Hvorfor gør det en forskel, om man beklager eller undskylder?

Når det kommer til undskyldninger, har de fleste mennesker en glimrende bullshit-detektor.

Vi kan som regel uden videre vurdere, om en undskyldning gør det, vi forventer af den, eller om den bare lader som om.

Derfor er det måske overraskende, at vi så ofte ser eksempler på pseudo-undskyldninger: Udsagn, der skal ligne en undskyldning og give afsenderen de fordele, der kommer af at undskylde, men uden at gøre, hvad det faktisk kræver.

Her kan du blive klogere på, hvorfor det har betydning, om man rent faktisk undskylder - eller blot får det til at se ud som om.

Undskyldninger og det, der ligner

Den mest almindelige måde at smyge sig udenom at give en fuldtonet undskyldning er ved at beklage i stedet for at undskylde.

Det gjorde DR eksempelvis efter Pressenævnets kendelse om, at udsendelsen 'Ellen Imellem' burde have oplyst de inviterede forskere om, at de ville blive udspurgt indirekte af personer, der afviste deres videnskabelige ståsted.

DR's direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, har i en kort kommentar til kendelsen på DR's hjemmeside skrevet, at han »beklager […], at de medvirkende ikke har følt sig ordentligt informeret«.

Jeg beklager: En ikke-undskyldning

I en mail til en af de berørte forskere skrev han, at han »gerne vil beklage overfor [vedkommende] – også for så vidt angår de gener, du måtte have oplevet i forbindelse med din medvirken«.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor deltagerne står tilbage med indtrykket af, at de fik en ’ikke-undskyldning’ og en ’ikke-erkendelse’, og at DR ’ikke har lært noget’ af sagen.

Nielsen ignorerer nemlig stort set alle de elementer, der skal til for, at en undskyldning er god og har en chance for at virke efter hensigten.

Eksempelvis omtaler han skadevirkningen af krænkelsen som hypotetisk - »gener, du måtte have oplevet« - og han forankrer problemet i den krænkedes følelser, snarere end i hvad der er sket - »ikke har følt sig ordentligt informeret«.

Men mest sigende er det, at han beklager snarere end at undskylde.

Undskylde eller beklage?

Hvilken forskel gør det, om der bliver beklaget eller undskyldt?

Rent semantisk (altså hvad ordene betyder) er der umiddelbart ikke den store forskel på at beklage og at undskylde.

At beklage betyder eksempelvis »udtrykke at man er ked af at have gjort noget ubehageligt eller forkert, været til besvær eller lignende«.

Det kan også betyde »udtrykke at man er skuffet over eller ked af et bestemt udfald af en sag« og at »udtrykke medfølelse eller medlidenhed med«.

At undskylde betyder blandt andet at »udtrykke at man er ked af at have forvoldt skade, krænket nogen, forsømt en pligt eller lignende«.

Man handler, når man undskylder

Den engelsk filosof J. L. Austin betegnede undskyldningen som en »performativ sproghandling med illokutionær værdi«.

Det vil sige, at de ord, der udgør undskyldningen, ikke bare har en betydning, som ’Ellen-Imellem’-eksemplet illustrerede, men også udgør en handling i sig selv og har en bestemt virkning - hvis den altså er vellykket.

Her ligger nøglen til at forstå, hvorfor det ikke er det samme at beklage som at undskylde. At ’beklage’ gør det bare ikke.

Undskyldningen tager ansvar

Selvom de to ord ligger så tæt i betydning, er der en afgørende forskel: Når man undskylder, vedkender man sig ansvaret for den skadevoldende handling (’forvoldt’, ’krænket’, ’forsømt’).

Også selvom man ikke beder eksplicit om tilgivelse, ligger der desuden i undskyldningen en gestus til modtageren om, at vedkommendes reaktion (eksempelvis accept eller tilgivelse) er afgørende for relationens fremtid.

Den undskyldende part gør sig altså sårbar i den forstand og giver tilsvarende modtageren mulighed for at få indflydelse på relationens fremtid – en form for handlekraft.

Beklagelsen er langt mindre forpligtende

Det samme gælder ikke for det at beklage. Her er fokus på, hvad afsenderen føler om hændelsen, ikke hvilket ansvar vedkommende tager for den.

På den måde er det at beklage langt mindre forpligtende for afsenderen:

Det forbliver uklart, om vedkommende anerkender selv at have et ansvar. Tilmed levner en beklagelse ikke på samme måde som en undskyldning en rolle for ofret.

Afsenderen beskytter sig selv ved hverken at indrømme fejl eller give modtageren mulighed for at reagere som ligeværdig.

Og selvom en beklagelse siger noget om afsenderens følelser, er også dette vagt:

En beklagelse kan spænde over alt fra en høflig, men neutral sympatitilkendegivelse til et reelt forsøg på at udtrykke medfølelse – men stadig uden selv at tage ansvaret for at have påført den anden smerten.

En beklagelse gør altså ikke det samme som en undskyldning. Det er ikke den samme talehandling.

Men selv undskyldninger er vel bare ord?

Det at undskylde kan virke paradoksalt: Har man gjort noget galt, ændrer det sig jo ikke ved, at man siger undskyld.

Det er jo bare nogle ord. Man kan ikke ændre fortiden, uanset hvor gerne man end ville.

Hvorfor tager vi undskyldninger alvorligt, og hvorfor reagerer vi skarpt, når vi føler, at vi bliver ’snydt’ for en undskyldning ved at få tilbudt beklagelse?

Svaret er, at undskyldninger kan få os til at føle anderledes.

Den amerikanske sociolog Nicholas Tavuchis kalder ligefrem undskyldningens kraft ’mystisk’ og den vellykkede undskyldning for ’mirakuløs’.

Det er fordi undskyldningen har evnen til at reparere relationer, som er blevet ødelagt, da nogen overtrådte sociale eller moralske grænser for, hvordan man behandler andre.

På den måde kan en undskyldning hjælpe til at lægge grunden for en bedre fremtid.

Anerkendelse er kraften i en oprigtig undskyldning

Den canadiske filosof Trudy Govier har sammen med forskerkollegaen Vilhlem Verwoerd forsøgt at forklare det ’mirakel’, som Tavuchis peger på.

Govier og Verwood ser anerkendelse som den aktive ingrediens.

Anerkendelse er afgørende, fordi undskyldninger grundlæggende handler om, at nogen har brudt sociale eller moralske rammer for, hvordan man behandler andre og dermed skabt ubalance og asymmetri i relationen:

Den part, der krænker, har i en eller anden forstand behandlet den krænkede part som mindre værdifuld end dem selv.

Govier og Verwoerd peger så på, at betingelsen for at ujævne den asymmetri er, at krænkeren for det første anerkender sin skyld/sit ansvar for den forkerte handling.

For det andet anerkender krænkeren, at den krænkede part har samme menneskelige værdi som krænkeren og i øvrigt ikke havde fortjent krænkelsen.

For det tredje og sidste anerkender krænkeren rimeligheden i ofrets følelser af vrede eller modvilje.

Hvorfor beklager folk i stedet for at undskylde?

Hvis en undskyldende part omtaler alle tre aspekter, har modtageren et godt grundlag for at vurdere, om afsenderen erkender sit ansvar og fortryder sin handling. Stemme, kropsholdning og blikretning kan give yderligere grund til at tro på afsenderens oprigtighed.

Hvis alt dette er på plads, er der måske grund til at stole på, at formålet med undskyldningen faktisk er at reparere den skadede relation.

Grunden til at en beklagelse ikke virker så kraftfuld og oprigtig som en undskyldning er, at de tre elementer af anerkendelse sløres i beklagelser.

Det skaber grundlag for mistanken om, at afsenderen er mere interesseret i at få ’lukket sagen’ og komme videre.

Indtil nu har vi set på spørgsmålet fra modtagerens perspektiv og peget på årsagen til, at en beklagelse sjældent modtages lige så godt som en undskyldning.

Hvorfor ser vi så langt flere beklagelser end undskyldninger i det offentlige rum?

En beklagelse kan være oprigtig – nogle gange...

I visse tilfælde kan en beklagelse være det mest oprigtige svar.

Det kan være i tilfælde, hvor der er en skadesforvoldelse, som man gerne vil reagere empatisk på, men hvor hændelsesforløb og ansvarsforhold er uklare.

Her kan det være problematisk at undskylde, fordi man enten ikke ved, om man har ansvar eller er uenig i, at man skulle have det.

I andre tilfælde er forklaringen på, at eksempelvis organisationer, firmaer og politikere beklager snarere end undskylder, at de frygter for konsekvenserne af det ansvar, de påtager sig med undskyldningen, eksempelvis i form af erstatnings- eller strafferetligt ansvar.

Her håber afsenderne tilsyneladende på, at modtageren (eller i det mindste den brede offentlighed) ikke lægger mærke til, at de benytter beklagelsens kattelem.