Forsker: Mette Frederiksens hverdagsnationalisme svækkede debatten om COVID-19

Statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned på et pressemøde 11. marts 2020.

I tilbageblik står én passage fra den tale som essensen af hendes retoriske strategi for indsatsen mod epidemien:

»Vi skal stå sammen. Vi skal passe på hinanden. Men på en anden måde, end vi plejer.

Vi plejer som danskere at søge fællesskabet ved at være tæt sammen. Nu skal vi stå sammen ved at holde afstand.

Vi får brug for samfundssind. Vi får brug for hjælpsomhed, Jeg vil gerne sige tak til borgere, virksomheder, arrangører, frivillige organisationer – alle, der indtil nu har vist, at det er præcis det, vi har i Danmark – samfundssind.«

At »passe på hinanden/Danmark«, at »stå sammen ved at holde afstand« og »samfundssind«, kan vi nu se, er ord, som skulle komme til at præge hele den første fase af coronakrisen og være styrende for befolkningens reaktioner og handlinger.

Bare i den første måned brugte Mette Frederiksen ordene »passe på« 17 gange, og et andet: »samfundssind«, blev ligefrem kåret til Årets Ord 2020 i et samarbejde mellem radioprogrammet Klog på Sprog på P1 og Dansk Sprognævn.

Begrundelsen var, ifølge Thomas Hestbæk Andersen, direktør for Dansk Sprognævn, »at 'samfundssind' er et særligt dansk take på pandemien.«

Når ord ikke bare er ord

Et ord som ’samfundssind’ lyder som noget, man godt forstår, men er egentlig ret abstrakt.

I en tidligere artikel i Forskerzonen har Silas Marker skrevet om ordet som en 'tom betegner', det vil sige et ord, der er så bredt, at det tømmes for betydning og netop derfor kan have meget stor retorisk kraft, fordi det er svært at være uenig i, men samtidig har en værdiladning, som er subtil og derfor ekstra stærk.

Den argentinske filosof Ernesto Laclau kalder dette en hegemonisk virkning, det vil sige, at den styrer vores opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert.

Den amerikanske retoriker Michael Calvin McGee har beskrevet en lignende dynamik med begrebet ’ideograf’. En ideograf er et ord, som indgår som en normal del af vores ordforråd, men som samtidig rummer et ideologisk indhold, altså et særligt verdenssyn eller værdisæt.

Ideografer er tæt bundet til deres kulturelle kontekst, og deres betydning ligger mere i, hvordan de indgår i samfundslivet end i deres specifikke indhold.

De appellerer altså til vores forståelse af vores plads i samfundet uden faktisk at sige noget direkte om det.

\ Læs mere

Ordet 'samfundssind' betyder ikke noget konkret – derfor kan det alligevel betyde så meget

Samfundssind, danskeres uvurderlige kraft

Ordet ’samfundssind’ betyder en »indstilling, der vidner om, at man sætter hensyn til samfundet højere end snævre egeninteresser« og er et godt eksempel på en ideograf:

Det bærer en klar positiv værdiladning, men er samtidig så tilpas vagt, at det kan bruges i mange forskellige slags sammenhænge.

I løbet af marts 2020 brugte Mette Frederiksen ordet i sine appeller til befolkningen, eksempelvis 17. marts 2020:

»Rigtig, rigtig mange danskere udviser i de her dage et fantastisk samfundssind, også selvom det er svært« og 23. marts:

»Og vi gør det i fællesskab. Vi viser samfundssind i Danmark.«

Men samfundssind var også noget, som virksomheder og private erhvervsdrivende kunne udvise.

For eksempel brugte Mette Frederiksen ordet i forbindelse med forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, og i begyndelsen af april opfordrede hun udlejere til at »vise samfundssind« ved at forlænge fristen for huslejeindbetaling.

’Samfundssind’ i Mette Frederiksens aftapning forener altså social og økonomisk ansvarlighed. At vise samfundssind er at »passe på« de svageste og at beskytte sundhedsvæsenet fra overbelastning, og dermed er det nøglen til bevarelsen af velfærdsstaten.

Den sammenhæng blev eksempelvis tydelig 30. marts, hvor hun opfordrede til at »skærme den tillid, vi har til hinanden og til vores samfundsmodel.«

Begrebet fik næsten en metafysisk karakter senere i samme tale, da hun sagde, at befolkningen »deler […] en kraft, som ikke kan sættes på formel. Men som har vist sig uvurderlig. Samfundssind.«

\ Læs mere

Den kollektive moral er et retorisk anliggende

Corona som en særlig dansk udfordring

Men hvad er det så for en ideologi, der smugles med, når Mette Frederiksen appellerer til vores samfundssind?

Som statsminister er det ikke underligt, at Mette Frederiksens primære fokus har været at få Danmark igennem coronakrisen, og vel heller ikke overraskende, at man sporede hendes partipolitiske ståsted i tilgangen.

Når Mette Frederiksen mindede befolkningen om, at de ældre mennesker, der nu skulle beskyttes, var velfærdsstatens grundlæggere, koblede hun coronastrategien direkte med et særligt syn på, hvilken samfundsmodel der er bedst, nemlig et socialdemokratisk ideal om fællesskab (’stå sammen’) og solidaritet med samfundets svageste (’passe på’) i centrum.

Mette Frederiksen sætter selv ord på den ideologi, der skal redde Danmark:

»Vi er et samfund, der bygger på fællesskab, solidaritet, tillid.«

Men udover at tone coronastrategien socialdemokratisk, omtalte Mette Frederiksen den også som et særligt dansk problem. Det kom allerklarest til udtryk, da hun ved Folketingets åbning i oktober 2020 så tilbage på epidemiens første fase:

»Man siger, at kriser viser, hvilket stof man er gjort af. Foråret 2020 skulle blive Danmarks styrkeprøve. En fælles fjende. En global pandemi.

Og hvilket stof! Fællesskab. Samfundssind. Handlekraft. Danmark viste alt det, vi kan.

Vi blev mindet om, hvor sårbare vi er, når vi er alene. Og husket på, hvor stærke vi er, når vi står sammen.

Vi kunne have accepteret, at sygdommen tog tusindvis af liv.

Men i Danmark skal en virus ikke bestemme, om sundhedsvæsenet bukker under. Slår tusinder ihjel. Vi lader ikke en virus ødelægge tilliden til vores samfundsmodel.«

Her fremstiller Frederiksen coronakrisen som en udfordring for Danmark som nation, og hun forklarer landets relative succes med at bekæmpe epidemien som et udtryk for nogle karaktertræk, der præsenteres som særligt danske: fællesskab, samfundssind og handlekraft.

Læg mærke til, hvordan ordet ’Danmark’ bruges, ikke mindre end tre gange, og ikke bare som fællesbetegnelse for regeringen og borgerne, men også for en særlig indstilling til problemløsning: at stå sammen for at beskytte samfundsmodellen, for 'i Danmark skal en virus ikke bestemme'.

\ Læs mere

Forsker: Danmarks verdensrekord i tillid hjælper os i kampen mod corona

Banal nationalisme

Den engelske samfundsforsker Michael Billig lancerede i 1995 begrebet »banal nationalisme’ til at beskrive praksisser, som understøtter og markerer et nationalt tilhørsforhold, men som er ubevidste og så indgroede, at man ikke lægger mærke til dem.

I Danmark er brugen af Dannebrog et godt eksempel. Vi pynter med flaget til enhver glædelig begivenhed og tænker ikke nærmere over dets relation til Danmark som nationalstat.

Når Billig kalder fænomenet ’banalt’, er det ikke, fordi det er betydningsløst, men fordi det indgår så umærkeligt i samfundslivet, at det går upåagtet hen og dermed heller ikke bliver genstand for refleksion – eller kritik.

Danskere hjælper hinanden

I Mette Frederiksens tidlige coronataler går ordene ’Danmark’, ’dansk’ og ’danskere’ igen. Og igen. Flere end 60 gange i de 8 taler, hun holdt i den første coronatid.

I visse sammenhænge var det relevant af hensyn til indholdet af sætningen, for eksempel når hun talte om at hjælpe danske statsborgere strandet i udlandet med at komme hjem.

Men ofte kunne ord som ’mennesker’, ’borgere’ eller ’hinanden’ lige så godt være blevet brugt, som eksempelvis når hun siger, at »rigtig mange danskere tager hver dag offentlig transport« eller: »vi må hjælpe hinanden. Og det er, hvad danskerne gør.«

I endnu andre sammenhænge er påpegningen af det danske decideret overflødigt – som i omtalen af »danske virksomheder«, »danske lønmodtagere« og at »danskere kan gå på indkøb«, og hvor stolt hun er over »danske børn og unge«.

Specielt eksempler som de sidste er udtryk for en insisterende påpegning af danskhed, som ikke har nogen indholdsmæssig funktion, men som passerer, uden at man opdager, at appellerne til ’samfundssind’ rækker videre end til hjælpsomhed og sammenhold i en svær tid.

De knytter sig til en hverdagsnationalisme, som får det til at lyde, som om der er en særlig dansk folkekarakter, som gør den danske coronastrategi til noget enestående og befolkningens efterlevelse af regeringens anvisninger til bevis for deres sande danske sindelag.

\ Læs mere

Dansk forsker i USA: Amerikanerne kunne godt bruge lidt mere 'samfundssind' under pandemien

Er man rigtig dansk, udviser man samfundssind

Ved igen og igen at tiltale befolkningen enten i første person flertal, ’vi’, eller i tredje person, bestemt form, ’danskerne’, anråbte Mette Frederiksen sit publikum som et fællesskab forenet i netop det at være dansk.

Hun knyttede dermed coronakrisen og dens løsning til det nationale fællesskab og talte ind i en forståelse blandt borgene om solidaritet som den ypperste samfundsmæssige værdi og danskhed som noget helt særligt og godt.

At skabe en kollektiv identitet på den måde kalder den canadiske retoriker Maurice Charland »konstitutiv retorik«.

Hans pointe er, at lader man sig anråbe, i dette tilfælde som dansker med samfundssind, så får man en ideologi med i købet, som man skal handle på – i dette tilfælde en socialdemokratisk forestilling om solidaritet og fællesskabets ofre af hensyn til beskyttelsen af de svageste.

Dette sker ikke eksplicit, men gennem appeller til en fælles historie (Mette Frederiksen nævner både 2. verdenskrig og 1960’ernes opbygning af velfærdssamfundet) og skabelsen af en fælles identitet opsummeret med ordet ’samfundssind’.

Med dette ord rammesatte Mette Frederiksen den kollektive efterfølgelse af regeringens retningslinjer som den rette, patriotiske ting at gøre. Og gjorde det derved svært at være uenig, for hvem vil sige, at de ikke ønsker at udvise samfundssind og være med til at passe på Danmark?

Ét ord over dem alle

Ved at betegne befolkningens efterlevelse af regeringens retningslinjer som ’samfundssind’ lykkedes det både Mette Frederiksen at formulere sin coronastrategi i ét ord og at fremmane en national fællesskabsfølelse, som mange uden tvivl følte sig motiverede og ligefrem inspirerede af.

Men samtidig var det en strategi, som fik uenighed i regeringens politik til at fremstå som usolidarisk, udansk og upatriotisk.

Sammenkædningen af smittebegrænsende adfærd og national identitet gjorde regeringens coronastrategi ideologisk omklamrende, men svær at opponere imod, fordi statsministeren så effektivt have defineret den som udtryk for 'samfundssind'.

Den insisterende understregning af, hvor dansk problemet og dets løsning var, satte desuden samtidig borgere med ikke-dansk baggrund i skyggen.

Ligesom i Tolkiens Ringenes Herre hvor én ring hersker over alle, blev ordet »samfundssind« ikke bare nøgleordet for Mette Frederiksens politik, men også et ord, der påduttede en hel befolkning en bestemt opfattelse af sig selv og deres rolle i krisen, og som samtidig lod stå hen i det uvisse, hvor ikke-danske indbyggere, minoriteter og politisk uenige hørte til i indsatsen mod corona.

Denne artikel bygger på mit studie ’One word to rule them all: ‘civic-mindedness’ and Danish Prime Minister Frederiksen’s nationalist covid-19 rhetoric’, som kan læses gratis her.

\ Læs mere

Er kvindelige statsledere bedre til at håndtere coronakrisen?

\ Læs mere

Coronavirus: Derfor fyrer mediernes dækning af epidemier ofte op under frygt og panik