Ved en nylig pressekonference, der egentlig skulle handle om en handelsaftale med EU, hævdede Donald Trump, at vindmølleparker er et »fupnummer«, som »dræber fugle«, »driver hvaler til vanvid«, er «ødelæggende« for miljøet og er »den dyreste form for energi«.
Med sine udtalelser kommer Trump ikke bare med en gammel traver. Hans påstand lægger sig i forlængelse af et globalt mønster af konspirationsteorier omkring vedvarende energi – især vindmølleparker.
Ligesom man i 1800-tallet frygtede, at telefoner kunne sprede sygdomme, afspejler konspirationsteorier om vindmølleparker en dybere frygt og bekymring for forandring.
Det er en kombination af mistro over for myndighederne, nostalgi efter den 'fossile tidsalder' og en modvilje mod at se den moderne verdens kompleksitet i øjnene.
Forskning viser, at faktatjek sjældent hjælper, når denne frygt først er blevet en del af en persons verdenssyn.
En kort historie om modstanden mod vedvarende energi
Selvom vi i hvert fald siden 1950’erne har vidst, at klimaforandringer forårsaget af CO2 sandsynligvis var på vej, og endda formentlig lige om hjørnet, blev de tidlige argumenter for vedvarende energi ofte set som et forsøg på at bryde de store fossile energiselskabers dominans.
Ideen om, at fossile energiselskaber ville forsøge at forsinke adgangen til vedvarende energi, blev fint illustreret i en klassisk episode af The Simpsons, hvor rigmanden og atomkraftværksejeren Mr. Burns bygger et tårn for at blokere for solen over Springfield og tvinge folk til at købe hans atomkraft.
I den virkelige verden fandt noget lignende faktisk sted. I 2004 samlede Australiens daværende premierminister, John Howard, direktører fra fossilindustrien for at hjælpe ham med at bremse væksten i vedvarende energi – under dække af en rådgivningsgruppe for lavemissionsteknologi.
Samtidig havde fortalere for vedvarende energi – især vindkraft – ofte svært ved at opbygge offentlig opbakning, blandt andet fordi de eksisterende energikilder (miner, oliefelter, atomkraft) typisk er ude af øje, ude af sind.
Der blev også fyret op under modstanden ved hjælp af sundhedsmæssige skrækscenarier, som 'vindmøllesyndromet' (hvor det hævdes, at støj fra vindmøller er koblet til hjerte-kar-lidelser, depression, højt blodtryk, søvnforstyrrelser, diabetes og lav fødselsvægt, red).
Selvom sundhedsfaglige eksperter betegnede syndromet som en 'ikke-sygdom' og ikke-eksisterende, cirkulerede påstandene i årevis.
Modstand for nylig
Forskning i modstanden mod vindmølleparker afslører et mønster:
Troen på konspirationsteorier er en stærkere indikator for vindmøllemodstand end alle andre demografiske faktorer.
I Tyskland fandt forskeren Kevin Winter og hans kolleger således, at troen på konspirationer havde langt større indflydelse på modstanden mod vindkraft end alder, køn, uddannelse eller politisk ståsted.
Nok så bekymrende havde det begrænset effekt at præsentere modstandere for fakta.
I en nylig artikel, baseret på undersøgelser i USA, Storbritannien og Australien, argumenterer Kevin Winter og kolleger for, at modstanden er 'rodfæstet i folks verdenssyn'.
Klimabenægtere tror lettere på vindmølle-konspirationer
Hvis man tror, at klimaforandringer er fup eller miljøaktivisters hysteriske overdrivelser, er man også nem at overbevise om, at vindmølleparkerne forurener grundvandet, forårsager strømafbrydelser eller – som Trump siger – »driver hvaler til vanvid« og får dem til at strande.
Vindmølleparker er ynglested for sådanne teorier. De er et synligt symbol på klimapolitik og komplekse nok til at virke mystiske for ikke-specialister. En række vindmøller kan blive mål for frygt for modernitet, energisikkerhed eller statslig kontrol.
Det, siger Kevin Winter og kolleger, »udgør en udfordring for kommunikatører og institutioner, der arbejder for at fremme den grønne omstilling«.
Det er sværere at ændre et helt verdenssyn end at korrigere en række opdigtede påstande.
Hvad handler det egentlig om?
Bag misinformationen – som ofte drives af penge eller politisk magt – ligger der et dybere problem.
Nogle mennesker – måske inklusive Trump – ønsker ikke at forholde sig til, at de fossile teknologier, som har bragt velstand og kontrol, også skaber miljøkriser.
Det er problemer, som ikke bliver løst med mere teknologi. Det krænker deres følelse af uovervindelighed og dominans.
Denne 'anti-refleksivitet', som en del forskere kalder det, er en modvilje mod at reflektere over omkostningerne ved tidligere succeser.
Også et spørgsmål om identitet
Det handler også om identitet. I visse hjørner af den online ’manosfære’ (en paraplybetegnelse for en række forskellige antifeministiske onlinefora, hvor nogle mænd dyrker en bestemt maskulinitetsopfattelse samt en modstand mod feminismen, red.), bliver klimabekymring fremstillet som 'kvindagtig'.
Mange 'boomere' – især hvide, heteroseksuelle mænd som Trump – har følt sig desorienterede, i takt med at verden ændrer sig omkring dem.
Den grønne omstilling symboliserer en del af denne forandring. Måske er det en måde at forstå, hvorfor Trump går til angreb på vindmøller.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
