Hjerner skannes for skyld og skam
Britiske hjerneforskere har kortlagt områderne for skyld og skam i hjernen. Det skal gøre os klogere på depressioner.

Folk med depressioner oplever ofte verdenen som grå og livløs. Nu håber forskere i Storbritannien at finde ud af mere om hvordan hjernen hos de deprimerede ser ud, ved hjælp af hjernescanninger. (Foto: Colourbox)

Folk med depressioner oplever ofte verdenen som grå og livløs. Nu håber forskere i Storbritannien at finde ud af mere om hvordan hjernen hos de deprimerede ser ud, ved hjælp af hjernescanninger. (Foto: Colourbox)

Depression er en af de mest udbredte psykiske lidelser. Men som ved andre psykiske lidelser, kan lægen ikke foretage en simpel test for at afsløre tilstanden.

Kendte symptomer

I stedet må lægerne stille diagnosen ud fra graden af en række kendte symptomer, blandt andet vedvarende nedtrykthed, søvnbesvær, mangel på energi og øget irritabilitet.

Men ved hjælp af en hjerneskanner håber britiske forskere på, at de er på sporet af mere konkrete tegn på depression. Undersøgelsen er publiceret i tidsskriftet 'Cerebral Cortex'.

Normer og værdier

Forskerne tog udgangspunkt i hvordan vi mennesker hele tiden vurderer vor egen og andres opførsel i forhold til vort eget sæt af normer og moralværdier.

Lige fra vi er små, vurderer vi, om det vi selv og andre gør, er rigtigt eller forkert.

»Denne kontinuerlige evaluering har utrolig stor betydning for hvad vi tænker om os selv og andre. Men vi ved kun lidt om hvordan denne information lagres og anvendes af hjernen,« kommenterer Roland Zahn. Han har ledet undersøgelsen ved University of Manchester i Storbritannien.

Vrede, raseri og skam

Forskerne inviterede 29 personer, som hverken led af depressioner eller andre psykiske lidelser, til at deltage i undersøgelsen.

Mens de var koblet til en hjerneskanner (MRI-maskine), skulle deltagerne forestille sig forskellige handlinger, som brød med deres eget værdigrundlag.

Eksempel på en såkaldt fMRI-scanner (funktionel Magnetisk Resonans Imaging), som registrerer hjerneaktivitet. Forskerne bag den nye undersøgelse har kortlagt hjerneområderne for skyld og skam.

Når personerne forestillede sig, at andre mennesker stod for de uønskede handlinger, førte dette gerne til følelser af vrede og raseri hos deltagerne. Men når de så skulle forestille sig, at det var dem selv som udførte de negative handlinger, vakte dette især følelser af skam eller skyld.

Koblet til en scanner

Eftersom deltagerne samtidig var koblet til en hjerneskanner, kunne forskerne kortlægge hvilke hjerneområder, som viste øget aktivitet ved følelsen af skyld og skam. Dette mener de kan blive vigtig ved videre forskning i depressioner.

»Et almindeligt træk ved deprimerede er et utrolig negativt selvbillede, netop ledsaget af stærke følelser af skam og skyld,« siger Zahn i en kommentar til undersøgelsen.

Vil have deprimerede

Nu ønsker de også at skanne hjernen hos deprimerede personer og sammenligne dette med de foreløbige resultater.

»Nu, når vi ved hvordan hjernen hos raske personer reagerer på skam og skyld, håber vi at kunne påvise eventuelle forskelle i hjerneaktiviteten hos dem som lider af depression. Dette kan give ny indsigt i sygdommen,« siger Zahn.

Universitetet i Manchester er nu i gang med at rekruttere personer med depressioner til de videre undersøgelser.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Det sker