Danmark får en helt ny lov om folkesundhed. Hvordan får vi den til at virke?

Når som helst kan forhandlingerne om en ny folkesundhedslov gå i gang.

Det er den første lov af sin slags i Danmark nogensinde og den endelige lov skal efter planen vedtages i begyndelsen af 2026. Der er høje forventninger allerede inden forhandlingerne.

Forestil dig, at folkesundhedsloven faktisk kommer til at virke efter hensigten. Så kan Danmark i 2075 være et sted, hvor lungekræft og KOL var noget ’de havde dengang mormor var ung’.

Hvor en stor del af befolkningen bevæger sig regelmæssigt, og diabetes og smerter i kroppen er en sjældenhed. Og hvor din sundhed ikke skal afhænge af, om du har penge, uddannelse eller hvor du bor i landet.

Det lyder som sund fornuft, og som noget, der er politisk opbakning til. Men spørgsmålet er ikke kun, hvad vi vil. Det er mindst lige så vigtigt, hvordan vi kan få det til at ske. Hvordan det kan ’implementeres’.

Netop det er implementeringsforskningens domæne.

Jeg forsker i, hvordan vores viden om sundhedsindsatser bliver omsat fra politikernes ambitioner til handling i kommuner og regioner samt ude i lægehusene og på hospitalerne.

Derfor ved jeg, at gode intentioner og lovgivning slet ikke er nok. Uden strukturel støtte og forankring mister selv de bedste initiativer kraft.

Tænk på din egen træning

Det kan lyde lidt teknisk og tørt, men lad mig forklare det med et eksempel, der kunne være fra dit eller mit liv. For vi går faktisk hele tiden selv rundt og ’implementerer’ i hverdagen:

Du har måske besluttet, at du gerne vil blive stærkere. Du undersøger, hvilken sport du skal dyrke, finder måske nogen at træne med og kaster dig ud i projektet fuld af motivation.

Måske er du stadig i gang nogle måneder senere. I så fald lykkedes implementeringen. Sikkert fordi du fandt en sport, der passede dig godt, og faktisk havde tiden og pengene til at dyrke det.

Måske er du allerede stoppet. Så tænker du nok bare, at du ikke gad alligevel eller manglede selvdisciplin – men det kan også handle om, at fitnesscenteret lå for langt væk, at du skulle træne på tidspunkter, der passede dig dårligt, at din ven hoppede fra, eller at du faktisk syntes, det kostede for meget.

I implementeringsforskningen kigger vi netop på, hvilke parametre, der skal tages højde for, hvis der skal ske en ændring. Vi kigger bare ikke på den enkeltes træningsrutiner, men på organisations- og samfundsniveau.

Når det er implementeringen, ikke interventionen, der fejler

I implementeringsforskning taler vi om type III-fejl. Det er, når man konkluderer, at en indsats ikke virker – men i virkeligheden har man testet en dårlig implementering, ikke selve indsatsen.

Det svarer til at afvise en medicinsk behandling, fordi patienten aldrig tog pillerne.

Den slags fejl sker, når vi evaluerer effekter uden at undersøge, om – og hvordan – indsatsen faktisk blev ført ud i livet.

Derfor er det afgørende, at lovgivning ikke kun måles på intentioner og endemål – men også på kvaliteten af implementeringen.

I implementeringsforskning kalder vi det nogle gange for ’spray and pray’ – når man udruller en sundhedsindsats uden at sikre sig, at der er kapacitet, ejerskab og lokal forankring.

Man kaster om sig med løs med velmenende tiltag (’sprayer’) og håber (’prayer’) på, at det virker. Det gør det sjældent.

Fra hverdagslivet kunne ’spray’n pray’ være: En familie beslutter, at ’nu skal vi være mere aktive sammen’. Forældrene køber en yogamåtte, downloader en løbe-app og melder sig til et fitnesscenter.

Men ingen har lagt en plan for, hvordan det skal passe ind i hverdagen med lektier, aftensmad og sengetider. Efter et par uger samler støvet sig på yogamåtten, og intentionerne forsvinder i travlheden.

Når ny viden går i stå

Det er vanskeligt at måle, hvor længe der går, fra vi ved, hvad der virker, til det faktisk bliver brugt i praksis Det bedste forsøg stammer fra amerikanske studier og lander på omkring 17 år.

Selv med en vis usikkerhed indregnet er det et alarmerende tidstab, når det handler om folkesundhed. Og ofte skyldes det netop, at der ikke tænkes i implementering fra begyndelsen.

En ny gennemgang af implementeringspraksis – både i Danmark og i sundhedssystemer, vi normalt sammenligner os med – konkluderer, at ‘implementation as usual’ alt for ofte ender ustruktureret, uigennemsigtig og usammenhængende.

Det understreger behovet for, at vi med folkesundhedsloven ikke bare gør 'mere af det samme' – men faktisk investerer i bedre måder at implementere på.

Mange gode initiativer kommer aldrig ud at leve

Det er let at finde eksempler:

• Tobaksforebyggelse i grundskolen har i årtier været højt prioriteret fra politisk hold. Men først omkring 2020 da røgfri skoletid og højere priser blev indført, kom der markante resultater.
  
• Sundhedsstyrelsen udgav for snart 20 år siden nationale anbefalinger for fysisk aktivitet. De er kendt og anerkendt – men har haft minimal effekt, fordi kommuner manglede støtte og kapacitet til at implementere dem.
  
• Flere kommuner har udviklet tværgående 'sundhed på tværs'-strategier. Alligevel er mange endt som papirøvelser uden praktisk virkning, fordi der manglede indikatorer, incitamenter og ansvar på tværs af sektorer.

For eksempel er der projektet ’Sundhedstjek’, som 11 kommuner deltog i. Her lykkedes det at rekruttere borgere i risikogruppen til sundhedstilbud, men fastholdelsen haltede.

Når puljefinansieringen udløb, manglede både ansvar og ressourcer til at sikre, at indsatsen kunne forankres i den kommunale drift – og dermed udeblev de langsigtede effekter.

Disse eksempler viser et mønster: Når der ikke følges op med strukturel forankring, mister selv vigtige sundhedstiltag deres virkning.

Hvad kan folkesundhedsloven lære?

Hvis den kommende folkesundhedslov skal virke, skal den ikke blot definere hvad der skal ske – men også hvordan.

Forskningen peger på tre nødvendige elementer:

1. Nogen skal have ansvaret – ellers sker der ingenting.
   
2. Vi skal kunne se, hvad der virker undervejs – og turde ændre kurs.
   
3. De mennesker, der skal føre planen ud i livet, skal have tid, viden og muskler til det.

Ansvaret for dette ligger i et samspil: Staten skal sætte rammerne, mens kommuner og regioner skal sørge for, at nye tiltag ikke bare bliver projekter, men bliver en del af hverdagen.

Det er nu, det gælder

Regeringen har foreslået sundhedsråd og handlingsplaner samt 250 millioner kroner årligt fra 2027. Det er positivt.

Men uden koblinger, læring og ansvar risikerer vi, at loven bliver endnu en god hensigt, der ikke får gennemslag.

Implementering lyder teknisk – men det er her, en lov bliver levende. Det er her, vi afgør, om ambitioner bliver til handling. Og det er nu, vi har chancen.