Verdenslederne mødes igen til FN's klimakonference COP23 i Bonn den 6.-17. november 2017.
Men man forventer ikke, at klimaforhandlingerne får afgørende aftaler i hus som ved COP21 i Paris i 2015 eller COP15 i København i 2009.
Det betyder dog ikke, at vi helt skal se bort fra COP23; håbet er at se et meningsfuldt fremskridt i implementeringen af Paris-aftalens klimamålsætninger.
\ Læs mere
Landene står sammen om ønsket om, at en lang række operationelle regler – der blev holdt formålstjenligt uklare i Paris – bliver fastlagt ved COP24 i 2018 i Katowice, Polen.
Det gælder for eksempel regler for finansering af klimatilpasning i udviklingslandene og for en ny markedsmekanisme til blandt andet at hjælpe med gennemførelsen af aftalen.
Sneglefart efterfulgt af hektisk fase
\ Historien kort
- FN's klimatopmøde COP23 i Bonn er skudt i gang, men der er ikke store forventninger til resultatet.
- Her fremlægger to britiske forskere fem scenarier, der bør finde sted, men som sandsynligvis ikke vil blive realitet.
Klimaforhandlinger involverer typisk flere års fremgang i sneglefart efterfulgt af en hektisk fase, hvor parterne sidder ved forhandlingsbordet i to dage uden pause for at færdiggøre aftalen.
Det er en udmattende proces, som almindeligvis kun producerer skuffende resultater, der alligevel bliver annonceret med stor fanfare sammen med lanceringen af endnu et nyt initiativ eller netværk.
Indbyder til træt kynisme
Det indbyder til en træt kynisme om forventningerne til hele FN-processen.
Men hvis Paris-aftalen ikke skal ende som en farce, skal den gerne være andet og mere end heroiske politikere på lynvisit hvert femte år.
Det kræver, at landene arbejder opmærksomt og tålmodigt på at revidere og forbedre deres strategier for at vende emissionsudviklingen og på at rydde op i det frygtelige rod, som klimaændringerne allerede er skyld i.
Her følger fem ting, der kan ske:
Scenarie 1: Endeligt punktum for olie, kul og gas
Parterne – næsten 200 lande plus EU – erkender, at Paris-aftalens nul-emissionsmål ('net-zero') betyder et endeligt punktum for fossile brændstoffer.
Men hvad betyder det i praksis?
De kan gøre alvor af de politiske erklæringer, hvilket vil få alvorlige følger, som eksempelvis at eliminere de statslige subsidierne til fossile brændstoffer, som selv IMF mener, har taget overhånd – eller en udfasning af kul, når vi når frem til år 2025.
De kan også begynde at overveje, hvordan man kan arrangere seriøs finansiering af vedvarende energi, elektrificering af motoriseret transport og at køre teknologioverførslen op.
Scenarie 2: Skærp klimaforpligtigelserne
Parterne kunne også blive enige om, at deres klimaforpligtigelser (de såkaldte 'nationalt bestemte bidrag', NDC'er) er utilstrækkelige og annoncere reviderede og mere aggressive og strenge målsætninger.
Det stod klart fra starten, at vi på trods af reduktionstilsagnene umuligt kan opfylde 2-graders målet; for ikke at tale om 1,5-graders målet.
Landene kan i fællesskab blive enige om at fremskynde processen og evaluere klimaforpligtelserne, men for at det skal kunne lykkes, skal lande, der ønsker at føre an, gøre det unilateralt.
Scenarie 3: Mindre snak, mere handling
De industrialiserede lande kan annoncere nye investeringer i Den Grønne Klimafond, der har til formål at støtte udviklingslandenes klimaindsatser – både omstilling til lavemission og tilpasning til klimaudfordringer. Fonden har en hensigt om, at midlerne skal fordeles ligeligt mellem disse to formål.
Der er desværre mere tale end i handling i denne fond, og de rige lande har endnu ikke bakket løfterne op med handling.
Fonden skulle egentlig havde skaffet 100 milliarder dollars om året, når vi når fem til år 2020, men indtil videre er det kun blevet til 10 milliarder dollars i alt (og det inkluderer 3 milliarder dollars fra USA, hvis medlemsskab nu er truet af USA's præsident, Donald Trump).
Det er på ingen måde nok set i lyset af behovet for både at finansiere kulstofudvikling i udviklingslande og hjælpe dem, der allerede står ansigt til ansigt med de tab og skader, der følger i kølvandet på klimaforandringerne.
Der er brug for penge og midler til at simulere privat finansiering af udviklingen af lav-carbon samfund.
Scenarie 4: Afklar reglerne
Parterne kan aftale visse regler et år forud for planen. Sidste år ved COP22 i Marrakech blev det besluttet, at de regulativer, der var blevet holdt formålstjenligt uklare, skulle aftales inden 2018 for at hjælpe gennemførslen af aftalen.
Men disse ting har en tilbøjelighed til at tage lang tid.
Tag nu for eksempel markedsmekanismerne (artikel 6 i aftalen). Efter at de blev introduceret i Kyoto-aftalen i 1997, tog det yderligere fire år for alle at blive enige om, hvordan reglerne skulle sættes i kraft.
Det er alt for langsomt. Nu da har vi alle de tidligere modeller til at trække på, vil hurtigere fremskridt være et tegn på, at de arbejder på sagen.
Scenarie 5: Fantasiteknologierne er vrangforestillinger
Parterne kan acceptere at 'negative emissionsteknologier' ikke er en erstatning for at sigte mod nul-emissioner.
Netto-nul-emission – og mange af IPCC's scenarier – sætter i stigende grad sin lid til mærkværdige og i ordets bogstaveligste forstand utrolige teknologier, der skal fjerne CO2 fra atmosfæren.
Den seneste er BECCS – Bio-Energy with Carbon Capture and Storage: Da biomassen optager kulstof under vækst, er ræsonnementet, at man med BECCS kan suge CO2 ud af atmosfæren og derved opnå 'negative emissioner'. BECCS er derfor en af flere såkaldte NETs – Negative Emissions Technologies.
\ Læs mere
I teorien skal vi dyrke planter, som så absorberer CO₂, for efterfølgende at brænde dem i kraftværker for at generere elektricitet, fange det udledte kulstof og opbevare det under jorden. Problemet er bare, at ingen ved, om det vil fungere i virkeligheden.
Alligevel bliver det brugt af mange som en slags magisk redningsklausul, der skal afværge det endelige fossile brændstof-stop (se første punkt).
Erkendelsen af, at det er ønsketænkning, vil gavne alle.
Usandsynlige scenarier
Alle fem scenarier er temmelig usandsynlige.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Det er derimod mere sandsynligt, at forhandlingerne vil bumle af sted, og intet vil ske indtil det sidste øjeblik (hvis overhovedet).
Én ting vil med sikkerhed ske (selvom det er stort set meningsløst). Climate Action Leadership Network, der allerede blev præsenteret i forbindelse med FN's klimauge i september, vil blive lanceret som det seneste forsøg på at give indtryk af fremdrift i forhandlingerne.
I mellemtiden vil den vedvarende energiteknologi falde i pris – uafhængigt af alle de fine ord – og de atmosfæriske koncentrationer af CO2 vil fortsætte med at stige.
Matthew Paterson modtager støtte fra Social Sciences and Humanities Research Council (Canada). Marc Hudson hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
