Skal gravide fortsat testes for, om de forstår deres ufødte babys behov?

At spørge kommende mødre, om de er gode til at sætte sig ind i deres ufødte barns følelser og behov, er som at spørge en fodboldspiller, om hun er god til at spille fodbold:

Naturligvis tror de, de er gode.

Ikke desto mindre bliver gravide i dag netop stillet spørgsmål om deres ufødte barns følelser og behov. For både forskere og fagprofessionelle har i disse år deres opmærksomhed stift rettet mod at fremme en god relation mellem forældre og deres børn.

En vigtig forudsætning for en god relation – både mellem forældre og børn, men også mellem mennesker generelt – er evnen til at sætte sig ind i andres og egne mentale tilstande.

For at børn kan udvikle sig som de skal, skal de møde voksne, som har en god evne til at sætte sig ind i barnets og egne tanker, følelser og behov.

Altså det, vi med et fagbegreb kalder ’mentalisere’.

I et nyt studie publiceret i tidsskriftet Infant Mental Health Journal har vi undersøgt et spørgeskema, som er udviklet til at måle gravide kvinders evne til at mentalisere deres ufødte barn, og resultaterne overraskede os.

For vores resultater viser, at den anerkendte målemetode, der anvendes i både kommuner og sundhedsvæsnet, ikke måler på det, den skal.

Hvad er mentalisering?

Mentalisering kan minde om begrebet ’empati'.

Men populært sagt er empati kun den ene del af mentalisering, fordi evnen til at mentalisere også handler om, at man forsøger at forstå egne følelser, motiver og tanker.

Evnen til at mentalisere (som i psykologien kaldes ’refleksiv funktion’) varierer hos os mennesker: Nogle mennesker med eksempelvis autisme eller personlighedsforstyrrelser har svært ved at mentalisere eller mentaliserer for meget.

Mentalisering er vellykket, når det andet menneske føler sig ’læst’ godt og er enig i, hvordan den anden ’læser’ sig selv. Derfor er det også vanskeligt at måle på mentalisering.

Naturligvis tror mødre, at de kender babys behov

Evnen til at læse sit barn udvikles allerede, mens baby er inde i maven.

Gravide kvinder kan godt forfalde til at tro, at babys behov er de samme som deres egne – det er sådan set ikke så mærkeligt, for babyen er jo groet ud af deres krop.

Derfor har forskere og fagprofessionelle være interesseret i at finde et instrument, som kan måle mors evne til at tænke på den ufødte baby som et selvstændigt individ med egne behov.

Det er nemlig afgørende for barnets udvikling, at mor øver sig i at være sensitiv over for barnet og dets behov.

Derfor blev spørgeskemaet Prenatal Parental Reflexive Funtioning Questionnaire (P-PRFQ -) udviklet for nogle år siden, og som forskere dog er nogenlunde enige om, kommer tæt på en rimelig måling (se blandt andet hér og hér).

Skemaet beder småbørnsforældrene om at forholde sig til udsagn som:

• Jeg ved altid, hvorfor min baby reagerer som han/hun gør
• Jeg kan somme tider misforstå min babys reaktioner
• Somme tider kræver det flere forsøg, før jeg forstår, hvad min baby behøver eller vil

På baggrund af svarene kan lægen, sundhedsplejersken eller forskeren få et indtryk af forælderens evne til at forstå og læse deres baby.

Ikke sammenfald mellem kvindernes mentale helbred og mentaliseringsevner

I forbindelse med et forskningsprojekt om det tidlige forældre-barn-forhold besluttede vi at bruge spørgeskemaet, men svarene viste ikke det, vi havde forventet.

Vi forventede, at kvinder som havde psykiske vanskeligheder, selv havde haft en utryg barndom eller var ringere stillet socialt ville score dårligere end kvinder, som var psykisk og socialt i balance.

Vi forventede også, at kvinder med flere børn ville score højere end førstegangsmødre ud fra den antagelse, at hvis man allerede havde trænet evnen til at læse sit barn tidligere, så var det nok nemmere i anden omgang.

I stedet så vi, at gravide kvinder, som ifølge spørgeskemaet havde en god evne til at læse deres ufødte barn, oftere var kvinder, som var i psykisk og social ubalance.

Det var kvinder, som havde relativt dårligere mentalt helbred, selv havde haft en relativt dårligere opvækst og dårligere socioøkonomiske forhold og i højere grad var førstegangsgravide.

De kvinder, som ifølge spørgeskemaet var dårligere til at læse deres ufødte barns behov, var primært eller i lige så høj grad kvinder i psykisk og social balance.

Måler spørgeskemaet på det, det skal?

De overraskende svar fik os til at overveje, om spørgsmålene i skemaet rent faktisk måler på det, skemaet påstår at måle.

Skemaet indeholder udsagn, som den gravide kvinde kan erklære sig mere eller mindre enig i.

Eksempelvis: For tiden prøver jeg at forestille mig hvilke øjeblikke, der vil være de mest glædelige for mig med babyen, når hun/han er født, og I fremtiden tror jeg, at jeg altid vil vide, hvorfor jeg agerer, som jeg gør, sammen med mit barn.

Den ’refleksive funktion’, som afspejler sig gennem en mentaliserende adfærd, handler om at være sensitiv over for tanker og følelser i samspillet med andre mennesker.

Og måske netop derfor er vores fund ikke så overraskende alligevel.

Som at spørge fodboldspillere, om de er gode til fodbold

Lad os lave en analogi: Ville man kunne sammensætte et fodboldhold på baggrund af spørgeskemasvar fra spillerne?

Man ville nok få nogle delvist brugbare informationer men ikke nok til, at man samlet set kunne udtale sig om spillerens kvalitet.

Her ville man være nødt til at se fodboldspillere på banen og en ekstern person – som ikke var spilleren selv – måtte vurdere, om spilleren fungerede godt på banen.

Ved at bede gravide vurdere deres egen evne til at mentalisere deres ufødte barn havner vi i en lignende situation:

Vi får adgang til den gravides vurdering af egne evner, men ikke hendes faktiske evner.

Dette er vigtigt, for hvis vi vil måle noget så følsomt og knap måleligt som forældreevne, så skal vi vide, hvad vi måler.

Spørgeskemaet bliver brugt i forskning til at undersøge mentaliseringsevne hos kommende mødre. Det bliver også brugt i kommuner og sundhedsvæsen til at evaluere gravide kvinders mentaliseringsevne.

Begge typer af anvendelser kan vi ikke anbefale, da spørgeskemaet har vist sig at måle noget andet, nemlig moderens vurdering af egne evner.

Med afsæt i vores fund kan vi derfor ikke anbefale, at skemaet bruges til at vurdere gravide kvinders evne til at mentalisere deres ufødte barn.