Derfor forhindrer mødet mellem gerningsmand og offer ikke ny kriminalitet

Den gængse viden er, at straf gør det mere sandsynligt, at folk begår ny kriminalitet. Et smut i fængslet er altså den bedste skole for en lang kriminel karriere.

Derfor var det lovende, da en betænkning fra Justitsministeriets udvalg om konfliktråd i 2008 kunne præsentere en model for en permanent landsdækkende ordning, hvor offer og gerningsmand skal mødes i et såkaldt konfliktråd for at bearbejde offerets »angst og frustration«.

Møderne skulle også »være med til at afholde gerningsmanden fra at begå ny kriminalitet,« som den daværende justitsminister, Brian Mikkelsen (K), formulerede det i en pressemeddelelse.

I foråret 2016 kunne Justitsministeriets Forskningskontor med støtte fra TrygFonden så offentliggøre en evaluering af effekten af den efterfølgende lov om konfliktråd, som blev vedtaget af et enigt Folketing i 2009, og konklusionen var desværre skuffende.

»Vi kan se, at der ikke er nogen forskel på tilbøjeligheden til at begå ny kriminalitet hos den gruppe gerningsmænd, som deltog i konfliktrådene, og den gruppe gerningsmænd, som gerne ville have deltaget, men hvor ofrene afslog at deltage,« forklarer Britta Kyvsgaard, der er forskningschef i Justitsministeriet og forskeren bag evalueringen.

\ Læs mere

Debat: Hvordan løser vi problemet med bandekriminalitet?

Forventede positive resultater

Der var imidlertid en god grund til, at politikerne nærede store forventninger til den kriminalpræventive effekt af konfliktråd, da loven blev vedtaget.

En udredningsrapport udarbejdet af Britta Kyvsgaard og hendes kolleger pegede på, at internationale såkaldte ‘restorative justice’-programmer havde vist sig at kunne mindske risikoen for, at gerningsmændene ville begå ny kriminalitet.

Restorative justice er et paraplybegreb, der dækker over forskellige indsatser, der som de danske konfliktråd har til formål at genoprette retfærdigheden ved at lade offer og gerningsmand mødes.

De positive erfaringer fra udlandet gav Britta Kyvsgaard og hendes kolleger en forventning om, at også de danske konfliktråd kunne have en kriminalpræventiv effekt.

\ Læs mere

Sådan straffer vi, så kriminaliteten forsvinder helt

I England bruges konferencer

I dag har Britta Kyvsgaard imidlertid gravet dybere i den internationale forskning, og her mener hun at have fundet en forklaring på, at det danske konfliktråd ikke har haft samme effekt som de udenlandske programmer.

»Man kan se, at den type indsatser, der først og fremmest har vist sig at have en kriminalpræventiv effekt, er de såkaldte konferencer, hvor det ikke kun er offeret og gerningsmanden, der mødes med en mægler, men hvor man også har sit netværk med,« fortæller hun.

Den udenlandske forskning, som Britta Kyvsgaard nu har gravet i, er primært den, der kommer fra Centreret for eksperimentel kriminologi ved Cambridge University. Her har forskerne vist, at de såkaldte restorative justice-konferencer lader til at kunne mindske risikoen for, at gerningsmænd begår ny kriminalitet.

Resultaterne bygger på en række forsøg, hvor gerningsmændene efter lodtrækning blev placeret enten i gruppen, der deltog i konferencerne, eller i gruppen, der ikke deltog. Inden lodtrækningen havde forskerne dog allerede spurgt gerningsmændene, om de ville deltage i konferencerne, for at sikre, at de kun trak lod blandt de gerningsmænd, der var villige til at deltage.

Effekten af konferencerne er godt nok beskeden, skriver forskerne i en forskningsgennemgang publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Quantitative Criminology i 2015, men til gengæld er konferencerne billige at gennemføre i forhold til andre kriminalpræventive indsatser.

Når man dykker ned i den engelske forskningsgennemgang, står det dog ganske klart, at resultaterne skal ses som effekten af en meget specifik, meget ensartet model for restorative justice, og at det ikke umiddelbart er muligt at generalisere konklusionerne fra deres studie til andre typer modeller.

\ Læs mere

Danske børn skal spille spil med far i fængslet

Danske konfliktråd ser tilbage, ikke frem

Men hvad er forklaringen på, at de engelske modeller viser en kriminalpræventiv effekt, mens vi i Danmark må spejde forgæves efter den?

»I den danske konfliktrådsmodel og andre såkaldte mæglingsprogrammer er der stort fokus på, hvordan offeret har det, og det er meget prisværdigt,« forklarer Heather Strang, der er vicedirektør for Centeret for eksperimentel kriminologi på Cambridge University og en af de primære forskere bag den internationale forskningsgennemgang.

I de engelske konferencer fokuserer man derimod også på gerningsmandens perspektiv. Man spørger, hvad der skal til for at undgå ny kriminalitet, og hvad der arbejder enten for og imod det i gerningsmandens liv.

»I bund og grund har offeret en tendens til at se tilbage på, hvad der skete, mens det fra gerningsmandens perspektiv handler meget mere om, hvad man fremadrettet kan gøre for at undgå ny kriminalitet. Konsekvensen af det store fokus på offerets synspunkt i de danske mæglingsprogrammer kan være, at der gives meget lidt plads til den form for diskussion,« siger Heather Strang.

Det virker, når familier og venner deltager i konfliktråd

Så er spørgsmålet, om de danske konfliktråd ville få en kriminalpræventiv effekt, hvis bare man begyndte at fokusere mere på gerningsmanden?

Det kan man i sagens natur ikke vide sig sikker på, men der er en anden vigtig komponent, som ifølge Heather Strang skal til, før man med rimelighed kan sammenligne programmet med de succesfulde engelske programmer.

I de danske konfliktråd er det kun offeret, gerningsmanden og en mægler, der er til stede, mens man i de engelske konferencer forsøger at inddrage alle de mennesker, der betyder noget for offer og gerningsmand. Ifølge Heather Strang er det ekstremt vigtigt for den kriminalpræventive effekt.

»Der er mange antagelser om, at gerningsmænd er meget bange for at skulle for retten, men forskningen viser, at når først en gerningsmand har været i retten en gang, er de ret uimponerede over det,« forklarer Heather Strang.

»Til gengæld viser det sig, at de er meget mere bekymrede over, hvad de mennesker, der betyder noget for dem, mener. Så hvis de er i rummet og hører alle de ting, som offeret sandsynligvis fortæller om, hvad der skete, og hvordan offeret har oplevet det, er det som regel en virkelig stærk oplevelse for en gerningsmand. Ikke nødvendigvis på grund af hvad de føler over for offeret, men på grund af hvad de føler over de mennesker, der betyder noget for dem selv.«

Forskellige typer af evaluering

En anden mulig forklaring på, at de engelske konfliktråd ser ud til at have en effekt, som de danske ikke har, kan være forskellen på den måde, de er evalueret på.

De engelske evalueringer bygger som sagt på lodtrækningsforsøg, der er guldstandarden inden for videnskabelige forsøg, og det har ikke været muligt i den danske evaluering. Alene den forskel gør, at man ikke nødvendigvis kan sammenligne de to programmers resultater.

Det, som Britta Kyvsgaard har gjort for at nærme sig lodtrækningsforsøget så meget som muligt, er at udnytte, at kun nogle af ofrene indvilgede i at deltage.

»Det, som har været altafgørende ved den metode, er, at vi også har kunnet tage hensyn til motivationen hos gerningsmanden. Man kunne forvente, at de gerningsmænd, der afslog at deltage, også i udgangspunktet ville have en højere risiko for at begå ny kriminalitet,« forklarer Britta Kyvsgaard.

»Så da vi opdagede, at vi kunne se, hvilke gerningsmænd der havde sagt ja, men som ikke havde fået mulighed for det på grund af offerets afslag, mente vi, at vi havde en kontrolgruppe, som var så tæt på et lodtrækningsforsøg, som man overhovedet kunne komme. Det er umiddelbart to sammenlignelige grupper, da man må gå ud fra, at motivationen som udgangspunkt er den samme i begge grupper, fordi det så at sige er offeret, der har trukket lod i denne situation.«

Der skal meget til at tippe resultatet

Heather Strang er dog ikke sikker på, at man nødvendigvis kan drage den konklusion.

»Jeg ved, at de danske forskere virkelig har gjort ihærdige forsøg på at matche de to grupper, så der er taget hensyn til alvorligheden af forbrydelserne og restsagernes karakteristika, men det hviler stadig på en forudsætning om, at der ikke er nogen systematisk forskel mellem de sager, hvor ofrene går med til at deltage, og dem, hvor de afslog at deltage, og det kan man være bekymret for, om der i virkeligheden er,« siger Heather Strang.

»Det siger jeg ikke som nogen kritik, for de havde ikke noget valg, men det begrænser pålideligheden og gyldigheden af resultaterne. Det er et stort problem, som de jo også anerkender.«

Britta Kyvsgaard mener dog, at et naturligt eksperiment som hendes, udført på mange personer, kan være bedre end rene eksperimenter som de engelske, hvor det ofte vil være en lille udvalgt gruppe, der får en behandling fra særligt veluddannede mennesker.

»Jeg tror på mange måder, at resultaterne fra de naturlige eksperimenter er mere valide, fordi man her undersøger de tiltag, der allerede findes, på de mennesker, der allerede gør brug af dem, og det betyder, at resultaterne herfra lettere kan overføres til hverdagen,« siger Britta Kyvsgaard, der fortæller, at de ved hjælp af interview med dem, der koordinerer konfliktrådene, har forsøgt at undersøge, om der var nogle særlige karakteristika ved de sager, hvor offeret afslog, og det lod ikke til at være tilfældet.

Derudover peger hun på, at den manglende kriminalpræventive effekt er så gennemgående, at det er svært at forestille sig, hvad der skulle påvirke resultaterne så meget, så billedet ville ændre sig.

»Jeg tror, at det er rimeligt sikre resultater, for jeg kan se, at der heller ikke er nogen tendenser til, at der tilnærmelsesvis skulle være en positiv og signifikant effekt af konfliktrådene. Der skal virkelig meget til for at tippe resultatet, fordi udfaldet er så forbavsende ens for begge grupper. Vi har også analyseret undergrupper og forskellige kriminalitetsarter og ikke kunnet finde nogen som helst effekt.«

\ Læs mere

Hvorfor begår mennesker økonomisk kriminalitet?