Hvordan skaffer man mad til ni milliarder?

I 2050 vil der være over ni milliarder mennesker på Jorden. Men hvor meget kan vores planet holde til?

Retten til sund mad er nedfældet i menneskerettighederne, men allerede i dag påvirker landbruget i høj grad miljøet.

Områder, der ryddes til fordel for landbruget, betyder, at mange dyr mister deres leveområder, hvilket er en trussel for biodiversiteten. Gødning skader økosystemerne både på land, i havet og i ferskvand.

Derudover stammer cirka en fjerdedel af verdens udslip af drivhusgasser fra jordrydning, produktion af afgrøder, samt gødning.

Samtidig ved vi, at meget af landbruget i de fattige lande giver et lavt udbytte og besidder et stort potentiale for forbedring. I 2005 var landbrugene i verdens rigeste lande tre gange så effektive som i verdens fattigste, målt i kalorier.

Konsekvenserne afhænger af metoderne

»Intensivering af landbruget i form af overførsel og tilpasning af teknologi, samt forbedringen af jordens frugtbarhed i de fattige lande, kan begrænse denne ulighed og give en globalt set mere retfærdig adgang til mad.«

»Det vil også begrænse udslippet af drivhusgasser og dyrearters udryddelse, fordi der bliver ryddet mindre jord til landbrug.«

Sådan lyder det fra en gruppe forskere, som har undersøgt forskellige globale strategier for at mætte verdens munde i 2050. Studiet er publiceret i Proceedings of the National Academy of Sciences.

De amerikanske forskere har foretaget en beregning af, hvor mange afgrøder, der skal produceres, hvis vi skal dække hele verdens madbehov.

Den forventede udvikling vil kræve en fordobling af de globale afgrøder inden 2050, konkluderer de.

Konsekvenserne for miljøet som følge af en fordobling afhænger af, hvordan vi opnår den forøgede produktion. Vi kan vælge at rydde mere land eller intensivere produktionen i de områder, som allerede er opdyrket.

Den aktuelle tendens er, at fattige lande med mindre effektivt landbrug rydder stadigt større områder til fødevareproduktion, mens de rige lande øger det eksisterende landbrugs effektivitet gennem teknologiske forbedringer.

Begrænset plads til landbrug på Jorden

Det meste af kloden er hav. I alt har cirka 13 milliarder hektar land at gå rundt på, og kun cirka 4 milliarder er egnet til landbrug.

I dag udnytter vi omtrent 1,5 milliarder hektar til afgrøder og 2,5 milliarder hektar til overdrev.

Vi har cirka 450 millioner hektar ikke-kultiverede områder, som er egnede til landbrug, og som samtidig ikke er skov, beskyttede områder eller tætbefolkede med mere end 25 personer per kvadratkilometer.

De globale udslip af klimagasser bliver set som et stort problem for miljøet. Ifølge IPCC udslipper vi årligt drivhusgasser, der tilsvarer cirka 50 gigaton CO2-ækvivalenter.

Rydning af land, produktion af afgrøder samt gødning står altså for cirka en fjerdedel af disse udslip.

Globalt bruger vi omkring 100 millioner ton nitrogen til gødning i landbruget.

Vores valg har store konsekvenser

Fortsætter vi denne tendens med intensivering af landbrug i de rige lande og udvidelsen af markerne i de fattige lande, vil det få store konsekvenser for miljøet.

Inden 2050 skal vi i så fald rydde endnu en milliard hektar til afgrøder.

Landbrugets udslip af drivhusgasser vil stige kraftigt til cirka 11 ekstra gigaton CO2-ækvivalenter om året, ud over det aktuelle udslip.

Til gødning vil vi bruge i alt cirka 250 millioner ton nitrogen om året.

»Disse forøgelser vil medføre udryddelse af arter, tab af økosystemer, forhøjede niveauer af drivhusgasser i atmosfæren, samt vandforurening,« skriver de amerikanske forskere.

På den anden side kan større globale investeringer i forbedret, tilpasset og overført teknologi reducere disse miljøkonsekvenser kraftigt.

Det scenarie, som forskerne tror mest på, indebærer, at der vil være fokus på at begrænse mængden af nyt land, der bliver ryddet til fordel for landbrug.

I dette scenarie vil vi kun have brug for 0,2 milliarder hektar nyt land til afgrøder inden 2050. Det vil producere ekstra drivhusgasudslip, som svarer til 3,6 gigaton CO2-ækvivalenter. Brugen af nitrogen til gødning vil ligge på i alt 225 millioner ton om året.

»Analysen tyder på, at dette er det bedste alternativ for at minimere tabet af biodiversitet og drivhusgasudslip,« skriver forskerne.

Investeringer i landbruget i ulande er den bedste fremgangsmåde

Økologiprofessor David Tilman fra University of Minnesota er hovedforfatter til studiet.

Han skriver i en email til forskning.no, at investering i landbruget i ulandene er den bedst kendte måde at nedbringe drivhusgasudslip fra rydning og landbrug.

»Disse investeringer hjælper også med til at bevare den globale biodiversitet. Det kan også være en vej mod økonomisk udvikling og stabilisering af nationer på grund af adgangen til mad,« skriver han.

Ruth Haug er professor ved Institutt for internasjonale miljø- og utviklingsstudier ved Universitetet for miljø og biovitenskap (UMB). Hun finder det nye studie interessant.

»Hovedbudskabet er, at det er mest klima- og miljøvenligt at møde den øgede efterspørgsel efter mad med en intensivering af landbruget i lande, hvor udnyttelsen er lav, det vil sige i udviklingslande,« siger hun.

»Også for at modvirke sult og fattigdom er det godt, at man vil hæve den ekstremt lave udnyttelse på de eksisterende marker. Det vil kræve investeringer, teknologi og viden,« tilføjer hun.

»Når man ser på, hvad der bliver brugt på landbruget i nord i forhold til i syd, er det ikke så underligt, at der er så stor forskel,« siger hun.

Svært for ulande at opbygge eget landbrug

»Mange bruger det, at man skal øge den globale madproduktion, som et argument for at investere og producere mere i de rige lande.«

»Her har vi miljøargumenter for at intensivere produktionen i ulandene og reducere den nuværende forskel i udnyttelsen,« siger Ruth Haug.

»Jeg kommer til samme konklusion ud fra fødesikkerhed og fattigdom. Det er spændende, at de amerikanske forskere er kommet frem til dette ud fra miljøberegninger,« siger hun.

Ifølge Haug har der været investeret meget lidt i landbrug i afrikanske lande i de sidste tre årtier.

»Det har været billigere og nemmere for dem at importere mad. Det at investere og opbygge eget landbrug er svært, når man får dumpet hvede fra EU, kyllinger fra Brasilien og løg fra Holland,« siger hun.

»Rige lande har brugt Afrika som en måde at komme af med deres overskudslagre på, og der har været en del snak om subsidieret fødevareproduktion i USA og EU. Dumpning har gjort det svært at opbygge egne produktionssystemer,« siger hun.

»Bønderne har ikke engang kunnet konkurrere på egne markeder. De er blevet udkonkurreret af import,« siger Ruth Haug.

'Landbrug kan få folk ud af fattigdom'

Kristin Kjæret er daglig leder af FIAN (FoodFirst Information and Action Network) i Norge. Hun er kritisk over for, at den norske regering har nedprioriteret støtten til landbrug.

Hun fortæller, at 70 procent af mennesker, der er udsat for underernæring, bor i landsbyer og er tilknyttet landbrugsøkonomien.

»Landbrug kan få folk ud af fattigdom,« siger hun.

Samtidig påpeger hun, at visse satsninger på landbrug kan få en negativ effekt på befolkningen.

Hun fortæller, at mens der blev foretaget meget få investeringer i landbrugene i fattige lande fra 1980erne og frem til fødevarekrisen i 2007, har det nu ændret sig dramatisk.

En rapport fra FN's Menneskerettighedsråd viser FN's specialrådgiver for retten til mad, Olivier de Schutters, at udenlandske direkte investeringer i landbruget var på cirka 600 millioner dollars om året i 1990erne. Det er imidlertid steget til gennemsnitligt 3 milliarder dollar om året for perioden 2005-2007.

»For os, der arbejder med retten til mad, er der to vigtige dimensioner. Den ene er, hvilke slags landbrugsmodeller, som vil komme de fattige til gode.«

»Den anden er, hvordan udenlandske direkte investeringer udgør en trussel for retten til mad, på grund af tvangsflytninger og begrænsninger på landbrugsreformer,« siger Kristin Kjæret.

»Småbønder skal have kontrol over deres jord, ligesom de skal have viden og adgang til kreditordninger og markeder. Olivier de Schutters giver masser af eksempler på, hvordan forskellige lande har formået at øge produktionen på en måde, som kommer de fattige til gode,« siger hun.

Kjæret er meget kritisk over for brugen af bistandspenge til at etablere store plantager, som norske fonde ellers har gjort, eksempelvis i Mozambique.

»Disse plantager bidrager med arbejdspladser, men magtforholdet mellem ejerne og de ansatte er ofte meget skævt. Landbrugsarbejdere er meget udsatte for brud på retten til mad og andre arbejderrettigheder,« siger hun.

Bistanden bør fokusere på små landbrug

Kjæret mener, at bistanden bør gå til mindre familiegårde, hvor man kan dyrke mere varieret og få mere nærende mad ud af det.

»De store plantager er heller ikke særlig miljøvenlige, med mange insektmidler og monokultur, ligesom det er rettet mod eksport og uden lokal forankring,« siger hun.

»Vi skal satse på et landbrug, som ikke fører til fremtidige brud på retten til mad,« siger hun.

Hun henviser til konsensusrapporten Agriculture at a Crossroads fra det, hun kalder landbrugets klimapanel, IAASTD eller International Assessment of Agricultural Knowledge, Science and Technology.

»Her understreger over 400 forskere, at man bliver nødt til at ændre måden at drive landbrug på, både på grund af økologiske hensyn, men også for at sikre retten til mad for alle,« siger hun.

Kjæret mener, at det er vigtigt at støtte bondebevægelser og andre sociale bevægelser, som selv kan være med til at påvirke landenes landbrugspolitik.

»Forum for Udvikling og Miljøs fødevaresikkerhedsgruppe anbefaler, at norsk landbrugsbistand øges til 10-15 procent af den totale bistand, og at den hovedsageligt bidrager til at styrke bæredygtige, små landbrug,« siger hun.

»En stor del af denne bistand bør gå gennem bondeorganisationer i ulande, og den bør bruges til bonde-til-bonde-oplæring, deltagende forskning, samt støtte til opbygning af kooperativer,« siger Kristin Kjæret.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm