Industrierne for fossile brændstoffer, politiske lobbyister, mediemoguler og mange flere har i løbet af de seneste 30 år sået tvivl omkring klimaforandringer – selvom der ikke burde være nogen tvivl overhovedet.
Ifølge de seneste skøn bruger verdens fem største olie- og gasselskaber omkring 200 mio. dollars om året til at lobbyere imod bindende klimaaftaler.
Men deres indflydelse på befolkningen ser ud til at aftage. To nye undersøgelser viser, at mere end 75 procent af den amerikanske befolkning tror, at mennesker er skyld i klimaforandringer.
Skolestrejker, Extinction Rebellion-demonstrationer, regeringer, der erklærer undtagelsestilstand for klimaet, forbedret dækning af klimaforandringer fra mediernes side samt et øget antal ekstreme vejrfænomener har alle været med til at skabe denne forandrede opfattelse. Og der ser ud til at være fornyet håb om, at vi kan håndtere krisen.
Det betyder også, at lobbyisterne har skiftet strategi. Deres tilgang er blevet hårdere, men mere skjult, i en strategi, der er blevet døbt ‘klima-sadisme’.
Denne tilgang bruges til at gøre grin med unge mennesker, der protesterer, og til eksempelvis at ydmyge den blot 16-årige Greta Thunberg – en ung pige med aspergers, som blot fortæller sandheden.
Derfor er det vigtigt at kende til de forskellige former for benægtelse. Den nedenstående klassifikation vil hjælpe dig med at forstå de forskellige måder, som klimabenægtere bruger for at overbevise dig om ikke at handle.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
1. Videnskabsbenægtelse
Denne form for benægtelse, hvor videnskaben bag klimaforandringer endnu ikke helt er sunket ind, kender vi alle til. Her påstås det, at klimaforandringerne blot er en del af en naturlig cyklus, eller at klimamodeller ligefrem er upålidelige.
Nogle foreslår endda, at CO2 fylder så lidt i atmosfæren, at det umuligt kan have en opvarmende effekt.
Eller at klimaforskere har pillet ved dataen for at få det til at ligne, at klimaforandringerne finder sted (som del af en større konspiration, der ville kræve, at flere tusinde forskere var med på den).
Men disse argumenter er falske, for blandt forskere er der konsensus om, hvad der ligger til grund for klimaforandringerne.
Klimamodellerne, som forudser den globale opvarmning, har ligget stabilt over de seneste 30 år på trods af den stigende kompleksitet, hvilket vidner om, at der ligger robust videnskab til grund for prognoserne.
Den forandrede opfattelse blandt folk betyder, at undermineringen af den bagvedliggende videnskab vil fortsætte med at få mindre betydning. Derfor har klimabenægterne været nødt til at skifte strategi.
Én af Storbritanniens ledende benægtere, Nigel Lawson, der tidligere var Chancellor of the Exchequer i det britiske kabinet, er nu enig i, at mennesker forårsager global opvarmning på trods af, at han i 2009 grundlagde den skeptiske lobbygruppe Global Warming Policy Foundation.
Gruppen siger, at de er »åbensindede i forhold til videnskaben bag den globale opvarmning, men bekymrede for prisen og implikationerne ved de politiske løsningsforslag.« Med andre ord handler det nu om kroner og øre og ikke længere videnskaben bag klimaforandringer.
2. Økonomisk benægtelse
Ideen om, at klimaforandringer er for dyre at bremse, er en mere diskret form for klimabenægtelse. Men økonomer anslår, at klimaforandringerne kan rettes op på med blot en procent af verdens samlede bruttonationalprodukt (BNP).
Muligvis endnu mindre, hvis forbedringer af menneskelig sundhed og velvære samt udvidelsen af den globale grønne økonomi medregnes. Men hvis ikke vi handler nu, kan det i år 2050 komme til at koste mere end 20 procent af verdens BNP.
Det er også vigtigt at huske på, at verden i 2018 genererede 86.000.000.000.000 mio. dollar, og at BNP’en hvert år vokser med 3.5 procent. Så at tilsidesætte 1 procent af BNP’en vil i i det store hele ikke gøre en verden til forskel. Til gengæld vil det spare en masse penge på længere sigt.
Hvad klimabenægterne også glemmer at nævne er, at de holder hånden over industrien for fossile brændstoffer, der årligt modtager 5,2 billioner dollars i tilskud i form af understøttede forsyningsomkostninger, skattelettelser og miljøomkostninger – hvilket svarer til 6 procent af verdens BNP.
Den Internationale Valutafond anslår, at en mere effektiv prissætning af fossile brændstoffer ville kunne sænke den globale CO2-udledning med 28 procent, antallet af dødsfald som følge af fossil luftforurening med 46 procent samt øge det enkelte lands årlige indtjening med 3,8 procent af det pågældende lands BNP.
3. Humanitær benægtelse
Nogle klimabenægtere påstår, at klimaforandringerne er positive for os. De mener, at længere og varmere somre vil kunne gøre landbruget mere effektivt i den tempererede klimazone.
Men de varmere temperaturer vil mest af alt mærkes i form af et mere tørt vejr præget af flere hedebølger, som det eksempelvis sås i Rusland i 2010, da en hedebølge slog 11.000 ihjel og ødelagde den russiske høst, hvilket fik globale fødevarepriser til at stige.
Dertil kommer det faktum, at mere end 40 procent af Jordens befolkning bor i tropiske områder, hvor ingen ønsker varmere somre, da det både vil forværre de lokales velvære og føre til øget ørkendannelse.
Klimabenægtere påpeger også, hvordan den øgede mængde CO2 i atmosfæren kan fungere som en form for gødning.
Det er sandt, at planter og træer har absorberet omkring en fjerdedel af den årlige CO2-udledning – det samme gør sig gældende for havet. Men det store tab af naturlige skovområder gennem skovrydning har ophævet denne mindre positive effekt fuldstændigt.
Et andet argument går på, at varmere vintre vil være en god ting, da kulde slår flere mennesker ihjel end varme. Dette argument er utroligt misvisende.
Sårbare mennesker bukker under for kulden på grund af mangelfulde boligforhold, og fordi de ikke har råd til at betale deres varmeregning. Det er samfundet, ikke klimaet, der slår dem ihjel.
Derudover er argumentet også faktuelt forkert. I USA slår varme for eksempel fire gange så mange ihjel som kulde.
Og dette tal er muligvis endnu højere, da mange varmerelaterede dødsfald registreres som eksempelvis hjertesvigt, åndenød eller slagtilfælde i stedet, da det er helbredsmæssige implikationer, der kan fremprovokeres af overdreven varme.
4. Politisk benægtelse
Klimabenægtere påstår, at det er nytteløst at gøre noget for klimaet, da andre lande alligevel ikke handler. Men ikke alle lande bærer en lige stor del af skylden.
For eksempel står USA for 25 procent af den menneskeskabte CO2, der igennem tiden er blevet udledt til atmosfæren, mens EU-landene har udledt 22 procent. Til sammenligning har Afrika blot udledt lige under fem procent.
Derfor har de mere udviklede lande et etisk ansvar for at går forrest i kampen for at skære ned på udledningen af CO2.
I sidste ende må alle lande dog handle, for hvis vi vil minimere klimaforandringerne, så må hele verden opnå nul-udledning af CO₂ inden 2050.
Benægtere vil måske også påpege, at der eksisterer mere presserende problemer for de enkelte lande.
Men mange af klimaløsningerne vil også gavne normale mennesker på flere områder. Eksempelvis vil vedvarende energi og elektriske køretøjer kunne sænke luftforureningen, hvilket vil gavne menneskers helbred overordnet set.
Samtidig vil udviklingen af den grønne økonomi styrke økonomien generelt og skabe flere arbejdspladser.
Og ved at forbedre miljøet og genplante skove vil vi være bedre beskyttet mod ekstreme vejrforhold, hvilket kan sikre vores adgang til mad og drikke.
5. Krisebenægtelse
Den sidste del af klimabenægterne argumenterer for, at vi skal tænke os om, før vi gør noget, særligt med fokus på den usikkerhed, som resten af klimabenægterne pointerer.
De påpeger, at klimaforandringerne ikke er så slemme, som forskerne mener, og at vi i fremtiden vil være meget rigere og derfor lettere vil kunne gøre noget ved klimaforandringerne.
Disse klimabenægtere spiller på vores følelser, da de ved, at mange ikke kan lide forandringer og føler, at vi i forvejen lever i en god periode – særligt de af os, som har magt eller penge.
Men lignende hule argumenter er før i tiden blevet brugt til at forsinke kvindernes stemmeret, afskaffelsen af slaveriet, afskaffelsen af kolonimagternes styre,
afskaffelsen af raceadskillelsen, afkriminaliseringen af homoseksualitet, styrkelsen af arbejdernes rettigheder og homoseksuelles ret til at blive gift.
Spørgsmålet er, hvorfor vi giver de mest magtfulde og privilegerede mennesker lov til at overbevise os om at forsinke vores planet fra at blive reddet fra klimaforandringer?
Mark Maslin hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Johan Storgaard Jespersen.
\ Læs mere
