Om morgenen 18. januar 749 e.v.t. ramte et kraftigt jordskælv store dele af den vestlige del af Mellemøsten og lagde flere områder i regionen øde.
Fra antikke skriftlige kilder ved vi, at jordskælvet indfandt sig omkring den 4. time, dvs. nutidens kl. 10.
Regionen, der blev ramt, var en tæt urbaniseret region i forhold til datidens parametre. Mange af regionens byer var tæt befolkede, og folk boede i huse, der havde mere end én etage.
Vores forskningsprojekt har siden 2011 foretaget udgravninger i dette område for at finde ud af mere om, dengang ’verden slog revner’ i Mellemøsten.
Det skulle vise sig, at vi gjorde nogle opdagelser, som vi ikke havde regnet med, og som er usædvanlige for arkæologiske udgravninger – vi kunne bestemme årstiden for jordskælvet.
Jordskælvet smadrede byer sønder og sammen
Bygningsværker, der var flere århundrede gamle, prægede sammen med nyere bygningsværker landskaberne i regionen.
Tempelruiner stod side om side med de talrige kirker og den nyeste form for religiøse forsamlingshuse, moskéerne.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Byer som Jerusalem, Jericho, Gerasa, Pella, Hippos og Skythopolis blev svært ødelagte af jordskælvet, og vi ved, at antallet af ofre var højt.
Ødelæggelserne var så store, at mange byer enten blev helt forladt eller kun blev genopbygget til en vis grad.
Gerasa blev ikke genopbygget
Jordskælvet ændrede nogle steder på vandforsyningerne, idet den seismiske aktivitet ødelagde kildernes udspring og ændrede mængden af vand, der flød.
Så selvom en by måske kunne have overlevet jordskælvet og være blevet genopbygget, var der tilfælde, hvor det ikke gav mening at gøre det på grund af de ændrede geologiske omstændigheder.
Det sidste var højst sandsynligt tilfældet i Gerasa, der var en af de berømte dekapolis-byer i regionen (en gruppe på nominelt ti byer – men i realiteten flere – på den østlige grænse af det romerske rige).
Gerasa (moderne Jerash i det nordlige Jordan) var en mellemstor by på omkring 85 hektar.
Bosættelsen blomstrede fra den senhellenistiske tid, ca. 100 f.v.t., indtil jordskælvet ramte, og bærer derfor vidne om cirka 900 års kontinuerlig byudvikling.
Området var næsten uudforsket
Siden 2011 har et internationalt arkæologisk hold, The Danish-German Jerash Northwest Quarter Project, sammensat af forskere og studerende fra universiteterne i Aarhus (Danmark) og Münster (Tyskland), arbejdet i Gerasas såkaldte Nordvest Kvarter.
Nordvest Kvarteret i byen dækker et område på omkring fire hektar og ligger på det højeste sted indenfor byens mure.
Området, der er dækket af talrige forvitrede kalkstensstrukturer, var næsten uudforsket, da vi begyndte det arkæologiske arbejde der.
Vores forventninger var, at der ville blive fundet romerske ruiner i området, men de arkæologiske undersøgelser viste hurtigt, at udviklingen i Nordvest Kvarteret strakte sig over langt flere århundreder end forventet.
Ingen tegn på aktiviteter i Gerasa efter jordskælvet
Igennem de otte første århundreder e.v.t. er der arkæologisk evidens for stor byggeaktivitet i området.
Alle disse aktiviteter blev bragt til et meget brat stop 18. januar 749 e.v.t.
Efter jordskælvet har vi ingen materielle tegn på aktiviteter i området – ikke engang potteskår eller andre mindre fund, der kan dateres til perioden efter 749 e.v.t.
Området blev først genbosat i Middelalderen omkring det 12. århundrede i den Ayyubidisk-Mamlukiske periode, hvor en mindre bosættelse er fundet på højen.
\ Læs mere
Sådan gjorde vi
Vores fund er dateret ved hjælp af en række kulstof 14-dateringer (14c-dateringer), sammenholdt med dateringer af keramikken og andre småfund i vores mange fundlag.
Kulstof 14-dateringer giver en tidsbestemt datering af kulstoffet i organisk materiale, og på den måde kan man se, hvornår materialet stammer fra.
14c-dateringerne viser gennemgående, at lige præcis midten af det 8. århundrede var tidspunktet for ødelæggelsen af husene, og at de aldrig derefter blev forstyrret af menneskelig aktivitet.
I Nordvest Kvarteret har vi udgravet dele af to privathuse, der fortæller os om dagliglivet, som det foregik om vinteren i Mellemøsten i midten af det 8. årh. e.v.t.
Dette er unikke situationer, da man oftest i arkæologien ikke har mulighed for at årstidsbestemme de fund, man gør.
Begge huse fortæller fascinerende historier om, hvilke aktiviteter der blev udført på jordskælvets tidspunkt.
Fandt køkken-alrum, hvor der var udført tekstilarbejde
I det såkaldte House of the Scroll fandt vi levn fra et hus, der havde strakt sig over flere etager, og hvor overetagen var faldet ned på køkkengulvet.
I køkkenet, som også fungerede som en slags alrum, fandt der ikke kun madlavning sted, men ligeledes aktiviteter, der var knyttet til tekstilproduktion.
En stor fåreuldssaks blev fundet sammen med en meget stor røreske, der kan have været brugt i forbindelse med forarbejdningen af tekstilfibre.
Det er måske ikke overraskende, at tekstilproduktion fandt sted om vinteren, hvor der ikke var så meget udendørsarbejde at foretage i forbindelse med landbrugsproduktion, men det er stadigvæk interessant at se, i hvilke dele af et hus sådanne aktiviteter foregik.
Teknologier gik tabt i jordskælvets ødelæggelser
I det såkaldte House of the Tesserae lige nord for House of the Scroll fandt vi et hus, der undergik totalrenovation.
Der var gjort klar til nye vægmalerier og til at lægge nye gulvmosaikker – både på førsteetagen og i stueetagen.
Tusindvis af ubrugte mosaiksten, hugget i den lokale kalksten, var blevet opbevaret i et trug på stueetagen. Truget var opsat til formålet og var ikke permanent.
Ligeledes fandt vi i huset et værktøj, der kan have været brugt til at producere mosaikstenene, også kaldet tesserae (firkanter) i fagsproget.
Den produktion, der foregik i dette hus i midten af det 8. århundrede e.v.t., viser ikke kun, at renovationen af huse foregik om vinteren – igen en aktivitet, der kunne foretages indendørs, og som ikke trak arbejdskraft væk fra markerne eller andre aktiviteter, der var bundet til forårs- og sommermånederne – men viser ligeledes, at der var en kontinuitet af teknologisk viden fra den romerske periode op i den tidlige islamiske periode.
En del af denne teknologi gik tabt eller blev ikke genoptaget efter jordskælvet – i al fald i dette område – og banede vejen for en ny form for bosættelse, der altså først fandt sted i det 12. århundrede e.v.t.
\ Læs mere
Årstidsfund kan føre til nye arkæologiske muligheder
Begge huse og deres inventar giver mulighed for at udforske årtidsbetingede aktiviteter og indendørs- versus udendørsaktiviteter.
Det giver mening at renovere et hus indendørs i løbet af vinteren, når arbejdskraften ikke skal bruges på markerne eller til forarbejdning af afgrøder.
At producere tekstiler er en åbenlys aktivitet at foretage indenfor, når det regner, eller når vejret ellers ikke arter sig til udendørsaktiviteter.
I arkæologien har det oftest indtil nu ikke været undersøgt grundigt, om vi kan komme nærmere på at forstå årstidbetingede fund.
Men udgravningerne i Gerasa viser, at man i visse tilfælde kan komme nærmere en forståelse af sådanne situationer.
Udgravningerne viser også, at man måske ud fra disse sikrede fund i fremtiden ligeledes vil blive i stand til at konkludere på fundsituationer, hvor man ikke nødvendigvis kender ødelæggelseskonteksten så godt, som vi gør i Gerasa.
Dette perspektiv kan åbne for udviklingen af helt nye metodiske muligheder i arkælogien.
\ Arkæologi og jordskælv
Jordskælvsødelagte kontekster kan give meget præcis indsigt i dagligdagslivet på jordskælvets tidspunkt. Dog er det yderst sjældent, at sådanne kontekster bliver fundet.
Andre katastrofer kan ligeledes føre til meget god bevaring af kontekster. Det er for eksempel tilfældet i Pompeii i Italien, hvor Vesuv’s udbrud i 79 e.v.t. førte til en total ødelæggelse af byen.
Dog har ny arkæologisk forskning i Pompeii vist, at Vesuvs udbrud fandt sted på en anden tid af året, end vi indtil nu har troet.
Dette viser, hvor vigtigt det er at forsøge at forstå arkæologiske kontekster i et årstidsbetinget lys.
Arkæologien kan give os informationer om årstiderne.
Læs også: Se, hvordan eliten boede i Pompeji før vulkanudbruddet
