Må man skamme sig over Danmark?

Er det OK at appellere til følelser i den offentlige debat? Og er nogle følelser ’no-go’?

Faktum er, at der er masser af følelser i politik og lovgivning, men visse følelser vækker opsigt. Som skam for eksempel.

Og når selve statsministeren går i rette med borgere, der har udtrykt en bestemt følelse, og beskylder dem for ikke at føle fædrelandskærlighed, så er det interessant fra en retorisk vinkel.

Dels er det interessant, at nogle vil appellere til skamfølelse, når de kan sige sig selv, at det i vide kredse vil give bagslag og vække harme snarere end sympati.

Hvorfor gør de det så?

Dels er det interessant at observere, hvordan den offentlige debatkultur, repræsenteret ved statsministeren, sanktionerer nogle følelser som uacceptable, samtidig med at regeringens officielle linje er at fremme en sund debatkultur, hvor uenighed respekteres.

I denne artikel ser vi nærmere på den opstandelse, det vakte, da forskellige kulturpersonligheder i 2016 sagde offentligt, at de skammede sig over Danmarks flygtningepolitik.

Skam ifølge Aristoteles

Først kan vi spørge, hvilken slags følelse skam er, for på den måde at nærme os et svar på, hvorfor den virker så provokerende, når den lanceres i den offentlige debat.

Skam defineres i Gyldendals Den Store Danske som en »følelsesmæssig reaktion på oplevelsen af afvisning, latterliggørelse, kommen til kort eller tab af anseelse.«

I vesten er skam primært en meget privat følelse. Skam kan ikke så nemt som stolthed eller vrede bruges til mobilisering af et publikum. Skam er en sjældent set følelse i offentlig retorik.

Men faktisk er skam en af de 10 følelser, som Aristoteles skrev om i 2. bog af 'Retorikken' for 2.500 år siden. Han beskriver skam som »en følelse af ubehag og forvirring med hensyn til øjeblikkelige, tidligere eller fremtidige fejlhandlinger, som synes at ville medføre vanry«.

Skamfølelsen knytter sig til fejlhandlinger, som synes »vanærende, enten for en selv eller for dem, man sætter pris på«.

Aristoteles skriver også, at man »føler skam over for dem, hvis mening man værdsætter«, og at man »skammer sig mest over det, som foregår åbenlyst og for alles øjne«.

Aristoteles’ analyser fokuserer på følelser, som vedrører samfundsfællesskabet og borgeres indbyrdes relationer i det offentlige liv. De kan hjælpe os til at forstå, hvorfor det kan vække så megen furore, at nogle kendte personer siger, at de skammer sig:

Det handler om ubehaget ved at føle sig udstillet over for andre.

Dansk skam anno 2016

Som reaktion på regeringens stramninger overfor flygtninge i 2015-16, blandt andet på grund af den såkaldte 'smykkelov', udtalte forskellige danske kendisser, at de skammede sig over den danske politik.

Filminstruktøren Thomas Vinterberg sagde på et pressemøde på den internationale filmfestival i Berlin, at (han skammede sig) »over det danske ansigt udadtil«.

»Jeg skammer mig over det politiske liv i Danmark,« sagde han.

Skuespilleren Sofie Gråbøl skrev i et læserbrev i The Guardian:

»Jeg har svært ved at kende mit land lige nu. Jeg vil gerne være stolt af Danmark, men det er svært«.

Der kom lignede udtalelser fra andre kulturpersoner og kendte, blandt andet skuespilchefen på Det Kongelige Teater, Morten Kirkskov, og sangerne Medina og Mads Langer.

Mange danskere reagerede negativt på disse udtalelser i kommentarspor på netaviser og sociale medier. Vinterberg blev kaldt ting som ’klovn’, ’elitær’, ’nasseborger’ og ’virkelighedsfjern’.

Også statsministeren reagerede. I sin grundlovsdagstale sagde Løkke Rasmussen, at han »synes, at det er mærkeligt, når nogen har haft travlt med at sige, at de skammer sig over at være danske.«

Statsministerens sanktionering af skam

I lyset af Aristoteles’ observation om, hvordan man »føler skam over for dem, hvis mening man værdsætter«, og at man »skammer sig mest over det, som foregår åbenlyst og for alles øjne«, er det påfaldende, at Løkke Rasmussens ’forsvar’ mod, at skamfølelsen over Danmark og dansk politik skal brede sig, netop støtter sig til det fremmede blik på Danmark til at fremhæve positive sider ved samfundet.

Han henviser for eksempel til en bog skrevet af en britisk journalist, der har boet i Danmark, og gengiver nogle af de ting, hun fremhæver som særligt gode ved Danmark.

Også Obama bliver brugt som karaktervidne på, at Danmark er et velfungerende land.

Statsministeren slår fast, at det er dette »veldrev(ne) lille land«, der »er Danmark«.

Han fortsætter: »Og det er det indtryk, som resten af verden har.«

Når statsministeren tilføjer, at han ikke forstår »hvis ens ringeagt for regeringen er så stor, at den overstiger kærligheden til (ens) hjemland,« tyder det på, at han mener, at det er forkert at skamme sig over Danmark – og især at gøre det offentligt.

Denne sanktionering kommer til udtryk i et modangreb, som reelt er en anklage mod kendisserne for at præsentere »et vrangbillede af dansk politik … i håbet om at sværte Danmarks gode ry og rygte i internationale medier« og fejle i deres pligt til at udvise fædrelandskærlighed.

Er skam bare upassende i politisk sammenhæng?

Er det en gratis omgang for Gråbøl og Vinterberg at sige, at de skammer sig?

Ja - til en vis grad. Som kunstnere behøver de ikke at fremføre velafbalancerede synspunkter, der tager højde for konkurrerende, og legitime, indvendinger af økonomisk eller politisk art.

Men betyder det, at vi kan dømme skam ude som en relevant følelse i samfundslivet?

En nærmere undersøgelse af følelsernes rolle i udfoldelsen af retorisk medborgerskab kunne spørge:

Er der en potentielt konstruktiv side af skamfølelsen? Kan det at føle skam over Danmarks politiske linje ses som et udtryk for identifikation? Altså, som en slags sørgelig solidaritetserklæring?

Social skam kan være konstruktiv

Spørgsmålet er, om vi for hurtigt ignorerer en positiv side af skammens sociale karakter:

At det at føle skam over Danmark eller på Danmarks vegne kan ses som et udtryk for, at folk som Gråbøl og Vinterberg identificerer sig med landet som et politisk og værdimæssigt fællesskab og som en invitation til at tage del i dette fællesskab.

Ser man forbi avisernes bevidst forargelsesvækkende overskrifter og i stedet på udtalelserne i deres helhed, efterlyser Gråbøl »humanistiske idealer«, og Vinterberg erklærer sin tro på, at »vi fortsat er en befolkning af godhjertede mennesker«.

I den sammenhæng kan skamfølelsen tolkes som en appel til fællesskabet om en fornyet besindelse på grundlæggende værdier.

Ikke alle deler disse værdier, det er tydeligt.

Men betyder det, at man ikke kan appellere til dem, for eksempel gennem skam?