»De er bindegale«: Hvorfor bliver nogle så vrede over at skulle skære ned på kød?

»Dette kostråd er simpelthen så deprimerende, at jeg bliver nød til at trøste mig selv med en bøf på mindst 500 gram,« lyder det fra en bruger på Twitter.

»Jeg tager gerne 3-4 for holdet af veganere om ugen. Bare for at bringe lidt balance i regnskabet,« siger en anden.

»De er bindegale. En bøf under 400 gram kaldes for pålæg, som von Bishmarch sagde,« tilføjer en tredje.

Der er kommet nye kostanbefalinger, men det er ikke alle anbefalinger, der har været lige nemme at sluge.

Blandt andet lyder de nye, klimavenlige kostanbefalinger fra Nordisk Ministerråd, at man maksimalt bør spise 350 gram kød om ugen - og gerne væsentligt mindre.

Dermed lægger de nordiske anbefalinger i tråd med De Officielle Kostråd fra Fødevarestyrelsen, som vi i Danmark har haft siden 2021. »Cirka 350 gram kød om ugen er tilpas, når du spiser planterigt og varieret. Begræns især okse- og lammekød,« kan man læse i kostrådene.

Alligevel er de nye, kødfattige nordiske kostanbefalinger faldet flere for brystet.

Men hvorfor er det egentlig, at forslag om at skære ned på kødet kan vække så stærk en trods i så mange mennesker?

Opleves som et angreb

»Det er jo en form for modstand mod at blive talt ned til, irettesat og moraliseret på,« lyder svaret fra Jonatan Leer, der forsker i madkultur som adjunkt på Aalborg Universitet.

»Mange føler, at vores forhold til mad er, at det er et privat rum, som andre ikke skal blande sig i. Og så vækker det stærke følelser hos folk, når man får at vide, at ens vaner ikke er de rigtige, og at man derfor er en dårlig borger, der skader sig selv og fællesskabet.«

Kia Ditlevsen, der er lektor i madsociologi på Københavns Universitet, er enig i, at anbefalinger om at spise mindre kød kan føles som en løftet pegefinger.

»Det kan opleves som et angreb på, hvem man er, og hvad man værdsætter. Når noget, du sætter pris på, bliver problematiseret, kan det godt opleves som provokerende. Det tror jeg er en almenmenneskelig ting,« fortæller lektoren, der blandt andet forsker i, hvordan forbrugere retfærdiggør at afvise råd om kødreduktion.

»Dertil er der også sociale dynamikker, der spiller ind, når andre siger, hvad man skal gøre, så giver det en modreaktion. Man vil ikke have, at andre skal bestemme over en.«

Praktik og madkultur

En anden pointe er, at kød i Danmark og i det meste af den vestlige verden er en central del af vores madkultur, fortsætter Kia Ditlevsen.

»Det ses som noget, der er lækkert og luksuriøst, og det går imod vores ide om et godt måltid, når man pludselig tager det væk.«

Og så er der også noget god, gammeldags praktik, der spiller ind, tilføjer Kia Ditlevsen:

»Et maksimum på 350 gram kød om ugen vil for rigtig mange mennesker betyde, at de skal lave deres madvaner helt om, og det gør hverdagen mere kompliceret. Madlavningen er ofte meget en rutine og skal passe ind i et hverdagsliv,« siger hun.

»De færreste har ubegrænset tid til at lave mad eller bruger kogebøger til hverdagsmad. De fleste har nogle retter på rygraden, som de ved, at deres familie kan lide, og som ikke er for omstændige. At fjerne kødet i en kødcentreret madkultur kræver, at man gør en hverdagsrutine til noget, der kræver meget overvejelse og indsats,« fortæller lektoren.

Røde bøffer er et maskulint statussymbol

En anden observation er, at det typisk er mænd, der stejler på sociale medier, når der kommer anbefalinger om at reducere kødforbruget.

»Mad er ikke bare kalorier og proteiner. En stor del af vores identitet er bundet op på det, vi spiser, og kød og maskulinitet er traditionelt set meget tæt knyttet,« fortæller Kia Ditlevsen.

Det er Jonatan Leer, der er i gang med et forskningsprojekt om netop maskulinitet og mad, enig i.

»Den røde bøf er et maskulint statussymbol, ligesom den store bil eller den dyre rejse,« siger han.

»Det er ikke noget, man tænker over, men flere studier fremhæver mandemad som udtryk for machomaskulinitet, og bøffen er en måde at manifestere, at man holder fast i traditionel forståelse af køn.«

Er det ikke bare, fordi mange synes, kød smager godt?

»Jo, det kan man sige, men så åbner det for en større filosofisk diskussion om, hvorfor vi kan lide ting - om det er opdrag eller vores natur,« svarer Jonatan Leer og fortsætter:

»Ulig eksempelvis pandaer, der skal spise bambus, er mennesker omnivore, der kan spise alt muligt, og der er meget forskning, der peger på, at sociale og kulturelle ting spiller ind i, hvad folk kan lide at spise,« siger han.

»Det gælder også for mængden af kød.«

Joachim B. Olsen: Ribeye steak smager pissegodt

En af dem, der har kommenteret på de nye retningslinjer er den tidligere elitesportsudøver, folketingsmedlem og nu politisk kommentator, Joachim B. Olsen, der skrev, at de »nye politiske korrekte kostråd« skulle »fuck off!«

Nye politiske korrekte kostråd. 350g kød om ugen??? Fuck off! pic.twitter.com/fErWBdm92J

— Joachim B. Olsen (@JoachimBOlsen) June 21, 2023

Hvorfor mener du, at rådet om maks 350 gram kød om ugen skal ‘fuck off’?

»Fordi det er et råd, som jeg og mange andre mennesker ikke har lyst til og ikke kommer i nærheden af at leve op til. Jeg har heller ikke lyst til at prøve,« siger den tidligere folketingspolitiker for Liberal Alliance til Videnskab.dk.

Hvad mener du med, at rådene er »politisk korrekte«?

»Man har nogle råd, som historisk har gået på sundhed, og som har været anbefalinger til, hvad man skal spise for at være sund. Nu har man blandet det sammen med en helt anden dagsorden. Det er uredeligt, og man risikerer at gøre folk dummere, end de er. Jeg synes, man skal holde skidt og kanel for sig,« siger han.

Forskere, vi har talt med, noterer, at det ofte er mænd, der stiller sig til modstand, når de får at vide, at de skal spise mindre kød, fordi store, røde bøffer er et maskulint statussymbol. Føler du, det er en del af din maskulinitet at spise kød?

»Det har jeg aldrig tænkt på. Jeg spiser ribeye steak, fordi det smager pissegodt.«

Skal en rigtig mand spise kød?

»Næh, jeg ved ikke, hvad en rigtig mand er. Jeg har mange venner, der også spiser røde bøffer, men man bliver ikke mindre mand, hvis man hellere vil spise en rødspætte.«

Forskerne fortæller også, at modstanden kommer, fordi nogle føler, de bliver moraliseret på. Kan du genkende det?

»Jeg synes i høj grad, man bliver moraliseret på,« svarer Joachim B. Olsen.

»Man får at vide, at hvis man spiser kød, så ødelægger man planeten. Men det synes jeg er bullshit, for det kan man sige om alle mulige ting. Man kan jo nærmest ikke bevæge sig uden at udlede CO₂,« siger han og fortsætter:

»Så når man blander den her klimadagsorden ind i kostrådene, så bliver det moraliserende. Jeg synes, man bliver skudt i skoene, at hvis man spiser kød, så er man ligeglad med klimaet. Men jeg synes, at klimaet er meget vigtigt. Jeg tror bare ikke, man redder klimaet gennem kostråd.«

»Der sidder milliarder af mennesker rundt om i verden, der bliver rigere og rigere, og de vil nok også gerne have røde bøffer. Så det er rent Sisyfos at prøve at redde planeten herhjemme gennem kostråd,« siger Joachim B. Olsen.

Er der overhovedet noget, der kan få dig til at spise mindre kød?

»Nej.«

Ingen smart løsning

Verdens fødevaresystem står for cirka 30 procent af den globale udledning af drivhusgas.

Selv hvis vi stopper al udledning af kul, olie og naturgas øjeblikkeligt, vil vi – på grund af vores fødevareproduktion og madvaner – ikke holde den globale opvarmning nede på 1,5 til 2 grader i dette århundrede.

Derfor skal klimakampen også kæmpes på tallerkenen. Blandt andet ved at bytte kød ud med bælgfrugter.

Men begge forskere er enige om, at det er en svær opgave:

»Jeg har ikke noget ‘quickfix’,« siger Jonatan Leer.

»Man kunne måske forsøge sig med nogle nye produkter, som eksempelvis plantefars og andre produkter, der ikke føles elitære, og som gør det nemt at erstatte kød. Og så skal man prøve at undgå at give et indtryk af, at regler bliver presset ned over folk oppefra.«

Kia Ditlevsen fortæller, at man skal være opmærksom på ikke at fortælle folk, hvad de skal gøre - men derimod »at gøre alternative muligheder tilgængelige for dem og gøre det ’normalt’ at spise måltider uden kød«.

»Og så bør man ikke udelukkende fokusere på, hvad de individuelle forbrugere gør, men derimod forsøge at ændre rammerne. Det kan være tiltag i de offentlige køkkener eller regulering af landbruget,« siger hun.