de turde kravle ned. Andre reddede sig selv væk på både og var nødt til at efterlade dem, der var ved at drukne i vandet.

»Det tyder på, at det at have været vidne til andres lidelse har stor betydning et år efter. Det kan have stor sammenhæng med det, man kalder overlevelsesskyld og skyldfølelse over, at man ikke kunne gøre en forskel,« siger Susanne Rosendal.

Familie og venner var vigtigste støtte

Omvendt er der ingen tegn på, at tidligere psykiatriske indlæggelser havde nogen betydning for, hvilke turister der efterfølgende var mest sårbare.

»Mange af dem har ikke været vant til at have mentale gener. De kan ikke forstå, hvorfor de får de her angstanfald. Mange tror, at de er ved at blive sindssyge, eller at der er noget særligt galt med dem, fordi de reagerer på den måde,« siger Susanne Rosendal.

Det var derfor en stor lettelse for dem, når de kom i behandling og fik forklaret, at deres reaktion var ganske almindelig og naturlig.

Af de 2.000 danskere, der var vidner til tsunamien, tog 300 imod et tilbud om behandling i deres region. Langt de fleste peger dog på familie og venner som den vigtigste støtte i tiden efter, at de blev evakueret fra Sydøstasien.

Krisepsykiatrian kan lære af tsunami

Susanne Rosendal mener, at krisepsykiatrien kan lære meget af tsunamiens psykiske konsekvenser for de overlevende.

Dels fordi en så stor gruppe blev ramt, men også fordi de hurtigt blev fløjet væk fra ulykkesområdet. Derfor blev de udelukkende påvirket af selve katastrofen og ikke af de længerevarende konsekvenser, som tsunamiens ødelæggelser efterfølgende havde for lokalbefolkningen.

Hun vil i de kommende måneder supplere spørgeskemaerne ved at bruge registre til at undersøge, hvordan tsunamien har påvirket de overlevendes brug af sundhedssystemet. Det kan tegne et klarere billede af, hvilken type oplevelser under en katastrofe, der har de værste psykiske konsekvenser for de overlevende.

Den viden kan i fremtiden hjælpe kriseberedskabet til at spotte risikogrupper hurtigere, så de kan få en mere effektiv behandling.

Susanne Rosendal afleverer sin ph.d.-afhandling i oktober 2010.

Brug artiklen i undervisningen. Denne artikel er udvalgt til undervisning.videnskab.dk. Se anbefalinger til brug af artiklen i undervisningen.